Chineasy

Kan man anmelde en bog man ikke har læst? Det kommer vel an på hvorfor man ikke har læst den. I dette tilfælde skyldes det, at det ikke som sådan er en læse-læsebog, men næremere en lære at læse-læsebog.

"Chineasy" er en bog skrevet for at introducere den kinesiske tegnskrift for vesten. Mange mennesker tænker ikke over det i dagligdagen, men sprog og 'nationalpersonlighed' siger meget om hinanden. Ofte er der en grund til at vi siger som vi gør, fx er video latin for "jeg ser". Med den måde "Chineasy er bygget op, giver ordene en lille fortælling om deres betydning. Personligt sad jeg og morede mig over at:

Mand + Menneske = Fru (s. 18)

Der er ikke noget usædvanligt i, at i mange kulturer, og især i gamle dage, så blev kvinden mandens ejendom ved ægteskabet, altså "mandens menneske". Det sjove er dog på næste side:

For meget + For meget = Fru/Kone (s. 19)

 Jeg kender ikke forklaringen på dette. Jeg kommer til at tænke på en træt gammel mand der ustandseligt plages af sin sure kone, og det morer mig, og det betyder, at det ikke er noget jeg kommer til at glemme lige foreløbigt. For sådan er det tit, jo sjovere noget er, jo bedre husker man det.
Derud over er der også:

Kvinde + Kvinde = Skænderi (s. 47)

Meget + Kvinde = Griskhed (s. 48) 

Kvinde + Hest = Mor (s. 77) 

Jeg indrømmer, at jeg er lidt af en sprognørd. På min reol har jeg en hel hylde kun dedikeret til ordbøger og grammatikker. Nogle af dem er store og tunge og skrevet af meget alvorlige mennesker om sprog der ikke længere tales. Det er der mange mennesker der ikke synes er særlig spændende, og det kan jeg egentlig godt forstå, men denne bog taler om ord vi alle sammen bruger i hverdagen, den bruger illustrationer og farver til at vise og forklare de kinesiske ord så de giver mening. Der findes over 1,2 mia kinesisk-talende mennesker her i hverden, så det ville måske ikke være helt spildt lige at lære et ord eller to, når nu det er gjort så let for os. Bogen kan lige nu fås i Føtex til 99 kr.

TITEL: Chineasy DANSK TITTEL: Chineasy FORFATTER: ShaoLan Hsueh OVERSÆTTER:Inge Aagaard ILLUSTRATIONER: Noma Bar FORLAG: Turbine SIDEANTAL: 192 UDGIVELSESÅR: 2014

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Sandheden om sundhed

Det er to uger siden jeg sidst har postet en anmeldelse, og det skyldes dels dovenskab, dels at jeg har været på en lille ferie hos min far, og så det, at jeg er i gang med en tomme tyk bog på over 600 sider, men før jeg bliver færdig med den, vil jeg lige anmelde en bog jeg har siddet og bladret en del i, og som jeg læste med velbehag en gang sidste år.

'Sandheden om sundhed' af et af mine store idoler, bente Klarlund Pedersen, er en bog om de videnskabelige undersøgelser bagved alle de ting vi får at vide er godt for os. Spis sundt, dyrk motion, ryg ikke og drik med måde. Det var godt og lærerigt at læse den én gang, men når jeg læser den igen, er det, det må jeg indrømme, rent selvretfærdighed. Jeg sidder og klapper mig selv på skulderen, for her står det sort på hvidt, at jeg er en god pige, som gør alting rigtigt, og det er jo godt at vide, men jeg vidste det jo i forvejen godt, for min mor underviser i biologi på gymnasiet, og undervisningen bliver taget hjem til spisebordet, så alt det der står er for mig barnelærdom, men jeg er blot et menneske, og jeg kan godt lide at blive bekræftet, og det gør denne bog.

Okay, ny yder jeg ikke min interesse i bogen helt retfærdighed, for det er faktisk en rigtig god bog. Den er let læselig, vittig og relevant. Måske er den en lille smule hellig, men det er svært at lade være, når de videnskabelige resultater er så entydige.

