Doppler som selvhjælpskursus

Foto: Miklos Szabo

'Doppler' er en roman skrevet af den norske forfatter Erland Loe, og den handler om den alt alt for kompetente Andreas Doppler, der en dag falder på sin cykel og oplever skovens stilhed som en åbenbaring. Han vælger derfor simpelthen at flytte ud i skoven og kede sig, indtil han bli'r lykkelig, og imens han venter dræber han en elg og adoptere dens kalv, Bongo. Derefter optræder der i bogen en meget lang række af personer, som kommer ud i skoven til Doppler.

I denne opstilling af "Doppler" har man imidlertid valgt at dramatisere pointen frem for selve historien, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det hele bliver nemlig meget hurtigt lidt indviklet og med mange personer og rekvisitter. Stykket er sat op sådan, at Bosse, den ene af Dopplers diciple, har arrangeret, at Doppler kommer og holder et foredrag om sit liv og sine oplevelser i skoven. Dette er hvad Bosse kalder "Dopplereffekten", hvad han selv er blevet meget berørt af, og han er meget stolt og lykkelig over også at kunne præsentere os for Doppler, the Man, the Myth, the Method, han har endda lavet merchindise i anledningen.

Jeg må da også erkende at Doppler er god til at holde foredrag, også selvom han starter ud med at sige, at han har lovet sig selv aldrig nogensinde igen at præstere. Indrømmet, det går da også lidt galt engang imellem, når fx Bosse i et forsøg på at imponere prøver at improvicere, eller når Dopplers (ex)kone pludselig dukker op, men det gør jo bare det hele sjovere.

Det et skuespil kan, i modsætning til en film er at spille op imod publikum, og det benytter dette stykke sig især af. Jeg er selv en kæmpe sucker for al form for involvering, og tog med meget stor glæde imod de udfordringer der blev stillet. Her vil jeg gerne lige sige undskyld til de unge mennesker som jeg i min iver fik skubbet til og trådt over tæerne. Det er dog et undskyld med forbehold, for jeg må indrømme, at jeg på ingen måde fortryder min iver. Det er nemlig sjovt at leve sig ind i det man deltager i. Dengang, da jeg gik i folkeskole/gymnasiet, var den slags opførelse desværre set som pinlig, men nu er jeg heldigvis mere eller mindre voksen, og dem jeg trådte over tæerne, skal jeg ikke konfronteres med her til morgen oppe i klassen, hvor de kan rulle med øjnene over hvor pinlig jeg var. Alligevel, jeg håber ikke, at jeg trådte alt for hårdt...

FORFATTER ERLEND LOE / DANSK OVERSÆTTELSE SUSANNE VEBEL / BEARBEJDELSE OG INSTRUKTØR THERESE WILLSTEDT / MEDVIRKENDE MIKKEL ARNDT, NICOLAI DAHL HAMILTON, MARIE DALSGAARD

The Blazing World

Foto: Jan Kort

'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip

Livlægens besøg

Kongen, Christian VII, blev gal. Hans far var en fordrukken horebuk der lod adelen have den reelle magt, og adelen ville have at Christian blev ligesådan, så de lod ham opdrage med terror, og måske var det det der gjorde det, eller måske var det sket alligevel, i hvert fald blev han gal. For at holde styr på ham hyrede man Struensee til at være hans livlæge. Struensee var en god mand, men han havde idéer om folkets ligeværd, og han brugte kongens sårbarhed til at lave en fredelig revolution. Struensee var en god mand, og derfor forelskede den forsømte dronning, Caroline Mathilde, sig i ham og han i hende. Og revolutionen ender til sidst i en voldelig modrevolution ledet af Guldberg, en uanseelig mand.

Nogle vil måske genkende historien fra filmen 'En kongelig affære' med Mads Mikkelsen som Struensee.

