fredag den 30. marts 2012

Borgmesterens tunge


Nathaniel Rich har ladet sig inspirere af Haruki Murakamis "Trækopfuglens krønnikke" i denne sin debutroman "Borgmesterens tunge", og det er jo ikke det dummeste man kan gøre, især ikke når man samtidig er i stand til at finde sin egen mere vestlige stil (vestlige forfattere er nu en gang bedst når de holder sig til en vestlig stil, sorry to say).

Dette er ved første øjekast et klassisk eventyr. En amerikansk-italiensk-jødisk dreng (Eugene) forelsker sig i pige med 1000 navne og intet Jeg. Hun bliver fortryllet af sagnomspunden succesforfatter (Eakins). Den unge mand drager ud på en farefuld færd til eventyrlandet Italien for at redde sin prinsesse. Med sig på rejsen har han sin lille hjælper, semidværgen Lang (gad vist om det også er hans navn på engelsk eller om det er en lille joke).
Eugene kommer til drømmeland og finder sin store kærlighed, men selvom hun er glad for at se ham, så viser det sig at det slet ikke er en kærligheds historie alligevel.

Et andet sted i landet sidder Hr Schmitz og mister sin kone til døden og sin bedste ven til drømmeland. Han beslutter sig for at drage til Italien for at redde sin ven, han er fuld af gode intentioner, men når det kommer til stykket har han ikke mod til at gå hele vejen.

Gennem hele romanen bygges der en stemning op for blot at blive knust til sidst. NR har med vilje gjort det som mange langt mindre tallentfulde forfattere har ødelagt ellers gode bøger ved, nemlig at ødelægge slutningen, det er forfærdeligt, smukt og dybt provokerende, og man sidder tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget, men hvis det ikke var blevet gjort ville det bare være en bog man læste og så glemte alt om igen, men det er der ingen chance for nu.

"borgmesterens tunge" er en bog om virkelighedsflugt, om at være så træt af det hele, at man bare tager sine ting og skrider uden at fortælle nogen hvor man tager hen, og selv hvis man i første omgang fortæller hvor man tager hen, så lykkes det alligevel én at forsvinde. Den handler både om at forsvinde geografisk og mentalt, og i flere af tilfældende om at forsvinde et sted hen hvor det mentale bliver geografisk.

Bogen handler også om en virkelighedsflugt gennem bøger, både det at læse dem, og det at skrive dem. Eakins er en forfatter der har skrevet stort set alt inden for litteraturen, han har skrevet kriminalromanerm erindringer, eventyr, digtsamlinger, esseays og jeg skal komme efter dig, og det gør han så, han kommer efter unge piger og tager dem med til sit drømmeslot i sit drømmeland, hvor de kan forblive unge mens de tilbeder ham i al evighed. I den virkelige verden er det mest mænd der tilbeder ham, og det er jo knap så interessant.
Vores unge ven, Eugene, skriver også, og hans manuskript bliver en slags tallisman der fører ham sikkert gennem alle de fare Italiens bjerge byder ham på, og til sidst 'redder' det ham fra at få samme triste skæbne for hans far.

Alligevel er bogens morale, at selvom det er godt med gode fortællinger, at det kan få en til at glemme alt det svære, så er det også farligt, for hvornår er man gået for langt.

Den gode Hr Schmitz forsøger godt nok at bringe sin ven tilbage til virkeligheden ved at forvandle virkelige steder og personer ind til små eventyr, men det er før det hele bliver alt for skræmmende, og han stikker af fra det hele.

Forvirret? Det er jeg også, men det er ikke nogen helt ringe følelse. Bogen er udgivet på Forlaget Ordenes By der er et lille uafhængigt forlag der går mere op i bøgernes kvalitet end i deres salgbarhed, og det er nok en af de fedeste nyheder jeg længe har hørt :)

onsdag den 28. marts 2012

Gengangere


At læse Henrik Ibsens 'Gengangere' er som et studie i menneskeligt fordærv.

