M Train

Jeg kender mest Patti Smith fra musikken, men selvom "M Train" er en form for selvbiografisk bog, så står der stort set intet om musik. I stedet handler den om at drikke sort kaffe, læse gode bøger og se detektivserier på fjernsynet i bemeldte rækkefølge... What's not to like... Det skulle da lige være, at hun indrømmer, at hun bedre kan lide den amerikanske remake "The Killing" frem for den oprindelige "Forbrydelsen". NOOOOO, hvordan kan hun gøre det imod os... Okay, faktisk har jeg aldrig selv set mere end et par tilfældigt løsrevne afsnit, men jeg er list undskyldt, for jeg var meget meget syg dengang, jeg har dog stadig min nationale stolthed...

Jeg vælger dog at tilgive hende, for "M Train" er nemlig en meget speciel bog. Det er ikke fordi den er det bedst skrevne eller den mest spændende, men den er skrevet af en kvinde der skriver som en mand. Hun skriver om at læse fantastiske bøger, besøge berømte kunstneres gravsteder, være med Continental Drift Club uden at være forsker, men bare fordi hun finder tanken kontinentaldrift romantisk (filosofisk), om at lyve sig ind på en mexicansk café ved at påberåbe sig at være journalist/forfatter for at komme til at drikke koppevis af noget af verdens bedste kaffe, om at det er svært at skrive om ingenting, om rodløsheden efter hendes mands død og om at tage billeder med et gammelt polaridkamera.
Hvad der ikke står noget om er tanker om ikke at være god nok, om at være totalt overskudsagtig, om hvor svært det er at kombinere husarbejde med en karriere, lange beskrivelser af tøjvalg*, frygt for hendes (voksne) børns ve og vel eller om at have gode veninder man altid hænger ud med.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er helt vild med den form for litteratur, jeg kan bare godt lide at hvordan man skriver og hvad man skriver om ikke skal være bestemt af ens køn.

*her findes der for Patti kun ét rigtigt valg; strømper med bier, over-alls, en slidt og uformelig læderjakke og en strikhue.

TITEL: M Train FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Alfred A. Knopf SIDEANTAL: 254 UDGIVELSESÅR: 2015

Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Om Idræt

To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.

Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?

Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt.  Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.

OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.

Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.

Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.

ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL:  Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86

12 måneder

Helen er en kvinde der forsøger at leve sit liv på overfladen, det er hun simpelthen nødt til, for hvis hun virkelig lod sig selv føle noget, så ville det gøre alt for ondt. Hendes søn som hun forlod da han var barn er blevet narkoman, hendes soul-mate er død, og måske var det hendes skyld, og så dør hendes mor, som hun aldrig helt var fortrolig med.

Efter hendes elskedes død, løsriver Helens egentlige jeg sig fra hendes krop, og hun bliver en iagttager til sit eget liv, så selvom det er hende selv der skriver historien, så er bogen skrevet i 3. person, undtagen de gange hvor hun pludselig og med et føler noget, noget der er ægte.

Hun er kommet tilbage til Danmark efter et helt liv, hvor hun har rejst ude i verden for at dokumentere al dens elendighed i krig og fattigdom mens hun har forsømt sin familie, både den hun er født ind i, og den hun selv havde skabt med mand og barn. Nu kommer hun tilbage for at komme sig over et traume, og for at få sig et helt normalt liv, men hendes familie er mistroiske, for de kan mærke at hun ikke helt er til stede, så måske tør de ikke at lukke hende ind, for hvad nu hvis hun bare stikker af igen, river sig løs fra dem, og efterlader dem med et blødende sår i sjælen.

Et af bogens temaer er Helens forhold til sønnen Viktor, men den handler om nutiden, og ikke om hvorfor hun forlod ham den gang han var 3, og det er godt, for det gør at hun ikke skal forsøge at retfærdiggøre sin handling, og det ville hun i læserens øjne ikke kunne uden at blive irriterende eller rørstrømsk, og det ville ødelægge bogens lidt kølige charme.

Man hører tit om moderfølelsen, om at selv de mest kyniske kvinder smelter og elsker deres egen lille unge så snart han/hun er født, men hvad nu hvis man ikke helt kan. Helen holder af sin søn, og ønsker at hjælpe ham økonomisk og praktisk og vil lave udstillinger med ham, men hun er ikke helt til stede i sine handlinger. Hun holder af sin søn, men hun elsker ham ikke. Kan man være et helt menneske uden at elske sin egen søn, uden at elske nogen. Helen elskede Naipur, den nepalesiske oprørsleder, men nu er han død, og hun føler ingenting.