Spørgsmålet der burde blive stillet i bogen er 'hvem er egentlig helten i dette spil', men det bliver ikke stillet, i stedet gås der ud fra, at det er Struensee. Det giver på en eller anden måde god mening i vores oplyste verden, Struensee var jo trods alt oplysningsmand, men det var hans samtid ikke. Han pressede nogle reformer ned over hovedet på et folk der slet ikke var parat til det, og han gjorde det af veje der er svære at retfærdiggøre. Hvis man så kunne sige, at han havde en eller anden form for plan, men hans love virkede mere eller mindre tilfældige, og når han for eksempel besluttede at et krigsskib ikke skulle bygges, så tænkte han hverken på værftsarbejderne eller de soldater der nu stod uden job. Han tænkte på Folket, men han tænkte ikke på folk. Ja, det er sejt, at vi som de første fik trykkefrihed (og mistede den igen) men til hvad nytte fik vi den? Og hvem gav ham ret til at bruge/misbruge den skrøbelige unge mand, som det egentlig var hans job at beskytte? Den Gud som han ikke troede på?

Struensees modstykke, Guldberg, er heller ikke nogen særlig god helt. Han var snu, snerpet, og jævnt kedelig, men hvis man koncentrerer sig, kan man godt lidt se hans pointe. Dengang i 1700 grønlangkål, der var den enevældige konge Guds udvalgt, og Guldberg troede på Gud. Måske virkede det underligt at så skrøbelig og gal en ung mand skulle lede et land, men Guds veje er nu engang uransagelige, og det skal man ikke gå imod. Det er helt klart i bogen, at man ikke skal kunne lide ham, og han er en helt igennem negativ figur, helt ned til hans undertrykte begær efter dronningen.

Til modstykke for dette undertrykte begær, er Struensees og dronningens rigt udfoldede erotiske eventyr, og de fylder meget (for meget) i bogen. Caroline Matilde blev udvalgt, som man nu engang gjorde det, ud fra sin politiske betydning, og hendes eneste mål var, at hun skulle føde landet en arvtager, derfor blev den skrækslagne Christian også tvunget til at bedække hende som en so. Hun fødte en søn, og så mistede hun al sin betydning. Det er selvfølgeligt synd for hende, og man forstår godt, at hun forelsker sig i Struensee, der som den eneste behandler hende som et rigtigt menneske. Gennem Struensee finder hun for første gang en personlighed og det viser sig at hun har evner, og det viser, at hun har mere forstand på politik end Struensee.

Hele misseren ender selvfølgelig frygtelig ulykkeligt, men det er som om det ikke rigtigt generer mig så meget. Enquist har ligesom ved "Hamsun" forsøgt at skrive en meget personlig beretning, og den bliver personlig, meget personlig, man stifter endda bekendtskab med dronningens slimhinder under samlejet med Struensee, hvilket jeg egentlig godt kunne have været foruden, men undersøgelser viser også, at vi lever i en enormt snerpet og moraliserende tid.

Enquist har en meget analyserende måde at skrive, så her kan man, mere end noget andet sted, tale om den alvidende tredjepersonsfortæller, og normalt er det super fedt, og jeg har læst flere af han bøger (her "Hamsun" og "om idræt") men lige her formår det ikke at trække den meget personlige stil op fra massen af romantiske ugebladsromaner og op til noget større og bedre. Mest af alt skyldes det nok, at man hører alt for lidt om livet udenfor hoffet. I "Hamsun" gjorde det ikke så meget, for de fleste ved en hel del om 2. verdenskrig, men jeg ved i hvert fald for lidt om 1700-tallet til helt at kunne forholde mig til fortællingen, det bliver en pantomine, et teaterstykke, men måske er det det der er meningen, måske er det for at vise hvor fjernt og løsrevet styret var fra de styrede.

