Der er en skør konge i Danmark

Jeg vil med det samme indrømme, at dette nok er den største bogskuffelse jeg til dato har oplevet. Det var ikke den dårligste bog jeg nogensinde har læst, men skuffelsen føles på en måde langt tungere. Hvis jeg har læst en dårlig bog, så ryster jeg på hovedet og lægger den fra mig, måske allerede før jeg har læst den færdig. I skuffelsen derimod føler jeg mig på en måde fanget. På den ene side har jeg lyst til at smide bogen fra mig og skrige af raseri, men samtidig trækkes jeg ind og må lige læse et par sider til, for måske sker der noget der giver idiotien mening, men redningen kommer ikke, og hver side jeg læser er blot endnu en skuffelse. Når jeg så er færdig med bogen sidder jeg så tilbage med følelsen af at være blevet narret.

Jeg indrømmer, at mine forventninger var høje, hvordan kunne de være andet. Historien om Christian XVII er spændende, fyld af sex, intriger, svigt og galskab (se bla Livlægens besøg). Og Dario Fo er en fremragende historiefortæller med speciale i det pikante. Hvordan kan en sådan kombination være andet end formidabel?

Jeg ved at historiske romaner ikke altid er historisk korrekte. Nogle gange handler det om små detaljer der ændres for at historien kan skride frem andre gange bruges en historisk ramme til at fortælle forfatterens egen historie. Begge dele accepterer jeg, men jeg ser det som en underforstået del af aftalen, at disse historiske ukorrektheder er prisen man nogle gange må betale for at skabe den gode fortælling. Problemet med 'Der er en skør konge i Danmark' er, at Dario Fo i mine øjne har taget en god og spændende historie og har beskåret, fordrejet og udvandet den i en grad, så den mister alt der gør den interessant, som gør den til en fortælling.

Jeg forstår godt hvad han har gang i. Jeg forstår godt ønsket om at retfærdiggøre Struense, for fra et moderne perspektiv var hans humanistiske ideer jo både gode og fornuftige. Jeg forstår også hele diskussionen om hvad er historisk sandhed, og hvordan formidler man den. Mit problem med Dario Fos bog stammer fra kombinationen af disse to punker. Jeg synes ikke, at han er sluppet godt fra det. For mig virker resultatet som et desperat forsøg på at retfærdiggøre Struenses tanker ved at sætte et stort fedt kryds hen over hans gerninger, og den eneste grund til at kunne gøre det er, at vi (og især Dario Fo) i dag er enige med Struenses tanker. Kunne man forestille sig den samme bog skrevet, hvis Struenses handlinger havde været de samme, men hvor hans ideer derimod ikke havde stemt overens med vores (og Dario Fos) moderne etiske værdier...?

ORIGINAL TITEL: C'è un re pazzo in Danimarca DANSK TITEL: Der er en skør konge i Danmark FORFATTER: Dario Fo ILLUSTRATIONER: Dario Fo FORLAG: Multivers SIDEANTAL: 199 UDGIVELSESÅR: 2015

De seks

To historier har domineret nyhederne i denne uge. 
- Debattør Mads Holgers selvmord.
- Læreruddannelsen har for første gang i mange år modtaget et stigende antal ansøgninger.
På usandsynlig vis fanger denne bog stemningen i begge disse. Denne 100 år gamle ungdomsbog, der på let moraliserende vis prøver at beskrive den ægte ungdom, fortæller historien om seks venner der igennem tre år på et lærerseminarium sammen oplever livets op- og nedture.

