Chineasy

Kan man anmelde en bog man ikke har læst? Det kommer vel an på hvorfor man ikke har læst den. I dette tilfælde skyldes det, at det ikke som sådan er en læse-læsebog, men næremere en lære at læse-læsebog.

"Chineasy" er en bog skrevet for at introducere den kinesiske tegnskrift for vesten. Mange mennesker tænker ikke over det i dagligdagen, men sprog og 'nationalpersonlighed' siger meget om hinanden. Ofte er der en grund til at vi siger som vi gør, fx er video latin for "jeg ser". Med den måde "Chineasy er bygget op, giver ordene en lille fortælling om deres betydning. Personligt sad jeg og morede mig over at:

Mand + Menneske = Fru (s. 18)

Der er ikke noget usædvanligt i, at i mange kulturer, og især i gamle dage, så blev kvinden mandens ejendom ved ægteskabet, altså "mandens menneske". Det sjove er dog på næste side:

For meget + For meget = Fru/Kone (s. 19)

 Jeg kender ikke forklaringen på dette. Jeg kommer til at tænke på en træt gammel mand der ustandseligt plages af sin sure kone, og det morer mig, og det betyder, at det ikke er noget jeg kommer til at glemme lige foreløbigt. For sådan er det tit, jo sjovere noget er, jo bedre husker man det.
Derud over er der også:

Kvinde + Kvinde = Skænderi (s. 47)

Meget + Kvinde = Griskhed (s. 48) 

Kvinde + Hest = Mor (s. 77) 

Jeg indrømmer, at jeg er lidt af en sprognørd. På min reol har jeg en hel hylde kun dedikeret til ordbøger og grammatikker. Nogle af dem er store og tunge og skrevet af meget alvorlige mennesker om sprog der ikke længere tales. Det er der mange mennesker der ikke synes er særlig spændende, og det kan jeg egentlig godt forstå, men denne bog taler om ord vi alle sammen bruger i hverdagen, den bruger illustrationer og farver til at vise og forklare de kinesiske ord så de giver mening. Der findes over 1,2 mia kinesisk-talende mennesker her i hverden, så det ville måske ikke være helt spildt lige at lære et ord eller to, når nu det er gjort så let for os. Bogen kan lige nu fås i Føtex til 99 kr.

TITEL: Chineasy DANSK TITTEL: Chineasy FORFATTER: ShaoLan Hsueh OVERSÆTTER:Inge Aagaard ILLUSTRATIONER: Noma Bar FORLAG: Turbine SIDEANTAL: 192 UDGIVELSESÅR: 2014

Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Sandheden om sundhed

Det er to uger siden jeg sidst har postet en anmeldelse, og det skyldes dels dovenskab, dels at jeg har været på en lille ferie hos min far, og så det, at jeg er i gang med en tomme tyk bog på over 600 sider, men før jeg bliver færdig med den, vil jeg lige anmelde en bog jeg har siddet og bladret en del i, og som jeg læste med velbehag en gang sidste år.

'Sandheden om sundhed' af et af mine store idoler, bente Klarlund Pedersen, er en bog om de videnskabelige undersøgelser bagved alle de ting vi får at vide er godt for os. Spis sundt, dyrk motion, ryg ikke og drik med måde. Det var godt og lærerigt at læse den én gang, men når jeg læser den igen, er det, det må jeg indrømme, rent selvretfærdighed. Jeg sidder og klapper mig selv på skulderen, for her står det sort på hvidt, at jeg er en god pige, som gør alting rigtigt, og det er jo godt at vide, men jeg vidste det jo i forvejen godt, for min mor underviser i biologi på gymnasiet, og undervisningen bliver taget hjem til spisebordet, så alt det der står er for mig barnelærdom, men jeg er blot et menneske, og jeg kan godt lide at blive bekræftet, og det gør denne bog.

Okay, ny yder jeg ikke min interesse i bogen helt retfærdighed, for det er faktisk en rigtig god bog. Den er let læselig, vittig og relevant. Måske er den en lille smule hellig, men det er svært at lade være, når de videnskabelige resultater er så entydige.