ORIGINAL TITEL: Livläkarens besök DANSK TITEL: Livlægens besøg FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 353 UDGIVELSESÅR: 1999

Doppler som stykke

Andreas Doppler er en kompetent mand, en yderst kompetent mand, ligegyldigt hvad han har givet sig i kast med siden han var barn har han været kompetent, for det er jo sådan det skal være i vores samfund.

En dag på en cykeltur ude i skoven styrter han, og han ligger på jorden og rundt omkring ham er der helt stille, og det giver ham for første gang mulighed for at tænke over sit eget liv. Denne hændelse vender op og ned på hans liv, og han flytter ud i skoven hvor han vil leve fra hånden til munden, han vil være JÆGER, han vil være en rigtig mand.

Ude i skoven er der stille, og der sker ikke så meget, så Doppler, sådan kalder han sig nu, får tid til at tænke over tingene, over sig selv, over sit liv og over vores samfund, og han føre lange forvirrede samtaler med sig selv. Man kan ikke nødvendigvis sige at han bliver klogere af at få tænkt over tingene, på mange områder, hvis ikke de fleste, bliver han faktisk mere forvirrende, men det forhindre ham ikke i i nogle personers øjne at forvandle ham til en vis eremit, som de på sædvanlig menneskelig vis kopiere uden at have forstået noget som helst.

En der dog ikke er imponeret er Dopplers kone, hun er nemlig gravid og vil gerne have ham hjem hvor han har værsgo at tage sin del af ansvaret, men Doppler er ikke parat til at vende tilbage til vores samfund.

Doppler er som nævnt i meget kompetent mand, og i sin flugt ud i skoven forsøger han at komme væk fra alt det kompetente, og så alligevel, for han gør en ihærdigt forsøg på også at være en kompetent skovmand, men det lykkes kun delvist, for han har svært ved at finde vildmanden i sig selv.

Hans store manddomsprøve er da han i sult nedlægger en elg, men den efterlader sig en unge, og han føler at han skal retfærdiggøre sin handling, men det står ikke helt klart om han skal retfærdig gøre det over for elg kalven, som han døber Bongo, eller over for sig selv.

Bongo bliver dog en vigtig del af hans liv, på mange måder finder han mere samhørighed med denne elgkalv end han gør med sin egen søn der også dukker op i historien, og det har noget at gøre med at han også selv har mistet.

Doppler har lige mistet sin far, en mand han slet ikke kendte og som han ikke helt kan beslutte sig for, om han syntes om.

Et af stykkets centrale emner er forholdet mellem fædre og sønner. Der er Doppler og og hans far, der er Doppler og hans søn Gregers, og der er den excentriske eneboer Düsseldorf og hans far der var en tysk soldat. Düsseldorf ærer sin far gennem et miniaturelandskab af den krigsscene hvor hans far døde, så Doppler vil også ære sin far, han vil bygge et monoment over en ensom mand, for jobbet som far er ensomt for kender fædre og sønner virkelig hinanden?

Erland Loes "Doppler" er, jeg fristes næsten til at sige endelig, blevet gjort til et teaterstykke, en formidlingsform der passer perfekt til denne lidt skæve roman, og det bliver gjort godt.

Teateret Katapult er et lille teater, og det kræver en vis form for intimitet med publikum, ellers bliver det bare super pinligt. Jeg var inde og se stykket sammen med en skoleklasse, og det gjorde mig nervøs, for børn er meget umiddelbare og er derfor enten et meget taknemmeligt eller et meget hensynsløst publikum, og det kunne ende med at blive temmelig akavet, men skuespillerne formåede rigtig godt at fange de unge menneskers interesse, så det blev en virkelig fed oplevelse, meget federe end at se det sammen med voksne der har mere travlt med at virke kloge end henførte.

Forstod skoleeleverne det så? Ja det tror jeg på deres egen maner. Efter stykket var der spørgetime, og elevernes spørgsmål var gode og afspejlede deres alder (ca 14). Lærerne derimod var pinlige, de havde ikke en gang læst bogen (og den er altså ikke så forfærdelig lang). Så tillykke til skuespillerne og bravo til børnene.

