Viser opslag med etiketten katolsk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten katolsk. Vis alle opslag

søndag den 17. februar 2013

Kardinalernes middag

I anledningen af pave Benedikt XVI vil jeg her anmelde en novelle/teaterstykke der foregår på Benedikt XIV's tid.

Benedikt XIV er ikke en af de specielt berømte paver, hvilket kommer til udtryk i, at der ikke står ret meget om ham på Wikipedia. Det tog konklavet 6 måneder at vælge ham, men så var han også pave i 18 år, 1740-1758.

Men historien handler sådan set ikke slet ikke om ham. Tre kardinaler kommer ind til en middag, en spanier, en franskmand og en portugiser. De taler om fortidens elskov for
"Den sjæl som ej har elsket, er vistnok ikke til"
Dantas s. 26
Spanieren siger "Jeg fægtede for hendes dyd, men talte aldrig med hende".
Franskmanden siger "Vi dansede minuet, jeg førte vittig tale, og fik sex (?)".
Portugiseren siger "Hun var grim, hun var min soul mate, men så døde hun".
Altså bare en lille sketch,  men dog mere værdig og litterær end dem vi udførte ved lejrbålet dengang jeg var spejder.

Man kan spørge sig selv, om ikke det er ironisk, at det er tre  kardinaler, altså tre cølibatære personer, der snakker om elskov, men ud over, at det nok er en del af komikken, så må man også gå ind og lave definitionsbestemmelser af forskellen mellem kærlighed og elskov i en sturm und drang inspireret situation. Vi snakker elskov i den gamle forståelse, hvor der ikke var tale om et samleje, men om pludseligt opblussende romantiske følelser og udlevelsen af disse, mo end disse herre ikke er tyskere, så deres skæbne bliver knap så grum, som den unge Werther. Man dog egentlig sige, at få er mere værdige til at snakke om elskov end tre gamle ugifte herre, thi deres elskov er ikke blevet ødelagte af ægteskabets realiteter.

TITEL: A Ceia dos Cardeais DANSK TITTEL: Kardinalernes middag FORFATTER: Julio Dantas FORLAG: Arne Frost Hansens Forlag SIDEANTAL: 27 UDGIVELSESÅR: 1901 (1967)

torsdag den 2. august 2012

Voldsmænd river det til sig

SPOILER ALLERT!

Tarwater er vokset op hos sin grandonkel, som er profet, og er blevet opdraget til, at det skal han også være når han bliver stor. Han når dog ikke at blive helt stor før grandonklen dør, og den kun 14-årige Tarwater står nu med ansvaret for at give grandonklen en god kristen begravelse, men men i hans bryst brænder der et ønske om at gå imod Guds vilje, og han drikker sig fuld ag sætter ild til huset hvor grandonklens lig befinder sig. Tarwarter er stolt over at have taget skæbnen i egen hånd, men han er nok også lidt bange, da han begiver sig af sted for at bo hos sin humanistiske onkel og dennes retarderede søn.

Tarwaters onkel ønsker at indprente Tarwarter nogle sekulære værdier, men Tarwater selv er mest af alt optaget af IKKE at døbe fætteren, Bishop, som er den mission grandonklen havde givet ham. Den samme modvilje som han havde mod grandonklens kristne indoktrinering har han også mod onklens humanistiske, og onklen begynder derfor hurtigt at hade ham.

Tarwaters onkel blev også som barn mærket af granonklen, troen blev plantet i ham og fik ham til at føle sig som noget særligt, men han har brugt det resterende af sit liv at luge ud, men det er ikke kun troen han luger ud, han luger også ud i den eneste omsorg der nogensinde er blevet vist for ham. Generelt viser ingen af personerne ret meget omsorg for hinanden, og denne grandonkel er da heller ikke jordens mest hjertevarme menneske, men i modsætning til alle de andre er han en engel, so to speak. Den omsorg onklen ikke har kunnet tillade sig selv at føle er han heller ikke i stand til at vise sin søn der er retarderet. Til tider føler han en hvis kærlighed til ham, men da denne kærlighed i slutningen af bogen bliver sat på en prøve, så viser den sig ikke at holde, og det volder ham ikke de store kvaler, faktisk lader det til, at han er stolt af ikke at elske sin egen søn.

Tarwater kæmper mod at skulle blive profet som grandonklen og grangiveligt også Gud ønsker, og i sin kamp for at slippe væk fra sin skæbne begår han to store ugerninger, men Gud og ham selv sørger for at disse ugerninger bliver opvejet, det skulle efter sigende være det bogens titel betyder.
"From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven suffereth violence, and the violent bear it away." (Mat 11,12) The Douay Bible
"Men fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmerige med vold, og voldsmænd river det til sig" (Mat 11,12) Bogens oversættelse
Det er en lidt tricky passage, og jeg måtte også hen og slå det op i en af mine gamle bøger fra dengang da jeg studerede teologi. Det viser sig da også at den moderne oversættelse i den autoriserede Bibel er meget mere blødsøden i det.
"Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig." (Mat11,12) Dansk bibelselskabs oversættelse
 Og endnu mere så i min teologibogs egen oversættelse
"Fra Johannes Døbers dage indtil nu bryder bryder himlenes kongedømme voldsomt frem, og de, der stormer det, griber det" (Mat 11,12) Mogens Mûllers oversættelse
Den gamle tolkning lyder nogenlunde sådan her; voldsmændene (Tarwater) forfølger dem der vil ind i Guds rige (grandonklen og Bishop) og tager det fra dem med vold, indforstået at det vil Gud dog ikke tillade.
I den nyere tolkning mener man dog ikke, at der hverken er nogle sproglige eller konteksmæssigt holdbare argumenter for dette.
Flannery O'Connor var glødende katolik, men der er sket meget i den katolske kirke siden dengang, og jeg synes ikke, at jeg kan finde ret meget af den for mig velkendte kærlige Gud i denne roman.