"Vis hensyn for rygerne, de lever ikke så længe"

 Det er ikke et citat fra bogen, men det er i bogens ånd, kor det den prøver at fortælle os er hvordan vi får et længere og sundere liv. Fint nok med et sundere liv, men er er vi virkelig interesserede i at folk lever så meget længere? Jeg har en farmor som jeg holder uendeligt meget af. Hun er 84, så tankerne om døden er der, og det er ikke til at holde ud, for jeg ønsker at hun skal være hos mig mange mange år endnu, men på et samfundsmæssigt plan, så er det ikke hensigtsmæssigt at alt for mange mennesker lever til de er over 100, når nu man går på pension når man er 65. Selvfølgelig, hvis man som bogen foreskriver lever sundt, så skulle man også blive mindre syg, men ligegyldigt hvor sundt man lever, så vil arvelighed, miljø og simpel biologi gøre, at kroppen nedbrydes, og samfundet skal poste penge i pleje.

Dette kommer til at lyde som om jeg hader ældre, og de bare skal gemmes af vejen til de dør hurtigst muligt, men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske at alle ældre behandles på den måde jeg ønsker at min egen elskede farmor skal behandles. Jeg ønsker blot at stille spørgsmålstegn ved, at vi par tout skal blive ældre og ældre. Kvinderne i min mors side af familien har lidt af en grim form for demens, som begynder tidligt og som meget langsomt opsluger ens liv. Sandsynligheden for at min mor og jeg selv bliver sådan er stor, og så ønsker jeg ikke for nogen af os at vi bliver alt for gamle, for jeg så min mormor som hun var til sidst, hun kunne ikke spise et stykke fyldt chokolade, for hendes hjerne genkendte det ikke som noget der kunne spises, CHOKOLADE!!! Har man så virkelig lyst til at leve så længe.

Jeg nævnte at bogen er vittig. Jeg har læst flere af Bente Klarlunds bøger, og jeg er helt vild med hendes måde at skrive på (umiddelbart synes jeg, at den minder om min egen), men jeg har også set hende i fjernsynet, og der er hun nærmest aspergeragtigt akavet. Jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er pinligt pinefuldt, eller beroligende genkendeligt at se, men i hvert fald, så foretrækker jeg hendes bøger.


Bente Klarlund har en familiebaggrund i Frelsens Hær, desuden er hun læge, de to ting sat sammen gør, at det er umuligt for hende ikke at prædike. Mig generer det ikke, for jeg hører jo allerede til de omvendte, men jeg kan se på folks breve til hendes brevkasse i Politiken, at det er generende for nogen, og fred være med det, men man kan dog ikke betvivle, at det umiddelbart ser ud til at hun har ret. Det gælder om at spise sundt, dyrke motion, lade være med at ryge, og drikke med måde.

TITEL: Sandheden om sundhed FORFATTER: Bente Klarlund Pedersen
FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 181 UDGIVELSESÅR: 2010

Om Idræt

To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.

Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?

Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt.  Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.

OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.

Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.

Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.

ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL:  Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86

How fiction works

Jeg havde stor planer for hvad jeg skulle læse i Paris, det skulle være højlitterært og jeg skulle sidde på en hyggelig lille gadecafe i strålende sol og nyde en kop kaffe og en croissant. Ingen af de ting kom til at holde stik. Jeg fandt denne lille bog 'How fiction works' af James Wood, som havde den fordel, at den kunne tåle at blive mishandlet, altså sådan rent fysisk med æseløre, krøllede sider og hvad den ellers kunne blive udsat for på bunden af en taske. Den blev heller ikke taget frem på cafeer, det var vejret ikke til, og jeg var desuden alt for træt, men jeg fik dette billede på skønhedssalonen hvor jeg skulle have vokset ben inden turen. Det er ikke noget godt billede, men jeg viser det alligevel, for forsiden er helt ubeskriveligt kedelig, bare hvid med nogle sjuskede bogstaver i sort og rød.