Der findes en række af disse små teatre rundt omkring, og det er ikke noget helt almindelige mennesker går og tænker på, for os er det mest de store teatre der tæller noget, og det er en forbandet skam, for et lille teater tager ofte større chancer, det er noget de brænder for og eksperimentere med, så det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg hører noget fra Katapult.

Manuskript: TeaterMinisteriet efter roman af Erlend Loe Skuespillere: Helga Rosenfeldt Olsen, Steffen Nielsen, Jacob Melchior Instruktion m.m.: Theresa D. Grønning Scenografi: Hans Krull og TeaterMinisteriet Lysdesign: Mogens Knudsen Lyddesign: Sune Hede

Gengangere

At læse Henrik Ibsens 'Gengangere' er som et studie i menneskeligt fordærv.

Den aldrende fru Alving opretter et asyl i sin afdøde mand kaptajn Alvings navn. Hele sit liv har hun dækket over mandens udskejelser. Hendes mand gjorde en stuepige gravid, og nu flirter hendes søn med dennes datter, og hun pines af sin viden og 'skrifter' hos den forstokkede pastor Manders. En gang da hun efter et års ægteskab eller så forlod hun sin utro mand og ville ikke tilbage, men pastoren mindede hende om hendes hustruelige pligt og hun vender tilbage. Hændelsen får da oprøret til at ulme i hende og hun har udviklet sig til en fritænker. Over for pastoren sætter hun fokus på den dobbeltmoral der fandtes i borgerskabet. Når en husherre forgreb sig på en stuepige var det skidt, men man kom dog over det, men stuepigen, hun var et en falden kvinde og burde behandles som sådan

Sønnen Osvald er plaget af faderens synder som han ikke ved noget om, og han er forelsket i sin ukendte søster, men kærligheden gør ham lykkelig.

Fru Alvings har holdt hånden over synden så længe, men da asylet brænder begynder hun at se tingene anderledes og går til bekendelser over for de to unge, men det eneste der kommer ud af den sag er at stuepigen går fra sin bestilling og vil have del i den ægte fars penge, men den depressive og lapse unge mand går i mundende.

'Gengangerne' er en historie om modsætninger. Modsætninger mellem kønnene, mellem pligt og lyst, mellem sandhed og idealer, men modsætningerne mødes ikke i en dialektisk forenelighed der når frem til en større sandhed, men derimod men snarre som blanding af vand- og oliebaseret maling der krakelere og viser os mennesker som det forkrøblede afskum Ibsen nu en gang mener at vi er.

Det er ikke et persongalleri man som sådan kan holde af, jo lidt medlidenhed har man nu nok med Fru Alving det til slut også begynder at rable for hende.

Det er et uudholdeligt stykke der er beregnet til at være uudholdeligt, og jeg kan ikke helt lade være med at frydes over andres ulykke.

Stykket er fra en tid med en helt anden seksual moral, i hvert fald på overfladen, så man bliver ikke på samme måde som dengang forarget, men man kan nu nok stadig forundres over persongalleriet med deres lidenskabsløse kamp mod hinanden og sig selv. Selvom vi gør det på en anden måde, så vil vi stadig kunne nikke genkendende til Fru Alvings kamp for at opretholde facaden over et familieliv der i virkeligheden går ad helvedet til, og den suicidale unge mand der ved den mindste modgang giver op, ham har vi nu nok også stødt på, for mennesker er i grunden de samme som vi var dengang, fordærvede.

Hallerne som stykke (grafisk)

Luk øjnene og forestil dig alle de fordomme du har om moderne teater, men se bort fra din eventuelle modvilje, sådan var Hallerne. Der var blinkene lys, voldsomme bevægelser, høje lyde, rekvisitter der blev smidt rundt i lokalet, underlige dialoger, nøgenhed, ting og handlinger der ikke umiddelbart havde noget med historien at gøre, det hele var en stor forvirring, men på et eller andet plan så virkede det. Moderne teater er noget der skal opleves og jeg fik sandelig en på opleveren.

