Doppler som selvhjælpskursus

Foto: Miklos Szabo

'Doppler' er en roman skrevet af den norske forfatter Erland Loe, og den handler om den alt alt for kompetente Andreas Doppler, der en dag falder på sin cykel og oplever skovens stilhed som en åbenbaring. Han vælger derfor simpelthen at flytte ud i skoven og kede sig, indtil han bli'r lykkelig, og imens han venter dræber han en elg og adoptere dens kalv, Bongo. Derefter optræder der i bogen en meget lang række af personer, som kommer ud i skoven til Doppler.

I denne opstilling af "Doppler" har man imidlertid valgt at dramatisere pointen frem for selve historien, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det hele bliver nemlig meget hurtigt lidt indviklet og med mange personer og rekvisitter. Stykket er sat op sådan, at Bosse, den ene af Dopplers diciple, har arrangeret, at Doppler kommer og holder et foredrag om sit liv og sine oplevelser i skoven. Dette er hvad Bosse kalder "Dopplereffekten", hvad han selv er blevet meget berørt af, og han er meget stolt og lykkelig over også at kunne præsentere os for Doppler, the Man, the Myth, the Method, han har endda lavet merchindise i anledningen.

Jeg må da også erkende at Doppler er god til at holde foredrag, også selvom han starter ud med at sige, at han har lovet sig selv aldrig nogensinde igen at præstere. Indrømmet, det går da også lidt galt engang imellem, når fx Bosse i et forsøg på at imponere prøver at improvicere, eller når Dopplers (ex)kone pludselig dukker op, men det gør jo bare det hele sjovere.

Det et skuespil kan, i modsætning til en film er at spille op imod publikum, og det benytter dette stykke sig især af. Jeg er selv en kæmpe sucker for al form for involvering, og tog med meget stor glæde imod de udfordringer der blev stillet. Her vil jeg gerne lige sige undskyld til de unge mennesker som jeg i min iver fik skubbet til og trådt over tæerne. Det er dog et undskyld med forbehold, for jeg må indrømme, at jeg på ingen måde fortryder min iver. Det er nemlig sjovt at leve sig ind i det man deltager i. Dengang, da jeg gik i folkeskole/gymnasiet, var den slags opførelse desværre set som pinlig, men nu er jeg heldigvis mere eller mindre voksen, og dem jeg trådte over tæerne, skal jeg ikke konfronteres med her til morgen oppe i klassen, hvor de kan rulle med øjnene over hvor pinlig jeg var. Alligevel, jeg håber ikke, at jeg trådte alt for hårdt...

FORFATTER ERLEND LOE / DANSK OVERSÆTTELSE SUSANNE VEBEL / BEARBEJDELSE OG INSTRUKTØR THERESE WILLSTEDT / MEDVIRKENDE MIKKEL ARNDT, NICOLAI DAHL HAMILTON, MARIE DALSGAARD

Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

Sent i November

Tove Janssons bog "Sent i November" er en bog om vores forestillinger om Mumiuniverset, og om hvordan vi tager fejl. Vi vil have at Mummimor er den perfekte hyggemor med forklæde om maven som aldrig bliver vred, vi vil have at Mumrikken er den vise zen master der kan fortælle os hvordan vi skal rette op på vores liv, men hvem har sagt at det er sådan. Det har vi, for det er i hvert fald ikke Tove Jansson, for hun skildre alle personerne mere eller mindre neurotiske (Mumifar og havet).

En homse, en hemul, en filifjonk, en gammel mand og Lille My's storesøster ankommer sidst i november til Mumidalen for at besøge Mumifamilien, men de er der ikke, kun Mumrikken. Alle har de deres håb og drømme om Mumifamilien, men overladt til sig selv må de bygge en hverdag op omkring deres Mumifantasier. Hele tiden er det "Mumimor ville gøre dette" eller "Mumifar ville mene hint", og deres deres høje forventninger til Mumifamilien og sig selv gør, at de aldrig helt kan leve op til dem, men de har alle deres problemer og neuroser, som de prøver at undertrykke, så de bliver vrede eller kede af det.

