Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag

tirsdag den 30. august 2016

Der er en skør konge i Danmark

Jeg vil med det samme indrømme, at dette nok er den største bogskuffelse jeg til dato har oplevet. Det var ikke den dårligste bog jeg nogensinde har læst, men skuffelsen føles på en måde langt tungere. Hvis jeg har læst en dårlig bog, så ryster jeg på hovedet og lægger den fra mig, måske allerede før jeg har læst den færdig. I skuffelsen derimod føler jeg mig på en måde fanget. På den ene side har jeg lyst til at smide bogen fra mig og skrige af raseri, men samtidig trækkes jeg ind og må lige læse et par sider til, for måske sker der noget der giver idiotien mening, men redningen kommer ikke, og hver side jeg læser er blot endnu en skuffelse. Når jeg så er færdig med bogen sidder jeg så tilbage med følelsen af at være blevet narret.

Jeg indrømmer, at mine forventninger var høje, hvordan kunne de være andet. Historien om Christian XVII er spændende, fyld af sex, intriger, svigt og galskab (se bla Livlægens besøg). Og Dario Fo er en fremragende historiefortæller med speciale i det pikante. Hvordan kan en sådan kombination være andet end formidabel?

Jeg ved at historiske romaner ikke altid er historisk korrekte. Nogle gange handler det om små detaljer der ændres for at historien kan skride frem andre gange bruges en historisk ramme til at fortælle forfatterens egen historie. Begge dele accepterer jeg, men jeg ser det som en underforstået del af aftalen, at disse historiske ukorrektheder er prisen man nogle gange må betale for at skabe den gode fortælling. Problemet med 'Der er en skør konge i Danmark' er, at Dario Fo i mine øjne har taget en god og spændende historie og har beskåret, fordrejet og udvandet den i en grad, så den mister alt der gør den interessant, som gør den til en fortælling.

Jeg forstår godt hvad han har gang i. Jeg forstår godt ønsket om at retfærdiggøre Struense, for fra et moderne perspektiv var hans humanistiske ideer jo både gode og fornuftige. Jeg forstår også hele diskussionen om hvad er historisk sandhed, og hvordan formidler man den. Mit problem med Dario Fos bog stammer fra kombinationen af disse to punker. Jeg synes ikke, at han er sluppet godt fra det. For mig virker resultatet som et desperat forsøg på at retfærdiggøre Struenses tanker ved at sætte et stort fedt kryds hen over hans gerninger, og den eneste grund til at kunne gøre det er, at vi (og især Dario Fo) i dag er enige med Struenses tanker. Kunne man forestille sig den samme bog skrevet, hvis Struenses handlinger havde været de samme, men hvor hans ideer derimod ikke havde stemt overens med vores (og Dario Fos) moderne etiske værdier...?

ORIGINAL TITEL: C'è un re pazzo in Danimarca DANSK TITEL: Der er en skør konge i Danmark FORFATTER: Dario Fo ILLUSTRATIONER: Dario Fo FORLAG: Multivers SIDEANTAL: 199 UDGIVELSESÅR: 2015

fredag den 30. august 2013

Moderskab

Haha betonfeminisme tænkte jeg, da jeg fandt denne lille sag til 25 kr, det skal nok blive underholdene. Det blev underholdene, men ikke på den måde jeg havde forventet.

Jeg har vist flere gange snakket om mine vanskeligheder ved at finde bøger der giver en kvindeskildring som jeg kan forholde mig til og finde forbilledlig, for enten elsker de sko, eller også er de neurotiske kriminalbetjente. Jeg er måske nok neurotisk, og jeg er ikke helt ligeglad med sko, men jeg er også temmelig meget mere end det. Jeg er jo heller ikke mor, kan man så sige, men det er hovedparten af bogens kvinder faktisk heller ikke, ikke hvad vi mener med 'mor' i hvert fald.

Den opofrende og omsorgsfulde mor som vi kender fra 'gamle dage' er en ganske ny opfindelse fra 1800-tallet. Før den tid blev de fleste børn opfostret af ammer og tjenestefolk, også hos ganske almindelige familier. Kvinden og hustruen var en der fødte børnene, men ellers var hendes job at holde hus. Kvaliteten af ammerne var dog i mange tilfælde aldeles tvivlsom, og børnedødeligheden var enormt høj, derfor argumenterede man for moderskabet, for at rede børnene og befolkningskurven.

