Inger Støjberg skriver om Sussi & Leo

Når man en stille dag vandrer gennem biblioteket og tilfældigt piller bøger ud af reolen, hænder det at man rammer guld. I slutningen af august var jeg mere heldig end jeg nogensinde før har været. Egentlig ved jeg ikke om jeg var heldig, eller en eller anden bibliotekar havde moret sig med at stille denne bog et sted hvor et uskyldigt offer nemt ville finde den.

I hvert fald bed jeg på, og jeg for til tasterne. Jeg skrev DETTE blogindlæg, på facebook, sms'er og hvor som helst jeg havde muligheden. "OMG OMG har i set hvad Inger Støjberg har skrevet???". det gav mig en kæmpe følelse af tilfredsstillelse.

Nu ved jeg ikke, om jeg måske har lidt dårlig samvittighed. Jeg bryder mig ikke om Sussi & Leo, men fortjener de virkelig at blive tvunget ind i den nuværende indvandredebat bare fordi én der skrev en bog om dem for 11 år siden i dag lægges for hån? Eller følger vi bare en lang dansk tradition med at gøre grin med begrebet Sussi&Leo? Som en der gik i folkeskole i 90'erne, har jeg ingen erindring om en tid før den skøre duo med jævne mellemrum dukkede op i medierne, hvorefter vi alle sammen skreg af grin.

Hvorfor egentlig? De er ikke dygtige nok til at blive internationale rockstjerner, men det gælder vel for de fleste af os, så det burde ikke i sig selv være grund til latterliggørelse. Egentlig har de været dygtige nok til at gøre det de gør i meget lang tid og leve af det.

Men det alle der læser dette nok virkelig venter på er at gøre grin med Inger Støjberg. Og nej, Inger har ikke de store litterære tallenter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. I denne genre af bøger, hvor der står kort og ultra simpelt om et begrænset emne, er den litterære kvalitet generelt ikke særlig høj, men normalt er forfatteren også af fuldkommen ukendt karakter. I det øjeblik Inger blev kendt, også selvom det ikke var for sin skrivekunst at hun blev kendt, så skifter fokus fra bogens indhold til dens udformning, og det kan den ikke holde til, eller også er det hende der ikke holder til det. Jeg har læst bøger der var langt værre, men det der gør denne bog slem, men samtidig også ufrivilligt morsom, er den sammenhæng den sættes ind i i disse dag.  Ting vi sikkert har glemt alt om om nogle år, hvorefter bogen vil vende tilbage til at være en lidt ligegyldig bog om nogle semikendte enternainere/musikere fra 90'erne (primært).

TITEL: Toner i livet FORFATTER: Inger Støjberg FORLAG: Forlaget Nordpress SIDEANTAL: 90 UDGIVELSESÅR: 2004

Verdensmester med vilje

Er det ikke bare den mest fantastiske forfærdelige titel I nogensinde har set :-P Dem der kender mig ved efterhånden, at jeg har en stor forkærlighed for dårlige bøger, ikke bare sådan nogle kedelige og ligegyldige bøger, men bøger der er så gennemsyret dårlige, at jeg skriger af grin, så da jeg så denne bog for en 10'er nede i Føtex, så var jeg solgt. Den er selvfølgelig fra Virkelighedens verden, en serie som folk for et årti siden slugte fre tusinde hyldemeter af om året. På hovedbiblioteket i Aarhus havde den ligefrem sin egen reol. Det skyldtes sikkert, at folk ville blive fornærmede hvis de kom under skønlitteratur, men en eller anden bibliotekar (eller to) der elskede bøger, kunne ikke nænne at putte dem under biografier.

Denne bog handler om Peter der var verdensmester i Kikboxing, fotomodel og blærerøv, men som var ude for en slem bilulykke og skulle starte helt forfra med at lære at gå og tale og alt muligt. Han kan ikke lide at blive behandlet som en handicappet, som det er synd for, så det vil jeg hermed lade være med, for ellers ville jeg nok have gjort det.

Bogen er præcis så fantastisk forfærdelig som man kan forestille sig. Peter en selvtillid så stor, og han hungre også så meget efter berømmelse, at det får Sidney Lee til at virke ydmyg og værdig, hvilket i og for sig er meget underholdende, men også lidt kvalmende. Han siger bare, at han er en blærerøv, og at han er stolt af det, men som vi sagde i 90'erne, så kræver det "charme, selvtillid og lækkert hår", og man kunne nok også selv tilføje ordet værdighed til den formel. Jeg er dog sjældent støt på en person så blottet for charme og værdighed som Peter, og det er godt, for det er det der gør bogen så hylende morsom.