"Vis hensyn for rygerne, de lever ikke så længe"

 Det er ikke et citat fra bogen, men det er i bogens ånd, kor det den prøver at fortælle os er hvordan vi får et længere og sundere liv. Fint nok med et sundere liv, men er er vi virkelig interesserede i at folk lever så meget længere? Jeg har en farmor som jeg holder uendeligt meget af. Hun er 84, så tankerne om døden er der, og det er ikke til at holde ud, for jeg ønsker at hun skal være hos mig mange mange år endnu, men på et samfundsmæssigt plan, så er det ikke hensigtsmæssigt at alt for mange mennesker lever til de er over 100, når nu man går på pension når man er 65. Selvfølgelig, hvis man som bogen foreskriver lever sundt, så skulle man også blive mindre syg, men ligegyldigt hvor sundt man lever, så vil arvelighed, miljø og simpel biologi gøre, at kroppen nedbrydes, og samfundet skal poste penge i pleje.

Dette kommer til at lyde som om jeg hader ældre, og de bare skal gemmes af vejen til de dør hurtigst muligt, men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske at alle ældre behandles på den måde jeg ønsker at min egen elskede farmor skal behandles. Jeg ønsker blot at stille spørgsmålstegn ved, at vi par tout skal blive ældre og ældre. Kvinderne i min mors side af familien har lidt af en grim form for demens, som begynder tidligt og som meget langsomt opsluger ens liv. Sandsynligheden for at min mor og jeg selv bliver sådan er stor, og så ønsker jeg ikke for nogen af os at vi bliver alt for gamle, for jeg så min mormor som hun var til sidst, hun kunne ikke spise et stykke fyldt chokolade, for hendes hjerne genkendte det ikke som noget der kunne spises, CHOKOLADE!!! Har man så virkelig lyst til at leve så længe.

Jeg nævnte at bogen er vittig. Jeg har læst flere af Bente Klarlunds bøger, og jeg er helt vild med hendes måde at skrive på (umiddelbart synes jeg, at den minder om min egen), men jeg har også set hende i fjernsynet, og der er hun nærmest aspergeragtigt akavet. Jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er pinligt pinefuldt, eller beroligende genkendeligt at se, men i hvert fald, så foretrækker jeg hendes bøger.


Bente Klarlund har en familiebaggrund i Frelsens Hær, desuden er hun læge, de to ting sat sammen gør, at det er umuligt for hende ikke at prædike. Mig generer det ikke, for jeg hører jo allerede til de omvendte, men jeg kan se på folks breve til hendes brevkasse i Politiken, at det er generende for nogen, og fred være med det, men man kan dog ikke betvivle, at det umiddelbart ser ud til at hun har ret. Det gælder om at spise sundt, dyrke motion, lade være med at ryge, og drikke med måde.

TITEL: Sandheden om sundhed FORFATTER: Bente Klarlund Pedersen
FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 181 UDGIVELSESÅR: 2010

How fiction works

Jeg havde stor planer for hvad jeg skulle læse i Paris, det skulle være højlitterært og jeg skulle sidde på en hyggelig lille gadecafe i strålende sol og nyde en kop kaffe og en croissant. Ingen af de ting kom til at holde stik. Jeg fandt denne lille bog 'How fiction works' af James Wood, som havde den fordel, at den kunne tåle at blive mishandlet, altså sådan rent fysisk med æseløre, krøllede sider og hvad den ellers kunne blive udsat for på bunden af en taske. Den blev heller ikke taget frem på cafeer, det var vejret ikke til, og jeg var desuden alt for træt, men jeg fik dette billede på skønhedssalonen hvor jeg skulle have vokset ben inden turen. Det er ikke noget godt billede, men jeg viser det alligevel, for forsiden er helt ubeskriveligt kedelig, bare hvid med nogle sjuskede bogstaver i sort og rød.