Kvinden har gennem historien været undertrykt i forskellig grad og forskellig måde, og det er mest det bogen handler om. Egentlig burde den nok nærmere hedde kvinde-lighed, eller noget i den stil.

Bogen er sådan delvist videnskabelig, og den gør det faktisk ganske udmærket de første 260 sider, men på de sidste 20-30 sider går det hele i skudder mudder., det er når vi kommer til de sider der handler om generationerne efter Gieses egen. Hun har beskrevet fortidens kvinder uden at dømme dem, vel fordi de ikke kunne gøre for det, eller fordi de ikke vidste bedre, men så kom hendes egen generation, rødstrømperne, og proklamerede SANDHEDEN, og der er ikke så meget forståelse for at kvinder derefter kunne træffe andre valg end dem.

Bogen er dog fra 2004, og der er sket meget med moderskabet siden da. Da jeg ikke er så gammel og ikke har noget om samfundsdebatten i 90'erne er det en skam, for det er svært at forholde sig til en debat, som han ikke kan huske. Jeg er født i '85, så jeg har været barn i både 80'erne og 90'erne, men jeg genkender ikke rigtigt min mor i bogens kvindeskikkelser.

Bogens første 220 sider er ren historie, og det er skide spændende, så kommer der 40 sidders kvindekamp der er relevant, for nogle gange tror jeg at vi glemmer detaljerne om, hvad det egentlig var de kæmpede for dengang, og så kommer de sidste omtalte sider, som jeg godt kunne have været foruden.

TITEL: Moderskab FORFATTER: Suzanne Giese FORLAG: tiderne skifter SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2004

lørdag den 9. marts 2013

Verdensmester med vilje

Er det ikke bare den mest fantastiske forfærdelige titel I nogensinde har set :-P Dem der kender mig ved efterhånden, at jeg har en stor forkærlighed for dårlige bøger, ikke bare sådan nogle kedelige og ligegyldige bøger, men bøger der er så gennemsyret dårlige, at jeg skriger af grin, så da jeg så denne bog for en 10'er nede i Føtex, så var jeg solgt. Den er selvfølgelig fra Virkelighedens verden, en serie som folk for et årti siden slugte fre tusinde hyldemeter af om året. På hovedbiblioteket i Aarhus havde den ligefrem sin egen reol. Det skyldtes sikkert, at folk ville blive fornærmede hvis de kom under skønlitteratur, men en eller anden bibliotekar (eller to) der elskede bøger, kunne ikke nænne at putte dem under biografier.

Denne bog handler om Peter der var verdensmester i Kikboxing, fotomodel og blærerøv, men som var ude for en slem bilulykke og skulle starte helt forfra med at lære at gå og tale og alt muligt. Han kan ikke lide at blive behandlet som en handicappet, som det er synd for, så det vil jeg hermed lade være med, for ellers ville jeg nok have gjort det.

Bogen er præcis så fantastisk forfærdelig som man kan forestille sig. Peter en selvtillid så stor, og han hungre også så meget efter berømmelse, at det får Sidney Lee til at virke ydmyg og værdig, hvilket i og for sig er meget underholdende, men også lidt kvalmende. Han siger bare, at han er en blærerøv, og at han er stolt af det, men som vi sagde i 90'erne, så kræver det "charme, selvtillid og lækkert hår", og man kunne nok også selv tilføje ordet værdighed til den formel. Jeg er dog sjældent støt på en person så blottet for charme og værdighed som Peter, og det er godt, for det er det der gør bogen så hylende morsom.
"Og indrømmet, jeg er blevet kaldt blærerøv mere end en gang! Men hvad så? Måske er det derfor, jeg er så begejstret for Mads Christensens bog. Faktisk ville jeg gerne skrive en ny blærerøvsbog sammen med ham - ja, vi deler jo efternavn. så..."
s 23
Jeg vil ikke sige at hele bogen er noget lort, for det er faktisk en flot kamp han kæmper, og han gør virkelig fantastiske fremskridt, men det hele drukner i blærerøvskommentare og berømmelsesfantasier. Jeg synes faktisk, at det er spændende at læse om hvordan fysisk træning gavner ham, både lige efter ulykken sker og i forbindelse med genoptræningen, og man spekulerer på hvor meget det mon ville have gavnet bogens andre patienter, hvis de før deres ulykker også havde taget en løbetur og nogle armbøjninger bare en gang imellem. Det er jo ellers ikke noget man tænker på når man vælger sofaen frem for fitness centret.

