Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Gilgamesh mm

Et sted på nettet stod der, at alle jo kender historien om Gilgamesh (og hvad der står på nettet, det må jo være sandt). Jeg kendte den dog ikke, ikke før jeg kom på universitetet i hvert fald, jeg tror faktisk ikke, at jeg kendte nogen af de mesopotamiske myter, så her vil jeg starte ved begyndelsen (skabelsen), tage oversvømmelsen med og slutte af med selve beretningen om Gilgamesh, for det er sådan Bent Haller gør det om end han gør det hele helt forkert.

Skabelsen (enuma elish):

I begyndelsen før alt andet er der Saltvand og ferskvand, Tiamat og Apsu. Guderne skabes i Tiamats mave. De larmer, så Apsu vil dem til livs, men Tiamat advarer dem, så Ea, den stærkeste af alle guderne, slår ham ihjel og får sønnen Marduk. Marduk leger med vindene hvilket nogle af de guder der stadig bor i Tiamat, og de overtaler hende til at hævne sig over hendes dræbte mand, Apsu. De gode guder ved ikke hvad de skal stille op, og Marduk tilbyder at ordne det, hvis han bliver leder. Han slår Tiamat ihjel og river hendes krop i stykker og skaber himlen og jorden. Kingu, Tiamats anden mand, som opildnede hende til kamp, bliver også slået ihjel og af hans blod skabes mennesket.

Stormfloden (Atrahasis):

Mennesket skabes fordi guderne er trætte af at arbejde, men menneskene formerer sig og larmer, og med jævne intervaller må guderne sende hungersnød og epidemier for at reducere menneskenes antal. Til sidst beslutter guderne at udrydde alle da de er alt for besværlige, men Enki advarer Atrahasis, som skal bygge en båd for at redde sig selv, sin familie og nogle dyr. Guden Enlil er rasende over menneskets redning, men de får trods alt lov til at leve.

Stormfloden (Gilgamesh):

Guderne vil sende en stormflod for at udrydde menneskene, men Ea advarer Utnapishtim, som bygger en båd til sig selv, sin familie, sine arbejdsmænd og markens dyr. Floden varer i seks dage og seks nætter. Da den slutter sender han først en due, så en svale og så en ravn ud. Da ravnen ikke kommer tilbage lugger han folk og dyr ud af båden, hvorpå han ofrer til guderne. Guderne er trods alt alligevel glade for at menneskene har overlevet og Enlil velsigner Utnapishtim og hans kone med evigt liv.

Gilgamesh:

Gilgamesh var 2/3 gud 1/3 menneske og han var en stor og stærk konge og lidt af en tyran. De unge piger havde han sex med på deres bryllupsnat (en gammel skik, droit de seigneur, herskerens ret) og de unge mænd dystede han mod, og folk var egentlig godt og grundigt trætte af ham, derfor klagede de til guderne. Guderne skaber derfor en vildmand, Enkido, som skal være Gilgamesh' ligemand.

Enkido lever sammen med dyrene og beskytter dem mod jægernes fælder, det bliver de trætte af, så de klager til Gilgamesh, som sender en tempelskøge ud, og hun tæmmer Enkido ved at have sex med ham.

Enkido og Gilgamesh kæmper og Gilgamesh vinder med nød og næppe, og de bliver de aller bedsteste venner og sjælebrødre. Sammen bekæmper de halvguden/monstret Humbaba og den kæmpemæssige Himlens tyr, men påkalder sig derved gudernes vrede, og Enkido må derfor dø, hvilket han klynker enormt meget over.

Efter Enkidos død bliver Gilgamesh vanvittig af sorg og opsøger Utnapishtim i det hinsides for at få hemmeligheden til et evigt liv. Utnapishtim beder ham holde sig vågen i seks dage og seks nætter, men han falder dog straks i søvn, som plaster på såret får han dog at vide hvor han kan finde en plante der vil gøre ham ung igen. Han mister dog planten da han lægger den fra sig for at tage et bad.