ORIGINAL TITEL: The Violent Bear It Away DANSK TITEL: Voldsmænd river det til sig FORFATTER: Flannery O'Connor FORLAG: Arena SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 1955 (2011)

fredag den 27. juli 2012

Madam Bovary

SPOILER ALERT, men kun delvist.

Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.

Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.

Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.

Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?

Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.

Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.

Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.

Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.

ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)

tirsdag den 24. juli 2012

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

tirsdag den 17. juli 2012

Billede fra Paris

Lige et lille billede fra Paris


Fr Danielle låser døren til de aller ældste bøger på dominikanernes teologiske bibliotek, bibliotheque du saulchoir, der er det største af sin slags i Frankrig.  

De andre i gruppen havde været der nogle dage i forvejen for at holde aftenbøn i brødrenes kirke, men jeg havde været for træt. Da jeg hørte, at de også havde set det teologiske bibliotek, blev jeg ganske nedtrykt. Jeg plejede jo at læse teologi, og bøger er min helt store autistiske interesse, så leder N, som kendte Fr Danielle personligt, ringede og arrangerede en privat rundvisning.

Sådan et bibliotek ser faktisk ikke ud af meget, hylderne er grå og kedelige og står så tæt, at man faktisk ikke lægger mærke til, hvor mange bøger der egentlig er, men det var en stor oplevelse, især at se den lille afdeling med de rigtig gamle bøger.

torsdag den 28. juni 2012

Vor Frue i Aarhus


Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

fredag den 22. juni 2012

I vendernes vold

Thorbjørn er en dansk trælleknægt hos venderne, men han drømmer om at blive ridder og gifte sig med den skønne Rechiza, hans mester, Mistivois, fosterdatter. Arkona, hvor de bor, bliver angrebet af danskerne. Thorbjørn bliver sat fri, Mistivoi bliver dræbt og Rechiza bliver taget som gidsel, men Thorbjørns liv bliver ikke spor lysere af den grund, for hjemme i Swinaborg (Svendborg) er han ikke andet end Sigrid Slattenpattens frillesøn, og Rechiza ser stadig bare på ham som en træl, og hun vil meget hellere have Thorbjørns i hemmelighed halvbror, stormandssønnen Åge.

"I vendernes vold" er en historie om en ung man der drømmer om at bryde den sociale arv, for at bruge et moderne ord, i en tid hvor det var imod Guds bud at stræbe efter noget større. Han er en fattig knægt uden en slægt/familie der bakker ham op, men han har evner og han har venner og han har held. Han tjente under Mistivoi, der var en stor kriger og en af verdens bedste hestetemmere og Thorbjørn har lært ham kunsten efter, og han for stort brug for disse evner, da han bliver skibet tilbage til Danmark, hvor han så skal prøve at stable sig et liv på benene. Og Thorbjørn er dygtig, men flid og evner er ikke nok, hvis man vil være ridder, ikke længere i hvert fal, og det VIL Thorbjørn, men man skal også guld og herkomst til, og det har han ikke.

Mange lægger mærke til den unge mand og hans særlige evner på den fantastiske hest, Brunac, selv kong Valdemar, men selv det er ikke nok til at gøre Thorbjørn til ridder. Men er ridderlivet virkelig alt det han kender fra fortællingerne? Langt fra alle de riddere han støder på er ædle og modige, de er tværtimod griske, fordrukne, liderlige, hovmodige og smålige. Selvom Thorbjørn ikke har en familie der vil kendes ved ham, så har han mange venner, der prøver at banke lidt realitetssans ind i hovedet på ham, men Thorbjørn VIL være ridder. Bogen handler om at blive voksen og prøve at skelne mellem drømme og virkelighed, men også om at vise sig som en ægte mand, om at være en ridder i hjertet, den handler om at udvikle disse evner, at være stolt, men ikke smålig, at være god, men ikke dum, at gøre det rigtige selvom det ikke ser ud til at være det der er bedst for en selv.

Thorbjørn har lidt svært ved at knytte relationer til de mennesker der er omkring ham. Han er forelsket i en uopnåelig pige, han skændes konstant med sine overordnede og roder sig ud i al mulig ballade, men han har hesten Brunac, og den forstår ham. Når han rider på den, er det som om de smelter sammen til ét kød, og den adlyder selv den mindste bevægelse, men hvis Brunac skal blive rigtig god, skal Thorbjørn lære at tøjle sig selv, men det kan han ikke selv se. Og fri er ikke noget man er, det er noget man lærer. Thorbjørn voksede først op med en ond og voldelig fosterfader, hvorefter han blev taget som træl, og det er først som ung mand, at han reelt får sin frihed, men det kan han slet ikke finde ud at at håndtere, og det sætter nogle meget voldsomme følelser i gang, som han skal lære at håndtere, men det er ikke spor let.

Dette er den anden bog i Josefine Ottesens Danerriget romanserie der handler om Danmark i rigtig rigtig gamle dage, og denne gang er vi i midten af 1100-tallet. Handlingen i de to første bøger har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men maner aner fjernt i denne bog, hvad der hændte Ragnhild, der var hovedperson i den første bog. Dette er ikke bare en ungdomsbog der tilfældigvis foregår i en fjern fortid, det er en vaske ægte historisk roman, der giver et troværdigt billede af hvordan livet så ud den gang. Jeg hader bøger der kun lader som om de er historiske, og hvor der er fejl på fejl eller endnu værre, hvis det i bund og grund er en moderne fortælling klædt ud, men Josefine Ottesen har virkelig puslet for detaljerne, og det har båret frugt, for det er blevet til en rigtig god fortælling.