"Og indrømmet, jeg er blevet kaldt blærerøv mere end en gang! Men hvad så? Måske er det derfor, jeg er så begejstret for Mads Christensens bog. Faktisk ville jeg gerne skrive en ny blærerøvsbog sammen med ham - ja, vi deler jo efternavn. så..."

s 23

Jeg vil ikke sige at hele bogen er noget lort, for det er faktisk en flot kamp han kæmper, og han gør virkelig fantastiske fremskridt, men det hele drukner i blærerøvskommentare og berømmelsesfantasier. Jeg synes faktisk, at det er spændende at læse om hvordan fysisk træning gavner ham, både lige efter ulykken sker og i forbindelse med genoptræningen, og man spekulerer på hvor meget det mon ville have gavnet bogens andre patienter, hvis de før deres ulykker også havde taget en løbetur og nogle armbøjninger bare en gang imellem. Det er jo ellers ikke noget man tænker på når man vælger sofaen frem for fitness centret.

Peter går meget op i den fysiske træning, men han nægter pure at få nogen form for psykologisk hjælp, men som læser synes jeg, at kunne bruge en del, han er opfarende, fornægtende, deprimeret og han han lever i en eller anden lille fantasiverden. Han plejede at være model, og vil gerne være det igen. Han går meget op i at man er flot og overskudsagtig, men se lige hvilket billede han har på forsiden, det er bestemt ikke et billede af en flot fyr i slutningen af 20'erne.

Men nu har jeg så skrevet alle disse grimme ting for at 'respektere' hans ønske om at blive behandlet som en normal, men sandheden er ikke nødvendigvis, at han er normal. Han var ude for en alvorlig ulykke, og han har fået en hjerneskade af en eller anden grad, og hvem ved i hvilken grad det har påvirket ham psykisk og mentalt. Og jeg bliver faktisk lidt flov over at more mig så meget over bogen.

TITEL: Verdensmester med vilje FORFATTER: Peter Christensen Bente Hoffmann 

FORLAG: Aschehoug (virkelighedens verden) SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 2005

Døderummet

SPOILER ALLERT, I DEN GRAD SPOILER ALLERT!!!

Jeg er sur, jeg er meget sur. Jeg fik denne krimi, thriller what ever gratis med Femina, hvilket ikke var spor gratis, for jeg ville aldrig ellers have læst Femina. Det er noget jeg gør det der med at købe ugebladsromaner hver gang jeg kan komme til det. Jeg synes, at de er fantastisk forfærdelige, og de er en god modeleksir mod noget at det højlitterære intellektuelle wannabe kulturelite tis jeg godt en gang imellem kan være forfalden til.

Når man får en bog med et blad, så vælger man sjældent selv om det skal være en krimi, en romance eller hvad, man læser, hvad man får. Man skal ikke brokke sig over at få dårlig litteratur, men man skal heller ikke narre sig selv, og det laver rod inde i min lille autistiske hjerne og jeg bliver vaske ægte vred, når Berlingske Tidene giver den seks stjerner, og selv Weekend Avisen udtaler sig positivt om den.

Historien er den sædvanlige banale med en KVINDELIG efterforsker, i dette tilfælde en retsmediciner, Maria Krause, der skal undersøge nogle bestialske og meget mystiske SEKSUELLE mord på unge piger der er blevet TORTURERET i dagevis. Der er beviser på ligene der giver mistanke om at morderen muligvis kan være SPEDALSK, hvilket jo naturligvis er meget MYSTISK i dagens Danmark. Maria Krause tager NATURLIGVIS sagen meget personligt pga noget underligt noget med noget der hændte hende næsten 20 år tidligere, og hun går i gang med at undersøge sagen på egen hånd. Historien indeholder naturligvis mere end én PSYKOPATISK SADISTISK SEKSUELT FORKVAKLET morder, og vi får naturligvis en BLODIG SELVTÆGTS slutning.

Jeg ville have elsket bogen for hvad den var, en ugeblads roman, hvis ikke der havde stået alle de rosende ord fra nogle af landets mest respekterede aviser.
- Bogen er IKKE 6 stjerner værd, måske 3.
- Bogen er IKKE velskrevet, jeg har bestemt oplevet værre, men sproget er altså ikke så godt skrevet at det ligefrem fortjener at blive fremhævet i en anmeldelse.
- Bogen er IKKE original. Man hunt på prostituerede i en skov, set. Psykopatiske sadister, set. Langtrukne og blodige seksual mord, set. Kvindelige privat efterforskere med en dyster hemmelighed og stor vrede, set. Selvtægts slutning, set. Spor der henleder tankerne på noget der virker helt absurd, som i dette tilfælde spedalskhed i Danmark, set.
- Bogen er IKKE forbudt fascinerende, alle læser bestialske krimier nu om dage, det er det på ingen måde noget forbudt over.