Den aldrende fru Alving opretter et asyl i sin afdøde mand kaptajn Alvings navn. Hele sit liv har hun dækket over mandens udskejelser. Hendes mand gjorde en stuepige gravid, og nu flirter hendes søn med dennes datter, og hun pines af sin viden og 'skrifter' hos den forstokkede pastor Manders. En gang da hun efter et års ægteskab eller så forlod hun sin utro mand og ville ikke tilbage, men pastoren mindede hende om hendes hustruelige pligt og hun vender tilbage. Hændelsen får da oprøret til at ulme i hende og hun har udviklet sig til en fritænker. Over for pastoren sætter hun fokus på den dobbeltmoral der fandtes i borgerskabet. Når en husherre forgreb sig på en stuepige var det skidt, men man kom dog over det, men stuepigen, hun var et en falden kvinde og burde behandles som sådan

Sønnen Osvald er plaget af faderens synder som han ikke ved noget om, og han er forelsket i sin ukendte søster, men kærligheden gør ham lykkelig.

Fru Alvings har holdt hånden over synden så længe, men da asylet brænder begynder hun at se tingene anderledes og går til bekendelser over for de to unge, men det eneste der kommer ud af den sag er at stuepigen går fra sin bestilling og vil have del i den ægte fars penge, men den depressive og lapse unge mand går i mundende.

'Gengangerne' er en historie om modsætninger. Modsætninger mellem kønnene, mellem pligt og lyst, mellem sandhed og idealer, men modsætningerne mødes ikke i en dialektisk forenelighed der når frem til en større sandhed, men derimod men snarre som blanding af vand- og oliebaseret maling der krakelere og viser os mennesker som det forkrøblede afskum Ibsen nu en gang mener at vi er.

Det er ikke et persongalleri man som sådan kan holde af, jo lidt medlidenhed har man nu nok med Fru Alving det til slut også begynder at rable for hende.

Det er et uudholdeligt stykke der er beregnet til at være uudholdeligt, og jeg kan ikke helt lade være med at frydes over andres ulykke.

Stykket er fra en tid med en helt anden seksual moral, i hvert fald på overfladen, så man bliver ikke på samme måde som dengang forarget, men man kan nu nok stadig forundres over persongalleriet med deres lidenskabsløse kamp mod hinanden og sig selv. Selvom vi gør det på en anden måde, så vil vi stadig kunne nikke genkendende til Fru Alvings kamp for at opretholde facaden over et familieliv der i virkeligheden går ad helvedet til, og den suicidale unge mand der ved den mindste modgang giver op, ham har vi nu nok også stødt på, for mennesker er i grunden de samme som vi var dengang, fordærvede.

tirsdag den 27. marts 2012

BIBLIA PAUPERUM NOVA


Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

mandag den 26. marts 2012

Troldepus bind 11-20

Troldepus er i denne anden omnibus af Dines Skafte Jespersen blevet ældre (og højere) og han begynder i langt større stil at bevæge sig ud af sin, eller rettere Troldefars, sikkerhedszone, men Troldefar har også fået langt større tiltro til ham, så han blander sig ikke længere så meget i knægtens skøre påfund.

I Første bind bevægede Troldepus sig hovedsageligt i skoven og på bondegårde og landsbyer i landet omkring, men nu kommer han ud i mosen og ud til havet, ja sågar ned på havets bund, og han kommer også på langfart, til Afrika, Grønland og lapland.

Som alle andre lignende bøger fra gamle dage, så var Troldepus i Afrika en pinefuld affære, og som så mange andre steder bliver det glemt at Afrika er en kæmpe stort kontinent, og består af meget mere end savanne og lerklinede hytter, men så var der heldigvis 9 andre og bedre bøger jeg kunne forlyste mig med.

På trods af, at vi snart må have bevæget os ind i 70'erne da bøgerne blev skrevet, så er det stadig en verden befolket af handyr (også i stor stil hos menneskene). Hvis der optræder et hundyr, så er det ikke hende Troldepus bliver venner med, men i stedet hendes mand.

Og Pussi Troldunge er endnu ikke gammel nok til at få sig sine egne venner, hun forlyster sig bare med de dyr Troldepus bringer hjem til hende, og det gør han gerne, sjældent har man set så hjælpsom og hengiven en storebror der lejer med sin søster, fortæller godnathistorie og forkæler hende på leder og kanter, men heldigvis, for at det ikke skal blive for kvalmt og sukkersødt, så længes han dog en gang imellem væk fra rollen som babysitter og vil hellere ud på egen hånd.