Slægtens offer (Danererriget 1094-95)

TITEL: I vendernes vold (Danererriget 1168-71) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 347 UDGIVELSESÅR: 2012

tirsdag den 17. april 2012

Johannes af korset

Johannes af korset var født af en fattig væverske i det 16. århundrede i Spanien, men alligevel lykkedes det ham at lære at læse og skrive og komme på universitetet og få sig en solid uddannelse inden for teologien. Da hans studier var ved at være til ende, og han skulle beslutte sig for hvad han videre ville, fik han en mængde gode tilbud, men til alles store forbløffelse, søgte han i dyb hemmelighed optagelse hos de ydmyge karmelitter munke.

På denne tid var der også en anden stor helgen inden for karmeliterordenen, Therese af Avila, og hun udvalgte Johannes til at hjælpe sig med at reformere ordenen, og finde tilbage til de strengere og mere disciplinerede rødder, men også til at finde en mere dyb åndelighed.

Johannes vandrer Spanien tyndt og opretter nye klostre og får generelt en masse administrativt arbejde, men det han er mest kendt for, er sit arbejde som åndelig vejleder og hvad vi i dag ville kalde en coach.

Desuden begyndte han under et fængselsophold der var sat i stand af nogle karmelitterbrødre af den gamle observans at skrive digte, og de er i dag vidt berømte.

Grethe Livbjergs bog "Johannes af Korset - åndelig vejleder af hvor tid" starter med en virkelig god biografi om Johannes. Helgenbeskrivelser er en literær genre helt for sig selv, og man skal ofte have troen for overhovedet at kunne holde ud at læse dem, men ikke her. Man får et rigtig godt indblik i hans liv også set ud fra den samtid han levede i, og jeg lærte en helt masse om den spanske guldalder der i 1500-tallet, både religiøst, politisk, socialt og geografisk.

Er billedet af Johannes malet lidt rosenrødt? Det er det måske nok, men det er ikke gjort så det på nogen måde virker irriterende, og sproget er godt og flydende, så man hurtigt kommer gennem denne bogens første del.

Anden del handler om Johannes' spiritualitet, og som religiøs og tidligere teologistuderende var det yderst interessant, for hans teologiske ideer er desværre meget fremmede for os i dag. I dag tænker vi meget på sex, men en erotisk teologi, hvor vores forhold til Gud er som brud og brudgom er os meget fremmed, desværre, for det er en meget smuk teologi.

Bogen har i realiteten også en tredje del der er en analyse af et lille udvalg af hans digte, og set fra mit perspektiv går der lidt for meget gymnasie aflevering digtanalyse i det, og jeg læste det kun ganske overfladisk igennem.

onsdag den 29. februar 2012

Søster Emmas liv

Søster Emma Martensen CSJ er en yderst bemærkelsesværdig person både i og udenfor katolsk regi. Hun er Søster (ikke nonne selvom forskellen kan være svær at se for ikke katolikker, ja selv vi katolikker tager til tider fejl), uddannet lærer, men tog en overbygning som psykolog og endte som chefpsykolog på på børnepsykologisk afdeling i Glostrup, men også inden for Sankt Joseph ordenen blev hun en ledende skikkelse i de markante ændringer der tog form op i løbet af 60'erne, 70'erne og 80'er, hun var med til at gøre ordenen til den som vi kender i dag ude i en lang række af de katolske sogne, men vel og mærket også ude i erhvervslivet, for sankt joseph søstrene har altid samtidig med at være søstre også påtaget sig hvad vi kan kalde almindeligt arbejde.

Men "Søster Emmas liv" er mere end bare en beskrivelse af livet som søster, lærer, psykolog, leder og åndelig vejleder, det er også historien om pigen og kvinden Emma, om hvordan hun som barn blev mobbet, og hele livet havde et dårligt selvværd, men som gennem Kristi kærlighed fandt styrken til at blive en stærk og selvstændig kvinde der ikke er bange for at tage fat. Det lyder lidt som noget fra den del af USA som vi ikke rigtigt kan lide, den del hvor religion næsten er blevet en sygdom, men sådan er det overhovedet ikke. Søster Emma har i høj grad bevaret sin humoristiske sans.

"Søster Emmas liv" er også en bog om at blive ældre og klogere på sig selv, hun har en helt fantastisk indsigt i sig selv, i sine styrker og svagheder, og den er om et liv i kærlighed til Jesus Kristus og til alle mennesker der har det svært, hvilket er de fleste af os. Jeg kunne om og om igen genkende mig selv i hendes beretninger, igen og igen sad jeg og tænkte, jamen det er jo mig hun skriver om, og det gjorde ondt at læse, men det var også befriende, for jeg lærte undervejs hvordan jeg lærer at leve med mig selv om med Jesus.

Et enkelt sted i bogen kommer hun ind på begrebet autisme, og det fik mig til at spidse øre (eller øjne eller hvad man nu siger når man læser noget der fanger ens opmærksomhed). Desværre arbejdede søster Emma i en anden tid, og hendes viden om autisme er forældet. Man kan ikke helbrede autisme, autisme er en medfødt abnormalitet i hjernen og den bliver ved med at være der. Hvad søster Emma gjorde, og det skal hun have ros for, for det er der ikke så mange der kan, var at nå ind til en autistisk dreng og befri ham fra hans angst og give ham nogle redskaber til at kunne leve et helt normalt liv.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men jeg har et spørgsmål til søster Emma, som jeg ikke synes bogen giver noget svar på:
Gennem dit liv har du været vidne til og medvirkende til mange store forandringer, både i verden, i Danmark og i den katolske kirke. Det er tydeligt at du synes det er godt, men har ALLE omvæltninger været til det bedre? Det er ikke fordi jeg vil have dig til at sige at alt var bedre i gamle dage, men virkelig, alle?

mandag den 13. februar 2012

Charles de Foucauld

"Charles de Foucauld- I Jesus af Nazareths fodspor" af Lille søster Annie af Jesus er den tredje bog i serien om kristen spiritualitet, og er udgivet af Pastoral centret.