Det kommer til at lyde som verdens værste roman når jeg fortæller om den, og det er det overhovedet og helt aldeles ikke, det er bare en helt almindelig krimi som de nu en gang bliver leveret nu om dage. Det er sådan tingene gøres, det er det 'vi' vil have, og det kan jeg brokke mig over fra nu af og til næste jul, men det ændrer ikke ved at der er penge i det. Så jeg indrømmer blankt, at jeg af alle mennesker ikke er den bedste til at anmelde krimier, for jeg bryder mig i bund og grund ikke om dem, men jeg brokker mig i virkeligheden ikke over bogen, jeg brokker mig over anmelderne og forlaget der placere iturevne brudstykker af anmeldelserne på bogens bagside, giv os gode, velskrevne og troværdige anmeldelser, tak, så ødelægger i ikke bøgerne for os.

TITEL: Døderummet FORFATTER: Susanne Staun FORLAG: Gyldendal + Femina SIDEANTAL: 328 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

Den lilla bus

SPOILER ALLERT!
Her i weekenden købte jeg Hendes Verden ene og alene for at få dette vidunder af en bog :-P I et anfald af meningsløs sarkasme, satte jeg mig endda til at læse den, hvilket var lige så fantastisk rædselsfuldt som jeg havde forestillet mig, og det var lige hvad jeg gik og trængte til.

"Den lilla bus" af Meave Binchy handler om syv unge, eller næsten unge mennesker, der sammen rejser fra Dublin hjem til deres hjemby Rathdoon for at holde weekend. Med sig har de hvert deres øjensynligt uløselige problem, som de bruger hjemvejen til at gruble over. Dee's gifte elsker er øjensynligt på vej tilbage til konen, Mickeys bror har til gengæld forladt kone og børn til fordel for en yngre model, og Kev er kommet med i en forbryderbande. I løbet af weekenden får de dog alle til hobe løst deres problemer, og det viser sig endda, at der er en simpel løsning på det hele, jamen er det ikke bare fantastisk.

"Den lilla bus" var hverken mere eller mindre end jeg forventede at den skulle være ud fra hvilket blad den kom sammen med. Den var for at sige det på en pæn måde helt igennem harmløs. Den havde ikke det mindste bid, ikke én sætning der kunne ruske op i nogen, den luller folk ind i en tryg søvn, for alt ender jo godt til sidst, selv for Toms søster der er indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af sin bulimi, det hele skal nok løse sig, for nu får hun besøg af Toms mulige kæreste Celia, der lige har overtalt sin mor til at komme på alkohol afvænning.

Det er bestemt og ikke på nogen måde en bog jeg ville anbefale til venner og familie, men den var lige præcis det som jeg havde brug for her i weekenden, nemlig en lille mundfuld af absolut ingenting og ligegyldighed, så hurra for kioskbaskere.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at den gav et godt indblik i forholdene i Irland i 1980'erne, men det gør den ikke. Den er så vidt muligt skrevet så den kan passe ind hvor som helst, når som helst.

Det var dog en smule pinligt at sidde med den i toget her i går, folk omkring mig kunne jo ikke vide at jeg havde en ironisk distanceret tilgang til den, vide, at jeg ikke selv tog den seriøs. Men hvad skidt, jeg blev da underholdt i en times kørsel hver vej.

ORIGINAL TITEL: The Lilac Bus DANSK TITEL: Den lilla bus FORFATTER: Maeve Binchy FORLAG: Cicero + Hendes Verden SIDEANTAL: 201 UDGIVELSESÅR: 1984 (2012)

Den åndløse dansker

Sig mig, hvad tænker Kristelig Dagblads forlag egentlig? Mener de det her seriøst? Er det fordi Sørine Godtfredsen er et kendt ansigt som sikkert vil sælge bøger? Er det en dårlig vittighed? Eller er "Den åndløse dansker" blevet godkendt på redaktionen for at vi danskere kan klappe os selv på skuldrene og tænke, at godt vi er et så tilgivende og alsidigt et folkefærd, og at vi heldigvis ikke alle er lige så bitre som SG?