Jeg læser mange bøger, eller jeg læser i hvert fald mere end gennemsnittet, så det er utroligt, at jeg ikke ved mere om bøger end jeg gør. Jo, jeg har da været igennem de obligatoriske analysemodeller i dansk- og engelsk-, tysk- og franskundervisningen, og jo, jeg kan da en masse fine anekdoter fra litteratur og verdenshistorien, som jeg kan spæde mine anmeldelser op med for at virke interessant, men hvad er skønlitteratur egentlig? Hvordan er den skruet sammen? Det forsøger denne bog at give et billede af.

Til at starte med mangler der dog et mere konkret billede af hvilken form for litteratur det er han forsøger at bryde op til små mundrette afsnit og kapitler, for det kan umuligt være al fiktion, dertil er litteraturens verden for stor. Efter at have læst bogen, kan jeg så fortælle at det drejer sig om den realistiske litteratur, ikke nødvendigvis socialrealisme, men dog realistisk. Eller rettere den interesserer sig for alle bøger der på en eller anden måde minder om den franske forfatter Flaubert. Jeg vil ikke sige noget ondt om Flaubert, som jeg ikke selv har læst noget af, og det er også en rar oplevelse at se at en englænder kan interessere sig for noget som helst andet end engelske forfattere, men helt ærligt, er Flaubert virkelig stamfader til al moderne litteratur? Og hvis han er, hvorfor er han så ikke mere kendt?

Så vidt jeg kan læse mig til, tog Flaubert litteraturen, og gjorde den autistisk ved at bruge et fokus på, hvad der kan forekomme nogen, uvedkommende sanseindtryk, stilleben og begivenheder til at skabe et stemningsbillede. Da jeg netop læste Woods kapitel om detaljer tænkte jeg 'wow, det er sådan her, at jeg oplever verden, gennem en mosaik af ubetydeligheder', måske er det lige netop derfor jeg foretrækker bøger frem for film? Fordi de får 'det hele' med?

Woods skriver naturligvis også om meget andet end Flaubert og hans detaljeorientering, såsom synsvinkel, sprog, sympati og dialog, alle de ting der skaber en ordentlig bog. En ting jeg dog husker fra universitetet fra faget, religionsfænomenologi (læren om hvad der gør en religion), var emnet tid, og det skriver Woods ikke noget om. Hvornår er bogen skrevet? Hvornår foregår bogen? Over hvor lang tid? Hvilken rolle spiller tiden i forhold til personerne? Tid læger alle sår! Tiden går, den står stille, den trækker ud og bliver væk! Man lærer med tiden og man bliver dummere for hver dag der går! Tidens tand! Tid til at sove, og tid til at dø!Måske er det fordi jeg endte med at komme op i dette emne, men 'Tiden' synes jeg mangler.

Egentlig fortæller denne bog en de ting man egentlig godt ved i forvejen, men som måske lå som noget diffust noget bag i hjernen, som man ikke rigtig havde taget sig tid til at sætte ord på. Alt er kategoriseret og sat i system. Alt er delt ind i kapitler og afsnit, lidt lige som en grammatik, prosaens grammatik. Om jeg vil anbefale bogen kommer nok an på hvor nørdet man er, for selvom den er ganske let læst, så skal der sin mand til at læse 187 siders 'gramatik' fra ende til anden, men HVIS man er en nørd, og HVIS man lige har en dag eller to til overs, så er den bestemt en læsning værd, HVIS man da lige gider.

ORIGINAL TITEL: How fiction work DANSK TITEL: ingen FORFATTER: James Wood FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 187 UDGIVELSESÅR: 2008 (2009)

Bliv løber for livet

Jeg har altid hadet sport, og jeg var en af de personer der ikke kunne løbe ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, og jeg så i øvrigt dum ud, og selvom jeg gerne ville af med noget af alt mit fedt, så fik jeg bare ikke rigtigt taget mig sammen. Så flyttede jeg til et nyt bosted, og jeg fik en kontaktpædagog der selv var engageret løber, og så blev jeg sat til i det mindste at give det et forsøg, og det gjorde jeg så, og som månederne gik, begyndte jeg faktisk at kunne lide det.