I lang tid var jeg meget forvirret over bogen, for jeg kunne ikke finde ud af at placere den, men så gik det op for mig, at det er et forsøg på at kombinere chick-lit genren med literær kvalitet. Helen lever det overfladiske liv, hvor hun er succesfuld med et højt prestige job med med moralske pluspoint og som har indbragt så meget at hun kan leve et helt år uden at arbejde og ikke behøves t tænke på økonomi selvom hun lever et liv med cafebesøg, god vin og mad og bo i hvad jeg opfatter som en ret fed lejlighed (jeg kan slet ikke forestille mig hende i et lille hummer). Hendes venner og familie er også tilpas overskudsagtige, kunstneriske, succesfulde, og den ene er selvfølgelig lesbisk på den 'rigtige' måde.

Chick-lit pointerne generede mig en del, især hvis hun virkelig er så deprimeret, som hun til tider giver udtryk for at være, for så kan man slet ikke alle de overskudsagtige ting. Jeg ville ønske at der bare en enkelt gang var en politisk eller social ukorrekthed, der ville gøre bogen lidt mere menneskelig og vedkommende.

Men litterært set er bogen virkelig god, og det kan godt mærkes at forfatteren er både journalist og litteraturhistoriker. Især litteraturhistorikeren gør sig gældende, for et af temaerne er selvbiografien, og hvad den kan bruges til. Hvordan skriver man noget om sig selv? Hvad skal med og endnu vigtigere, hvad skal ikke med? Hvem er det man skriver til? Hvilket billede af sig selv er det, at man forsøger at udstille? Det billede Helen forsøger at give af sig selv, er som sagt meget overfladisk og overskudsagtigt, men hendes familie og venner er ikke enige, og de kommer til orde og giver deres kommentarer med i små spredte fodnoter, og disse fodnoter er guld værd

I hvilken grad kan mennesket beskrive sig selv, det er det spøgelse der har plaget humaniora i årtier. Han man beskue sin egen navle  uden at ens syn bliver farvet af hvad man ønsker at se? Det er dette spørgsmål Connie Aagaard prøver at belyse i sin roman gennem den personlige beretning og Helen, ét menneske i hele verden, hele verden i ét menneske. Det er et spørgsmål der har interesseret mig meget gennem de sidste mange år, så jeg synes personligt at det bliver behandlet alt for overfladisk, men måske det ville blive for tungt og ødelægge stilen, hvis der blev gået et spadestik dybere.

En literært velskrevet chick-lit roman, jeg troede aldrig at jeg skulle se det, men det er nu egentlig lykkedes meget godt, også selvom jeg ikke er meget til hele den genre, men jeg er bestemt til bøger der er skrevet godt, så betyder det ikke helt så meget om handlingen kan følge med.

TITEL: Tolv måneder FORFATTER: Connie Warnick Aagaard  FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 2012

Alverdens Fyrtårne

Jeg lider af en stor fascination af fyrtårne, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg ved ikke om det er undertrykte seksuelle frustrationer der tiltrækker mig til disse falliske kæmper, eller om det er tanken om, en hjælpende hånd på den åbne sø. Historisk set var det nok kvinderne der stod på stranden med bål for at kalde deres mænd, sønner, brødre eller fædre hjem, hvilket jo giver fyrtårnene et mere kvindeligt præg. Hovedparten af bogens forfattere er da også kvinder.

"Alverdens Fyrtårne" er en oversigt over vedens 300 mest spektakulære fyrtårne. Hver beskrivelse består af et stort flot billede, nogle praktiske informationer om beliggenhed, rækkevidde og alder, og så står der lige et par linier for at vække folks interesse.

Selvom bogens billeder er utroligt smukke, så er det disse linier der er det mest bemærkelsesværdige. Der lader ikke til at der er noget system i hvilke informationer der synes vigtige. Det kan være informationer om lysstyren (vigtigt hvis man er til søs), naturbeskrivelser (vigtigt for turisme), historiske begivenheder (vigtigt hvis man er en nørd eller bare vil fange folks interesse) eller informationer om at dette er det eneste af den slags fyr i Californien (hvilket er interessant hvis, ja det ved jeg egentlig ikke, men det må det være, for det er en typisk information).

Mange store europæiske lande er søfartsnationer, så fyrtårnene må have spillet en central rolle i krig, handel, og kollonialiseringen. De må være en del af en drabelig historie, men kun sjældent får man et lille glimt af det, og når man gør, er det beskrevet så kort, at det virker helt komisk. Det er jo en form for rejseguide, så naturbeskrivelserne er nok de vigtigste, men jeg savner som nørd flere af disse historiske begivenheder. Jeg ønsker at høre om søslag, opdagelsesrejsende, pirateri og død og ødelæggelse, for i min verden er det det der gør en bog spændende.

Jeg ved ikke om det er meningen at man skal læse sådan en bog fra ende til anden, men det gjorde jeg altså, og jeg fortryder det ikke selvom jeg med jævne mellemrum blev helt skeløjet af for mange af de samme informationer, men hvis jeg skal anbefale den til nogen må det nok hovedsageligt blive pga de mange flotte billeder.

Privat foto

ORIGINAL TITEL: ikke angivet DANSK TITEL: Alverdens fyrtårne FORFATTER: Monica Bergmann m.fl FORLAG: Komet SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR:  ikke angivet