Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

The Chronicles of Narmo

Caitlin Moran er i dag en verdenskendt forfatter og feminist, men da hun var teenager var hun fed, fattig og gik ikke i skole. Hvad hun til gengæld gjorde var at læse en masse bøger. 'Når man kan læse bøger kan man vel også skrive dem' tænkte hun, og det gjorde hun så, selvom det endte med at tage langt mere tid end hun lige havde regnet med. Hun startede med at skrive da hun var 13 og fik den udgivet da hun var 15 3/4.

"The Chronicles of Narmo" er resultatet og handler temmelig meget om hendes egen familie og det er bestemt ikke kedeligt. Bogen handler om hvordan Narmo-børnene bliver taget ud af skolen og hvordan deres liv former sig derefter. Den handler om skænderier, kedsomhed og om at være meget meget fattig iblandet nogle små magiske elementer.

I og med at det er en børnebog skrevet af et barn, så har den ikke den samme angst som børnebøger skrevet af voksne om, at man da ikke kan referere til andre bøger, for 'man kan jo ikke forvente at børn der læser en bog har læst andre bøger', Men Caitlin Moran havde læst masser af andre bøger, så hun referer gladelig løs, hvilket er helt enormt charmerende.

Generelt er der bare en helt fantastisk humor og flow i denne lille bog.

'My first attempts at prose
were twelve pages long and inlined to expose
the shoutings and cheating and beatings and fights
the panic and shame and ill-fitting tights
of school

We were laughing at someone who said what we thought
sneezes and sniffles and things that we caught
hiccups and punch-ups and packed lunch and break-ups
pinching and cheating and too many grown ups 
at school
                      s133

TITEL: The Chronicles of Narmo FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Corgi SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 1992 (2013)

Sent i November

Tove Janssons bog "Sent i November" er en bog om vores forestillinger om Mumiuniverset, og om hvordan vi tager fejl. Vi vil have at Mummimor er den perfekte hyggemor med forklæde om maven som aldrig bliver vred, vi vil have at Mumrikken er den vise zen master der kan fortælle os hvordan vi skal rette op på vores liv, men hvem har sagt at det er sådan. Det har vi, for det er i hvert fald ikke Tove Jansson, for hun skildre alle personerne mere eller mindre neurotiske (Mumifar og havet).

En homse, en hemul, en filifjonk, en gammel mand og Lille My's storesøster ankommer sidst i november til Mumidalen for at besøge Mumifamilien, men de er der ikke, kun Mumrikken. Alle har de deres håb og drømme om Mumifamilien, men overladt til sig selv må de bygge en hverdag op omkring deres Mumifantasier. Hele tiden er det "Mumimor ville gøre dette" eller "Mumifar ville mene hint", og deres deres høje forventninger til Mumifamilien og sig selv gør, at de aldrig helt kan leve op til dem, men de har alle deres problemer og neuroser, som de prøver at undertrykke, så de bliver vrede eller kede af det.

De prøver alle at være noget andet end den de er men enhver må opføre sig efter sin art.

" Mumrikken havde mødt mange filifjonker, og han vidste godt, at de måtte handle ifølge deres art og rette sig efter deres egne indviklede filifjonkregler".
                                                                                 s. 1 oversat af Helena Idström

"Og så gjorde Gud  jordens dyr i overensstemmelse med sin art, og kvæget i overensstemmelse med sin art og alle jordens kryb i overensstemmelse med sin art, og Gud så, at det var godt"
                                                                                 1 mos 1,25 oversat af mig

Tove Jansson er ellers ikke ret religiøs i sine fortællinger, så måske er det oversætteren eller også er det mig der har næsen så langt ned i mine bøger, at jeg begynder at se mønstre der slet ikke er der. Hvorom alting er, så er moralen i hvert fald, at vi må opfører os efter vores natur.