Mit yndlings element ved denne omnibus er, at Troldepus' forældre optræder mere som individuelle personer, og især forholdet mellem Troldepus og Troldefar udvikler sig. Troldefar ønsker sågar at være med i noget af alt det der menneske halløj spm Troldepus går og har gang i, og da troldefamilien skal ligge i telt er han helt ked af, at de ikke prøver at overtale ham til at tage med, da han allerede en gang har sagt nej, heldigvis for Troldefar, får han oprejsning, da turen går galt og han må komme og redde sin kone og datter (Troldepus kan godt klare dig selv). Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at Troldefar så småt begynder at være stolt af alle sin søns føjterier.

Troldepus 1-10 Her
Troldepus 21-30 Her

lørdag den 24. marts 2012

Fri og i gode hænder

Bogen har to sider, altså to formål og ikke to ark, og de er meget forskellige, så jeg har til hensigt at behandle dem meget adskilt.

Hovedformålet med bogen er at behandle emnet mystik. Ifølge "Katolsk minileksikon" er mystik
Gr. myein = at lukke sig (øjne, læber) for at samle sig om Guds virken i sjælen

Men ifølge Pierre Stutz, som har skrevet "Fri og i gode hænder" er det så meget mere end det. Han favner emnet så bredt at man kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om mystik eller spiritualitet eller om de to er to alen af samme stykke, det gør det dog ikke mindre interessant.

Ved at beskrive en lang række personer som han anser for ekstra spirituelle, prøver han at give et billede af hvordan Gud virker gennem folk på forunderlig forskellig vis. Der er et frygteligt virvar af levnedsbeskrivelser og referencer til bøger. Nogle af personerne giver mening, andre gør i mindre grad. Bogen bliver lanceret som en spirituel katolsk bog, men det ville give mere mening bare at kalde den spirituel, for især evangeliske personligheder bliver trukket ind, og også eksempler fra islam og jødedommen.

Der er blevet skrevet mange ting om spiritualitet, men jeg har ikke før set noget der er så omfattende på så lille et format. Det gør selvfølgelig, at det kun bliver et overfladisk indblik, men Stutz forsøger ikke at angive at det er mere end det, nu ved jeg da i hvert fald hvor det ville være interessant at vide mere.

Jeg vil ikke her opridse hvad Stutz mener mystik/spiritualitet er, for det er så vidt et begrem at det ville blive op til en halv meter lang beskrivelse, men jeg kan sige at det er yderst interessant.

Den anden del af bogen har jeg ikke så meget positivt at sige om, faktisk har jeg ikke noget positivt at sige om den.

Mange store mystikere har også været provokatører, og det prøver Stutz også på at være. Man skal ikke være bange for folk der har en anden mening end en selv, men det var ikke særlig sjovt at læse. I små stik piller spredt ud over hele bogen giver han udtryk for sine meninger der ikke stemmer overens med Kirkens lære, hvilket han også påtaler. Dog må jeg give ham at det jo virkelig lykkedes ham at provokere mig, også selvom det bare fasttømrede min gamle holdning endnu mere

At man er uenig med Kirkens morallære, det er der så mange der er, så det tænker jeg ikke så synderligt meget på, men at han kalder sig selv for lidenskabelig kristen (katolik) men samtidig er fortaler for en markant anderledes teologi omkring Jesus Kristi væren, det finder jeg forkert. Han må gerne have en anden teologi, men så skal han bare ikke kalde sig katolik.

Det drejer sig især om to emner. Jesus som vejen, sandheden og liveet, og om Jesus der ofrer sig for os (undskyld fremhævelserne, det ser dumt ud, men det er en yderst effektiv metode til at fremhæve pointerne).

Måden han giver sine uenigheder til kende på er nok det jeg virkelig ikke kan lide ved bogen. Den katolske kirke er mit hjertebarn, og selvom den har været under både værre og mere målrettede angreb og har overlevet, så gør det stadig ondt på mig.

Om jeg vil anbefale bogen er lidt svært at sige, det kommer lidt an på hvem man er. Jeg selv er en meget sårbar sjæl, så flere gange blev jeg så ked af det og oprevet, at jeg måtte lægge bogen fra mig i nogle dage, men samtidig har jeg også lært en hel masse.

tirsdag den 20. marts 2012

Viborg Domkirke

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke med min far og farmor.