De prøver alle at være noget andet end den de er men enhver må opføre sig efter sin art.

" Mumrikken havde mødt mange filifjonker, og han vidste godt, at de måtte handle ifølge deres art og rette sig efter deres egne indviklede filifjonkregler".
                                                                                 s. 1 oversat af Helena Idström

"Og så gjorde Gud  jordens dyr i overensstemmelse med sin art, og kvæget i overensstemmelse med sin art og alle jordens kryb i overensstemmelse med sin art, og Gud så, at det var godt"
                                                                                 1 mos 1,25 oversat af mig

Tove Jansson er ellers ikke ret religiøs i sine fortællinger, så måske er det oversætteren eller også er det mig der har næsen så langt ned i mine bøger, at jeg begynder at se mønstre der slet ikke er der. Hvorom alting er, så er moralen i hvert fald, at vi må opfører os efter vores natur.

Sent i November er en fantastisk bog, men den er fuld af den type slåfejl, hvor man scanner en tekst og computeren forveksler m med rn hvilket kan være rimelig irriterende og ret respektløst over for teksten, at man ikke engang har gidet læse den igennem inden den er sendt i trykken.

TITEL: Sent i November DANSK TITTEL: Sent i November (De tre sidste romaner) FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 269-400 UDGIVELSESÅR: 1970 (2002)

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

Mumitrolden - de tre næste romaner

I "Mumitrolden - de tre næste romaner" begynder bøgerne at blive, hvad jeg vil kalde 'rigtige' romaner, hvorimod "de tre første romaner" mere bare var vrøvle historier for små børn, og det var en fornøjelse at læse.

Forordet er skrevet af Anders Lund Madsen, som jeg i forvejen ikke kan lide, og han gjorde i den grad Mumitroldene til sine, og sine alene, at jeg var sorgmodig hele den weekend og havde ikke lyst til at læse videre, og jeg endte til sidst på skadestuen hvor jeg fik 12 sting i højre arm, hvilket ikke kun var derfor, men det var en del af det. Det er min egen bog, så jeg overvejer kraftigt simpelthen at rive de to sider ud, for at undgå fremtidige episoder, for Mumitrolden er bøger jeg med jævne mellemrum vender tilbage til, men det ville være nærmest blasfemisk, man ødelægger da ikke bøger.

'Mumifars erindringsbog' er en bog om en far der indser at han er blevet en verandafar, og som drømmer sig tilbage til sin eventyrlige ungdom, men det er ikke nok at drømme, han vil også fortælle verden, men mest en dels sin søn om det, for han vil vise, at han i virkeligheden er en sej far. Mumitrolden lader sig imponere, men han forstår ikke, det er han endnu ikke gammel nok til, og det frustrerer Mumifar, og Mumimor må stryge ham med hårene for at få ham til at falde til ro. Bogen er stadigvæk en forfærdelig vrøvleroman, for Mumifar er vil imponere, og overdrivelse fremmer forståelsen.

'Farlig midsommer' er ligeså en vrøvleroman, men lidt mere nedtonet en mange af de andre (lidt i stil med 'Kometen kommer' fra "De tre første"), dog kan man sige, at det er en historie om for første gang at blive væk. De fleste børn har prøvet at blive væk fra deres mor i et stormagasin. Man er et fremmed sted, med fremmede mennesker, og de hjælper ikke altid på den måde man gerne vil have, og man ved at det er enormt vigtigt at finde sin mor, for hun venter jo på sin store og modige Mumitrold, som samtidig skal passe på den feminine og hjælpeløse Snorkfrøken, og nej, jeg bliver ikke fornærmet på mit køns vegne, for Lille My spiller for første gang en aktiv rolle i denne roman, og mage til kraft og selvstændighed skal man lede længe efter.