Min mor fortalte mig engang, at en af personerne i "De seks" er baseret på min oldefar. Det skulle eftersigende være den mest irriterende af dem, men jeg ved ikke om det henviser til den bondske medløber, den syfilitiske bølle, den tuberkuløse charmetrold eller  ham der er ser perfekt moralsk, at jeg adskillige gange havde lyst til at kværke ham

En af grundene til, at jeg holder så meget af at læse børnebøger er, at det altid siger rigtig meget om et samfund, hvad der prøves at give videre til børnene. Som roman er denne bog fx udmærket men på  ingen måde fremragende, og på grund af dens fuldstændigt urealistiske ideal for drenge/unge mænd har jeg lidt ondt af de mange generationer af drenge for hvem dette var 'hvad man burde læse'. Nej tak, så foretrækker jeg langt De fem, Harry potter og Terry Pratchett. Som historisk dokument derimod er den enormt interessant. Især to episoder fangede min interesse:

1. Åbenbart blev det betragtet som moralsk godt for rigtige drenge at kaste deres afsky på en anden dreng fordi han ikke lever op til deres ideer om lærerstandens idealer, hvilket her betyder, at han er sjusket klædt, taler sjællandsk og er overvægtig. Det ses efterfølgende som et bevis på et godt drengehumør og gåpåmod når de efterfølgende driver gæk med/mobber denne. Som en moderne læser var det svært ikke at misbelige det, men da offeret derefter viser sig at være en tilpas ubehagelig person, til at det beroligede min samvittighed.
2. Den unge kvinde der har skyndt sig igennem skoven for at nå frem til en aftale beskrives som rødmosset og svedig og derfor uren og ikke jomfruelig.

"De seks" bliver 100 år i år, og selvom der er mange ting galt med den moderne verden, så er jeg alligevel ganske tilfreds med den tid jeg blev født ind i.

TITEL: De seks - en fortælling om ungdom FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 232 UDGIVELSESÅR: 1916 (1922)

Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Smagen af honning

"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:

"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96

Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Sandheden om sundhed

Det er to uger siden jeg sidst har postet en anmeldelse, og det skyldes dels dovenskab, dels at jeg har været på en lille ferie hos min far, og så det, at jeg er i gang med en tomme tyk bog på over 600 sider, men før jeg bliver færdig med den, vil jeg lige anmelde en bog jeg har siddet og bladret en del i, og som jeg læste med velbehag en gang sidste år.

'Sandheden om sundhed' af et af mine store idoler, bente Klarlund Pedersen, er en bog om de videnskabelige undersøgelser bagved alle de ting vi får at vide er godt for os. Spis sundt, dyrk motion, ryg ikke og drik med måde. Det var godt og lærerigt at læse den én gang, men når jeg læser den igen, er det, det må jeg indrømme, rent selvretfærdighed. Jeg sidder og klapper mig selv på skulderen, for her står det sort på hvidt, at jeg er en god pige, som gør alting rigtigt, og det er jo godt at vide, men jeg vidste det jo i forvejen godt, for min mor underviser i biologi på gymnasiet, og undervisningen bliver taget hjem til spisebordet, så alt det der står er for mig barnelærdom, men jeg er blot et menneske, og jeg kan godt lide at blive bekræftet, og det gør denne bog.

Okay, ny yder jeg ikke min interesse i bogen helt retfærdighed, for det er faktisk en rigtig god bog. Den er let læselig, vittig og relevant. Måske er den en lille smule hellig, men det er svært at lade være, når de videnskabelige resultater er så entydige.

"Vis hensyn for rygerne, de lever ikke så længe"

 Det er ikke et citat fra bogen, men det er i bogens ånd, kor det den prøver at fortælle os er hvordan vi får et længere og sundere liv. Fint nok med et sundere liv, men er er vi virkelig interesserede i at folk lever så meget længere? Jeg har en farmor som jeg holder uendeligt meget af. Hun er 84, så tankerne om døden er der, og det er ikke til at holde ud, for jeg ønsker at hun skal være hos mig mange mange år endnu, men på et samfundsmæssigt plan, så er det ikke hensigtsmæssigt at alt for mange mennesker lever til de er over 100, når nu man går på pension når man er 65. Selvfølgelig, hvis man som bogen foreskriver lever sundt, så skulle man også blive mindre syg, men ligegyldigt hvor sundt man lever, så vil arvelighed, miljø og simpel biologi gøre, at kroppen nedbrydes, og samfundet skal poste penge i pleje.