SG har besluttet sig for at hun er hele Danmarks moralske og intellektuelle vagthund nummero uno, og hun føler, at hun har sin berettigelse gennem sit hverv som folkekirkepræst af selvdiagnostiseret tidehvervsk observans. Præsters rolle som stemmer i debatten, ikke kun fra talerstolen, men også igennem medierne spiller en væsentlig rolle. Jeg har en tilbøjelighed til at give hende ret, men jeg ville sådan ønske, at der var andre end SG der ville gøre det, for hun gør det ved at give en dundertale fra prædikestolen, som taget ud af Hans Kirks "Fiskerne", og det kan godt nok være træls at høre på.

Bogen vakte måske ikke helt så meget faldeballade, som hun måske havde håbet på. Hun finder sig nok værende mindre en berømthed, end hun lige havde gået og troet. Jeg kan bedst lide at tro det bedste om folk, og jeg kender hende ikke personligt, så jeg håber, at dette er et reelt forsøg på at få os op af stolene og gøre os til bedre mennesker, og ikke som det nogle gange lader til for endnu en gang at fastslå hendes position som Rasmus Modsat.

"Den åndløse dansker" er vist tiltænkt som én sammenhængende bog om hvordan danskerne hastigt mister vores tro, historie, integritet, moral, pligtfølelse ect, men den giver mere karakter af 8 løsrevne essays om medier, kendisser, egoister, kvinder, ateister, folkekirken og politikere. Lad os sige det sådan, SG er nærmest imod, lidt ligegyldigt hvad der bliver talt om, så er det ikke så godt som i gamle dage, det er mere end bare ikke så godt, det hele er, faktisk er det hele helt af helvedet til. På den korte liste af ting som SG godt kan lide er Søren Kierkegaard, Søren Krarup, Brian Nielsen og unge mennesker på en 14, 15, 16 år.
Den sidste kom bag på mig. Jeg kender selv flere fornuftige unge mennesker i den alder, men at SG kan lide dem, det kom som et chok.

Der er flere gange i løbet af bogen jeg må ærgrer mig fordi jeg faktisk giver hende ret, og det image hun har er ikke en jeg har lyst til at give ret. Det kan dog være svært at afgøre, om jeg reelt set er enig med hende, eller om det er fordi hun igen og igen skyder med spredehagl, og så må man jo ramme plet bare en gang imellem.

Når nu hun så en gang imellem siger noget der er fornuftigt, så er det virkeligt ærgerligt, at hun skriver det på den måde hun gør, for i stedet for som tiltænkt at være en røffel til den danske befolkning, så er det en sur gammel kone der sidder med sin hæklede plaid og harcelerer. Sjældent har man set mage til surt løg, og hendes angreb på forskellige personer, der i visse tilfælde ikke har gjort andet galt end at være uenige med hende, kommer til at ligne det rene 'Velkommen på forsiden'. Paradoksalt nok brokker hun sig over ateisternes nedladende tone.

Men hvor er det at SG gerne vil have os hen? Det er lidt svært, for hun siger det sjældent direkte.

Som præst vil hun selvfølgelig gerne have os til at engagere sig i folkekirken, og det er fair nok, men hendes teologi er i mine øjne så mørk og dyster, at jeg bliver helt deprimeret, for så vidt jeg kan læse mig til, bunder hendes tro på Gud i forståelsen af de onde og egoistiske kræfter der råder i hendes og alle menneskers indre (i det mindste er hun rigtig god til at erkende at hun ikke selv er helt uden fejl). Jeg kan slet ikke forholde mig til dette billede, både fordi jeg er katolik og derfor tror på Guds kærlighed og menneskets godhed, men også fordi de fornuftige og gode og også protestantiske unge mennesker jeg læste teologi med også havde et meget smukkere forhold til Gud.
SG opfylder mine værste fordomme om tidehverv, som hun selv bekender sig til uden dog at være medlem, men gad vide hvad de siger til hende?

En ting står dog klart, hun afskyr dumme mennesker og deres pruttevittigheder. Hendes ideal er en kvindelig kirkegænger i 40'ne med en høj uddannelse, der læser bøger, går i teateret og er slank og veltrænet. Det er et godt ideal og det er også mit ideal, men for SG er det gået over gevind, for ikke alle kan være sådan, det er ikke alle der er i stand til at læser Kierkegaard med samme fanatiske entusiasme som hende selv.

Denne anmeldelse er kommet til at handle mere om Sørine Godtfredsen end om hendes budskab, og det skyldes, at det ikke er danskernes åndløshed der chokere mig men hendes brok.

To spørgsmål står jeg dog tilbage med i slutningen af denne bog:
-Hvorfor er det lige Grundtvig at hun eksaminerer politikerne i?
-Hvorledes adskiller SG's dyrkelse af Kierkegård sig fra katolikkernes helgendyrkelse (som hun sikkert hader som pesten)?

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.