Sent i November er en fantastisk bog, men den er fuld af den type slåfejl, hvor man scanner en tekst og computeren forveksler m med rn hvilket kan være rimelig irriterende og ret respektløst over for teksten, at man ikke engang har gidet læse den igennem inden den er sendt i trykken.

TITEL: Sent i November DANSK TITTEL: Sent i November (De tre sidste romaner) FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 269-400 UDGIVELSESÅR: 1970 (2002)

Alice's Adventures in Wonderland

Er du nogensinde blevet belært om, at en bog mister noget i oversættelse? For nogle år siden læste jeg "Alice i Eventyrland" og erklærede, at det da var noget forvrøvlet mak. Jeg fik at vide, at det bare var fordi jeg læste den på dansk, og at den faktisk er enormt poetisk og siger noget om samfundet og sådan. Jeg ved en del om oversættelse, det er ligesom det jeg går og laver til hverdag, men nu var det nu engang bare den danske udgave jeg tilfældigvis havde fået fat på på biblioteket.

En dag fandt jeg så "Alice's Adventures in Wonderland" med illustrationer af Tove Jansson (hende med Mumitrolden), og så måtte jeg bare have den, selvom jeg stadig var overbevist om historiens forvrøvlethed. Bogen har så stået og samlet støv i månedsvis, indtil jeg sidste uge var på museum og se tjekkisk dukketeaterkunst. Tjekkisk humor er også en smule forvrøvlet (undskyld tjekker), så jeg tænkte, at det da sikkert kunne være et fint match.

Det VAR et godt match, og jeg må med en blanding af skam og fryd erkende, at den altså er en fantasillion gange bedre på engelsk. Vrøvlet var den stadig, men på engelsk var der på en eller anden måde mening med galskaben. Meningen med vrøvlet er, at Carroll på en vrøvlet måde, afslører det vrøvl som voksne går rundt og siger.

Tove Janssons tegninger er meget typisk Tove Jansson, og man kan ligefrem genkende visse skikkelser fra Mumiuniverset. Stilen går forbløffende godt til historien. Normalt forbinder jeg engelske motiver med børn med tykke kinder og storblomstret sofabetræk, hvilket står i stærk kontrast til Janssons finske mørke, men nogle gange mødes modsætninger og sød musik opstår.



TITEL: Alice's Adventures in Wonderland FORFATTER: Lewis Carroll ILLUSTRATIONER: Tove Jansson FORLAG: Tate SIDEANTAL: 110 UDGIVELSESÅR:1865, 1966 (2011)

#septemberbøger day 17: A that makes me happy. How can I not be happy in a world where Tove Jansson has illustrated Alice in wonderland. Doesn't Lille My look exactly like the cheshire cat :-D #aliceinwonderland #lewiscarroll #tovejansson #lillemy #thecheshirecat #bookporn #books #bookstagram #bookillustrator

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 17. Sep 2016 kl. 12:42 PDT

Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Gilgamesh mm

Et sted på nettet stod der, at alle jo kender historien om Gilgamesh (og hvad der står på nettet, det må jo være sandt). Jeg kendte den dog ikke, ikke før jeg kom på universitetet i hvert fald, jeg tror faktisk ikke, at jeg kendte nogen af de mesopotamiske myter, så her vil jeg starte ved begyndelsen (skabelsen), tage oversvømmelsen med og slutte af med selve beretningen om Gilgamesh, for det er sådan Bent Haller gør det om end han gør det hele helt forkert.

Skabelsen (enuma elish):

I begyndelsen før alt andet er der Saltvand og ferskvand, Tiamat og Apsu. Guderne skabes i Tiamats mave. De larmer, så Apsu vil dem til livs, men Tiamat advarer dem, så Ea, den stærkeste af alle guderne, slår ham ihjel og får sønnen Marduk. Marduk leger med vindene hvilket nogle af de guder der stadig bor i Tiamat, og de overtaler hende til at hævne sig over hendes dræbte mand, Apsu. De gode guder ved ikke hvad de skal stille op, og Marduk tilbyder at ordne det, hvis han bliver leder. Han slår Tiamat ihjel og river hendes krop i stykker og skaber himlen og jorden. Kingu, Tiamats anden mand, som opildnede hende til kamp, bliver også slået ihjel og af hans blod skabes mennesket.