Peter går meget op i den fysiske træning, men han nægter pure at få nogen form for psykologisk hjælp, men som læser synes jeg, at kunne bruge en del, han er opfarende, fornægtende, deprimeret og han han lever i en eller anden lille fantasiverden. Han plejede at være model, og vil gerne være det igen. Han går meget op i at man er flot og overskudsagtig, men se lige hvilket billede han har på forsiden, det er bestemt ikke et billede af en flot fyr i slutningen af 20'erne.

Men nu har jeg så skrevet alle disse grimme ting for at 'respektere' hans ønske om at blive behandlet som en normal, men sandheden er ikke nødvendigvis, at han er normal. Han var ude for en alvorlig ulykke, og han har fået en hjerneskade af en eller anden grad, og hvem ved i hvilken grad det har påvirket ham psykisk og mentalt. Og jeg bliver faktisk lidt flov over at more mig så meget over bogen.

TITEL: Verdensmester med vilje FORFATTER: Peter Christensen Bente Hoffmann 
FORLAG: Aschehoug (virkelighedens verden) SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 2005

torsdag den 18. oktober 2012

Spionen der kom ind fra kulden

En imperialistisk agent bliver dobbeltagent for at give kommunisterne den idé, at en af deres bedste folk er forræder, men han bliver selv ført bag lyset af sine egne folk. Samtidig er der en kvinde der ikke har nogen åbenlyse forbindelser til historien, og de forelsker sig i hinanden uden at det helt går op for én hvorfor, hun bliver tilgengæld ret selvfølgeligt trukket ind i hele affæren, hvorefter han må sætte livet på spild for at redde hende, og det hele ender med en masse ikke særlig overraskende forvirring.

Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.

Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.

I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.

ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)

tirsdag den 19. juni 2012

Døderummet

SPOILER ALLERT, I DEN GRAD SPOILER ALLERT!!!

Jeg er sur, jeg er meget sur. Jeg fik denne krimi, thriller what ever gratis med Femina, hvilket ikke var spor gratis, for jeg ville aldrig ellers have læst Femina. Det er noget jeg gør det der med at købe ugebladsromaner hver gang jeg kan komme til det. Jeg synes, at de er fantastisk forfærdelige, og de er en god modeleksir mod noget at det højlitterære intellektuelle wannabe kulturelite tis jeg godt en gang imellem kan være forfalden til.

Når man får en bog med et blad, så vælger man sjældent selv om det skal være en krimi, en romance eller hvad, man læser, hvad man får. Man skal ikke brokke sig over at få dårlig litteratur, men man skal heller ikke narre sig selv, og det laver rod inde i min lille autistiske hjerne og jeg bliver vaske ægte vred, når Berlingske Tidene giver den seks stjerner, og selv Weekend Avisen udtaler sig positivt om den.

Historien er den sædvanlige banale med en KVINDELIG efterforsker, i dette tilfælde en retsmediciner, Maria Krause, der skal undersøge nogle bestialske og meget mystiske SEKSUELLE mord på unge piger der er blevet TORTURERET i dagevis. Der er beviser på ligene der giver mistanke om at morderen muligvis kan være SPEDALSK, hvilket jo naturligvis er meget MYSTISK i dagens Danmark. Maria Krause tager NATURLIGVIS sagen meget personligt pga noget underligt noget med noget der hændte hende næsten 20 år tidligere, og hun går i gang med at undersøge sagen på egen hånd. Historien indeholder naturligvis mere end én PSYKOPATISK SADISTISK SEKSUELT FORKVAKLET morder, og vi får naturligvis en BLODIG SELVTÆGTS slutning.