'Troldvinter' er den første bog som jeg virkelig regner for noget, og den handler om at blive voksen, stå på egne ben, og for første gang klare sig helt uden sin mor. Han vågner en vinter og hele familien, på nær lille My sover tungt, og starter ud med at være lille og bange og sove ved siden af sin mor, men da kulden og sulten får folk til at strømme til Mumidalen, vokser han med opgaven og tager imod dem. Murren har optrådt i flere af bøgerne, men først her finder hun sin endelige form, eller også er det Mumitrolden selv der har ændret sig, for hun er ikke længere bare stor, kold og uhyggelig, hun er et ægte væsen med følelser og håb, og hun vækker Mumitroldens og læserens medlidenhed. Moralen i historien er, at livet godt en gang imellem må være lidt hårdt, og at det er det der gør, at man bedre kan klare sig fremover.

Jeg synes, at det er super fedt at Mumitrolden bliver genudgivet (måske bliver nogle af Tove Janssons voksenbøger også udgivet og tilgængelige på dansk, man kan jo håbe). Det eneste der genere mig er formatet. Tre romaner i et kommer selvfølgelig til at fylde noget, men disse bøger er urimeligt store, og det er næsten ikke muligt at tage dem med nogen steder. Okay, måske er det også kun mig der som universitetsstuderende og pensionist der prøver at bruge Mumi som pendlerbog (en ikke skole- eller arbejdsrelateret bog pendlere har med i tasken for at fordrive tiden), men børn skal vel også nu om dage med toget for at besøge bedsteforældre, og så skal der bøger og legetøj med, og en børnehave- eller skoletaske til de mindste er ikke nær så rummelige som min skuldertaske, og selv i den var der dårlig nok plads. Så hurra for Mumi, men en ommer til formatet.

ORIGINAL TITEL: Mumipappans memoarer, Farlig midsommar og Trollvinter DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre næste romaner FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 343 UDGIVELSESÅR: 1950, 1954 og 1957 (2010)

Troldepus 21-30

Det måtte jo ske før eller siden, at Troldepus lidt taber pusten. Det er helt naturligt, der er en hulens masse bøger, så på et tidspunkt må han jo nødvendigvis begynde at gentage sig selv lidt. En typisk Troldepus historie går: Troldepus møder et nyt dyr, han tager det med hjem for at vise det frem for familie og venner, han hjælper det med et problem det har, han bringer det hjem til hvor det kommer fra. Det er selvfølgelig meget godt alt sammen, men når man er i gang med at læse alle bøgerne fra en ende af, så virker det til sidst en smule kvælende.

Det særlige som Troldepus kan, nemlig at formidle en viden om mennesker og dyr, det findes ikke i alle bøgerne, og Troldepus 21-30 bliver indlet med hele fre af disse bøger hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive hele projektet.

Men det blev bedre. ' Troldepus i mosen' er en Troldepus historie som den bør være, med dyrevenner, en uvorn lillesøster, almindelige mennesker, der laver mennesketing der skal undersøges tilsat en smule drama.

Men det der gør dette bind i omnibus serien speciel er, at der er hele tre historier hvor det ikke er menneskene men derimod andre trolde man stifter bekendtskab med. I 1-10 var der egentlig kun Troldepus og dyrene vi hørte om, i 11-20 begyndte resten af familien også at spille en rolle, og vi begyndte at høre om deres indbyrdes relationer, og nu i 21-30 får vi mere at vide om hvem troldene er som art og samfund. Historierne virker atypiske, men de er bestemt ikke dårlige. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der findes ret mange trolde. De bor langt fra hinanden i små familier, og mødes for det meste kun når der bydes til fest. De er for det meste venlige og yderst småborgerlige.

Ligeledes i dette bind får Pussi Troldunge sin debut, og hun kan, om end ikke på lige fod, så dog på fod med Troldepus, deltage i hans eventyr, og hun gør det godt.Hunkønsvæsener har generelt været yderst underrepræsenterede, men sammen med Pussi Troldunge, øder vi også et svagt antal stigende hundyr og damemennesker. Dog er det for det meste kun hunner hvis det absolut ikke kan være anderledes. En malkeko er nødt til at være en hun, og kængerumor med sin pung ligeså, men ser man på de tidlige bøger, er dette stadig en stor ændring, eller forbedring om man vil. Den største ændring i kønnenes rolle er hos menneskene, en pige får lov til at spille en aktiv rolle for første gang, med replikker og alt muligt.

