LINDA og mysteriet i ørkenen

Dette er ikke en bog/forfatter jeg nogensinde før har hørt om, men der er noget uimodståeligt ved ens eget navn på forsiden af en bog. Hovedpersonens fulde navn er Linda Craig, ikke Larsen ligesom mig, men der optræder faktisk en familien Larsen i bogen. Det er den slags små tilfældige sammenfald der kan gøre en i godt humør :-)

Det er bare en ganske almindelig mysteriebog om en ung kvinde (Linda) på 16 år, som er med til at opklare en række hestetyverier. Som en ihærdig læser af De 5-bøger virkede den sjældent overraskende. Der er trods alt grænser for på hvor mange forskellige måder teenagere kan opklare mysterier på.

Den eneste lidt interessante ting der er at sige om denne bog i forhold til fx mange andre pigebøger med titler i kategoriern

"[pigenavn] og [stikord til bogens handling]"

er, at der intet krav eller forventning stilles til Linda om at tage kjole på og opføre sig som en pige. Faktisk går selv bogens voksne kvinder i (ride)bukser, men jeg ved ikke, om det skyldes, at den foregår på en ranch, eller om det skyldes at den er skrevet så relativt sent som 1964.

TITEL: Linda Craig and the Palomino mystery DANSK TITTEL: Linda og mysteriet i Ørkenen FORFATTER: Ann Sheldon OVERSÆTTER:Ilse Haugwitz FORLAG: Det andet forlag SIDEANTAL: 118 UDGIVELSESÅR: 164

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Monkey hunting

For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.

I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.

Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.

Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.

Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.

bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.

TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.

"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".

Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

Spionen der kom ind fra kulden

En imperialistisk agent bliver dobbeltagent for at give kommunisterne den idé, at en af deres bedste folk er forræder, men han bliver selv ført bag lyset af sine egne folk. Samtidig er der en kvinde der ikke har nogen åbenlyse forbindelser til historien, og de forelsker sig i hinanden uden at det helt går op for én hvorfor, hun bliver tilgengæld ret selvfølgeligt trukket ind i hele affæren, hvorefter han må sætte livet på spild for at redde hende, og det hele ender med en masse ikke særlig overraskende forvirring.

Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.

Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.

I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.

ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Troldepus 21-30

Det måtte jo ske før eller siden, at Troldepus lidt taber pusten. Det er helt naturligt, der er en hulens masse bøger, så på et tidspunkt må han jo nødvendigvis begynde at gentage sig selv lidt. En typisk Troldepus historie går: Troldepus møder et nyt dyr, han tager det med hjem for at vise det frem for familie og venner, han hjælper det med et problem det har, han bringer det hjem til hvor det kommer fra. Det er selvfølgelig meget godt alt sammen, men når man er i gang med at læse alle bøgerne fra en ende af, så virker det til sidst en smule kvælende.

Det særlige som Troldepus kan, nemlig at formidle en viden om mennesker og dyr, det findes ikke i alle bøgerne, og Troldepus 21-30 bliver indlet med hele fre af disse bøger hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive hele projektet.

Men det blev bedre. ' Troldepus i mosen' er en Troldepus historie som den bør være, med dyrevenner, en uvorn lillesøster, almindelige mennesker, der laver mennesketing der skal undersøges tilsat en smule drama.

Men det der gør dette bind i omnibus serien speciel er, at der er hele tre historier hvor det ikke er menneskene men derimod andre trolde man stifter bekendtskab med. I 1-10 var der egentlig kun Troldepus og dyrene vi hørte om, i 11-20 begyndte resten af familien også at spille en rolle, og vi begyndte at høre om deres indbyrdes relationer, og nu i 21-30 får vi mere at vide om hvem troldene er som art og samfund. Historierne virker atypiske, men de er bestemt ikke dårlige. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der findes ret mange trolde. De bor langt fra hinanden i små familier, og mødes for det meste kun når der bydes til fest. De er for det meste venlige og yderst småborgerlige.