Hvis jeg skal gøre noget, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt, og det er en af grundende til at jeg købte denne bog. Den anden grund var, at jeg havde set Rikke Rønholt i fjernsynet i forbindelse med ny forskning og graviditeter. Ikke at jeg har nogen tanker om hverken at blive gravid eller undgå det, men så vidste jeg i det mindste hvem hun var.

Grunden til, at jeg gerne ville læse en løbebog af Rikke Rønholt og ikke af hvem som helst anden er, at hun er topatlet inden for de små distancer, især 800 m løb, så dette er befriende nok ikke en bog om at løbe længere og længere, og til sidst løbe et maraton, for det er nemlig slet ikke min ambition. Jeg vil gerne løbe hurtigt, helst hurtigere end alle mulige andre, og her er endelig en bog der siger, at det er helt okay at være sådan, og der er en masse gode hjælpemidler og baggrundsmateriale til hvordan. Der står alt det man har brug for at vide om at løbe, ligegyldigt hvilken type løber man er, fra sprinter til maratonløber til hyggemotionist.

Hvad der til gengæld ikke er inkluderet er alle os der faktisk helst vil løbe på et løbebånd.  Det at løbe på løbebånd bliver omtalt som en sur nødløsning hvis vejret er for dårligt, eller man skal genoptræne, eller hvad ens grund så end kan være. Der bliver sagt meget kritisk om at løbe på løbebånd, om at det ikke er rigtigt løb, så jeg bliver helt flov på vegne af mig selv, og jeg stiller mig selv det spørgsmål, om jeg så overhovedet kan tillade mig at kalde mig selv løber.

'Bliv løber for livet' er også en dybt personlig bog fyldt med sjove anekdoter og flotte billeder. Måske kan det for nogen blive lige lovlig meget selvpromovering, men jeg er vild med det, især billederne, for Rikke Rønholt har en rigtig flot krop. Det er måske lidt nedgørende at bedømme en atlet ud fra hvordan hun ser ud, men for mig er det samtidig meget relevant. Samtidig med at jeg er begyndt at tage min løbetræning seriøst, er jeg også begyndt at få større muskler, og det får min spiseforstyrrede hjerne til at bryde sammen, fordi jeg ikke længere kan passe mine bukser, hvilket jo må betyde at jeg er fed, for min hjerne kan ikke skelne mellem muskler og fedt. Derfor er det, undskyld jeg siger det, fedt at se hendes krop, der er smuk, selvom den har muskler.
_______________________

Uddrag af mail fra Rikke Rønholt

"Jeg håber ikke du har forstået det sådan, at der er noget dårligt ved at
løbe på løbebånd (man skal bare være klar over, at man ikke kan løbe helt
så stærkt i den "virkelige verden" som man kan på et løbebånd, men det er
jo kun relevant for nørder som mig, som går vildt op i marginaler). "

TITEL: Bliv løber for livet FORFATTER: Rikke Rønholt  FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 212 UDGIVELSESÅR: 2011

Mit smukke genom

Lone Frank, videnskabsjournalist på Weekendavisen, mistede begge sine forældre før tid, og det har givet hende en stor usikkerhed om sin egen identitetsfølelse. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? Hvad er meningen med det hele?  Der er ikke længere nogen der kan fortælle hende om den gang hun var lille eller om familien x antal generationer tilbage i tiden. Men måske er der alligevel en løsning, for hvad siger hendes egen grundlæggende biologi, hendes gener, om hende. Det vil hun prøve at finde ud af, så hun udsætter sig selv for en række tests der ikke er smertefulde for andet end pengepungen

Hvad kan hendes gener sige om hende? Hvilke sygdomme vil hun få? Hvordan er hendes personlighed? Hvor går grænsen for hvad man kan, vil og må sige? For det der med generne, det er jo ikke kun et spørgsmål om en enkelt persons nysgerrighed, det er jo også et spørgsmål om hvilke personer der får hvilke chancer. Hvem har størst risiko for at blive kriminelle, og hvordan skal de behandles? Hvilke sygdomme skal fostre screenes for? Hvilke sygdomme skal 'berettige' til en abort? Og hvad er i det hele taget en sygdom? For forskning vil nok føre store samfundsmæssige ændringer med sig. Eller vil den nu også det? Og i så fald, hvilke?