Jeg læser mange bøger, eller jeg læser i hvert fald mere end gennemsnittet, så det er utroligt, at jeg ikke ved mere om bøger end jeg gør. Jo, jeg har da været igennem de obligatoriske analysemodeller i dansk- og engelsk-, tysk- og franskundervisningen, og jo, jeg kan da en masse fine anekdoter fra litteratur og verdenshistorien, som jeg kan spæde mine anmeldelser op med for at virke interessant, men hvad er skønlitteratur egentlig? Hvordan er den skruet sammen? Det forsøger denne bog at give et billede af.

Til at starte med mangler der dog et mere konkret billede af hvilken form for litteratur det er han forsøger at bryde op til små mundrette afsnit og kapitler, for det kan umuligt være al fiktion, dertil er litteraturens verden for stor. Efter at have læst bogen, kan jeg så fortælle at det drejer sig om den realistiske litteratur, ikke nødvendigvis socialrealisme, men dog realistisk. Eller rettere den interesserer sig for alle bøger der på en eller anden måde minder om den franske forfatter Flaubert. Jeg vil ikke sige noget ondt om Flaubert, som jeg ikke selv har læst noget af, og det er også en rar oplevelse at se at en englænder kan interessere sig for noget som helst andet end engelske forfattere, men helt ærligt, er Flaubert virkelig stamfader til al moderne litteratur? Og hvis han er, hvorfor er han så ikke mere kendt?

Så vidt jeg kan læse mig til, tog Flaubert litteraturen, og gjorde den autistisk ved at bruge et fokus på, hvad der kan forekomme nogen, uvedkommende sanseindtryk, stilleben og begivenheder til at skabe et stemningsbillede. Da jeg netop læste Woods kapitel om detaljer tænkte jeg 'wow, det er sådan her, at jeg oplever verden, gennem en mosaik af ubetydeligheder', måske er det lige netop derfor jeg foretrækker bøger frem for film? Fordi de får 'det hele' med?

Woods skriver naturligvis også om meget andet end Flaubert og hans detaljeorientering, såsom synsvinkel, sprog, sympati og dialog, alle de ting der skaber en ordentlig bog. En ting jeg dog husker fra universitetet fra faget, religionsfænomenologi (læren om hvad der gør en religion), var emnet tid, og det skriver Woods ikke noget om. Hvornår er bogen skrevet? Hvornår foregår bogen? Over hvor lang tid? Hvilken rolle spiller tiden i forhold til personerne? Tid læger alle sår! Tiden går, den står stille, den trækker ud og bliver væk! Man lærer med tiden og man bliver dummere for hver dag der går! Tidens tand! Tid til at sove, og tid til at dø!Måske er det fordi jeg endte med at komme op i dette emne, men 'Tiden' synes jeg mangler.

Egentlig fortæller denne bog en de ting man egentlig godt ved i forvejen, men som måske lå som noget diffust noget bag i hjernen, som man ikke rigtig havde taget sig tid til at sætte ord på. Alt er kategoriseret og sat i system. Alt er delt ind i kapitler og afsnit, lidt lige som en grammatik, prosaens grammatik. Om jeg vil anbefale bogen kommer nok an på hvor nørdet man er, for selvom den er ganske let læst, så skal der sin mand til at læse 187 siders 'gramatik' fra ende til anden, men HVIS man er en nørd, og HVIS man lige har en dag eller to til overs, så er den bestemt en læsning værd, HVIS man da lige gider.

ORIGINAL TITEL: How fiction work DANSK TITEL: ingen FORFATTER: James Wood FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 187 UDGIVELSESÅR: 2008 (2009)

Youcat

"Youcat" er den katolske kirkes katekismus skrevet specifikt til unge mennesker. Den er udgivet ved et samarbejde mellem Pastoralcentret (ansgarstiftelsens forlag) og Katolsk forlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for Kirken* at fastholde de unges interesse for tro og Kirke, når de efter firmelsen (konfirmationen) er for gamle til at forældrene tvinger dem til at gå til messe om søndagen, men ville det også være sådan hvis de virkelig forstod hvilken rigdom Kirken ligger inde med? Jeg nåede på ingen måde langt nok i mit teologistudie til på kvalificeret vis at kunne besvare det spørgsmål, men jeg synes at det er interessant, og jeg bifalder Kirkens forsøg på at rette op på det.