Dette kommer til at lyde som om jeg hader ældre, og de bare skal gemmes af vejen til de dør hurtigst muligt, men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske at alle ældre behandles på den måde jeg ønsker at min egen elskede farmor skal behandles. Jeg ønsker blot at stille spørgsmålstegn ved, at vi par tout skal blive ældre og ældre. Kvinderne i min mors side af familien har lidt af en grim form for demens, som begynder tidligt og som meget langsomt opsluger ens liv. Sandsynligheden for at min mor og jeg selv bliver sådan er stor, og så ønsker jeg ikke for nogen af os at vi bliver alt for gamle, for jeg så min mormor som hun var til sidst, hun kunne ikke spise et stykke fyldt chokolade, for hendes hjerne genkendte det ikke som noget der kunne spises, CHOKOLADE!!! Har man så virkelig lyst til at leve så længe.

Jeg nævnte at bogen er vittig. Jeg har læst flere af Bente Klarlunds bøger, og jeg er helt vild med hendes måde at skrive på (umiddelbart synes jeg, at den minder om min egen), men jeg har også set hende i fjernsynet, og der er hun nærmest aspergeragtigt akavet. Jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er pinligt pinefuldt, eller beroligende genkendeligt at se, men i hvert fald, så foretrækker jeg hendes bøger.


Bente Klarlund har en familiebaggrund i Frelsens Hær, desuden er hun læge, de to ting sat sammen gør, at det er umuligt for hende ikke at prædike. Mig generer det ikke, for jeg hører jo allerede til de omvendte, men jeg kan se på folks breve til hendes brevkasse i Politiken, at det er generende for nogen, og fred være med det, men man kan dog ikke betvivle, at det umiddelbart ser ud til at hun har ret. Det gælder om at spise sundt, dyrke motion, lade være med at ryge, og drikke med måde.

TITEL: Sandheden om sundhed FORFATTER: Bente Klarlund Pedersen
FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 181 UDGIVELSESÅR: 2010

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

Døderummet

SPOILER ALLERT, I DEN GRAD SPOILER ALLERT!!!

Jeg er sur, jeg er meget sur. Jeg fik denne krimi, thriller what ever gratis med Femina, hvilket ikke var spor gratis, for jeg ville aldrig ellers have læst Femina. Det er noget jeg gør det der med at købe ugebladsromaner hver gang jeg kan komme til det. Jeg synes, at de er fantastisk forfærdelige, og de er en god modeleksir mod noget at det højlitterære intellektuelle wannabe kulturelite tis jeg godt en gang imellem kan være forfalden til.

Når man får en bog med et blad, så vælger man sjældent selv om det skal være en krimi, en romance eller hvad, man læser, hvad man får. Man skal ikke brokke sig over at få dårlig litteratur, men man skal heller ikke narre sig selv, og det laver rod inde i min lille autistiske hjerne og jeg bliver vaske ægte vred, når Berlingske Tidene giver den seks stjerner, og selv Weekend Avisen udtaler sig positivt om den.

Historien er den sædvanlige banale med en KVINDELIG efterforsker, i dette tilfælde en retsmediciner, Maria Krause, der skal undersøge nogle bestialske og meget mystiske SEKSUELLE mord på unge piger der er blevet TORTURERET i dagevis. Der er beviser på ligene der giver mistanke om at morderen muligvis kan være SPEDALSK, hvilket jo naturligvis er meget MYSTISK i dagens Danmark. Maria Krause tager NATURLIGVIS sagen meget personligt pga noget underligt noget med noget der hændte hende næsten 20 år tidligere, og hun går i gang med at undersøge sagen på egen hånd. Historien indeholder naturligvis mere end én PSYKOPATISK SADISTISK SEKSUELT FORKVAKLET morder, og vi får naturligvis en BLODIG SELVTÆGTS slutning.