Stormfloden (Atrahasis):

Mennesket skabes fordi guderne er trætte af at arbejde, men menneskene formerer sig og larmer, og med jævne intervaller må guderne sende hungersnød og epidemier for at reducere menneskenes antal. Til sidst beslutter guderne at udrydde alle da de er alt for besværlige, men Enki advarer Atrahasis, som skal bygge en båd for at redde sig selv, sin familie og nogle dyr. Guden Enlil er rasende over menneskets redning, men de får trods alt lov til at leve.

Stormfloden (Gilgamesh):

Guderne vil sende en stormflod for at udrydde menneskene, men Ea advarer Utnapishtim, som bygger en båd til sig selv, sin familie, sine arbejdsmænd og markens dyr. Floden varer i seks dage og seks nætter. Da den slutter sender han først en due, så en svale og så en ravn ud. Da ravnen ikke kommer tilbage lugger han folk og dyr ud af båden, hvorpå han ofrer til guderne. Guderne er trods alt alligevel glade for at menneskene har overlevet og Enlil velsigner Utnapishtim og hans kone med evigt liv.

Gilgamesh:

Gilgamesh var 2/3 gud 1/3 menneske og han var en stor og stærk konge og lidt af en tyran. De unge piger havde han sex med på deres bryllupsnat (en gammel skik, droit de seigneur, herskerens ret) og de unge mænd dystede han mod, og folk var egentlig godt og grundigt trætte af ham, derfor klagede de til guderne. Guderne skaber derfor en vildmand, Enkido, som skal være Gilgamesh' ligemand.

Enkido lever sammen med dyrene og beskytter dem mod jægernes fælder, det bliver de trætte af, så de klager til Gilgamesh, som sender en tempelskøge ud, og hun tæmmer Enkido ved at have sex med ham.

Enkido og Gilgamesh kæmper og Gilgamesh vinder med nød og næppe, og de bliver de aller bedsteste venner og sjælebrødre. Sammen bekæmper de halvguden/monstret Humbaba og den kæmpemæssige Himlens tyr, men påkalder sig derved gudernes vrede, og Enkido må derfor dø, hvilket han klynker enormt meget over.

Efter Enkidos død bliver Gilgamesh vanvittig af sorg og opsøger Utnapishtim i det hinsides for at få hemmeligheden til et evigt liv. Utnapishtim beder ham holde sig vågen i seks dage og seks nætter, men han falder dog straks i søvn, som plaster på såret får han dog at vide hvor han kan finde en plante der vil gøre ham ung igen. Han mister dog planten da han lægger den fra sig for at tage et bad.

Jeg ved ikke hvilken historie Bent Haller bygger "Ba-bels bog" på, men det er i hvert fald hverken den arkadiske eller den babylonske (de ældste) for det er dem som jeg har læst i "Myths from Mesopotamia" og de bærer kun begrænset sammenligning, det er heller ikke tekster jeg kan finde noget om på internettet, og det irriterer mig. Det der irriterede mig mest var dog, at jeg mange gange har overvejet at læse "Ba-bels bog"  I STEDET FOR den oprindelige (oversatte). Så mest af alt handler min egen irritation om dovenskab og skam, skam over at ville tage den lette løsning.

Bent Haller har sat guden Ba-bel til at være far eller konge over guderne, hvilket er noget forfærdeligt sludder, da Babel blot er det hebraiske ord for byen Babylon. Bent Haller fortæller om hvordan Ba-bel skabte et mere kosmisk og naturvidenskabeligt tro univers, med planeter der kredser omkring solen, han har også menneskene til at læse i stjernerne, men i myterne er det drømmende der fortæller dem om fremtiden.