Jeg ville have elsket bogen for hvad den var, en ugeblads roman, hvis ikke der havde stået alle de rosende ord fra nogle af landets mest respekterede aviser.
- Bogen er IKKE 6 stjerner værd, måske 3.
- Bogen er IKKE velskrevet, jeg har bestemt oplevet værre, men sproget er altså ikke så godt skrevet at det ligefrem fortjener at blive fremhævet i en anmeldelse.
- Bogen er IKKE original. Man hunt på prostituerede i en skov, set. Psykopatiske sadister, set. Langtrukne og blodige seksual mord, set. Kvindelige privat efterforskere med en dyster hemmelighed og stor vrede, set. Selvtægts slutning, set. Spor der henleder tankerne på noget der virker helt absurd, som i dette tilfælde spedalskhed i Danmark, set.
- Bogen er IKKE forbudt fascinerende, alle læser bestialske krimier nu om dage, det er det på ingen måde noget forbudt over.

Det kommer til at lyde som verdens værste roman når jeg fortæller om den, og det er det overhovedet og helt aldeles ikke, det er bare en helt almindelig krimi som de nu en gang bliver leveret nu om dage. Det er sådan tingene gøres, det er det 'vi' vil have, og det kan jeg brokke mig over fra nu af og til næste jul, men det ændrer ikke ved at der er penge i det. Så jeg indrømmer blankt, at jeg af alle mennesker ikke er den bedste til at anmelde krimier, for jeg bryder mig i bund og grund ikke om dem, men jeg brokker mig i virkeligheden ikke over bogen, jeg brokker mig over anmelderne og forlaget der placere iturevne brudstykker af anmeldelserne på bogens bagside, giv os gode, velskrevne og troværdige anmeldelser, tak, så ødelægger i ikke bøgerne for os.

TITEL: Døderummet FORFATTER: Susanne Staun FORLAG: Gyldendal + Femina SIDEANTAL: 328 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

mandag den 28. maj 2012

En Bitterfisses Bekendelser

Tør man anmelde en bog af en dame for hvem bloggende førtidspensionist er et ukvemsord? Man bliver helt bange for at nedkalde sig hendes vrede og bitterhed, men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo er en nobody uden radikale meninger, glamourøst liver eller nogen stor fanskare, og så ånder jeg lettet op.

Hvis man slet ikke på nogen som helst måde ved hvem Bitterfissen Bethany er, så ved jeg ikke hvor i Danmark man kan have været det sidste år til halvandet. Selv vidste jeg egentlig ikke meget mere, end at hun har præsteret at pisse alle dem der er noget, eller selv synes de er, af, og at hun har et rigtig grimt sprog, som en kvindelig sexfikseret Kaptajn Haddock.

Bogen er fyldt med en lang række røfler (røffeler?) til en lang kendiser og wannabekendelser, og det var da morsomt langt hen af vejen, men med mit halvfesne halvhjertede kendskab til den arena gjorde at jeg ikke vidste hvem halvdelen af dem var.

hendes perverse sprog og lemfældige omgang med seksuelle udbrud, har fået megen omtale, og ja, det er grimt, og ja, jeg blev efter et stykke tid ret træt af det, men det provokerer os jo ikke fordi det er grimt, men fordi det er af en kvinde og om de kvindelige kønsorganer, hvis det var en mand der skrev det samme om sit vedhæng havde vi rystet på hovedet og ikke mere, og DET provokere mig.  Faktisk var der mange der fornægtede ideen om at en kvinde kunne skrive sådan, og de var flere gange ude og sige, at der nok i virkeligheden var tale om en mand.

Hele spørgsmålet om anonymitet har været et af de helt store samtaleemner, var det fejt eller sejt?  Bogen, 'En Bitterfisses Bekendelser' udkom 29. februar 2012, og d. 19. marts 2012, gik Bethany Hansen ud og afslørede sin sande identitet, Jeanett Veronica Hindberg. Spørgsmålet er så om bogen skulle være den helt store finale før en æra skulle være slut, eller om det viste sig at Bitterfissen bare var lige så medieliderlig som alle de kvinder hun i sin blog og bog tordnede imod. Hvis det er det sidste, er det bare sørgeligt,

Men skulle dette virkelig være slutningen? Selvom jeg måske ikke har fulgt med i hendes blog, så har hun i stor stil præget de danske medier, og tvunget folk til at tage et blik på dem selv, eller i hvert fald os andre til at se på dem, og se, at måske er de alligevel ikke så ophøjede. I så fald var det en lidt tam finale. Det burde, i mine øjne, have været et manifest for blogverdenen, et dokument for fremtidige generationer, men sådan leger Bethany ikke. Den har nogle af de ting jeg håbede, det har den bestemt, men det er hovedsageligt flere personangreb, rettet mod personer der vil være glemt og borte om 5 år.

