William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Alice's Adventures in Wonderland

Er du nogensinde blevet belært om, at en bog mister noget i oversættelse? For nogle år siden læste jeg "Alice i Eventyrland" og erklærede, at det da var noget forvrøvlet mak. Jeg fik at vide, at det bare var fordi jeg læste den på dansk, og at den faktisk er enormt poetisk og siger noget om samfundet og sådan. Jeg ved en del om oversættelse, det er ligesom det jeg går og laver til hverdag, men nu var det nu engang bare den danske udgave jeg tilfældigvis havde fået fat på på biblioteket.

En dag fandt jeg så "Alice's Adventures in Wonderland" med illustrationer af Tove Jansson (hende med Mumitrolden), og så måtte jeg bare have den, selvom jeg stadig var overbevist om historiens forvrøvlethed. Bogen har så stået og samlet støv i månedsvis, indtil jeg sidste uge var på museum og se tjekkisk dukketeaterkunst. Tjekkisk humor er også en smule forvrøvlet (undskyld tjekker), så jeg tænkte, at det da sikkert kunne være et fint match.

Det VAR et godt match, og jeg må med en blanding af skam og fryd erkende, at den altså er en fantasillion gange bedre på engelsk. Vrøvlet var den stadig, men på engelsk var der på en eller anden måde mening med galskaben. Meningen med vrøvlet er, at Carroll på en vrøvlet måde, afslører det vrøvl som voksne går rundt og siger.

Tove Janssons tegninger er meget typisk Tove Jansson, og man kan ligefrem genkende visse skikkelser fra Mumiuniverset. Stilen går forbløffende godt til historien. Normalt forbinder jeg engelske motiver med børn med tykke kinder og storblomstret sofabetræk, hvilket står i stærk kontrast til Janssons finske mørke, men nogle gange mødes modsætninger og sød musik opstår.



TITEL: Alice's Adventures in Wonderland FORFATTER: Lewis Carroll ILLUSTRATIONER: Tove Jansson FORLAG: Tate SIDEANTAL: 110 UDGIVELSESÅR:1865, 1966 (2011)

#septemberbøger day 17: A that makes me happy. How can I not be happy in a world where Tove Jansson has illustrated Alice in wonderland. Doesn't Lille My look exactly like the cheshire cat :-D #aliceinwonderland #lewiscarroll #tovejansson #lillemy #thecheshirecat #bookporn #books #bookstagram #bookillustrator

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 17. Sep 2016 kl. 12:42 PDT

Monkey hunting

For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.

I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.

Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.

Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.

Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.

bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.

TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia

Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

Opmålingen af verden

Yndlingsbog nummer et eller andet. Jeg elsker bøger, så jeg har mange yndlings. Det er min yndlings fordi den er lige så sydende sarkastisk som jeg er, og fordi den beskæftiger sig med både det storslåede eventyr og med den grå lortehverdag, og at den viser at det ikke nødvendigvis er bedre bare fordi man er et stort geni.

Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.

Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.

Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.

De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.

Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.

Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.

ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)

Madam Bovary

SPOILER ALERT, men kun delvist.

Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.

Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.

Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.

Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?

Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.

Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.

Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.

Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.

ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står

"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)

 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)

Mørkets hjerte

Jeg har begået en dødssynd, jeg har læst denne lille sprogperle (Heart of Darkness) i en til dansk oversat version, men nu stod jeg nu en gang på biblioteket og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Et eller andet skulle jeg dog have (ferie uden bøger, hvilken skrækkelig tanke) så den blev det.

Sømanden Marlow fortæller om den gang han var kaptajn på en flodpram på (Congo)floden. Hans primære opgave er vist egentligt at hente elfenben inde i landet ved de små handelsstationer, men den altoverskyggende mission bliver at hente den sagnomspundne, nærmest messianske personlighed Kurtz, der der skaffer mere elfenben end nogen anden, men hvis metoder er en kende for alternativ, selv i Afrika, hvor hvide mænd kan slippe af sted med lidt af hvert.

Bogen handler om, hvordan Afrika gør hvide mænd gale, eller også er de gale i forvejen, men Afrikas varme, dets vildhed og dets sygdomme blotlægger kun mørket i deres hjerter, og disse mørke hjerter fører læseren som en strøm gennem hele denne lille roman. Disse hvide mænd for her i Afrika mulighed for at give deres ondskab frit spil, for her er der mennesker, de på huden sorte, der rangere så langt under selv den mest ordinære mand, at han uden nogen form for konsekvenser kan banke dem, skyde dem, føre dem bag lyset. Afrika er en lejeplads for voksne mænd med antisociale problemstillinger. I Europa eller USA er de små, men herude er de kæmper, men på de små trange handelsstationer er der ikke plads til alle disse egoer og luften bliver endnu mere lummer af deres nid og nag.