Ligeledes i dette bind får Pussi Troldunge sin debut, og hun kan, om end ikke på lige fod, så dog på fod med Troldepus, deltage i hans eventyr, og hun gør det godt.Hunkønsvæsener har generelt været yderst underrepræsenterede, men sammen med Pussi Troldunge, øder vi også et svagt antal stigende hundyr og damemennesker. Dog er det for det meste kun hunner hvis det absolut ikke kan være anderledes. En malkeko er nødt til at være en hun, og kængerumor med sin pung ligeså, men ser man på de tidlige bøger, er dette stadig en stor ændring, eller forbedring om man vil. Den største ændring i kønnenes rolle er hos menneskene, en pige får lov til at spille en aktiv rolle for første gang, med replikker og alt muligt.

Året siger 1967 +-, og jeg tror, at det er det der gør den store forskel. Det var gået af mode at dele bøger op i pige og drengebøger, og nu skulle alle kunne være med, derfor skal også begge køn kunne identificere sig med bogens personer. Om det klæder bøgerne er vist en smagssag, men det betyder i hvert fald, at Troldepus har ændret karakter.

Troldepus 1-10
Troldepus 11-20

TITEL: Troldepus 21-30 FORFATTER: Dines Skafte Jespersen  FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 540 UDGIVELSESÅR: 1967 +- (2011)

Skæringspunkt og andre noveller

SPOILER ALERT!

Hvordan giver man et resumé af en novellesamling? Det spørgsmål har plaget mig siden weekenden, så derfor er der for første gang gået flere dage med at udtænke en anmeldelse. Det er ikke fordi jeg er i tvivl om hvad jeg mener og bogen, den var nemlig god, men jeg var udelukkende forvirret over hvordan jeg skulle beskrive den.

De fleste af Flannery O'Connors noveller i samlingen "Skæringspunkt og andre noveller", som både er en af de bøger jeg har modtaget fra Katolsk Forlag OG en af mine '1001 bøger' i min bogudfordring, handler om en person der af den ene eller anden grund føler sig bedre end folk omkring ham/hende. Det kan være fordi han/hun er hvid, rig, uddannet eller fordi han ikke som sin mor lader sig diktere af gamle tiders racekløft. Men når så han/hun har fået et par sider til at fortælle hvorfor han/hun er bedre end andre, og hvor synd det egentlig er for ham/hende, så får han/hun sin velfortjente straf

O'Connor beskriver livet i de amerikanske sydstater både med en knivskarp analyse af forholdet mellem rig og fattig, sort og hvid, gammelt og nyt, men også med en varme der siger, at hun faktisk på en eller anden måde holder af de personer hun skriver om, ligegyldigt hvor irriterende de til tider kan være. Hun er dybt forankret i sydstaterne, men også i sin katolske tro.

Personerne i novellerne er dog så selvhøjtidelige og irriterende, at jeg der ikke nærer så stor en kærlighed til sydstaterne og mine medmennesker generelt flere gange var ved at få spat og måtte lægge bogen fra mig indtil mit blodtryk igen var normalt. Det værste var dog at jeg flere gange genkendte mig selv, mine tanker og mine handlinger i bogens personer. Er jeg virkelig sådan et skrækkeligt menneske? Hvis det der virkelig er mig, hvordan kan folk så holde ud at være sammen med mig? Måske er folk omkring mig bare mere åbentsindede end jeg er og måske er jeg bare ikke helt SÅ slem. Sandheden er nok at vi alle går rundt og føler os en lille smule bedre end andre mennesker, bare sådan en gang imellem, ikke at vi altid føler os som de aller bedste, men selv når vi er nede, kan vi som regel finde nogen der er mindre end os selv. Det er den side O'Connor konfronterer os med, og hun gør det godt.

Novellerne er ikke direkte religiøse, selvom nogle mere end andre beskæftiger sig om religiøse tematikker såsom skyld, erkendelse og åbenbaringer, men forfatterens egen religiøse ånd ligger lige under overfladen og danner fundamentet i historierne

ORIGINAL TITEL: Everything that rises must converge DANSK TITEL: Skæringspunkt og andre noveller FORFATTER: Flannery O'Conner FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR: 1965 (1984)

Troldepus bind 1-10

Cicero har udgivet de samlede værker om Troldepus i fire bind med ti bøger i hver, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe dem alle sammen. Bøgerne er skrevet af Dines Skafte Jespersen der ud over at være forfatter også var overlærer, eller var det skoleinspektør. Som i kan se, så har jeg virkelig gjort mit skolearbejde godt.