Jeg ved ikke hvilken historie Bent Haller bygger "Ba-bels bog" på, men det er i hvert fald hverken den arkadiske eller den babylonske (de ældste) for det er dem som jeg har læst i "Myths from Mesopotamia" og de bærer kun begrænset sammenligning, det er heller ikke tekster jeg kan finde noget om på internettet, og det irriterer mig. Det der irriterede mig mest var dog, at jeg mange gange har overvejet at læse "Ba-bels bog"  I STEDET FOR den oprindelige (oversatte). Så mest af alt handler min egen irritation om dovenskab og skam, skam over at ville tage den lette løsning.

Bent Haller har sat guden Ba-bel til at være far eller konge over guderne, hvilket er noget forfærdeligt sludder, da Babel blot er det hebraiske ord for byen Babylon. Bent Haller fortæller om hvordan Ba-bel skabte et mere kosmisk og naturvidenskabeligt tro univers, med planeter der kredser omkring solen, han har også menneskene til at læse i stjernerne, men i myterne er det drømmende der fortæller dem om fremtiden.

Tilføjet august 2015

Sex spiller en vigtig rolle i begge Gilgamesh-historierne.

" Shamhat loosened her undergarments, opened her legs, and he took in her attractions. [...]and he lay upon her. She did for him, the primitive man, as women do".

Dallay s. 55

"Hun spredte benene lidt mere, så han kunne mærke lugten og blive yderligere ophidset".

Haller s. 123

Samt denne illustration fra Rydahl s. 11.

Sex er det som er Enkidos syndefald, da han går i seng med tempelskøgen, Shamhat (i Bent Haller er det i stedet Gilgameshes førstehustru, Hetære). Efterfølgende vil dyrene ikke længere kendes ved ham og han kan ikke løbe så ubesværet som før, og han iklæder sig klæder og drager ind til byen. I Bent Hallers bog spiller det dog en endnu væsentligere rolle, da Hetære opretter kærlighedsskoler og hele Babylon bliver opslugt af seksuel eufori og udnævner hende efter hendes død til gud. At Babylon skulle have fået sexkuller fremgår er et par linier i Erra og Ishum (som jeg ikke lige kan finde på stående fod) en tekst der minder meget om Biblens profetiske litteratur og deres svada af lokalbefolkningen.

De mesopotamiske myter er gode, og Bent Hallers bog er egentlig slet ikke dårlig, men jeg bryder mig slet ikke om at han træller andre myter med ind, som slet ikke har noget at gøre her. Han indikere for eksempel, at alt dette skulle foregå før babelstårnet, men Gilgamesh myten bygger på en faktisk engang spild levende konge fra historisk tid langt langt langt efter babelstårnet.

Temaet i Gilgamesh er at lære at respektere døden. Først føler Gilgamesh sig udødelig, men efter vennen Enkidos død, lider han af frygtelig dødsangst.

Tilføjet august 2015:
Ved et rent tilfælde stødte jeg på John Rydahls gengivelse af historien om Gilgamesh for børn og folk som mig, og den kan nærmest betegnes som genial. Rydahl gør noget så usædvanligt som at tage en god, men svært tilgængelig historie, og skrive en moderne og letlæst historie som følger den gamle UDEN AT ÆNDRE NOGET VIGTIGT. Han opfinder ikke sin egen historie, morale eller humor. Det er som om han rent faktisk repektere den originale historie for hvad den er, en af verdens ældste overlevende historier, en historie som har været med til at forme den verden vi lever i i dag, en historie som oprindeligt var så god, at den har overlevet i 5000 år, som er så god, at den faktisk ikke behøves at blive lavet om.