Tilføjet august 2015

Sex spiller en vigtig rolle i begge Gilgamesh-historierne.

" Shamhat loosened her undergarments, opened her legs, and he took in her attractions. [...]and he lay upon her. She did for him, the primitive man, as women do".

Dallay s. 55

"Hun spredte benene lidt mere, så han kunne mærke lugten og blive yderligere ophidset".

Haller s. 123

Samt denne illustration fra Rydahl s. 11.

Sex er det som er Enkidos syndefald, da han går i seng med tempelskøgen, Shamhat (i Bent Haller er det i stedet Gilgameshes førstehustru, Hetære). Efterfølgende vil dyrene ikke længere kendes ved ham og han kan ikke løbe så ubesværet som før, og han iklæder sig klæder og drager ind til byen. I Bent Hallers bog spiller det dog en endnu væsentligere rolle, da Hetære opretter kærlighedsskoler og hele Babylon bliver opslugt af seksuel eufori og udnævner hende efter hendes død til gud. At Babylon skulle have fået sexkuller fremgår er et par linier i Erra og Ishum (som jeg ikke lige kan finde på stående fod) en tekst der minder meget om Biblens profetiske litteratur og deres svada af lokalbefolkningen.

De mesopotamiske myter er gode, og Bent Hallers bog er egentlig slet ikke dårlig, men jeg bryder mig slet ikke om at han træller andre myter med ind, som slet ikke har noget at gøre her. Han indikere for eksempel, at alt dette skulle foregå før babelstårnet, men Gilgamesh myten bygger på en faktisk engang spild levende konge fra historisk tid langt langt langt efter babelstårnet.

Temaet i Gilgamesh er at lære at respektere døden. Først føler Gilgamesh sig udødelig, men efter vennen Enkidos død, lider han af frygtelig dødsangst.

Tilføjet august 2015:
Ved et rent tilfælde stødte jeg på John Rydahls gengivelse af historien om Gilgamesh for børn og folk som mig, og den kan nærmest betegnes som genial. Rydahl gør noget så usædvanligt som at tage en god, men svært tilgængelig historie, og skrive en moderne og letlæst historie som følger den gamle UDEN AT ÆNDRE NOGET VIGTIGT. Han opfinder ikke sin egen historie, morale eller humor. Det er som om han rent faktisk repektere den originale historie for hvad den er, en af verdens ældste overlevende historier, en historie som har været med til at forme den verden vi lever i i dag, en historie som oprindeligt var så god, at den har overlevet i 5000 år, som er så god, at den faktisk ikke behøves at blive lavet om.

ORIGINAL TITEL: Myth from Mesopotamia DANSK TITEL: ingen FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: Stephanie Dallay FORLAG: Oxford world's classics SIDEANTAL: 339 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1989/2000)

TITEL: Babylonske religiøse tekster FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: O E Ravn FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 145 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1953)

TITEL: Ba-bels bog FORFATTER: Bent Haller FORLAG: Aschehoug SIDEANTAL: 335 UDGIVELSESÅR: 2006

TITEL: Gilgamesh FORFATTER: John Rydahl ILLUSTRATOR: Gitte Skov FORLAG: Religionpædagogisk Forlag SIDEANTAL: 63 UDGIVELSESÅR: 2012

Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld

Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

Laya

Halvmagikeren Laya bliver sammen med sin ven, den rødhårede kat Fritz, slynget fra deres egen magiske verden ind i vores, men de bliver nødt til at finde hjem for at redde Layas far, som er blevet taget til fange af Dem som Bringer Orden.