Bindene handler om Troldepus der bor med sine forældre i en høj midt ude i en dansk skov, her render han rundt med sine venner Morten hare og Peter pindsvin, og de dyr der ikke vil være hans venner kanøfler han til underdanighed, eller også slår han dem ihjel eller sender dem på flugt.

Troldepus er meget fascineret af menneskerne, men Troldefar er bange for dem, og da Pus's kunster bliver for meget for ham, sender han ham som straf op til bestefaderen, den gamle Fjelgubbe, men det er slet ikke nogen straf, for pus nyder sin ferie langt deroppe i Norge, hvor han lærer et par endnu frækkere troldunger om hvordan man skal behandle dyrene ordentligt.

Pus har fået smag for eventyret, så da der skal soves vintersøvn smider han sin trylledrik i pejsen. Pus må så med sine venners hjælp klare sig i de lange vintermåneder, men det går nok, for uden Troldefar til at holde ham i ørerne, er der intet der forhindrer ham for at interagere med menneskerne (dog med sin hvide pind i munden så de ikke kan se ham). Der bliver fejret jul og der bliver skudt nytår ind, for menneskerne har det godt, og Pus sørger også for at hans venner også kan nyde godt af alt menneskernes overflod.

Det bliver forår og Pus burde lægge sig til at sove så hans forældre ikke opdager noget, men eventyret kalder i København, men Troldefar henter ham hjem, og han må fortælle alt hvad der er hændt ham. Troldemor bliver på begge deres vegne om, at Pus har bevist sit værd, og vist at han godt kan klare sig selv. Troldefar er ikke glad, men han er glad for Troldemors mad, så han siger hende ikke imod.

I løbet af foråret får Pus sig en lillesøster, lille Pussi Troldunge, og nu må han dele sin tid mellem eventyret og sin rolle som storebror/barnepige, men eventyrene stopper nu ikke for den lille Trold der både får lov til at lege med Troldefars magiske pulvere og komme på rednings mission til mosen, hvor lille Pussi har fået forvildet sig ud.


Jeg er ofte meget glad for at læse børnebøger, for ud over at være sjovere, hyggeligere og mere enkle end voksenbøger, så siger det rigtig meget om et samfund hvad det er vi prøver at lære vores børn, og man lærer meget af Troldepus. Vi lærer selvfølgelig meget om skoven, gården, byen og strandens dyreliv og om hvordan en frisk dreng bør rende rundt udenfor og klatre i træer og have det sjovt, for Pus er en hittepåsom dreng der skal prøve det hele om som ikke kan lide at sidde stille.

Men mest af alt er bøgerne en guide til almen høflighed, for selvom Troldepus er fræk som katten, så er han også en høflig ung mand der taler pænt til alle, og det er kun hvis de ikke behandler ham og hans venner pænt at han kanøfler dem, men nogle dyr er slemme og dræber for sjov og ikke bare for at få mad, og de skal ikke vide sig sikre for hverken Pus eller Jespersen er bange for døden.

Det er jo så ikke kun Pus der skal handle respektfuldt overfor de voksne, de skal også behandle ham med værdighed, for det skal gå begge veje. Den første bog er fra 1959, så Jespersen var lidt i god tid, for mange andre børnebøger fra den tid handler om artige små børn der er underlagt de voksne og glade for det.


Alligevel er bøgerne om Troldepus tydeligvis bøger fra en anden tid, og jeg snakker ikke bare om ting som fedtemader, træsko og tornyster, for ud over at Pus faktisk er fysisk aktiv hele tiden (helt utænkeligt i vore dage) så har han et meget stort ansvar for pasningen af sin lillesøster.

A pro pos Pussi, så kom hun til i 1973, og jeg vil mene, at hun blandt andet skulle bruges til at få pigekønnet ind i bøgerne, for indtil hun dukker op er verden befolket af drenge mænd og koner, men piger og pigeinteresser er ikke noget der rigtigt bliver brugt tid på. Men da bindet slutter er hun dog kun en baby, så det må vente til hun bliver lidt ældre.


Her til sidst vil jeg lige fortælle en lille sjov information, nemlig at nytårsbogen lægger meget vægt på at man ikke skal være bange for fyrværkeri og man bare skal knalde løs, endnu et billede på at bøgerne er ved at være ret gamle, men de holder faktisk, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i den næste, og næste, og næste igen, for de besidder bestemt en litterær kvalitet.

Troldepus 11-20 HER
Troldepus 21-30 HER