Jeg ville have elsket bogen for hvad den var, en ugeblads roman, hvis ikke der havde stået alle de rosende ord fra nogle af landets mest respekterede aviser.
- Bogen er IKKE 6 stjerner værd, måske 3.
- Bogen er IKKE velskrevet, jeg har bestemt oplevet værre, men sproget er altså ikke så godt skrevet at det ligefrem fortjener at blive fremhævet i en anmeldelse.
- Bogen er IKKE original. Man hunt på prostituerede i en skov, set. Psykopatiske sadister, set. Langtrukne og blodige seksual mord, set. Kvindelige privat efterforskere med en dyster hemmelighed og stor vrede, set. Selvtægts slutning, set. Spor der henleder tankerne på noget der virker helt absurd, som i dette tilfælde spedalskhed i Danmark, set.
- Bogen er IKKE forbudt fascinerende, alle læser bestialske krimier nu om dage, det er det på ingen måde noget forbudt over.

Det kommer til at lyde som verdens værste roman når jeg fortæller om den, og det er det overhovedet og helt aldeles ikke, det er bare en helt almindelig krimi som de nu en gang bliver leveret nu om dage. Det er sådan tingene gøres, det er det 'vi' vil have, og det kan jeg brokke mig over fra nu af og til næste jul, men det ændrer ikke ved at der er penge i det. Så jeg indrømmer blankt, at jeg af alle mennesker ikke er den bedste til at anmelde krimier, for jeg bryder mig i bund og grund ikke om dem, men jeg brokker mig i virkeligheden ikke over bogen, jeg brokker mig over anmelderne og forlaget der placere iturevne brudstykker af anmeldelserne på bogens bagside, giv os gode, velskrevne og troværdige anmeldelser, tak, så ødelægger i ikke bøgerne for os.

TITEL: Døderummet FORFATTER: Susanne Staun FORLAG: Gyldendal + Femina SIDEANTAL: 328 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

Søster

"Søster" af Rosamund Lupton.

Jeg har en veninde der nærmest er min søster, og hun skulle giftes her i påsken, så jeg havde købt denne bog til hende på grund af titlen, men før jeg syntes at jeg kunne tillade mig at pakke den ind, måtte jeg jo lige lave en kvalitetskontrol og læse den igennem en gang.

Det er jo så en krimi, og jeg er altså ikke synderligt vild med krimier, da jeg finder at plottet tit er absurd på den ufede måde, om end "Søster" ikke er helt så slem som de nogle gange kan være.

Beatrices søster forsvinder og findes død, men fordi hun lige har født et barn der døde bliver hendes død behandlet som et selvmord, men det tror Beatrice ikke på så hun går i gang med at udføre sin egen efterforskning, hvor hun anklager samtlige af mændene i søsterens liv, og fordi hun konstant råber ulven kommer, er der ikke nogen der tror på hende. Til sidst finder hun morderen, eller rettere han finder hende, og det er lige ved at koste hende liget, og længere er den historie egentlig ikke.

Selvom jeg ikke er synderligt vild med krimier, kunne jeg sagtens værdsætte bogens fortællestil der var sober og interessant, og selvom den på ingen måde var banebrydende, så var den tilpas original til, at jeg ikke bare lagde den fra mig og købte en tehætte til min veninde/søster i stedet.

Jeg skal ikke være den bedste til at bedømme plottet, for jeg dømte bogen i det øjeblik det gik op for mig, at det var en krimi, og valgte nærmest selv, at jeg ville finde den overfladisk og alt for almindelig. Der var en sidehandling om cystisk fibrose, og til at starte med troede jeg at det ville være et gennemgribende tema og tænkte at det var rigtig fedt, men det var det ikke, så hele den del blev et påhæng der virkede kunstigt, som en svulst der slet ikke rigtigt hørte til, og det skuffede mig bragt.

Hele bogen er formuleret som et brev til den afdøde søster, og selvom jeg godt kan forstå, at et dødsfald i den virkelige verden ville få folk til kun at huske de gode ting, så er det ikke en formel der virker særlig godt i litteraturen. Billedet af søsteren var nemlig så rosenrødt, at det helt overskyggede den positive udvikling der skete med Beatrice.

Dette er et meget negativt indlæg, og jeg hader at være så negativ, men det bekræftede mig blot i mine fordomme om krimier, at det ikke er stor litteratur og at jeg skal holde mig langt væk fra det