I midten af 1800-tallet brændte den oprindeligere kirke ned, og man opførte en flot gotisk kirke på dens sted. På grund af det der med pengene snød man lidt. Man byggede kirken i mursten, og lagde granitsten uden om for effektens skyld. Alene af den grund var min far opsat på at hade kirken, men han måtte bide det i sig igen, den er faktisk rigtig flot lavet.

Man betalte kunstmaleren Joachim Skovgaard en sikkert ret net sum penge for at dekorere den i rigtig middelalderstil. Normalt når man skal male nogle bibelske motiver, så maler man de kendte; Adam og Eva, Noas ark, Abraham og Isak, Moses og så en masse med Jesus, for man skal nå så meget på så lidt plads, men skovgård havde rigeligt med plads til at boltre sig på, så man får en masse af de historier man ikke sådan lige kan på fingrene; Elias der bliver fodret af ravnene i ødemarken, Jericos mure der blæses omkuld, Kain og Abel og Josef der tyder faraos drøm (ikke den Josef der blev Jesus' stedfar, selvom han også kom til Egypten, men ham der blev solgt som slave af sine egne brødre).

Kirkeskibet er hovedsageligt dekoreret med gammeltestamentlige motiver, og sidekapellerne (kan ikke huske hvad de hedder i den protestantiske kirke) med billeder med Jesus. Oppe ved alteret ser man så de døde der efter dommedag kommer op til perleporten. Loftet er dekoreret med apostle, evangelister og profeter (også dem man ikke lige normalt kender navnene på.

Alle billederne forestiller meget konkrete begivenheder, det er for eksempel skærtorsdag der fylder en hel væg og ikke påske. Publikum/menighed slipper derved for at tage stilling til, var graven tom eller var den ikke? Det gør billederne lettere tilgængeligt for ikke-religiøse mennesker, men det skærer også en hel dimension, den vigtigste dimension ved kristendommen, væk, og det er en skam, det gør kirken til en kunstudstilling frem for et Guds hus. Jeg ved ikke om Skovgaard var religiøs, men jeg tvivler.

Men billederne er bestemt flotte, og de er bestemt værd at tage ind og se, og selvom jeg er katolik har jeg også lyst til at tage til en gudstjeneste en gang, bare for at se hvordan det virker i praksis.

Jeg kender en der blev gift derinde, og jeg kan dårligt forestille mig hvor smukt det måtte være, den røde og grønne kirke (de to dominerende farver) i kontrast til den hvide kjole. Jeg er normalt ikke en romantiker, men wow.

lørdag den 17. marts 2012

Kvinde, hvorfor græder du


"Kvinde, hvorfor græder du?" er en samling erindringsbilleder og reflektioner af folkekirkepræst og samfundsdebatør Kathrine Lilleør, og som præst, kvinde mor og eks-kone, ja så græder hun meget, endog rigtig meget. Ikke altid fordi hun er ked af det, også hvis hun er glad, frustreret, vred, rørt eller tænksom, og nogle gange er det ikke hende der græder, man så er det nogle andre, tårerne flyder, og det hele kan godt blive lige lovligt overvældende.
Dette er lidt fortsættelsen på alle de tudende teenagepige bøger om den store kærlighed i en alder af 15 år, pigen er bare blevet ældre, men de store følelser er stadig på spil.

Bogen cirkler meget om emnet kvinde. Hvad vil det sige at være pige, kvinde, barn, datter, mor, kone, eks-kone, husmor eller arbejdende kvinde? Hvad er forholdet mellem mor og datter, mand og kvinde? Hvad vil det sige at være kvinde? Er der noget der er specielt kvindeligt? Gamle diskussioner, som jeg troede, at jeg var kørt helt død i, men Lilleør har nogle yderst interessante vinkler. Manden skal hærske over sin kvinde, ikke fordi samfundet siger det, ikke fordi hans ord er lov, men fordi den mand som hun elsker han regerer hendes sind, om han vil det eller ej.
Bogen beskæftiger sig ikke med hvad der er den perfekte kvinde, om det er speltmor eller karrierekvinde, men den beskæftiger sig med kvinders sind, og med hvor svage vi i grunden er på mange måder, svage i vores kærlighed til manden og til børnene, svage i vores splittelse mellem familie og arbejde, og svage i vores behov for at betro os. Men det er ikke en ynkværdig svaghed, det er en svaghed der fører os tættere på mennesker og på Gud.

