Courtney Love: The Real Story

Det er ikke til at vid hvor meget "The Real Story" der egentlig er tale om, men betyder det så meget, hvis man ikke ligefrem skal bruge den til en skoleopgave? Der er skrevet tusindvis af grimme ting om Courtney Love, at hun tog stoffer under sin graviditet, at hun ikke gjorde nok for at forhindre Kurt Cubain, hendes mand, i at begå selvmord eller at hun ligefrem fik ham slået ihjel. Enhver der står anklaget har ret til en advokat til at forsvare sig, men den sværeste opgave er at forsvare sig mod folkets dom, og der har de brug for en forfatter eller journalist til at skrive en forsvarstale. På teologisk sprog hedder et sådant skrift en apologi, og for mange hvad er da rockmusik [punk] andet end en religion?

Uden egentlig at vide ret meget om CL på forhånd, så var der dog en historie jeg synes manglede, nemlig historien om hvordan Caitlin Moran kind of accidentally killed Kurt Cubain. I kan høre hende fortælle historien i denne video 8:57 eller lidt senere.

Eller egentlig mangler historien ikke, for den hører nemlig ikke til i CL's historie. Jeg har bare lyst til, at den skulle være der, fordi jeg elsker Caitlin. 

"Courtney Love: The Real Story" er ikke et litterært mesterværk, 100% pålidelig eller en grundig gennemgang og analyse af hendes musik, men den egner sig glimrende til helt almindelig læsning, og den er helt sikkert bedre end sladderbladenes farvestrålende sider eller tilfældige googlesøgninger der sender en ud i internettets mere dunkle hjørner. Vi har dog brug for biografier om rockstjerner, for verden er fuld af unge der har brug for noget at drømme om. Talentfulde unge, unge med en kaotisk baggrund eller personlige problemer. Så læs, lyt, sorter, byg dig din helt egen personlighed!

TITEL: Courtney Love: The Real Story FORFATTER: Poppy Z Brite FORLAG: Orion SIDEANTAL: 209 UDGIVELSESÅR: 1997

Inger Støjberg skriver om Sussi & Leo

Når man en stille dag vandrer gennem biblioteket og tilfældigt piller bøger ud af reolen, hænder det at man rammer guld. I slutningen af august var jeg mere heldig end jeg nogensinde før har været. Egentlig ved jeg ikke om jeg var heldig, eller en eller anden bibliotekar havde moret sig med at stille denne bog et sted hvor et uskyldigt offer nemt ville finde den.

I hvert fald bed jeg på, og jeg for til tasterne. Jeg skrev DETTE blogindlæg, på facebook, sms'er og hvor som helst jeg havde muligheden. "OMG OMG har i set hvad Inger Støjberg har skrevet???". det gav mig en kæmpe følelse af tilfredsstillelse.

Nu ved jeg ikke, om jeg måske har lidt dårlig samvittighed. Jeg bryder mig ikke om Sussi & Leo, men fortjener de virkelig at blive tvunget ind i den nuværende indvandredebat bare fordi én der skrev en bog om dem for 11 år siden i dag lægges for hån? Eller følger vi bare en lang dansk tradition med at gøre grin med begrebet Sussi&Leo? Som en der gik i folkeskole i 90'erne, har jeg ingen erindring om en tid før den skøre duo med jævne mellemrum dukkede op i medierne, hvorefter vi alle sammen skreg af grin.

Hvorfor egentlig? De er ikke dygtige nok til at blive internationale rockstjerner, men det gælder vel for de fleste af os, så det burde ikke i sig selv være grund til latterliggørelse. Egentlig har de været dygtige nok til at gøre det de gør i meget lang tid og leve af det.