En katekismus er en kortfattet fremstilling af de aller vigtigste kristne læresætninger, fremstillet som en række spørgsmål og svar. "Youcat er delt op i 4 dele, det vi tror (om troen), at fejre de kristne mysterier (om kirken og dens regler og hvordan vi gør tingene og hvorfor), at leve i Kristus (hvad vil det sige at være menneske og hvordan lever man så godt og fromt et liv som muligt) og hvordan skal vi bede (bønsformer og hvad vi siger når vi beder).

Nu satte jeg mig jo på grund af denne anmeldelse og læste bogen fra ende til anden. Det er jo ikke helt sådan den er beregnet til at læse, skønt jeg må indrømme, at det på mærkværdig vis var ganske tilfredsstillende.

Man kan ikke "læse" hellige billeder og tekster på samme måde, som når man læser om ting, der ikke umiddelbart angår os, i avisen. Man skal betragte dem. Det vil sige, man skal løfte sit hjerte til Gud og fortælle ham, at man nu er helt åben for det, som han vil sige gennem det læste og det sete.
s. 275

Jeg satte mig ikke til at læse med den vinkel i tankerne, jeg troede bare jeg skulle læse et opslagsværk, faktisk kunne jeg ikke lige regne ud hvad alt posturet var omkring (youcat er et projekt der har været på alles læber i katolske sammenhænge) men jeg blev klogere. Dette er ikke bare et opslagsværk, det er en konkretisering af alt det som vi/jeg tror på. Jeg troede at teologi var alt for kringlet og for tungt til, at det kan skrives kort, og så endda for unge, men sådan er det jo overhovedet ikke. Gud er helt enkel, for Gud er kærligheden, og det er smukt og ligetil, også for unge mennesker.

Youcat omhandler også nogle af Kirkens mere kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, abort, kvindelige præster og det med at ikke-katolikker ikke må modtage kommunionen (nadveren). Mange unge er meget diskussionslystne, og det var måske ikke tidligere alle sognepræster der var lige gode til at tage disse diskussioner, men her gives der en let forståelig og i mine øjne yders respektfuld forklaring på hvad Kirken mener og hvorfor. Om de så vil godtage det, det er en anden sag, men hvordan kan de afvise det, uden at have fået en ordentlig forklaring.

Der er blevet gjort en masse ud af layout, med blandet succes. Normalt er jeg virkelig ikke glad for gule omslag, det virker sådan lidt discount agtigt, men de får det faktisk til at fungere. Man kan ikke se det på billedet her men bag ved teksten "Youcat - dansk" er der et stort Y bestående af en masse små billeder i stil med dem man ser hos optikeren bare med kristne motiver. Så forsiden er god. Indeni står spørgsmål og svar på en overskuelig måde, og ude i margenen er der blevet gjort plads til en masse fede citater af paver, helgener, skriftsteder, filosoffer, forfattere fra alle mulige tidsaldre, trosretninger og lande. Dem havde jeg meget fornøjelse af. Der er også en masse små sjove tegninger af små mænd (nede i hjørnet er der en lille drejebog til når man lige sidder og keder sig).

Men så kommer vi til den mere uheldige del. Bogen er også fuld af fotografier, og mange af dem er altså lidt for cheasy, list for sødt, til min smag. Mange af dem er så perfekte i deres udtryk, at de bliver ligegyldige, som de fotografier der sidder i en ramme når man køber den, men det er ikke mere end hvad det er, det er fotografier, og de er der bare for at teksten ikke kommer til at virke kedelig (hvilket den bestemt ikke er) og de skal ikke få mig til at synes dårligt om en ellers virkelig god bog, sådan en bog som man bare bør have, fordi det er utænkeligt at man ikke lige har et eksemplar.

For en katolik burde Youcat være et ligeså selvfølgeligt et værk som Biblen, for protestanterne siger "skriften alene", men vi siger "skrift og tradition", og vi bør kende begge dele, både skriften og traditionen, og dette er en guide til begge dele.

*Kirken med stort K er ikke bare kirkebygningen, men Kirken som institution, Kirken som Kristi brud, Kirken som familie, Kirken som hele den katolske tro.