Året siger 1967 +-, og jeg tror, at det er det der gør den store forskel. Det var gået af mode at dele bøger op i pige og drengebøger, og nu skulle alle kunne være med, derfor skal også begge køn kunne identificere sig med bogens personer. Om det klæder bøgerne er vist en smagssag, men det betyder i hvert fald, at Troldepus har ændret karakter.

Troldepus 1-10
Troldepus 11-20

TITEL: Troldepus 21-30 FORFATTER: Dines Skafte Jespersen  FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 540 UDGIVELSESÅR: 1967 +- (2011)

Mørkets hjerte

Jeg har begået en dødssynd, jeg har læst denne lille sprogperle (Heart of Darkness) i en til dansk oversat version, men nu stod jeg nu en gang på biblioteket og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Et eller andet skulle jeg dog have (ferie uden bøger, hvilken skrækkelig tanke) så den blev det.

Sømanden Marlow fortæller om den gang han var kaptajn på en flodpram på (Congo)floden. Hans primære opgave er vist egentligt at hente elfenben inde i landet ved de små handelsstationer, men den altoverskyggende mission bliver at hente den sagnomspundne, nærmest messianske personlighed Kurtz, der der skaffer mere elfenben end nogen anden, men hvis metoder er en kende for alternativ, selv i Afrika, hvor hvide mænd kan slippe af sted med lidt af hvert.

Bogen handler om, hvordan Afrika gør hvide mænd gale, eller også er de gale i forvejen, men Afrikas varme, dets vildhed og dets sygdomme blotlægger kun mørket i deres hjerter, og disse mørke hjerter fører læseren som en strøm gennem hele denne lille roman. Disse hvide mænd for her i Afrika mulighed for at give deres ondskab frit spil, for her er der mennesker, de på huden sorte, der rangere så langt under selv den mest ordinære mand, at han uden nogen form for konsekvenser kan banke dem, skyde dem, føre dem bag lyset. Afrika er en lejeplads for voksne mænd med antisociale problemstillinger. I Europa eller USA er de små, men herude er de kæmper, men på de små trange handelsstationer er der ikke plads til alle disse egoer og luften bliver endnu mere lummer af deres nid og nag.

 Hovedpersonen Marlow virker dog forbløffende upåvirket af denne hvide galskab og han har rollen som fortællingens moralske kompas. Hans idéer er helt moderne, og han væmmes ved de andre hvides behandling af de sorte. Mens jeg læste bogen var jeg enormt glad for ham, og tænkte, at det var GODT at han var der til at afværge blodige angreb, men efterfølgende har jeg lidt tænkt, at han måske var lige lovlig god til, at jeg helt kan forholde mig til det.

Det er svært at skrive om bogen uden at røbe slutningen, så på det sidste stykke her, vil jeg advare om SPOILER ALLERT!!!

Men måske er det mig der har misforstået noget, måske lader Marlow sig alligevel påvirke af Afrika, han lader sig i hvert i en helt særlig grad tryllebinde af Kurtz, ikke manden, men idéen, idéen om denne mand der er noget helt særligt, ham med de fantastiske idéer, ham med de vise ord, det karismatiske væsen, ham som ingen af de slemme mænd kan lide, hvilket jo nødvendigvis må gøre ham god, men Afrika korrumperer den bedste, og i løbet af bogen forvandler han sig langsomt til en sørgelig skikkelse med gudekomplekser.

Bogen er sørgelig og depressiv, men bogen er skrevet helt vidunderligt smukt, men jeg kan ikke indrømme at jeg altid helt forstår hvad der står, men det betyder ikke så meget, for sproget førere en gennem bogen, og den underlige kontrast mellem smukt sprog, vilde omgivelser og ødelagte mennesker fungerer rent faktisk.