 Hovedpersonen Marlow virker dog forbløffende upåvirket af denne hvide galskab og han har rollen som fortællingens moralske kompas. Hans idéer er helt moderne, og han væmmes ved de andre hvides behandling af de sorte. Mens jeg læste bogen var jeg enormt glad for ham, og tænkte, at det var GODT at han var der til at afværge blodige angreb, men efterfølgende har jeg lidt tænkt, at han måske var lige lovlig god til, at jeg helt kan forholde mig til det.

Det er svært at skrive om bogen uden at røbe slutningen, så på det sidste stykke her, vil jeg advare om SPOILER ALLERT!!!

Men måske er det mig der har misforstået noget, måske lader Marlow sig alligevel påvirke af Afrika, han lader sig i hvert i en helt særlig grad tryllebinde af Kurtz, ikke manden, men idéen, idéen om denne mand der er noget helt særligt, ham med de fantastiske idéer, ham med de vise ord, det karismatiske væsen, ham som ingen af de slemme mænd kan lide, hvilket jo nødvendigvis må gøre ham god, men Afrika korrumperer den bedste, og i løbet af bogen forvandler han sig langsomt til en sørgelig skikkelse med gudekomplekser.

Bogen er sørgelig og depressiv, men bogen er skrevet helt vidunderligt smukt, men jeg kan ikke indrømme at jeg altid helt forstår hvad der står, men det betyder ikke så meget, for sproget førere en gennem bogen, og den underlige kontrast mellem smukt sprog, vilde omgivelser og ødelagte mennesker fungerer rent faktisk.

ORIGINAL TITEL: Heart of Darkness DANSK TITEL: Mørkets hjerte FORFATTER: Joseph Conrad FORLAG: Kælderbiblioteket SIDEANTAL: 128 UDGIVELSESÅR: 1899 (1997)

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

Gengangere

At læse Henrik Ibsens 'Gengangere' er som et studie i menneskeligt fordærv.

Den aldrende fru Alving opretter et asyl i sin afdøde mand kaptajn Alvings navn. Hele sit liv har hun dækket over mandens udskejelser. Hendes mand gjorde en stuepige gravid, og nu flirter hendes søn med dennes datter, og hun pines af sin viden og 'skrifter' hos den forstokkede pastor Manders. En gang da hun efter et års ægteskab eller så forlod hun sin utro mand og ville ikke tilbage, men pastoren mindede hende om hendes hustruelige pligt og hun vender tilbage. Hændelsen får da oprøret til at ulme i hende og hun har udviklet sig til en fritænker. Over for pastoren sætter hun fokus på den dobbeltmoral der fandtes i borgerskabet. Når en husherre forgreb sig på en stuepige var det skidt, men man kom dog over det, men stuepigen, hun var et en falden kvinde og burde behandles som sådan

Sønnen Osvald er plaget af faderens synder som han ikke ved noget om, og han er forelsket i sin ukendte søster, men kærligheden gør ham lykkelig.

Fru Alvings har holdt hånden over synden så længe, men da asylet brænder begynder hun at se tingene anderledes og går til bekendelser over for de to unge, men det eneste der kommer ud af den sag er at stuepigen går fra sin bestilling og vil have del i den ægte fars penge, men den depressive og lapse unge mand går i mundende.

'Gengangerne' er en historie om modsætninger. Modsætninger mellem kønnene, mellem pligt og lyst, mellem sandhed og idealer, men modsætningerne mødes ikke i en dialektisk forenelighed der når frem til en større sandhed, men derimod men snarre som blanding af vand- og oliebaseret maling der krakelere og viser os mennesker som det forkrøblede afskum Ibsen nu en gang mener at vi er.

Det er ikke et persongalleri man som sådan kan holde af, jo lidt medlidenhed har man nu nok med Fru Alving det til slut også begynder at rable for hende.

Det er et uudholdeligt stykke der er beregnet til at være uudholdeligt, og jeg kan ikke helt lade være med at frydes over andres ulykke.

