William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.

Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'

Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

• Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
• Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
• Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
• Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.

TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

Kardinalernes middag

I anledningen af pave Benedikt XVI vil jeg her anmelde en novelle/teaterstykke der foregår på Benedikt XIV's tid.

Benedikt XIV er ikke en af de specielt berømte paver, hvilket kommer til udtryk i, at der ikke står ret meget om ham på Wikipedia. Det tog konklavet 6 måneder at vælge ham, men så var han også pave i 18 år, 1740-1758.

Men historien handler sådan set ikke slet ikke om ham. Tre kardinaler kommer ind til en middag, en spanier, en franskmand og en portugiser. De taler om fortidens elskov for

"Den sjæl som ej har elsket, er vistnok ikke til"

Dantas s. 26

Spanieren siger "Jeg fægtede for hendes dyd, men talte aldrig med hende".
Franskmanden siger "Vi dansede minuet, jeg førte vittig tale, og fik sex (?)".
Portugiseren siger "Hun var grim, hun var min soul mate, men så døde hun".
Altså bare en lille sketch,  men dog mere værdig og litterær end dem vi udførte ved lejrbålet dengang jeg var spejder.

Man kan spørge sig selv, om ikke det er ironisk, at det er tre  kardinaler, altså tre cølibatære personer, der snakker om elskov, men ud over, at det nok er en del af komikken, så må man også gå ind og lave definitionsbestemmelser af forskellen mellem kærlighed og elskov i en sturm und drang inspireret situation. Vi snakker elskov i den gamle forståelse, hvor der ikke var tale om et samleje, men om pludseligt opblussende romantiske følelser og udlevelsen af disse, mo end disse herre ikke er tyskere, så deres skæbne bliver knap så grum, som den unge Werther. Man dog egentlig sige, at få er mere værdige til at snakke om elskov end tre gamle ugifte herre, thi deres elskov er ikke blevet ødelagte af ægteskabets realiteter.

TITEL: A Ceia dos Cardeais DANSK TITTEL: Kardinalernes middag FORFATTER: Julio Dantas FORLAG: Arne Frost Hansens Forlag SIDEANTAL: 27 UDGIVELSESÅR: 1901 (1967)

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

Johannes af korset

Johannes af korset var født af en fattig væverske i det 16. århundrede i Spanien, men alligevel lykkedes det ham at lære at læse og skrive og komme på universitetet og få sig en solid uddannelse inden for teologien. Da hans studier var ved at være til ende, og han skulle beslutte sig for hvad han videre ville, fik han en mængde gode tilbud, men til alles store forbløffelse, søgte han i dyb hemmelighed optagelse hos de ydmyge karmelitter munke.

På denne tid var der også en anden stor helgen inden for karmeliterordenen, Therese af Avila, og hun udvalgte Johannes til at hjælpe sig med at reformere ordenen, og finde tilbage til de strengere og mere disciplinerede rødder, men også til at finde en mere dyb åndelighed.

Johannes vandrer Spanien tyndt og opretter nye klostre og får generelt en masse administrativt arbejde, men det han er mest kendt for, er sit arbejde som åndelig vejleder og hvad vi i dag ville kalde en coach.

Desuden begyndte han under et fængselsophold der var sat i stand af nogle karmelitterbrødre af den gamle observans at skrive digte, og de er i dag vidt berømte.

Grethe Livbjergs bog "Johannes af Korset - åndelig vejleder af hvor tid" starter med en virkelig god biografi om Johannes. Helgenbeskrivelser er en literær genre helt for sig selv, og man skal ofte have troen for overhovedet at kunne holde ud at læse dem, men ikke her. Man får et rigtig godt indblik i hans liv også set ud fra den samtid han levede i, og jeg lærte en helt masse om den spanske guldalder der i 1500-tallet, både religiøst, politisk, socialt og geografisk.

Er billedet af Johannes malet lidt rosenrødt? Det er det måske nok, men det er ikke gjort så det på nogen måde virker irriterende, og sproget er godt og flydende, så man hurtigt kommer gennem denne bogens første del.

Anden del handler om Johannes' spiritualitet, og som religiøs og tidligere teologistuderende var det yderst interessant, for hans teologiske ideer er desværre meget fremmede for os i dag. I dag tænker vi meget på sex, men en erotisk teologi, hvor vores forhold til Gud er som brud og brudgom er os meget fremmed, desværre, for det er en meget smuk teologi.

Bogen har i realiteten også en tredje del der er en analyse af et lille udvalg af hans digte, og set fra mit perspektiv går der lidt for meget gymnasie aflevering digtanalyse i det, og jeg læste det kun ganske overfladisk igennem.