Charles blev født i Frankrig i 1858. Han mistede sine forældre da han var barn, så han og søsteren voksede op hos en bedstefar. Han var ikke nogen troende ung mand og var vist mest til fest og farver. Han starter en militærkariere, men under en tur til algeriet blev han smidt ud af hæren på grund af et forhold til en kvinde, som han dog hurtigt droppede igen. Han kommer dog ind i hæren igen, og bliver endnu en gang sendt til Algeriet, hvor han er en tid hvorefter han af egen fri vilje forlader militæret. Han begiver sig på en farlig opdagelsesrejse til Marocco forklædt som jøde, for Marocco var nemlig et meget lukket land der kun lod muslimer og jøder komme ind.

Charles bliver overvældet at muslimernes tro og deres kærlighed, så da han kommer tilbage til Frankrig kaster han sig straks over de teologiske studier, og han oversvømmes af en kærlighed til vor herrer, Jesus Kristus. Efter en pilgrimsvandring til det hellige land er han blevet inspireret af livet blandt de fattige håndværkere i Nazareth, og han indtræder da i et trapistkloster (en orden kendt for sin strenghed) og bliver sendt til Syrien. Han føler dog at gud har andre planer med ham, og i 1897 får han tilladelse til at forlade klosteret.

Charles tager til Nazareth, hvor han bosætter sig som eneboer og alt-mulig-mand ved et clarissakloster, men en blanding af eventyrlyst og ønsket om at bo endnu mere afsondret blandt verdens fattigste, driver ham videre, og han bosætter sig i en lille oase i Algeriet. Hans tilstedeværelse der er meget populært, og hans hus er hele tiden fyldt med besøgende, og den stakkels Charles får slet ikke tid til det liv i bøn han havde ønsket sig.

Efter nogle år åbner landet sig mod syd, og Charles begiver sig ind i det næsten ubeboede ørkenområde. Der bosætter han sig i et lille bitte samfund og lærer om deres sprog og kulter.

Jeg ved faktisk ikke hvad Charles de Foucauld officielt er værnehelgen for, for han står ikke i nogen af mine helgenleksikoner, men man kan uden problemer kalde ham venskabernes helgen, for det er hvad han gør hele sit voksenliv. Han kommer tæt på de mennesker der er aller længst nede, den fattige arbejder og nomaderne i Algeriet, og bliver deres venner. Han kommer ikke for at missionere med ordet, men med det gode eksempel.

Han har en meget smuk filosofi om, at vi bør stræbe efter at blive som Jesus af Nazareth, altså som den fattige og hård arbejdende håndværker, og det bliver beskrevet rigtig godt i bogen med en række uddrag fra alle hans breve. Men det er ikke det jeg vil beskæftige mig med her.

Der bliver gang på gang pisket en stemning op om den islamiske trussel, men muslimerne er ingen trussel. Vi frygter muslimerne fordi de har troen men det har vi i bred almindelighed ikke. Muslimerne kan få deres unge til at bede hver dag, men vi kan ikke få vores unge med i kirke den ene gang om ugen. Charles mødte muslimerne som det de var, nemlig venner, og det fik hans egne kristne tro til at vokse.

Charles levede i fred med sine muslimske naboer, og da han døde ved muslimske oprøreres hånd, græd hans muslimske venner sammen med de kristne.

Bogen henvender sig til ung såvel som gammel, og opfordre til venskab og hårdt arbejde. Venskaber er en gave, men man skal også arbejde for dem, vi skal nedbryde vores fordomme og idealisering og favne folk for det de nu en gang er, mennesker af kød og blod, med fejl og mangler, men uden venskaber er der ingen gode gerninger og uden gode gerninger ingen menneskelighed.

tirsdag den 7. februar 2012

Englenes dronning



"Englenes dronning- En historie om drengen Mathias og den hellige Birgitta" af Lissie Lundh udgivet på Katolsk forlag handler om den svenske middelalderdreng Mathias.

Mathias bor alene sammen med bedstemoderen, for hans mor er død, og hans far er i krig mod nordmændene. Han ville egentlig ikke, men når kongen kalder har man ikke noget valg andet end at følge med. Mathias har det dog godt i landsbyen sammen med sin bedste ven Birger, smedens søn. Hans liv tager dog en uventet drejning, da han en vinter bliver besat af en ond ånd der piner ham og får ham til at gøre grimme ting mod de mennesker han holder af og imod hellige billeder og genstande. Efter hvert anfald glemmer han dog hvad der er sket, men han lægger snart mærke til hvordan hele landsbyen bliver bange for ham og undgår ham, selv hans bedstemor og Birger.

Da foråret kommer får han ikke lov til at gå med ud i skoven og vogte svin sammen med de andre drenge, og det gør ham vældig trist til mode, så da ånden byder ham at slå Birgers søster ihjel, tager han benene på nakken og stikker af. Mathias vil tage op til Ulvåsa hvor den hellige Birgitta bor.

Den hellige Birgitta blev født ind i en fin, rig og from famillie i begyndelsen af det 13. århundrede, og allerede som helt lille barn begyndte hun af modtage syner fra Gud. Birgitta mistede sin mor da hun var 11 år, men en moster lærte hende at sy, at færdes blandt de rige og adelige og at være en fin dame, og hun var god til det, men hun forblev god og from. Hun giftede sig og fik børn, men de fattige og udstødte var også hendes børn, og hun oprettede fattighuse, sygestuer og arbejdede blandt prostituerede og hjalp dem til et mere værdigt liv.

Efter en pilgrimsvandring til Spanien, hvor hun modtog flere åbenbaringer, blev hendes mand Ulf syg og døde. dette blev et vendepunkt i Birgittas liv, og hun hengav sig endnu mere i bøn og modtog en lang række af åbenbaringer, der blev til nogle af middelalderens mest markante teologiske skrifter. Hun modtog blandt andet instrukser til at oprette en ny orden af munke og nonner. Hun tog til Rom for at få godkendt sin orden, og hun døde der i 1373.