Lone Frank går i dybden med en lang række af genetikkens og samfundets store spørgsmål, men det er også en dybt personlig beretning om Lone Frank personen, der har forfærdeligt meget at slås med, men som alligevel klarer sig ganske godt på mange områder.

Lone Frank skriver rigtig godt, og det gør bogen til en fornøjelse at læse selvom den er proppet med videnskabelige forklaringer på gener, proteiner, signalstoffer, og selvom det sikkert er en illusion, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg da sådan nogenlunde forstår det. Okay, 'forstår' er måske så meget sagt, men jeg sidder da trods alt ikke tilbage med en følelse af, at jeg bare er alt for dum til at forstå noget som helst af noget som helst. Der er hele tiden en god afveksling mellem videnskaben og personlige historier, både fra nutiden og fra hendes barndom, så jeg kunne bare læse og læse uden at blive træt af det hele.

Jeg har en personlig årsag til gerne at ville læse den her bog. Jeg er asperger-autist, og hvad nu hvis man kunne screene fostre for autisme, skulle jeg så have været en abort? Har min depression i virkeligheden i alle de år haft ret? Skulle jeg aldrig nogensinde have været født? Ingen snakker om at abortere autisterne, ikke endnu i hvert fald, og da slet ikke Lone Frank, der faktisk taler rigtig pænt om os (s. 207), men jeg kan ikke selv lade være med at tænke på det. Der står noget om abort, men kun om smertefulde sygdomme der ikke er kontroversielle som systisk fibrose, og om ting der er så kontroversielle at det dårlig nok er aktuelt i lille Danmark, som barnets køn, men hvad med mongolisme? Den diskussion ville jeg gerne have haft, måske fordi det er aktuelt, eller måske fordi jeg føler at diskussionen kunne føres over på mit eget jandicap, selvom det på mange måder er meget anderledes.

Men hvad med et teologisk/filosofisk (på dette felt er der stort overlap) stridbart emne som det frie valg? Hele tanken om syndefaldet beror jo på den antagelse, at Adam og Eva reelt havde et valg, men hvad nu hvis de (især Eva) var disponibel til at være impulsiv? Hvad vil det i det hele taget sige at være disponibel? Er ens skæbne så forseglet? Hvad sker der med generne efter undfangelsen? hvilke hændelser ændre os, hvilke kemiske stoffer løber rundt i vores åre? Der har vi epigener dem der viser hvilke dele af vores gener der er aktive og hvilke der ikke er. Og straks bliver det hele mere kompliceret og endnu mere spændende.

Lone Franks egen historie fylder en hel del, og jeg svinger mellem at synes, at hun er mega sej, have ondt af hende og tænke, at hende ville jeg ikke kunne holde ud at være sammen med. Historien er leveret med en god portion sarkasme, men også med stor selvindsigt, og det er spændende læsning, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det samtidig er en forsvarsmekanisme (hvilken kliché) for det kan virkelig ikke være rart at være så rodløs.

TITEL: Mit smukke genom FORFATTER: Lone Frank  FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 307 UDGIVELSESÅR: 2010

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan

Denne lille artikel var en jeg fik af en af pædagogerne på mit bosted efter en samtale vi havde haft, som jeg hverken kan huske hvor startede eller hvor endte, men sådan nogle små diskussioner har vi fra til til anden for at jeg ligesom kan holde de små grå i gang, ellers er det meget let at sumpe hen på et sted som dette. I hvert fald nævnte hun den, og jeg tænkte, at den kunne da egentlig være ret spændende at læse.

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan - Om tværkulturelle erfaringer og udviklingspsykologiske teorier.