Flower faries of the spring

Det er ikke alle der ved det men "Flower Faries" er helt reelle og respektable bøger og ikke bare sådan noget pyssenysset fnidderstads til små piger som kan købes i bog og idé. Okay indrømmet, så ligger bøgerne til den søde side, og der er ikke meget bid i dem, men gennem en række små billeder og digte lærer forfatter og illustrator Cicely Mary Barker om hverdagsblomster.

"Flower Faries of the Spring" er den første bog i serien om blomsterfeerne og blev udgivet i 1923, og har man læst en har man lidt læst dem alle, for med mindre man går meget op i botanik, så er der altså i virkeligheden ikke den banebrydende forskel på blomster, i hvert fald ikke når det gælder digtene der heller ikke alle formmæssigt er lige gode.

Illustrationerne er dog forbløffende varierede, når man vel og mærket tager i betragtning, at de alle forestiller et barn og en blomst.

Selvom Barker ikke vedkendte sig nogen kunstretning, så er hendes stilart dog inspireret af pre-raphaeliterne med deres eventyrlige motiver, deres fine tegnestil og deres sans for at bruge deres kunst kommercielt.

Som nævnt er der ikke rigtigt noget bid i bogen, og det er en skam, for børn har også deres egen sans for drama. I et enkelt af digtene finder vi dag en smule drama, og det er i digtet om mælkebøtten

Gay and naughty in the garden;
Pull me up - I grow again,
Asking neither leave nor pardon,
Sillies, what are you about
With your spades and hoes of iron?
You can never drive me out

Af bogens 24 blomster er det da også det eneste jeg rigtigt kan huske.

Men jeg skal måske ikke sige alt for meget grimt om bogen, for fordi jeg emotionelt var ret langt bag ud i min udvikling, var jeg en ret stor pige før jeg begyndte at finde alt det sukkersøde lidt irriterende. Jeg fik faktisk først bogen da jeg gik i 7. klasse, men jeg var dybt fascineret, smuk med smuk på. Jeg må jo også indse, at der er en grund til, at i hvert fald billederne har fået en renæssance, og det er at små piger nu en gang godt kan lide sådan noget.

Rystet spejl

Overført fra min anden blog

Jeg sidder og læser "Rystet spejl" af Søren Ulrik Thomsen udgivet på Gyldendal. Det var ikke lige det jeg havde regnet med at bruge min ferie på, men jeg havde pludselig lidt tid til overs, og så lå den bare der på min fars reol.

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så mistroisk. Ja, det er en bog af en midaldrende mand til midaldrende mænd, men det gælder for megen stor litteratur. "Nattog til Lissabon" af Pascal Mercier, "Dronning Lionas mystiske flamme" af Umberto Ecco, "Dummas klubben" af Arturo Perez-Reverte og "Alle navnene" Jose Saramago. Der sker noget med mandlige forfattere, når de bliver konfronteret med deres egen dødelighed, og sætter sig til at tænke over livet, tilværelsen og alt det der.

Søren Ulrik Thomsen er temmelig nøjagtigt på alder med min far, og det er vel en af grundende til, at han har købt bogen, for ellers er han ikke meget til digtsamlinger. At min far læser den er en ting, men at jeg læser den er noget helt andet. Hvad kan jeg, en ung kvinde på 26, få ud af at læse om en midaldrende mand der skriver om at miste sin mor?

Jeg kan lære noget om livet og om skønheden i dets banaliteter. Han skriver et sted, at livet er endnu mere eventyrligt and alle hans ungdoms drømme, fordi man ikke kunne have forstillet sig dets trivialitet. For livet er ikke de store øjeblikke, det er alle de dage der ligger imellem og som bare er der, hvor man bare skal være til.

Set er disse dage Thomsen forholder sig til, de dage hvor ungdommen virker mere fjern og mere nær på samme tid, for er det ikke det der betegner en midaldrende mand, når det går op for ham at ungdommens flirten med revolutionen er et overstået kapitel som kun findes i drømmende?

Mine år i psykiatrien er forhåbentligt slut, de år fyldt med gråd, blod og drama, og jeg skal lære at leve et liv der er så trivielt, at det næsten er normalt. Alle steder får man pebet ørerne fulde af, at vi skal være ekstraordinære, men ikke nødvendigvis ifølge Thomsen, men han vil heller ikke have en til at sumpe hen i ligegyldighed, bare leve det liv man nu en gang er givet og så lade være med at klynke over det.

Dagen i dag var ikke "måske"
den var der
og så var den væk.
Derfor var dagen i dag den bedste.