ORIGINAL TITEL: Myth from Mesopotamia DANSK TITEL: ingen FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: Stephanie Dallay FORLAG: Oxford world's classics SIDEANTAL: 339 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1989/2000)

TITEL: Babylonske religiøse tekster FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: O E Ravn FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 145 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1953)

TITEL: Ba-bels bog FORFATTER: Bent Haller FORLAG: Aschehoug SIDEANTAL: 335 UDGIVELSESÅR: 2006

TITEL: Gilgamesh FORFATTER: John Rydahl ILLUSTRATOR: Gitte Skov FORLAG: Religionpædagogisk Forlag SIDEANTAL: 63 UDGIVELSESÅR: 2012

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia

Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

Livlægens besøg

Kongen, Christian VII, blev gal. Hans far var en fordrukken horebuk der lod adelen have den reelle magt, og adelen ville have at Christian blev ligesådan, så de lod ham opdrage med terror, og måske var det det der gjorde det, eller måske var det sket alligevel, i hvert fald blev han gal. For at holde styr på ham hyrede man Struensee til at være hans livlæge. Struensee var en god mand, men han havde idéer om folkets ligeværd, og han brugte kongens sårbarhed til at lave en fredelig revolution. Struensee var en god mand, og derfor forelskede den forsømte dronning, Caroline Mathilde, sig i ham og han i hende. Og revolutionen ender til sidst i en voldelig modrevolution ledet af Guldberg, en uanseelig mand.

Nogle vil måske genkende historien fra filmen 'En kongelig affære' med Mads Mikkelsen som Struensee.

Spørgsmålet der burde blive stillet i bogen er 'hvem er egentlig helten i dette spil', men det bliver ikke stillet, i stedet gås der ud fra, at det er Struensee. Det giver på en eller anden måde god mening i vores oplyste verden, Struensee var jo trods alt oplysningsmand, men det var hans samtid ikke. Han pressede nogle reformer ned over hovedet på et folk der slet ikke var parat til det, og han gjorde det af veje der er svære at retfærdiggøre. Hvis man så kunne sige, at han havde en eller anden form for plan, men hans love virkede mere eller mindre tilfældige, og når han for eksempel besluttede at et krigsskib ikke skulle bygges, så tænkte han hverken på værftsarbejderne eller de soldater der nu stod uden job. Han tænkte på Folket, men han tænkte ikke på folk. Ja, det er sejt, at vi som de første fik trykkefrihed (og mistede den igen) men til hvad nytte fik vi den? Og hvem gav ham ret til at bruge/misbruge den skrøbelige unge mand, som det egentlig var hans job at beskytte? Den Gud som han ikke troede på?

Struensees modstykke, Guldberg, er heller ikke nogen særlig god helt. Han var snu, snerpet, og jævnt kedelig, men hvis man koncentrerer sig, kan man godt lidt se hans pointe. Dengang i 1700 grønlangkål, der var den enevældige konge Guds udvalgt, og Guldberg troede på Gud. Måske virkede det underligt at så skrøbelig og gal en ung mand skulle lede et land, men Guds veje er nu engang uransagelige, og det skal man ikke gå imod. Det er helt klart i bogen, at man ikke skal kunne lide ham, og han er en helt igennem negativ figur, helt ned til hans undertrykte begær efter dronningen.

Til modstykke for dette undertrykte begær, er Struensees og dronningens rigt udfoldede erotiske eventyr, og de fylder meget (for meget) i bogen. Caroline Matilde blev udvalgt, som man nu engang gjorde det, ud fra sin politiske betydning, og hendes eneste mål var, at hun skulle føde landet en arvtager, derfor blev den skrækslagne Christian også tvunget til at bedække hende som en so. Hun fødte en søn, og så mistede hun al sin betydning. Det er selvfølgeligt synd for hende, og man forstår godt, at hun forelsker sig i Struensee, der som den eneste behandler hende som et rigtigt menneske. Gennem Struensee finder hun for første gang en personlighed og det viser sig at hun har evner, og det viser, at hun har mere forstand på politik end Struensee.

Hele misseren ender selvfølgelig frygtelig ulykkeligt, men det er som om det ikke rigtigt generer mig så meget. Enquist har ligesom ved "Hamsun" forsøgt at skrive en meget personlig beretning, og den bliver personlig, meget personlig, man stifter endda bekendtskab med dronningens slimhinder under samlejet med Struensee, hvilket jeg egentlig godt kunne have været foruden, men undersøgelser viser også, at vi lever i en enormt snerpet og moraliserende tid.