I 1999 blev Den hellige Birgitta udråbt til hele Europas værnehelgen (beskytter)


På sin vej møder Mathias pigen Ingeborg og hendes syge mor der også er på vej op til den hellige Birgitta Ingeborgs mor er ikke spor sød ved sin datter og hun har hele tiden noget grimt at sige til hende.

I Ulvåsa får de en god modtagelse, også selvom det hurtigt bliver klart at Mathias er besat. Birgittas datter Katarina tager Ingeborg under sine vinger og giver hende den kærlighed hun ikke får fra sin mor, og pigebarnet begynder at vokse i glæden. Mathias hjælper jægeren Knud, men han er dog stadig besat og får anfald hvor han får voldsomme kræfter og smadre ting og angriber folk. Birgitta går i forbøn for ham hos Guds moder, Jomfru Maria (englenes dronning)og hendes skriftefader Magister Niels driver ved Guds kraft dæmonen ud af ham.

Hvor provokerende nogen end finder det, om man tror på Satan eller ej, eller om man tror at hekse i virkeligheden bare var uskyldige naturelskere, så ændrer det ikke ved det faktum, at 'det onde' var en grusom realitet for middelaldermennesket. I dag ville Mathias have fået hjernescanninger og masser af medicin, men samfundets stigmatisering (undskyld udtrykket) af ham ville have været den samme, men den hellige Birgitta byder den unge ridder der væmmes ved Mathias og vil have ham smidt på porten at undskylde overfor Mathias.

Jeg greb sjovt nok mig selv i at blive chokeret. Kan man virkelig i vore dage som katolik tillade sig at skrive om hekse og dæmoner? Har forfatteren modtaget vrede læserbreve? Bliver alle middelalderens sager om heksebrændinger nu taget op igen (som om protestanterne ikke var lige så slemme som katolikkerne)? Det paranormale har fået en renæssance, og for hver ond heks er der mindst 10 gode. At samle urter og give råd om kærlighed er ikke ondt, ligegyldigt om man kalder sig heks eller ej, men at fraternisere med fanden er. Jeg ved at de paranormale boger er meget populære blandt unge, og fred være med det, jeg finder dem i hvert fald ikke mere skadelige end så meget andet, men jeg må indrømme at jeg fandt det befriende at læse denne her bog. Der findes mange børnebøger der handler om religiøse tematikker, men kirken (og for den sags skyld også andre religioner) har ellers ikke meget plads i historierne, hvornår har Karla fra Karlas Kabale for eksempel sidst været i kirke? Eller Harry Potter bedt fader vor før han duelerede Voltemort (undskyld, you-know-who)?

Det er i det hele taget en lidt svær bog med mange svære ord og en helt masse latin. Svært er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg kunne godt have brugt, at der var en ordforklaring i slutningen. Bogen er meget katolsk, og forfatteren går ud fra at den barnlige læser, eller som minimum barnets forældre også er det. Kan du for eksempel sidste halvdel af angelusbønnen? Jeg har aldrig bedt den alene, så jeg måtte slå den op. Hvis man vil have de religiøse børnebøger ud til en bredere skare er den alt for indforstået, men som katolsk børnebog (og det er jo hvad den er) så er den rigtig god.

torsdag den 2. februar 2012

Youcat

"Youcat" er den katolske kirkes katekismus skrevet specifikt til unge mennesker. Den er udgivet ved et samarbejde mellem Pastoralcentret (ansgarstiftelsens forlag) og Katolsk forlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for Kirken* at fastholde de unges interesse for tro og Kirke, når de efter firmelsen (konfirmationen) er for gamle til at forældrene tvinger dem til at gå til messe om søndagen, men ville det også være sådan hvis de virkelig forstod hvilken rigdom Kirken ligger inde med? Jeg nåede på ingen måde langt nok i mit teologistudie til på kvalificeret vis at kunne besvare det spørgsmål, men jeg synes at det er interessant, og jeg bifalder Kirkens forsøg på at rette op på det.

En katekismus er en kortfattet fremstilling af de aller vigtigste kristne læresætninger, fremstillet som en række spørgsmål og svar. "Youcat er delt op i 4 dele, det vi tror (om troen), at fejre de kristne mysterier (om kirken og dens regler og hvordan vi gør tingene og hvorfor), at leve i Kristus (hvad vil det sige at være menneske og hvordan lever man så godt og fromt et liv som muligt) og hvordan skal vi bede (bønsformer og hvad vi siger når vi beder).

Nu satte jeg mig jo på grund af denne anmeldelse og læste bogen fra ende til anden. Det er jo ikke helt sådan den er beregnet til at læse, skønt jeg må indrømme, at det på mærkværdig vis var ganske tilfredsstillende.
Man kan ikke "læse" hellige billeder og tekster på samme måde, som når man læser om ting, der ikke umiddelbart angår os, i avisen. Man skal betragte dem. Det vil sige, man skal løfte sit hjerte til Gud og fortælle ham, at man nu er helt åben for det, som han vil sige gennem det læste og det sete.
s. 275

Jeg satte mig ikke til at læse med den vinkel i tankerne, jeg troede bare jeg skulle læse et opslagsværk, faktisk kunne jeg ikke lige regne ud hvad alt posturet var omkring (youcat er et projekt der har været på alles læber i katolske sammenhænge) men jeg blev klogere. Dette er ikke bare et opslagsværk, det er en konkretisering af alt det som vi/jeg tror på. Jeg troede at teologi var alt for kringlet og for tungt til, at det kan skrives kort, og så endda for unge, men sådan er det jo overhovedet ikke. Gud er helt enkel, for Gud er kærligheden, og det er smukt og ligetil, også for unge mennesker.