Der ligger to ting i at studerer andre kulturer når man taler om udviklingspsykologi. For det første er det relevant at vide, om de teorier og hypoteser vi har, om de er universelle for menneskeheden, eller om de er kulturelt betingede. Vi får også et indblik i hvordan vores egne holdninger måske mere er udtryk for personlige eller kulturelle meninger og moral. Okay, helt ærligt, så kan jeg ikke helt se hvorledes de to adskiller sig fra hinanden, jeg ser det lidt som to sider af samme sag, alt efter om vægten ligger på objektet eller subjektet, med fred være med det, det er jo trods alt ikke mig der læser pædagogik, og jeg skal ikke til eksamen i dette her.

Grunden til at der er valgt at blive fokuseret på Japan er, at det er et af de lande hvor levestandarten minder om vores eget samfund, den japanske kultur kan ligeledes defineres som 'finkulturel', men samtidig er den så markant anderledes fra den vestlige verden. Her kan man virkelig studere forskellen på arv og miljø (der bliver dog ikke talt om hvorvidt der kan være genetiske forskelle på japanske og vestlige børn.

Artiklen lægger vægt på hvordan de vestlige børn bliver opdraget til at være små individualister, hvorimod de japanske skal lære at være i harmoni med omgivelserne, og det er jo alt sammen meget godt, næsten for godt, for forfatteren er blevet så forblændet at hun glemmer alle videnskabelige principper og tager parti. Det fremgår klart af artiklen at den vestlige imperialisme er dåm og Japan er super sej, og sådan er det måske nok på nogle områder, men hun glemmer lidt, at Japan f.eks har jordens højeste selvmordsrate og at Japan er lige så forblændet af vesten som vi er af dem.

Når man skriver en videnskabelig artikel, skal man ikke begynde at tage parti, for det er ikke kun irriterende, det ødelægger helhedsindtrykket, og det sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af fakta. Noget andet der ødelægger helhedsindtrykket er, at der er så mange stavefejl og slåfejl, at det er til at græde over.

TITEL: Hvis børnepsykologien var opstået i Japan FORFATTER: Inger Bernth TIDSSKRIFT: ukendt  SIDETAL: 135-155 UDGIVELSESÅR: ukendt

Alverdens Fyrtårne

Jeg lider af en stor fascination af fyrtårne, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg ved ikke om det er undertrykte seksuelle frustrationer der tiltrækker mig til disse falliske kæmper, eller om det er tanken om, en hjælpende hånd på den åbne sø. Historisk set var det nok kvinderne der stod på stranden med bål for at kalde deres mænd, sønner, brødre eller fædre hjem, hvilket jo giver fyrtårnene et mere kvindeligt præg. Hovedparten af bogens forfattere er da også kvinder.

"Alverdens Fyrtårne" er en oversigt over vedens 300 mest spektakulære fyrtårne. Hver beskrivelse består af et stort flot billede, nogle praktiske informationer om beliggenhed, rækkevidde og alder, og så står der lige et par linier for at vække folks interesse.

Selvom bogens billeder er utroligt smukke, så er det disse linier der er det mest bemærkelsesværdige. Der lader ikke til at der er noget system i hvilke informationer der synes vigtige. Det kan være informationer om lysstyren (vigtigt hvis man er til søs), naturbeskrivelser (vigtigt for turisme), historiske begivenheder (vigtigt hvis man er en nørd eller bare vil fange folks interesse) eller informationer om at dette er det eneste af den slags fyr i Californien (hvilket er interessant hvis, ja det ved jeg egentlig ikke, men det må det være, for det er en typisk information).

Mange store europæiske lande er søfartsnationer, så fyrtårnene må have spillet en central rolle i krig, handel, og kollonialiseringen. De må være en del af en drabelig historie, men kun sjældent får man et lille glimt af det, og når man gør, er det beskrevet så kort, at det virker helt komisk. Det er jo en form for rejseguide, så naturbeskrivelserne er nok de vigtigste, men jeg savner som nørd flere af disse historiske begivenheder. Jeg ønsker at høre om søslag, opdagelsesrejsende, pirateri og død og ødelæggelse, for i min verden er det det der gør en bog spændende.

Jeg ved ikke om det er meningen at man skal læse sådan en bog fra ende til anden, men det gjorde jeg altså, og jeg fortryder det ikke selvom jeg med jævne mellemrum blev helt skeløjet af for mange af de samme informationer, men hvis jeg skal anbefale den til nogen må det nok hovedsageligt blive pga de mange flotte billeder.