En ting skal Bethany dog have, og det er, at bogen er utroligt gennemført hele vejen igennem. Hun er ond mod de dumme (hvilket er de fleste af os) og er sympatisk med de få der fortjener det, Bethany er nemlig god på den måde, som hun selv ville sige det.

TITEL: En Bitterfisses Bekendelser FORFATTER: Bethany Hansen  FORLAG: Forlaget Turbulenz SIDEANTAL: 219 UDGIVELSESÅR: 2012

fredag den 18. maj 2012

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

onsdag den 25. april 2012

Skæld ud på Gud, rettelse

Kedsomheds alarm!

Jeg er i gang med at læse "Skæld ud på Gud" af sygehuspræst Preben Kok, og i forhold til at jeg købte bogen på en seven-eleven, så er jeg bestemt positivt overrasket. Jeg var dog ikke kommet synderligt langt ind i den før jeg fandt en, hvad jeg ville kalde, temmelig alvorlig fejl.

Kok kommer i bogen med en udredning om det Biblens syn på mand og kvinde, og hvordan de to køns forhold er til hinanden. Han understreger sin pointe ved at sammenligne det hebraiske ord for mand, iish, og for kvinde, isshah, "kvinde" som han fejlagtigt oversætter med "mandinde". Jeg vil til fulde give ham ret i, at de to ord til forveksling ligner hinanden, men det er et fatamorgana. vi ønsker at de gør skal være det samme ord, for det er smukt og simpelt, men i virkeligheden forholder det sig langt mere kedeligt.

Hvis man ser på det hebraiske ord isshah (kvinde) kan man se en lille prik inde i sh, det er et tegn der hedder dages forte (en fordobling) der er kommet der, fordi der en gang for umindelige tider siden var et n der blev assimileret (opslugt) af sh.

Dengang for mange mange år siden hed en kvinde inshah, og for at I kan være sikre på, at jeg taler sandt, så kan man stadig se n i pluralis-formen af ordet, hvor kvinder hedder henholdsvis nashiim eller neshee alt efter hvilket construct-forkold ordet står i (ca forskellen mellem nominativ og genitiv).

Dette er en fejl der ødelægger hele den teologiske pointe, i det afsnit, for når der er to forskellige ord for mand og kvinde, og ikke bare ét, så er det ikke længere så klart at de er uløseligt bundet sammen.

Undskyld hvis jeg har kedet jer, men nogen skal holde vores forfattere i ørerne, og der er jo grænser for hvor mange der har styr på deres hebraiske.

lørdag den 14. april 2012

Flower faries of the spring



Det er ikke alle der ved det men "Flower Faries" er helt reelle og respektable bøger og ikke bare sådan noget pyssenysset fnidderstads til små piger som kan købes i bog og idé. Okay indrømmet, så ligger bøgerne til den søde side, og der er ikke meget bid i dem, men gennem en række små billeder og digte lærer forfatter og illustrator Cicely Mary Barker om hverdagsblomster.

"Flower Faries of the Spring" er den første bog i serien om blomsterfeerne og blev udgivet i 1923, og har man læst en har man lidt læst dem alle, for med mindre man går meget op i botanik, så er der altså i virkeligheden ikke den banebrydende forskel på blomster, i hvert fald ikke når det gælder digtene der heller ikke alle formmæssigt er lige gode.

Illustrationerne er dog forbløffende varierede, når man vel og mærket tager i betragtning, at de alle forestiller et barn og en blomst.

Selvom Barker ikke vedkendte sig nogen kunstretning, så er hendes stilart dog inspireret af pre-raphaeliterne med deres eventyrlige motiver, deres fine tegnestil og deres sans for at bruge deres kunst kommercielt.

Som nævnt er der ikke rigtigt noget bid i bogen, og det er en skam, for børn har også deres egen sans for drama. I et enkelt af digtene finder vi dag en smule drama, og det er i digtet om mælkebøtten
Gay and naughty in the garden;
Pull me up - I grow again,
Asking neither leave nor pardon,
Sillies, what are you about
With your spades and hoes of iron?
You can never drive me out

Af bogens 24 blomster er det da også det eneste jeg rigtigt kan huske.