Youcat omhandler også nogle af Kirkens mere kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, abort, kvindelige præster og det med at ikke-katolikker ikke må modtage kommunionen (nadveren). Mange unge er meget diskussionslystne, og det var måske ikke tidligere alle sognepræster der var lige gode til at tage disse diskussioner, men her gives der en let forståelig og i mine øjne yders respektfuld forklaring på hvad Kirken mener og hvorfor. Om de så vil godtage det, det er en anden sag, men hvordan kan de afvise det, uden at have fået en ordentlig forklaring.

Der er blevet gjort en masse ud af layout, med blandet succes. Normalt er jeg virkelig ikke glad for gule omslag, det virker sådan lidt discount agtigt, men de får det faktisk til at fungere. Man kan ikke se det på billedet her men bag ved teksten "Youcat - dansk" er der et stort Y bestående af en masse små billeder i stil med dem man ser hos optikeren bare med kristne motiver. Så forsiden er god. Indeni står spørgsmål og svar på en overskuelig måde, og ude i margenen er der blevet gjort plads til en masse fede citater af paver, helgener, skriftsteder, filosoffer, forfattere fra alle mulige tidsaldre, trosretninger og lande. Dem havde jeg meget fornøjelse af. Der er også en masse små sjove tegninger af små mænd (nede i hjørnet er der en lille drejebog til når man lige sidder og keder sig).

Men så kommer vi til den mere uheldige del. Bogen er også fuld af fotografier, og mange af dem er altså lidt for cheasy, list for sødt, til min smag. Mange af dem er så perfekte i deres udtryk, at de bliver ligegyldige, som de fotografier der sidder i en ramme når man køber den, men det er ikke mere end hvad det er, det er fotografier, og de er der bare for at teksten ikke kommer til at virke kedelig (hvilket den bestemt ikke er) og de skal ikke få mig til at synes dårligt om en ellers virkelig god bog, sådan en bog som man bare bør have, fordi det er utænkeligt at man ikke lige har et eksemplar.

For en katolik burde Youcat være et ligeså selvfølgeligt et værk som Biblen, for protestanterne siger "skriften alene", men vi siger "skrift og tradition", og vi bør kende begge dele, både skriften og traditionen, og dette er en guide til begge dele.

*Kirken med stort K er ikke bare kirkebygningen, men Kirken som institution, Kirken som Kristi brud, Kirken som familie, Kirken som hele den katolske tro.

mandag den 23. januar 2012

Spiritualitet nedefra


Her i begyndelsen af weekenden fik jeg tilsendt en stor pakke med bøger fra Pastoral centret (Pastoral centret er en institution under den katolske kirke i Danmark).

I går pjækkede jeg fra kirken, så jeg besluttede at bruge dagen på lidt åndelig lekture. Flere af bøgerne var fra serien kristen spiritualitet, og der står ikke noget om bogens indhold, så jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg gik ind til.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg valgte "Spiritualitet nedefra" af Anselm Grün OSB og Meinrad Dufner fordi det var den korteste, så jeg tænkte, at den kunne jeg nok blive færdig med på en dags tid.

Bogen handler i bund og grund om, at der er to former for spiritualitet.
Spiritualitet oppefra er når man læser i Biblen, ser på kirkens tradition og lære og ser på helgenernes liv og danner sig et billede af hvad der er godt at gøre og hvordan man burde handle og gøre. Idealer er godt, det får os op på dupperne og får os til at stræbe efter hele tiden at blive bedre, men hvis man sætter idealerne for højt, ender man med at undertrykke alle de forbudte følelser og lyster, og man bliver bange for sig selv.
Spiritualitet nedefra er en søgen efter at lære sit sande jeg at kende, for kun ved at kende sig selv, kan man lære Gud at kende. Vi er alle mennesker, og vi har alle fejl og mangler, vi har alle vores at kæmpe med, og kun ved at favne alle disse ting kan vi bringe os tættere på Gud

Jeg har hørt alle tingene før, og til at starte med var jeg helt vild. Da jeg for snart ti år siden stod som katolsk aspirant og ny konvertit var jeg meget opsat på at gøre alle de rigtige ting. Jeg kom i kirke hver søndag, jeg læste i biblen, jeg hjalp mine medmennesker hvor jeg kunne og jeg syntes selv at jeg var meget ydmyg og beskeden, men jeg kunne ikke holde facaden, dertil var mine skyggesider for overvældende.
Jeg kan godt lide spiritualitet nedefra, for der møder man Gud lige der hvor man selv er.

Men så gik det galt. I deres beskrivelse af, at skulle savne sig selv og sine skyggesider, ville de også have at man ikke løb fra sin angst/depression/vrede/sygdom/handikap/undertykkelse, og der stod jeg af. Jeg har skrevet om det før, det at smerten kan blive for stor til at bære alene, og på det punkt syntes jeg at bogen gav udtryk for en meget ensom tro.

Igennem hele Kirkens historie har der fandtes eremitter (eneboere), men de fleste af os bor altså ude i den virkelige verden, hvor vi har venner og familie og andre der er villige til at hjælpe os. Er det da ikke en af hjørnestenene i kristendommen, at vi hjælper hinanden gennem angst og prøvelser? Bad Jesus da ikke sine disciple holde sig vågne da angsten overmandede ham i Getsemane have? Hjalp Simon af Kyrene ikke med at bære Jesu kors op på Golgata? Når Jesus i sin dødsangst påberåber Gud og beder ham tage dette kors fra ham, hvordan skal vi der end ikke når Jesus til sokkeholderne være stærke nok til at klare alle disse prøvelser og så blive stærkere?

På universitet fik jeg at vide, at i en god opgave skal man kunne læse indledningen og afslutningen og så alligevel få det hele med. Det er også lidt den måde man bør læse bogen her, for de er nemlig rigtig gode, det er det der ligger midt imellem der er så deprimerende.