Privat foto

ORIGINAL TITEL: ikke angivet DANSK TITEL: Alverdens fyrtårne FORFATTER: Monica Bergmann m.fl FORLAG: Komet SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR:  ikke angivet

Løb dig lykkelig

"Løb dig lykkelig" af Christina Bølling var med i denne uges nummer af Alt for damerne (nr 5 2012).

Min kontaktpædagog er meget optaget af at ville gøre mig til en løber, hvilket jeg er ret skeptisk omkring. Jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg respekterer hendes meninger, men jeg er lidt mistroisk når det kommer til sport. Jeg finder det kedeligt, uinspirerende, ubehageligt, tangerende til smertefuldt, grimt, og fik jeg nævnt kedeligt. Dog vil jeg ikke være kendt som doven eller for ikke i det mindste at give det en chance, så jeg købte Alt for damerne for at få denne lille sag.

"Løb dig lykkelig" lyder jo godt, det lyder for godt til at være sandt, det lyder så idealistisk, at jeg fandt det morsomt, og det lyder som noget der lige så godt kunne handle som soul searching som om løb.

Bogen er en hurtig lille sag og gennemgår de vigtigste aspekter ved at løbetræne, motivation, vægttab, muskler, udstyr, mad og træningsprogram og det gør den egentlig ganske udemærket, hvis man da som læser læser den med en god portion humoristisk sans, for den er så frelst at faderhuset virker som en flok hængemuler.

Ifølge bogen vil man som løber aldrig mere skulle bekymre sig om vægten og om kalorier, altid elske at skulle ud og løbe, ikke bare for den gode fornemmelse bagefter, men også for selve løbeturen, også selvom det regner, og man vil alt i alt være et ikke bare gladere men et direkte lykkeligt menneske. Jeg syntes det var fantastisk at læse bogen og jeg skraldgrinede mig igennem flere pasager.

Jeg spurgte nogle af vores meget løbeglade pædagoger. Jo, man kan godt have problemer med vægten selvom man er en entusiastisk løber, nej, man elsker ikke nødvendigvis at skulle ud i regn og blæst, men om man bliver et lykkeligt menneske var vi lidt uenige om.

Men ud over at være en idealistisk bog, så er det faktisk en ganske god bog om løber der forklare nogle af de processer der sker i kroppen, og giver et hvorfor og hvordan indblik i mange af løbeglædens mysterier, og tingene begynder lige så stille at give mening inde i hovedet på mig. Jeg tror aldrig at jeg bliver særlig hooked (man kan selvfølgelig aldrig vide), men jeg har da i det mindste besluttet mig for at give det et forsøg, og ikke bare fordi pædagogerne siger at jeg skal, men fordi, jeg er et åbent menneske der er med på den værste, også selvom det i første omgang lyder rædselsfuldt. Kedeligt er det så at man absolut skal starte laaangsomt ud, hvilket pædagogerne fortæller mig ti gange i timen (faktisk mere, for det var ti gange i løbet af aftensmaden der varer en halv time).

Lige til sidst vil jeg dog som en kvinde på 175 cm brokke mig over at der igen gås ud fra, at en helt normal kvinde vejer 60 kg. jeg vejer lidt over 60 kg, og jeg har knogler stikkende ud alle steder, og jeg ville hade det hvis min lillesøster fx kom hjem og lignede mig. Vi er blevet besat af vægt og BMI (jeg selv med) men faktum er, at nogle er små og spinkle og andre er store og bredskuldrede, de tal der virker for nogen, virker ikke for andre.

Alt for damerne kan købes til og med tirsdag, og det er ikke en skam for mænd også at ville have denne bog, for den er bestemt de 29,95 kr værd (i kan jo altid fortælle kassedamen at det er til jeres kone/kæreste, som om det interesserer hende). Jeg er i hvert fald glad for at jeg købte den, for nu glæder jeg mig (næsten) til at komme ud og løbe her lidt senere i dag.