Viser opslag med etiketten 1930'erne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 1930'erne. Vis alle opslag

lørdag den 5. juli 2014

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

lørdag den 8. september 2012

Vindrosen

En vindrose er et diagram der viser vindforholdene på et sted, som regel i form af en kompascirkel med kiler ind mod midten der angiver vindens retning og hyppighed.
Dansk Wikipedia   
 
Efter at have læst denne novellesamling/rejseberetning af det danske forfatterikon Tom Kristensen, havde jeg nok regnet med at det betød noget mere romantisk (og et eller andet sted håber jeg stadig at det bare er google der ikke kender den i dette tilfælde rigtige betydning). Jeg mente, at det var sådan en lille tør satan af en plante, som ikke slår rod men som flyver hid og did med vinden i en evig søgen efter vand. Vi havde en liggende i vindueskarmen i mit barndomshjem, en mindre og mere kompakt plante end en vindheks. Jeg har meget lyst til at det skal være sådan en, men i denne sammenhæng er princippet det samme. Det handler om vinden der skifter retning og karakter, og Tom Kristensen følger vinden, han lader sig lede, fra Asien til Sydeuropa til London.

'Vindrosen' er en hyggelig samling af noveller og rejseberetninger der er blandet sammen i ét stort sammensurium. Det er forvirrende, men også lidt hyggeligt, for hvor stopper virkeligheden og litteraturen og fantasien begynder. Nogle steder er det helt klart, andre steder kan man have sine tvivl, men selv når det er helt klart, kan tvivlen snige sig ind. Langt mere forvirrende er det, at Tom Kristensen er hyggelig. Jeg kender ham mest fra 'Hærværk' og i mit univers er han ensbetydende med alkohol og forfald, to ting der ikke er meget af i 'Vindrosen', den handler mest om stede, om at lade sig flyde med strømmen, med vinden, med stemningen, og om når strømmende mødes i kulturchok. Den handler om farven gul, gule kineser, gult sand, gule floder og gul smog. Aldous Huxley havde 'Kromgul' og Beatleshavde 'Yellow submarine', og jeg er ret sikker på at farven gul har et og andet at gøre med LSD, ikke at jeg helt ved hvad, men det passer på en eller anden måde bedre til Kristensen end hyggelige solgule søndage.

Jeg fik bogen ved et tilfælde. Jeg havde ønsket mig 'Hærværk' og så havde den jo samme forfatter, så den fik jeg lige oven i hatten. Jeg læste den også ved et tilfælde. Jeg skulle have en bog til toget, og den ene var for tung (mentalt) og den anden var for stor, og den sidste var skrevet med alt for små bogstaver, så jeg valgte den fordi den var der og fordi den var praktisk. Jeg ved ikke om jeg nogensinde før har valgt en bog fordi den var praktisk. Jeg havde ikke rigtigt nogen forventninger til den, og hvis jeg havde, var de nok mest negative, men som sagt var det nærmest en hyggelig oplevelse. 
 
Jeg kunne især godt lide hans beskrivelser om hvordan vesten møder østen i Kina og Japan i en helt anden tid. 20'ernes og 30'ernes Europa, minder i litteraturen meget om i dag, faktisk mere end de senere årtier gør, men øst på var det en helt anden sag. Kina var et buddhistisk bondesamfund med en metropol som Shanghai, hvor kulture smeltede sammen og blomstrede (hvis man skal sige det på en poetisk måde). Japan var meget traditionelt. Efter at have levet strengt isoleret fra omverdenen under shogunen, blev der åbnet op, og vesten strømmede til, men mødet var ikke altid lige smukt.

TITEL: Vindrosen FORFATTER: Tom Kristensen FORLAG: Forlaget Fremad SIDEANTAL: 188 UDGIVELSESÅR: 1934 (1956)

fredag den 10. august 2012

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)