"Laya" er en fantasybog for børn og unge inspireret af andre bøger som "Ringenes Herre", "Harry Potter" og Terry Pratchetts bøger, men den er også under stærk indflydelse af den akademiske verden. På min almindelige blog skrev jeg igår noget om det meget studentikose ved bogen HER. Der er en masse små nørdede vink og formuleringer, men selve plottet i bogen er også dybt forankret i universitetsverdenen, for hvem er det der kan gøre krag på viden og lærdom? Hvad skal man have lov til at forske i? Er videnskabelig fremgang ønskværdigt. Dem som Bringer Orden er en meget elitær, reaktionær gruppe der vil centralisere og kontrollere al viden inden for ordenen og holde resten af verdenen i mørke og underdanighed. Det er netop den problematik man snakker om når man som så mange gange før diskutere den aktuelle universitetsmodel. Hvem skal bestemme hvad der skal forskes i? Staten, industrien, universitetet eller den enkelte forsker? Hvem skal have lov til at studere? De dygtigste, de rigeste, dem som virkelig vil eller revl og krat? Her i Danmark støtter vi den frie forskning og alles ret til den frie uddannelse på gode læreranstalter, eller sådan er det i hvert fald på papiret, virkeligheden ser noget mere mudret ud. Derfor er denne bog mere aktuel end jeg i første omgang gav den ære for.

Udgangspunktet i bogen er, at der findes alle disse parallelle verdener af den fordi virkeligheden hele tiden deler sig hver gang virkeligheden kan bevæge sig i flere end én retning, hvilket er et fint nok udgangspunkt for en god historie, man skal bare ikke begynde at tænke for meget over det, for så kan man godt ende med at blive lidt rundforvirret. Spørgsmålet er hvor meget mulighederne for virkelighedens gang skal ændre sig før at den deler sig. At helten enten kan sige ja eller nej til en udfordring, det giver to meget forskellige virkeligheder, men om vinden blæser et blad højre eller venstre vej rundt om hende, så knap så meget, men det er stadig to reelle muligheder, samtidig er universet stort, og for hver virkelighed her på jorden er der trillioner af ændringsmuligheder derude. Man kan snakke om at antallet af noget stiger eksponentielt. Det betyder i princippet bare at antallet stiger hurtigt, og jo mere det stiger, jo hurtigere går det. Med antallet af virkeligheder stiger det nærmest så hurtigt, at det ville virke profant at snakke om en eksponentiel stigning, der er nærmere tale om en grødet eksplosion af stigninger. Forestil dig så at man i x antal af disse virkeligheder (x værende et meget meget stort tal) opfandt en måde hvorpå man kunne rejse mellem virkelighederne. Hver af disse borte åbner potentielt til et uendeligt antal af virkeligheder, hvilket gør at alle x virkeligheder vil dele sig i et uendeligt antal af virkeligheder, og så er det at det først begynder at blive indviklet. Det er selvfølgelig en noget mere simplificeret version der bruges i bogen, ellers ville den nok have været meget tykkere.

Det er tydeligt at forfatteren holder rigtig meget af personerne i sin bog, og det er da et eller andet sted meget sødt, men det gør også at han ikke nænner at gøre personerne andet end sympatiske. Man får flere gange at vide, at dværgene er gnavne og troldmændene arrogante, men ingen af dem er det i nogen udpræget grad, og det kan godt være lidt ensformigt og faktisk lidt irriterende. Et godt eksempel på en der bare er lidt for god er drengen fra vores verden, Benjamin. Han er sød, hjælpsom, dygtig, flittig, fattig, ydmyg, bliver straks venner med dem han møder, passer sin mor der har AIDS og ikke en eneste gang bliver han sur over at verden er uretfærdig eller gør noget der er virkelig dumt eller virkelig egoistisk. Så hvis der er noget jeg savner i denne bog, så er det kant. Det er en klog bog som godt kan udfordre intellektet, men det nytter ikke så meget hvis man ikke også bliver skubbet lidt til på følelserne. Men der er generelt ikke mange følelser mellem bogens personer.

TITEL: Laya FORFATTER: Jon Brændsgaard Toft ILLUSTRATOR: Emil Søby FORLAG: mellemgaard SIDEANTAL: 241 UDGIVELSESÅR: 2011

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965