Men jeg skal måske ikke sige alt for meget grimt om bogen, for fordi jeg emotionelt var ret langt bag ud i min udvikling, var jeg en ret stor pige før jeg begyndte at finde alt det sukkersøde lidt irriterende. Jeg fik faktisk først bogen da jeg gik i 7. klasse, men jeg var dybt fascineret, smuk med smuk på. Jeg må jo også indse, at der er en grund til, at i hvert fald billederne har fået en renæssance, og det er at små piger nu en gang godt kan lide sådan noget.

mandag den 9. april 2012

Søster

"Søster" af Rosamund Lupton.

Jeg har en veninde der nærmest er min søster, og hun skulle giftes her i påsken, så jeg havde købt denne bog til hende på grund af titlen, men før jeg syntes at jeg kunne tillade mig at pakke den ind, måtte jeg jo lige lave en kvalitetskontrol og læse den igennem en gang.

Det er jo så en krimi, og jeg er altså ikke synderligt vild med krimier, da jeg finder at plottet tit er absurd på den ufede måde, om end "Søster" ikke er helt så slem som de nogle gange kan være.

Beatrices søster forsvinder og findes død, men fordi hun lige har født et barn der døde bliver hendes død behandlet som et selvmord, men det tror Beatrice ikke på så hun går i gang med at udføre sin egen efterforskning, hvor hun anklager samtlige af mændene i søsterens liv, og fordi hun konstant råber ulven kommer, er der ikke nogen der tror på hende. Til sidst finder hun morderen, eller rettere han finder hende, og det er lige ved at koste hende liget, og længere er den historie egentlig ikke.

Selvom jeg ikke er synderligt vild med krimier, kunne jeg sagtens værdsætte bogens fortællestil der var sober og interessant, og selvom den på ingen måde var banebrydende, så var den tilpas original til, at jeg ikke bare lagde den fra mig og købte en tehætte til min veninde/søster i stedet.

Jeg skal ikke være den bedste til at bedømme plottet, for jeg dømte bogen i det øjeblik det gik op for mig, at det var en krimi, og valgte nærmest selv, at jeg ville finde den overfladisk og alt for almindelig. Der var en sidehandling om cystisk fibrose, og til at starte med troede jeg at det ville være et gennemgribende tema og tænkte at det var rigtig fedt, men det var det ikke, så hele den del blev et påhæng der virkede kunstigt, som en svulst der slet ikke rigtigt hørte til, og det skuffede mig bragt.

Hele bogen er formuleret som et brev til den afdøde søster, og selvom jeg godt kan forstå, at et dødsfald i den virkelige verden ville få folk til kun at huske de gode ting, så er det ikke en formel der virker særlig godt i litteraturen. Billedet af søsteren var nemlig så rosenrødt, at det helt overskyggede den positive udvikling der skete med Beatrice.

Dette er et meget negativt indlæg, og jeg hader at være så negativ, men det bekræftede mig blot i mine fordomme om krimier, at det ikke er stor litteratur og at jeg skal holde mig langt væk fra det

mandag den 27. februar 2012

Den åndløse dansker

Sig mig, hvad tænker Kristelig Dagblads forlag egentlig? Mener de det her seriøst? Er det fordi Sørine Godtfredsen er et kendt ansigt som sikkert vil sælge bøger? Er det en dårlig vittighed? Eller er "Den åndløse dansker" blevet godkendt på redaktionen for at vi danskere kan klappe os selv på skuldrene og tænke, at godt vi er et så tilgivende og alsidigt et folkefærd, og at vi heldigvis ikke alle er lige så bitre som SG?

SG har besluttet sig for at hun er hele Danmarks moralske og intellektuelle vagthund nummero uno, og hun føler, at hun har sin berettigelse gennem sit hverv som folkekirkepræst af selvdiagnostiseret tidehvervsk observans. Præsters rolle som stemmer i debatten, ikke kun fra talerstolen, men også igennem medierne spiller en væsentlig rolle. Jeg har en tilbøjelighed til at give hende ret, men jeg ville sådan ønske, at der var andre end SG der ville gøre det, for hun gør det ved at give en dundertale fra prædikestolen, som taget ud af Hans Kirks "Fiskerne", og det kan godt nok være træls at høre på.