Jeg har en fornemmelse af, at boget sigter mod læsere der er yngre end mig, og jeg tror den vil passe sig glimrende til nogen der står på grænsen mellem at være teenagere og være voksne. Forfatterene ser nemlig spiritualitet ovenfra som især gavnlig for unge mennesker, for unge mennesker har brug for idealer, så de ikke bliver rodløse. Når man så bliver ældre så er det tid til at begynde at se indad, og dette er netop en guide til de første spæde forsøg.

Jeg ville ikke have nogen skrupler over at forære bogen til en firmand (konfirmand) eller en student, med mindre person har hang til depressioner.

søndag den 15. januar 2012

Niels Steensen



Der har i Danmark været en tendens til, at vi glemmer et af de største navne som dette land har produceret, Niels Steensen (1638-1686) på latin Nicolaus Steno (hov, dem af jer der er fra Aarhus kender måske ligefrem Stenomuseet, men i troede måske ligefrem at det havde noget med sten at gøre, hvilket er mindre forkert end det umiddelbart lyder).

Forleden ærede Google hans 374. fødselsdag, hvilket gav et katolsk mediestorm på Facebook, "for har du set at...", "jeg kan næsten ikke tro det..." og "kan det virkelig passe...". Det kunne det, og siden er danskerne så småt begyndt at støve vort gamle trofæ af igen.

I går kom der bland andet DENNE artikel på videnskab.dk, for det er det vi som danskere gerne vil huske ham for, som videnskabsmanden, men den forklare jo ikke den katolske mediestorm.

I den anledning vil jeg gerne have lov at anbefale en bog jeg læste for noget tid siden, og som giver et lidt anderledes indtryk af Niels Steensen, og som viser grunden til, at landets katolske gymnasium hedder Niels Steensens Gymnasium.

Denne tekst bliver nok lidt længere end min gennemsnitlige boganmeldelse, men det er fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at fortælle jer om en af de sejeste personer dette land har produceret. Hvis jeg kunne fik jeg jer alle til at læse bogen, men det er ikke realistisk, så i stedet vil jeg komme med en kort biografi, så I i det mindste lærer lidt, enjoy.

Skønnest af alt
"Skønnest af alt, en biografi af Niels Steensen" af Sr. Miriam Mortensen OSB (de underlige bogstaver fortæller, at det er en nonne fra bennediktinerordenen) udgivet på Katolsk Forlag.

"Skønnest af alt" er fortællingen om en ung man der levede i det der for videnskaben må betegnes som det mest interessante århundrede. Han var med til at skabe videnskaben som vi kender den i dag.

Men det er også historien om en ung mand der kommer fra et strengt lutheransk land der forbyder andre trosretninger og som kommer ud i verden og møder et væld af trosretninger og ideer.

Da N.S. regnes for en af grundlæggerne af et af de mest bibelsstridige studier, nemlig geologien, så ville bogen, hvis det havde været en skønlitterær bog skrevet i vore dage, have handlet om hvordan hans tro og hans studier kolliderede, men det er det ikke, og N.S. tvivler ikke et øjeblik på Gud den almægtige, eller det gør han i hvert fald ikke i en opbyggelig beskrivelse af hans liv.

Hvad han derimod begynder at tvivle på er den tro hans barnetro. Så derfor søger han hjælp hos en hel række af venner og bekendte der alle har en stor viden om deres tro og som er meget opsatte på at vise ham den rette vej. Men til at starte med foregår det hele på et meget intellektuelt plan, og han kan ikke få sit hjerte med, ikke før en kvinde ved navn Lavinia Arnolfini giver ham det sidste skub.

Samtidig med hans åndelige rejse, stifter vi også bekendtskab med en helt anden måde at drive videnskab på. I dag er der en indædt kamp mellem forskerne om de sparsomme forskningsmidler, men den gang måtte en forsker ikke blot være dygtig, han måtte også indynde sig hos en lokal adelsmand der så var mere end villige til at bidrage med penge og kontakter for sin fornøjelses og prestiges skyld.

N.S. kommer efter sine mange rejser i Europa tilbage til København, og selvom det ikke var helt legalt at være katolik, så så folk dog gennem fingre med dette. Men han bliver her ikke længe, og drager igen ud i det store spændende Europa, og undervejs beslutter han sig for at blive katolsk præst.

Han har ikke rigtig selv efterladt sig nogen skrivelser om denne beslutning, så sr. Miriam kan kun fortælle at han træffer beslutningen. Religiøs litteratur finder det ikke altid nødvendigt at have belæg for påstande omkring personernes dybe tro, men sr. Miriam tager sin rolle som formidler, ikke kun til andre katolikker men til alle danskere seriøst, så hun kommer ikke med gæt og de steder hvor hun ikke helt kan lade være, giver hun også udtryk for at det er tilfældet.

Med forbløffende fart bliver han også valgt som biskop, og vi følger hans arbejde for at passe sit arbejde over store områder der indbefatter store dele af Nortyskland, Danmark, Norge og Sverige. Han gør sit arbejde samvittighedsfuldt, men ville i virkeligheden ønske, at hans arbejdsområde var mindre, så han blot en gang imellem kunne hellige sig naturvidenskaben (undskyld mit sprogbrug) som hans hjerte stadig brænder for.

Jeg har mødt flere danskere der ikke ved hvor svært andre trosretninger har haft det i Danmark, selv fandt jeg først ud af det da jeg blev katolik. Vidste i for eksempel at vi først officielt fik religionsfrihed i 1848? Hvor svært det var at være katolik svingede, (svang, svungede? hvad hedder det egentlig?) og det gør det stadig.

Mens N.S. sad som biskop blev mange danskere landsforvist som forrædere, og nogle af dem endte hos n.S. der så måtte forsørge dem. En sidste gang besøgte han København, han måtte egentlig ikke forrette nogen biskoppelige hverv, men det gjorde han nu alligevel.