Stykket er baseret på Josefine Klougarts roman af samme navn. Det er en roman der lægger meget op til læserens egen fortolkning af hvad der egentlig foregår, så jeg var meget spændt på hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at dramatisere det. Der er så mange mennesker der skulle ind med hver deres fortolkning der vil komme imellem min fortolkning af bogen og min fortolkning af stykket. Om det er godt eller skidt, det ved jeg faktisk ikke. Det betød bare, at det fra mit perspektiv var to helt forskellige historier, med to helt forskellige perspektiver.

Historien er forholdsvis simpel. Der er en mand (Thomas Bang) og en kvinde (Ene Øster Bendtsen) der er et par der elsker og ødelægger hinanden. Han kan ikke forholde sig til, at han i virkeligheden elsker dette ene ynkelige væsen (kvinden) og søger andre veje, men vender altid hjem igen. Hun kan ikke finde balancen mellem at være luder i sengen, og Hausfrau i hjemmet. Et engangsknald (Therese Sølvsteen) kommer ind i deres hjem og afsløre dem for hvad de virkelig er, to individer der er sammen fordi de begge mangler noget i sig selv, som de uden held søger i den anden.

Dette er jo så min fortolkning af hvad der skete på scenen. Eller rettere, det er min fortolkning nu, hvor jeg dagen efter sidder i min lejlighed med mine noter foran mig og grubler over tingene. I går da jeg sad på¨min plads var det hele et virvar af indtryk der bekræftede og modsagde hinanden.

Kvinden og manden var hinandens modsætninger, skønheden og udyret, en brovten trold og ballerinaen, næsten lydløse skrig mod grov overspilning. Hun, et lille nips, en ængstelig tragisk person. Han, et stort brød i gummisko der hvinede mod gulvet, en ulækker fulderik, der ofte virkede komisk.

Hun er den egentlige hovedperson, det er en kvindes kamp for at finde et ståsted, men ikke et ståsted for at realisere sig selv, bare et sted hvor hun kan overleve. Han er bare en statist, måske ved han det, måske er det derfor han taler så højt og fægter med armene og nedgør hende. Mind manden (altså min fortolkning af manden) er voldsom, men er også stærk som person, derfor blev jeg skuffet, jeg syntes at Thomas Bang overspillede og han irriterede mig, men måske det har sin legitimitet, måske hans fortolkning bare er anderledes end min.

Jeg går ikke ofte i teateret, så jeg kan på ingen måde bedømme skuespillernes evner. Jeg blander min holdning til karakterene og skuespillerne sammen, jeg lader mig forføre af deres spil, og selvom jeg ved at det er teater, så tror jeg at det er virkelighed, at han er sådan og hun er sådan, og er det ikke også meningen.

Jeg lod mig fascinere af hende (EØB). Hendes ansigt mindede mig om et maleri af en fin kvinde fra middelalderen, med hendes slanke ansigt og lidt udstående fiskeøjne, og hun var smuk midt i alt det voldsomme, midt i forvirringen, midt i alt det seksuelle.

Jeg har valgt et meget seksuelt billede, men jeg har næsten ikke talt om sex, men det er fordi jeg ser det seksuelle som en rekvisit, det er noget der er der for at fortælle en historie om noget helt andet, nemlig kvinden der finder sin styrke, og manden der erkender sit nederlag.

Til sidst ligger 'han' slapt ned af benet, ubrugelig og ufarlig,og hun lægger sig oven på ham og drager et lettelsens suk, for endelig er det forbi.

Foto:
Han: Thomas Bang
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto Rumle Skafte
Hallerne
Aarhus Teater