Bogen vakte måske ikke helt så meget faldeballade, som hun måske havde håbet på. Hun finder sig nok værende mindre en berømthed, end hun lige havde gået og troet. Jeg kan bedst lide at tro det bedste om folk, og jeg kender hende ikke personligt, så jeg håber, at dette er et reelt forsøg på at få os op af stolene og gøre os til bedre mennesker, og ikke som det nogle gange lader til for endnu en gang at fastslå hendes position som Rasmus Modsat.

"Den åndløse dansker" er vist tiltænkt som én sammenhængende bog om hvordan danskerne hastigt mister vores tro, historie, integritet, moral, pligtfølelse ect, men den giver mere karakter af 8 løsrevne essays om medier, kendisser, egoister, kvinder, ateister, folkekirken og politikere. Lad os sige det sådan, SG er nærmest imod, lidt ligegyldigt hvad der bliver talt om, så er det ikke så godt som i gamle dage, det er mere end bare ikke så godt, det hele er, faktisk er det hele helt af helvedet til. På den korte liste af ting som SG godt kan lide er Søren Kierkegaard, Søren Krarup, Brian Nielsen og unge mennesker på en 14, 15, 16 år.
Den sidste kom bag på mig. Jeg kender selv flere fornuftige unge mennesker i den alder, men at SG kan lide dem, det kom som et chok.

Der er flere gange i løbet af bogen jeg må ærgrer mig fordi jeg faktisk giver hende ret, og det image hun har er ikke en jeg har lyst til at give ret. Det kan dog være svært at afgøre, om jeg reelt set er enig med hende, eller om det er fordi hun igen og igen skyder med spredehagl, og så må man jo ramme plet bare en gang imellem.

Når nu hun så en gang imellem siger noget der er fornuftigt, så er det virkeligt ærgerligt, at hun skriver det på den måde hun gør, for i stedet for som tiltænkt at være en røffel til den danske befolkning, så er det en sur gammel kone der sidder med sin hæklede plaid og harcelerer. Sjældent har man set mage til surt løg, og hendes angreb på forskellige personer, der i visse tilfælde ikke har gjort andet galt end at være uenige med hende, kommer til at ligne det rene 'Velkommen på forsiden'. Paradoksalt nok brokker hun sig over ateisternes nedladende tone.

Men hvor er det at SG gerne vil have os hen? Det er lidt svært, for hun siger det sjældent direkte.

Som præst vil hun selvfølgelig gerne have os til at engagere sig i folkekirken, og det er fair nok, men hendes teologi er i mine øjne så mørk og dyster, at jeg bliver helt deprimeret, for så vidt jeg kan læse mig til, bunder hendes tro på Gud i forståelsen af de onde og egoistiske kræfter der råder i hendes og alle menneskers indre (i det mindste er hun rigtig god til at erkende at hun ikke selv er helt uden fejl). Jeg kan slet ikke forholde mig til dette billede, både fordi jeg er katolik og derfor tror på Guds kærlighed og menneskets godhed, men også fordi de fornuftige og gode og også protestantiske unge mennesker jeg læste teologi med også havde et meget smukkere forhold til Gud.
SG opfylder mine værste fordomme om tidehverv, som hun selv bekender sig til uden dog at være medlem, men gad vide hvad de siger til hende?

En ting står dog klart, hun afskyr dumme mennesker og deres pruttevittigheder. Hendes ideal er en kvindelig kirkegænger i 40'ne med en høj uddannelse, der læser bøger, går i teateret og er slank og veltrænet. Det er et godt ideal og det er også mit ideal, men for SG er det gået over gevind, for ikke alle kan være sådan, det er ikke alle der er i stand til at læser Kierkegaard med samme fanatiske entusiasme som hende selv.

Denne anmeldelse er kommet til at handle mere om Sørine Godtfredsen end om hendes budskab, og det skyldes, at det ikke er danskernes åndløshed der chokere mig men hendes brok.

To spørgsmål står jeg dog tilbage med i slutningen af denne bog:
-Hvorfor er det lige Grundtvig at hun eksaminerer politikerne i?
-Hvorledes adskiller SG's dyrkelse af Kierkegård sig fra katolikkernes helgendyrkelse (som hun sikkert hader som pesten)?