Symposion

NB Stikord til (især) gymnasieelever til bedre forståelse af Platons "Symposion" findes længere nede på siden!!!

Jeg kan godt lide at tale negativt om Platon, og det er der flere grunde til:

• Da jeg havde oldtidskundskab på gymnasiet, var min læger et ucharmerende fjols som for en lang periode fremover ødelagde mit forhold til den klassiske kultur.
• Som medlem af den hvide veluddannede middelklasse var pædofil kærlighed, homo-erotik og en filosofisk vandring mod en højere væren mere end mit teenage-jeg kunne håndtere.
• Men vigtigst af alt, så er der en forbløffende stor gruppe mennesker som bliver virkelig sure ved enhver kritik af Platon.

Der er som sådan ikke noget galt med Platon. Nogle af de ting han siger er gode, andre er helt ude i hampen. Noget ting kan vi bruge i dag næsten 2400 efter, at det er skrevet, noget kan vi ikke. Noget kan vi læse som visdom/filosofi mens andet bør læses som en god og underholdende fortælling. 

Jeg havde selv store vanskeligheder med at forstå disse ting, da jeg i en alder af 19 år trak et spørgsmål om 'Symposion' til min eksamen i 3.g. Jeg var ikke jordens mest flittige elev, så da jeg ikke forstod eksamenspørgsmålet, så var jeg meget usikker på, om det var mig eller læreren der var en idiot, og af frygt for at det var mig, turde jeg ikke rigtigt at snakke med nogen om det. 

Nu, 11 år senere, i en alder af 30, har jeg genlæst Platons 'Symposion', og jeg tror, at jeg nu måske ville være i stand til at besvare spørgsmålet, men jeg er også rimmelig sikker på, at jeg i gymnasiet ikke ville have kunnet det, heller ikke selvom jeg rent faktisk havde læst hele pensum og været der til alle timerne. Det har vist sig, at det hverken var læreren eller mig der var idioter, det var spørgsmålet, som læreren stillede, der var helt ude af trit med kvaliteten af hans undervisning.

Noter til forståelse af tekste:

At snakke om Platon og om Sokrates kommer stort set ud på ét. Sokrates var en stor filosof som ikke selv skrev noget ned, men det gjorde hans elev Platon derimod mange år senere. Platon var stor beundrer af sin læremester (Sokrates), så hvis Platon skriver at Sokrates siger et eller andet, så kan man godt regne med, at det er det der er historien facit/klimaks/morale/konklusion. Er man selv enig eller ej, det betyder ikke så meget. hvis en oldlærer spørger, så er det sandsynligvis dette han eller hun fisker efter.

'Symposion' handler om en lille gruppe mænd der ligger til bords, for det gjorde man dengang, mens de drikker vin og holder taler om kærligheden/Eros. De vigtige ord her er mænd, drikke, tale og kærlighed/Eros.

Grækenland var et mandsdomineret samfund. Det var mændene der bestemte, diskuterede, elskede, og dem de elskede var også mænd.

Et moderne symposium er en kultiveret diskussion blandt akademikere, men de gamle grækere skyllede ordene ned med rigelige mængder vin, og Sokrates selv kunne, ifølge Platon, drikke dem alle under bordet uden selv at blive fuld.

I en græsk diskussion gjaldt det ikke kun om at have ret og sige de klogeste ting, man skulle også være den der formulerede sig på smukkeste vis.
Når mænd havde sex med kvinder, var det i det gamle Grækenland primært en praktisk foranstaltning som skulle sikre slægtens overlevelse. Nej, den ægte kærlighed/Eros/begær var en sag mellem mænd, eller rettere, det var sag mellem gamle mænd/elskeren og unge drenge/den elskede. Det er det emne der diskuteres i 'Symposion', hvad den kærlighed mellem mænd er, og hvorfor det er den bedste slags kærlighed.

Til aller sidst, hvis man er ved at gå kold i bogen og synes at det er noget lort, så slå om på Alkibiades' tale, hvor en ung smuk mand som er fuld og meget forelsket i Sokrates gør sig selv fuldstændig til grin.

TITEL: Συμπόσιον DANSK TITTEL: Symposion FORFATTER: Platon OVERSÆTTER: en lang række muligheder UDGIVELSESÅR: ca 385–370 f.kr.

Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011