Enquist har en meget analyserende måde at skrive, så her kan man, mere end noget andet sted, tale om den alvidende tredjepersonsfortæller, og normalt er det super fedt, og jeg har læst flere af han bøger (her "Hamsun" og "om idræt") men lige her formår det ikke at trække den meget personlige stil op fra massen af romantiske ugebladsromaner og op til noget større og bedre. Mest af alt skyldes det nok, at man hører alt for lidt om livet udenfor hoffet. I "Hamsun" gjorde det ikke så meget, for de fleste ved en hel del om 2. verdenskrig, men jeg ved i hvert fald for lidt om 1700-tallet til helt at kunne forholde mig til fortællingen, det bliver en pantomine, et teaterstykke, men måske er det det der er meningen, måske er det for at vise hvor fjernt og løsrevet styret var fra de styrede.

ORIGINAL TITEL: Livläkarens besök DANSK TITEL: Livlægens besøg FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 353 UDGIVELSESÅR: 1999

Kongens fald

SPOILER ALERT!

Historien går sin gang, og Danmark går i krig i Sverige, Slesvig-Holsein og så i Sverige igen, først under kong Hans og siden under kong Christiern (Christian 2.). Christiern tager som optakt til reformationen et opgør mod kirken der på dette tidspunkt har en enorm magt og store store jordbesiddelser. Kongen er populær blandt almuen, men ikke blandt de adelige der jo havde set ham henrette en stor del af deres svenske kolleger og kongen tages til fange. Jyske bønder gør oprør men de når ikke langt og bliver mejet ned.

Sådan lyder noget af den Danmarkshistorie, som man i "Kongens Fald" kun får lov til at opleve som noget fjernt noget der ikke rigtigt kommer os ved, og det på trods af, at bogens hovedpersoner til tider står lige midt i det hele.

Jeg har nu siddet og gloet ind i skærmen i et kvarter, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skal give et resume af denne noget forvirrende fortælling, så det vil jeghelt lade være med. Jeg vil i stedet springe direkte til nogle af bogens tematikker.

Historiens gang er kun noget man svagt aner i horisonten, selv når man står med mudder og blod til knæene, for lad os sige det som det er, at selvom bogens hovedperson, Mikkel Thøgersen, gik på universitetet indtel han på grund af forsømmelse blev jappet ud, så er og bliver han en bondesøn, og selvom han både kan hebraisk og latin, så ved han kun ganske lidt om den aktuelle politiske situation, og han interesserer sig vist heller ikke synderligt for det. Jeg har altid fundet historie spændende, men jeg følte mig for det meste temmelig blank, og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad der foregik, for jeg har ikke beskæftiget mig synderligt med middelalderhistorie siden midten af 90'erne hvor der blev spillet skak om Danmarkshistorien med Piet van Deurs.

Dengang da jeg gik i folkeskole og pigerne havde deres store og små intriger, da fik vi at vide, at det var meget bedre at være dreng, for drenge kom op og slås, og så var den sag ude af verden. Jeg er vokset op med den myte, at drenge på det punkt er pigerne langt overlegne, men det er denne bog et smukt modbillede på. Mikkel er nemlig en bitter, smålig og yders ucharmerende personlighed. Er han først blevet sur på nogen kan han bevare sit nag i årevis og tage en bitter hævn.

Dette er en bog om mænd på godt og ondt, mest ond. Der er den indesluttede Thøger, den livlige kvindebedåre Axel, smukke myndling Otte og den stærke kon Christiern, men alle har de en stærk udelængsel, de skal have løbet hornene af sig, og hvilken bedre måde end at drage i krig og nedlægge damer, nogle er bedre til sidstnævnte end andre, men for dem alle trækker krigen og især Mikkel der aldrig helt falder til ro drages af krigen tomult. Men på trods af alle de lident flaterende ting der nævnes om bogens personer, så opstår der mellem Mikkel og den ensomme tilfangetagne konge, som han siden han var ung har beundret og ønsket at tjene, et varmt bånd.