Lilleør kommer ud fra det tidehvervske, fra dengang før det blev synonym med Dansk Folkeparti. Dengang hvor der blev råbt teologiske argumenter ud over spisebord og landsstævner, dengang der blev hamret i bordet og smækket med dørene, men Kathrine Lilleørs teologi, i hvert fald den i bogen her er let og feminin og med afrundede hjørner så man ikke slår sig på den, jeg kunne i hvert fald som katolik læse bogen uden at fare op af stolen med jævne mellemrum (i modsætning til Den åndløse dansker af Sørine Godtfredsen).

Hun giver nogle drøje hug til visse af sine præstekolleger, over præster der ikke tror på Gud, præster der går rundt og resignerer, over præster der ikke hvem de er og hvad de tror på, og der skal ikke hærske tvivl om, at hun er en præst der virkelig mener hvad hun siger, både privat, i Berlinske og fra prædikestolen. Og selvom alle tårerne, irriterede mig lidt, så selvom vi ikke er enige om alt, ja så nærer jeg den dybeste respekt for Lilleør, og sådan set også for folkekirken generelt.

fredag den 16. marts 2012

Niels Klim snart på et forståeligt dansk

For 3-4 år siden læste jeg "Niels Klims underjordiske Reise' af Ludvig Holberg, og det var kun fordi jeg var meget stædig, at jeg fik den læst til ende, for jeg syntes godt nok at den vat trælsom.

Den unge student Niels Klim vil vise sig af en rigtig mand af sin tid (oplysningstiden) og sætter sig for at udforske en hule et sted i de norske fjelde. Han lader sig hejse ned i den, men rebet knækker, og han ender i en parallelverden dybt under jorden. Hernede oplever han en række samfund der er bygget op på en helt anden vis end han er vant til, politisk, religiøst og på forholdet mellem kønnene, men den unge Klim lærer absolut ingenting af sine oplevelser, og ligegyldigt hvad han ser, mener han, at et evangelisk luthersk enevældigt mandsdomineret økonomisk rangdelt samfund er det bedste.

Jeg blev så irriteret på Klim, Holberg og hele oplysningstiden, at det ikke et sekund gik op for mig, at det kunne være ironisk ment, så da jeg i anledningen af Aarhus' 1700-tals festival så, der ville være et oplæg i anledningen af bogens NYoversættele var jeg ved at få colaen i den gale hals. Hvem gad dog spilde penge og kræfter på det?

Jeg gik i gang med en mail til en af redaktørerne om hvad de dog havde gang i, men mens jeg skrev kom jeg i tanke om den ironiske mulighed, så jeg ændrede lidt hist og her. Jeg spurgte om folk dengang og nu overhovedet kunne lære noget af den fortælling.

Du har helt ret i at Niels Klim intet lærer. Det er en central pointe i bogen, sådan som vi læser den. Men det betyder jo ikke at læserne ikke lærer noget. Tværtimod er det vel Holbergs mening at vi skal sammenligne os med Niels Klim og beslutte os for at være lidt klogere end ham.

Et eksempel: Niels Klim kommer til et land hvor der er byttet om på kønsrollerne. Kvinderne bestemmer alting, mændene ingenting. Kvinderne sidder i kontoret, mændene går i køkkenet og skurer gryder. Mændene er sexobjekter, kvinderne er de overlegne, der har ret til at knibe mændene bagi og holde dem i harem. Osv.

Klims konklusion er at det fungerer dårligt, så det må laves om til det gamle, hvor mændene bestemmer. Men det er (forhåbentlig) ikke vores konklusion. Ved at vende tingene på hovedet vil Holberg få os til at tænke over vores egne kønsroller. Når det her er komisk, er den modsatte situation det vel også. Og konklusionen må vel være at ingen skal dominere over andre.

På Holbergs tid var det en ny og provokerende tanke. Det er det ikke mere, men diskussionen er jo stadig aktuel.