Men det alle der læser dette nok virkelig venter på er at gøre grin med Inger Støjberg. Og nej, Inger har ikke de store litterære tallenter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. I denne genre af bøger, hvor der står kort og ultra simpelt om et begrænset emne, er den litterære kvalitet generelt ikke særlig høj, men normalt er forfatteren også af fuldkommen ukendt karakter. I det øjeblik Inger blev kendt, også selvom det ikke var for sin skrivekunst at hun blev kendt, så skifter fokus fra bogens indhold til dens udformning, og det kan den ikke holde til, eller også er det hende der ikke holder til det. Jeg har læst bøger der var langt værre, men det der gør denne bog slem, men samtidig også ufrivilligt morsom, er den sammenhæng den sættes ind i i disse dag.  Ting vi sikkert har glemt alt om om nogle år, hvorefter bogen vil vende tilbage til at være en lidt ligegyldig bog om nogle semikendte enternainere/musikere fra 90'erne (primært).

TITEL: Toner i livet FORFATTER: Inger Støjberg FORLAG: Forlaget Nordpress SIDEANTAL: 90 UDGIVELSESÅR: 2004

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.

"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".

Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993

Kafka på stranden

SPOILER ALLERT!

Haruki Murakamis lille perle "Kafka på stranden" har genlæst fordi jeg bare måtte have en anmeldelse af den her på bloggen, men nu hvor jeg har, kommer jeg i tvivl om hvad jeg skal. Hvordan giver man et resume af en bog der består af metaforer og hypoteser?

Kafka Tamura er 15 år da han løber hjemmefra. Det er noget han er nødt til at gøre for at han ikke ender med at blive en han ikke har lyst til at være, men han gør det også for at komme væk fra sin far der ikke har behandlet ham spor godt. Men det er ikke nok geografisk at komme væk, han bliver også nødt til at tage på en åndelig rejse og gøre op med det mørke der findes inden i ham og som prøver på at kvæle ham.

Undervejs på sin rejse møder han den jordnære pige, Sakura, og den sikre bibliotekar, Oshima, der giver ham deres støtte, men de kan kun det, han kan kun selv bestemme om han vil leve eller ej.

Dette er ikke en almindelig historie om en dreng der løber hjemmefra, det er en historie om hvordan harmonien i verden er blevet brudt, og hvordan der skal rettes op på det igen. Kafka er både et offer for, og nærmest en personificering af denne disharmoni mere end han er en egentlig dreng på 15 år.

Uden at være vidende herom, bliver Kafka hjulpet af den lidt enfoldige Nakata. Nakata kan tale med katte, og da han skal redde den skildpaddefarvede Sesam fra en modbydelig kattedræbende Jonny Walker (ham fra Whiskeyen), da bliver han viklet ind i et eventyr der bringer ham langt ud over sine tryghedzone, men det går slet ikke op for ham, at han bør være bange.

"Kafka på stranden" er ikke nogen almindelig bog, og personerne gennemgår da ikke nogen almindelig udvikling, der sker derimod noget helt fantastisk med dem, de begynder at lyse, og bliver uforglemmelige. I skolen lærte vi om begrebet hjemme-ude-hjem. Man går fra en tryg situation ud i verden, hvor man gennemgår så grueligt meget, for til sidst at vende hjem til fred og fordragelighed, og skønt denne situation til dels passer på Nakata, så er det en helt anden udvikling Kafka gennemgår. Skønt Kafka foretager en fysisk rejse, så er det her det indre der tæller. I bogens start er han i disharmoni, han hænger kun lige akkurat sammen, men der kun lige. I løbet af bogen opløses han og bliver en metafor, for at kunne blive transformeret til et helt og mere harmonisk menneske.

"Kafkapå stranden" er Murakamis mest forvirrende men samtidig, men samtidig den smukkeste. Jeg holder især meget af historien om Hoshino, den rastløse langtidschaufør, der finder sin menneskelighed gennem Nakata, og finder sin følsomme side gennem Beethovens musik, som i sidste ende gør ham i stand til at kunne blive en helt og redde verden FRA ren og skær vilje. Det er ikke fordi historien på nogen måde virker specielt realistisk, men i midten af alle de mere surrealistiske elementer, virker det som en lille oase.

ORIGINAL TITEL: Umibe no Kafuka DANSK TITEL: Kafka på stranden FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 459 UDGIVELSESÅR: 2005 (2007)

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.