For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.
I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.
Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.
Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.
Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.
bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.
TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)
Vi har læsehesten, bogormen og bogfinken, men de var alle sammen taget, så hvorfor ikke en boggris, en der roder rundt i biblioteket med snuden i bøgerne mens den grynter glad
Viser opslag med etiketten kommunisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kommunisme. Vis alle opslag
søndag den 27. januar 2013
Monkey hunting
Etiketter:
1800-tallet,
1900'erne,
1910'erne,
1920'erne,
1960'erne,
1970'erne,
Asien,
boganmeldelse,
ensomhed,
familie,
frihed,
glemmeværdig,
kommunisme,
krig,
rejse,
Sydamerika,
USA
mandag den 31. december 2012
The God of Small Things
"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.
Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.
Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.
Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.
Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.
TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997
Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.
Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.
Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.
"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.
Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.
TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997
Etiketter:
1960'erne,
1990'erne,
Asien,
boganmeldelse,
bogudfordring,
børn,
debat,
En Særlig Oplevelse,
familie,
kommunisme,
kristendom,
kvinder,
kærlighed,
mænd,
mørke,
religion,
sex,
sprog
torsdag den 18. oktober 2012
Spionen der kom ind fra kulden
En imperialistisk agent bliver dobbeltagent for at give kommunisterne den idé, at en af deres bedste folk er forræder, men han bliver selv ført bag lyset af sine egne folk. Samtidig er der en kvinde der ikke har nogen åbenlyse forbindelser til historien, og de forelsker sig i hinanden uden at det helt går op for én hvorfor, hun bliver tilgengæld ret selvfølgeligt trukket ind i hele affæren, hvorefter han må sætte livet på spild for at redde hende, og det hele ender med en masse ikke særlig overraskende forvirring.
Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.
Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.
I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.
ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)
Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.
Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.
I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.
ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)
Etiketter:
1960'erne,
boganmeldelse,
bogudfordring,
brok,
Europa,
jødedom,
kommunisme,
mænd,
mørke,
politik,
spionage
Abonner på:
Opslag (Atom)