Bogen kommer forhåbentligt en gang til april, og mon ikke jeg vil give den en chance til.

Billedet er fra den sidste udgave

mandag den 12. marts 2012

Landsbyens blod


Der er noget meget specielt ved at læse litteratur så langt væk fra som fra Kina. Gang på gang oplevede jeg, at jeg med min europæiske tankegang slet ikke havde forstået hvilke oplysninger der var relevante og hvad bogen i det hele taget handlede om. Det var et stort kulturchok, og jeg lærte meget. Denne anmeldelse vil derfor handle om hvad jeg i løbet af weekenden lærte om Kina.

"Landsbyens blod" af Yan Lianke handler om en gammel bedstefar der har to umulige sønner der bringer vanære over familien.

Den ene er besat af penge, han tjener sine første penge som blodkøbmand, og tapper landsbyen for blod og ære. Nålene bliver brugt igen og igen, og landsbyen oplever efter en snes år en epidemi af Feberen, bedre kendt som AIDS. Den pengeglade søn vil ikke vedkende sig sit ansvar i hele affæren men begynder at tjene penge på de kister som skulle gives til de ramte familier. Til sidst begynder han også at sælge ligene, han arrangere skyggebrylluper, så dem der dør unge og ugifte kan få sig en ægtefælle i underverdenen.

Den anden søn er bund liderlig. Da han har fået feberen og hans kone ikke længere vil ligge med ham bliver han sur, og da han møder sin fætters kone som også er syg, foreslår han at de bliver bollevenner. Deres affære bliver opdaget, men den liderlige søn er også et skvat som ikke tør tage konsekvenserne af sine handlinger. Han beder derfor sin far om at rede trådende ud. Han genoptager dog senere igen affæren, som udvikler sig til kærlighed.

Den gamle bedstefar forsøger hele tiden at få sine sønner til at gøre hvad der er godt og ærefuldt, og når de kategorisk nægter at gøre det, må han gå bodsgang til de forurettede for at gøre skaden god igen.

På et tidspunkt prøver man at samle alle de syge på en skole, så man har styr på dem. Dette fik mig til at sammenligne bogen med "en fortælling om blindhed", men situationen endte ikke i det rene anarki, de syge blev ikke frygtet som pesten (for at bruge den europæiske tanke gang). Et land som Kina der har oplevet hungersnød, og som har overlevet Mao, der tager man nok lidt lettere på massedøden, det er ikke noget man direkte ønsker, men man accepterer det og begraver sine døde i stilhed.

Til at starte med syntes jeg faktisk at bogen var en lille smule kedelig, for det gik slet ikke op for mig hvor skandaløs sønnernes opførsel var. Det gjorde det måske endda først, da den pengeglade søn ville sælge knoglerne fra sin afdøde søn (fortælleren) til en amtsmand der havde mistet en datter der var seks år ældre, halt, og med svære epileptiske anfald, at han var villig til at sælge sin søn til så dårligt et parti, bare for at vinde magt, det får den gamle bedstefar til at reagere.

I forbindelse med den liderlige søn, ser man hvor direkte den kinesiske måde at skrive på er. I en europæisk bog ville der stå noget i retningen af at de to syge fandt trøst og nærvær hos hinanden i en tragisk og uudholdelig situation. Her står der bare at han kom hen til hende og siger jeg er syg, du er syg, og vores ægtefælder vil ikke vide af os. Jeg har lyst, lad os gøre det. Tingene bliver sagt meget mere lige ud, og da hendes svigermor, hans tante, finder ud af det skriger hun efter pigebarnet, dit skræv er så bredt som en ladeport.

AIDS findes ikke i Kina. Sådan lyder det fra højeste sted, men det gør det jo så alligevel. Dette er en provokations bog, men også en informationsbog, i et smukt og rørende sprog beskriver den en meget uheldig situation.

tirsdag den 6. marts 2012

Band of Brothers

Oldtiden havde Homer og Gilgamesh, nutiden har 'Band of Brothers' (2001). Dette helteepos er en moderne fortælling om krigens rædsler. Den går måske lidt for langt i sin tilbedelse af disse soldater der redede Europa fra total undergang, men de fortjener det vel egentlig, efter hvad de har været igennem.

Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.

Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.

Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.

Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.

Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.

En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.

*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER.

** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.