Stykket er fra en tid med en helt anden seksual moral, i hvert fald på overfladen, så man bliver ikke på samme måde som dengang forarget, men man kan nu nok stadig forundres over persongalleriet med deres lidenskabsløse kamp mod hinanden og sig selv. Selvom vi gør det på en anden måde, så vil vi stadig kunne nikke genkendende til Fru Alvings kamp for at opretholde facaden over et familieliv der i virkeligheden går ad helvedet til, og den suicidale unge mand der ved den mindste modgang giver op, ham har vi nu nok også stødt på, for mennesker er i grunden de samme som vi var dengang, fordærvede.

Charles de Foucauld

"Charles de Foucauld- I Jesus af Nazareths fodspor" af Lille søster Annie af Jesus er den tredje bog i serien om kristen spiritualitet, og er udgivet af Pastoral centret.

Charles blev født i Frankrig i 1858. Han mistede sine forældre da han var barn, så han og søsteren voksede op hos en bedstefar. Han var ikke nogen troende ung mand og var vist mest til fest og farver. Han starter en militærkariere, men under en tur til algeriet blev han smidt ud af hæren på grund af et forhold til en kvinde, som han dog hurtigt droppede igen. Han kommer dog ind i hæren igen, og bliver endnu en gang sendt til Algeriet, hvor han er en tid hvorefter han af egen fri vilje forlader militæret. Han begiver sig på en farlig opdagelsesrejse til Marocco forklædt som jøde, for Marocco var nemlig et meget lukket land der kun lod muslimer og jøder komme ind.

Charles bliver overvældet at muslimernes tro og deres kærlighed, så da han kommer tilbage til Frankrig kaster han sig straks over de teologiske studier, og han oversvømmes af en kærlighed til vor herrer, Jesus Kristus. Efter en pilgrimsvandring til det hellige land er han blevet inspireret af livet blandt de fattige håndværkere i Nazareth, og han indtræder da i et trapistkloster (en orden kendt for sin strenghed) og bliver sendt til Syrien. Han føler dog at gud har andre planer med ham, og i 1897 får han tilladelse til at forlade klosteret.

Charles tager til Nazareth, hvor han bosætter sig som eneboer og alt-mulig-mand ved et clarissakloster, men en blanding af eventyrlyst og ønsket om at bo endnu mere afsondret blandt verdens fattigste, driver ham videre, og han bosætter sig i en lille oase i Algeriet. Hans tilstedeværelse der er meget populært, og hans hus er hele tiden fyldt med besøgende, og den stakkels Charles får slet ikke tid til det liv i bøn han havde ønsket sig.

Efter nogle år åbner landet sig mod syd, og Charles begiver sig ind i det næsten ubeboede ørkenområde. Der bosætter han sig i et lille bitte samfund og lærer om deres sprog og kulter.

Jeg ved faktisk ikke hvad Charles de Foucauld officielt er værnehelgen for, for han står ikke i nogen af mine helgenleksikoner, men man kan uden problemer kalde ham venskabernes helgen, for det er hvad han gør hele sit voksenliv. Han kommer tæt på de mennesker der er aller længst nede, den fattige arbejder og nomaderne i Algeriet, og bliver deres venner. Han kommer ikke for at missionere med ordet, men med det gode eksempel.

Han har en meget smuk filosofi om, at vi bør stræbe efter at blive som Jesus af Nazareth, altså som den fattige og hård arbejdende håndværker, og det bliver beskrevet rigtig godt i bogen med en række uddrag fra alle hans breve. Men det er ikke det jeg vil beskæftige mig med her.

Der bliver gang på gang pisket en stemning op om den islamiske trussel, men muslimerne er ingen trussel. Vi frygter muslimerne fordi de har troen men det har vi i bred almindelighed ikke. Muslimerne kan få deres unge til at bede hver dag, men vi kan ikke få vores unge med i kirke den ene gang om ugen. Charles mødte muslimerne som det de var, nemlig venner, og det fik hans egne kristne tro til at vokse.

Charles levede i fred med sine muslimske naboer, og da han døde ved muslimske oprøreres hånd, græd hans muslimske venner sammen med de kristne.

Bogen henvender sig til ung såvel som gammel, og opfordre til venskab og hårdt arbejde. Venskaber er en gave, men man skal også arbejde for dem, vi skal nedbryde vores fordomme og idealisering og favne folk for det de nu en gang er, mennesker af kød og blod, med fejl og mangler, men uden venskaber er der ingen gode gerninger og uden gode gerninger ingen menneskelighed.