Johannes V. Jensen er jo nobelprismodtager, kulturkanon national klenodie og 1001 bøger, så jeg burde være ved at falde i svimer over bogen. Den er da ganske udmærket, og jeg nød at læse den, og selvom jeg godt kan se at den var langt forud for sin tid i stilistiske virkemidler, så er den i dag ikke noget så specielt særligt, så på det punkt skuffede den mig nok lidt.

Det bedste ved bogen var dog, at den ikke prøvede at trække et moderne verdensbillede ned over hovedet på en anden tid. Den lader middelalder være middelalder uden nogen tendenser til demokrati et skønjomfruer i nød. Der bliver slået ihjel voldtaget og reddet mil efter mil i godt dansk lortevejr.

Sikker Hansen illustrationer er dog en blandet fornøjelse. Nogle, som fer eksempel forsidebilledet er flotte og stemningsfyldte, men nogle indtil flere virker kedelige, ja nærmest ligegyldige.

TITEL: Kongens Fald FORFATTER: Johannes V. Jensen FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 240 UDGIVELSESÅR: 1900-1901 (1944)

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

En kongelig læser

"En kongelig læser" af Alan Bennett er en bog om at læse bøger, og om hvordan man ikke kan lade være være med at blive påvirket.

Bogen handler om hendes majestæt dronning Elizabeth II der forvilder sig op i en bogbus der holder parkeret ved Westminster. Af ren og skær høflighed låner hun en bog, og i ren pligt læser hun den til ende selvom den virker kedelig og den siger hende ikke rigtig noget. Alligevel låner hun en ny da hun næste uge afleverer den, og det sætter gang i en hel ny passion hos hende for det at læse bøger.

Med en læsehastighed og en iver der kun kan gøre en anden en misundelig arbejder hun sig igennem den højere bøsselitteratur, for hun har fået sig en lille læsementor i opvaskerdrengen og rødblonde bøsse, Norman. Efterfølgende kommer hun igennem bøger vi andre kan drømme om (en enkelt regnfuld ferieuge og hun har læst alle 13 bind af Proust (er det 13? Det mener jeg at det er)).

Dronningens læselyst begynder dog at gå ud over hendes kongelige pligter til stor irritation til hoffet og ikke mindst kabinetschefen og premierministeren. De eneste der er glade er familien der ikke længere bliver holdt til de samme høje standarter som normalt.

Igennem bøgerne lærer dronningen at komme i kontakt med sine medmenneskelige følelser som hun hele sit liv har lært at undertrykke, og hun begynder at lægge mærke til folk omkring, hvor højdepunktet er hvor hun løber hen til døren for at undskylde overfor en stuepige at hun kom med et pludseligt udråb der slet ikke var til hende.

Det er en komedie, men den er ikke ude på at få et billigt grin ud af de royale ligesom alt for mange dårlige komedier, host Bjarne Reuter host. Faktisk er den yderst respektfuld og beskriver dronningen som en midaldrende dame der på grund af sin pligt ikke har fået lov til at udvikle sig til et helt menneske. Jeg er ikke englænder, jeg har ikke noget forhold, hverken positivt eller negativt, til dronning Elizabeth, men jeg kan godt lide når man taler om nulevende mennesker med i hvert fald et lille gram respekt, så respekt til Mr Bennett

Bogen er en beskrivelse af hvordan bøger kan ændre et liv, få en til at tænke over sin egen plads i historien, og viser, at selvom man er dronning kan man godt blive smådeprimeret over ikke at have en egen stemme.

Jeg brokker mig tit til min far over at der findes en lang række bøger om midaldrende mænd der bliver dybt filosofiske, men at der ikke rigtigt er noget tilsvarende. Dette er ikke den bog der vender rundt på det. Den er blandt andet skrevet af en midaldrende mand, men det er godt nok for nu.

Det er hovedsageligt en bog om bøger, og det gør den godt. Den prøver at beskrive hvad det egentlig er der sker med folk når de læser bøger. Den handler om at udvide sin horisont og om at udvikle sig som menneske, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om forfatteren virkelig selv har læst alle de bøger han så storladent henviser til...