N.S. blev saligkåret i 1988 af Johannes Paul II (anmeldelsen har fået etiketten helgen for letheds skyld). En salingkåring betyder, at vi ikke er 100% sikkre på at han er en helgen, men at vi mener at han er en sej person, som vi kan se op til og lade os inspirere af, når vi nu halvt i blinde prøver at leve vore liv i kærlighed til Gud.

374 år er mange år, men N.S er lige så relevant nu, måske endda mere relevant end han længe har været. Hvorfor skal man vælge mellem sin tro og sin videnskab? Findes Gud da ikke der hvor hverdagens små mirakler for alvor ses, der hvor alle levende organismer fødes og dør og hvilken formulering der nu ville være passende for ikke levende ting som sten og sedimenter. N.S. var en person der til fulde formåede at leve sit liv i begge verdener og det er derfor at han er så sej.

Jeg har også en stor respekt for hans måde at praktisere sin tro på. Som mange andre hellige mand og kvinder levede han i streng askese, det vil sige, at hen sparede på mad og fine klæder i en tid og i et hverv der har et ry for dekadence og korruption. Når jeg tænker mig om kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen hvor betegnelsen den fede munk faktisk passer ind.

Danmark vær stolt af din søn, lad det ikke kun være udenlandske medier der fra tid til anden får vores øjne op for denne helt specielle person.

tirsdag den 10. januar 2012

Growing up catholic



"Growing up catholic" af Mary J F C Meara, Jeffrey A J Stone, Maureen A T Kelly og Richard G M Davis fra 1984.

Jeg fandt denne lille perle i en genbrugsbutik til en 10'er. Nogle gange er det utroligt hvor heldig man kan være. Jeg har haft den stående på min reol længe, for jeg har nok haft en tendens til at forsømme den religiøse litteratur, og det galdt også selvom den faldt under kategorien humor.

Vi er skøre vi katolikker, og her i bogen kan man læse præcis hvor skøre, for dette er næmlig et antropologisk studie af disse underlige væsener der spræder sig over hele kloden. vi følger et typisk (amerikansk) katolsk liv fra vugge til grav, ikke som en biografi, men som en håndbog i livets faser, og med humor introduceres læseren til alle aspekter af et katolsk liv lige fra nakkebøjende syndsforståelse til Marvel comics JP II biografi (Johannes Paul II).

Har nonner hår? hvor i kirken er det passende at sætte sig? Hvilke film må man ikke se? Er det en synd at spise den sidste halvdel af sin hotdog hvis man pludselig kommer i tanke om, at det er fredag? Hvordan vælger man i en alder af 14 år det perfekte firmelsesnavn (når man bliver konfirmeret er der mulighed for at tage (endnu) et mellemnavn)? Hvordan forlader man bedst kirken og hvordan skal man efterfølgende opføre sig? Hvad er det tidligste man kan forlade messen? Hvad ændrede sig efter VK II (ikke venstre/konservative, ej heller 2. verdenskrig men derimod 2 vatikanerkoncil hvor det blev besluttet at fejre messer på folks modersmål)?

Det er sådanne spørgsmål bogen behandler, og ofte gives der to svar, hvad folk gør og hvad folk burde gøre, hvilket ikke altid er det samme.

Jeg er ikke vokset op som katolik, men jeg kender nok barnefødte katolikker (født ind i katolske familier, ikke katolikker født af børn) til at kunne se hvor hysterisk morsom bogen faktisk er. Jeg kender også vores traditioner og ritualer, vores dogmer og særheder. Jeg kender messen, jeg kender skriftemålet, jeg kender højtiderne og jeg kender præsterne og nonnerne. Hvad jeg dog ikke kender er de katolske skoler, tiden før VK II og USA(selvfølgelig kender jeg USA, men jeg har ikke boet der siden jeg var 5 måneder gammel, så jeg kender det mest fra film og bøger)

Hvis man slet ikke kender noget til den katolske kirke, vil man nok kun få meget lidt ud af bogen. Hvis man tror man ved en masse om den katolske kirke, men at man har al sin viden fra Dan Brown, så vil man nok tænke, HA, de katolikker er nogle overtroiske fjolser. Men hvis man kender den katolske kirke og dens medlemmer bare sådan nogenlunde, så er denne bog et kup, ikke ahttp://www.blogger.com/img/blank.giflene bliver man underholdt, man får også lige opfrisket hvordan det nu var med skærsilden, eller man kommer i tanke om, at skriftemålet er mere end bare at bekende de aller værste af sine synder.

Eftersom det er en amerikansk bog der tager afsæt i 1970'erne, så spiller The Kennedys en prominent rolle, hvilket jeg ikke kunne være meget mindre interesseret i, men det er ikke noget der umiddelbart generer min læsning.

"Groving up catholic" startede jeg på i søndags, og den påvirkede mig så meget, at jeg ønskede at det var søndag igen, så jeg kunne komme til skrifte og messe, for det gjorde jeg nemlig ikke i søndags. På grund af den lette tone i bogen blev jeg ikke plaget af dårlig samvittighed, hvilket jeg ellers nemt bliver.

En dag da jeg tilfældigvis mødte en veninde HER talte vi om det at være katolikker og vores begrem om skyld og skyldfølelse. Det er et emne bogen tager op flere gange, for det er nemlig en stor del af den katolske tro, for ikke nok med at det såre dig selv og dine nærmeste, det slår også naglerne dybere ind i Jesu hænder og fødder. Alligevel lykkes det bogen at behandle emnet, så det bliver morsomt og tilgængeligt.

Jeg vil anbefale bogen til alle mine katolske venner, men ikke nødvendigvis til jer andre, og hvis i ikke kan få fat på et eksemplar selv, så kan i altid låne mit, og hvis den bliver væk, ja så skidt, den kostede kun en 10'er