ORIGINAL TITEL: Heart of Darkness DANSK TITEL: Mørkets hjerte FORFATTER: Joseph Conrad FORLAG: Kælderbiblioteket SIDEANTAL: 128 UDGIVELSESÅR: 1899 (1997)

Doppler som stykke

Andreas Doppler er en kompetent mand, en yderst kompetent mand, ligegyldigt hvad han har givet sig i kast med siden han var barn har han været kompetent, for det er jo sådan det skal være i vores samfund.

En dag på en cykeltur ude i skoven styrter han, og han ligger på jorden og rundt omkring ham er der helt stille, og det giver ham for første gang mulighed for at tænke over sit eget liv. Denne hændelse vender op og ned på hans liv, og han flytter ud i skoven hvor han vil leve fra hånden til munden, han vil være JÆGER, han vil være en rigtig mand.

Ude i skoven er der stille, og der sker ikke så meget, så Doppler, sådan kalder han sig nu, får tid til at tænke over tingene, over sig selv, over sit liv og over vores samfund, og han føre lange forvirrede samtaler med sig selv. Man kan ikke nødvendigvis sige at han bliver klogere af at få tænkt over tingene, på mange områder, hvis ikke de fleste, bliver han faktisk mere forvirrende, men det forhindre ham ikke i i nogle personers øjne at forvandle ham til en vis eremit, som de på sædvanlig menneskelig vis kopiere uden at have forstået noget som helst.

En der dog ikke er imponeret er Dopplers kone, hun er nemlig gravid og vil gerne have ham hjem hvor han har værsgo at tage sin del af ansvaret, men Doppler er ikke parat til at vende tilbage til vores samfund.

Doppler er som nævnt i meget kompetent mand, og i sin flugt ud i skoven forsøger han at komme væk fra alt det kompetente, og så alligevel, for han gør en ihærdigt forsøg på også at være en kompetent skovmand, men det lykkes kun delvist, for han har svært ved at finde vildmanden i sig selv.

Hans store manddomsprøve er da han i sult nedlægger en elg, men den efterlader sig en unge, og han føler at han skal retfærdiggøre sin handling, men det står ikke helt klart om han skal retfærdig gøre det over for elg kalven, som han døber Bongo, eller over for sig selv.

Bongo bliver dog en vigtig del af hans liv, på mange måder finder han mere samhørighed med denne elgkalv end han gør med sin egen søn der også dukker op i historien, og det har noget at gøre med at han også selv har mistet.

Doppler har lige mistet sin far, en mand han slet ikke kendte og som han ikke helt kan beslutte sig for, om han syntes om.

Et af stykkets centrale emner er forholdet mellem fædre og sønner. Der er Doppler og og hans far, der er Doppler og hans søn Gregers, og der er den excentriske eneboer Düsseldorf og hans far der var en tysk soldat. Düsseldorf ærer sin far gennem et miniaturelandskab af den krigsscene hvor hans far døde, så Doppler vil også ære sin far, han vil bygge et monoment over en ensom mand, for jobbet som far er ensomt for kender fædre og sønner virkelig hinanden?

Erland Loes "Doppler" er, jeg fristes næsten til at sige endelig, blevet gjort til et teaterstykke, en formidlingsform der passer perfekt til denne lidt skæve roman, og det bliver gjort godt.

Teateret Katapult er et lille teater, og det kræver en vis form for intimitet med publikum, ellers bliver det bare super pinligt. Jeg var inde og se stykket sammen med en skoleklasse, og det gjorde mig nervøs, for børn er meget umiddelbare og er derfor enten et meget taknemmeligt eller et meget hensynsløst publikum, og det kunne ende med at blive temmelig akavet, men skuespillerne formåede rigtig godt at fange de unge menneskers interesse, så det blev en virkelig fed oplevelse, meget federe end at se det sammen med voksne der har mere travlt med at virke kloge end henførte.

Forstod skoleeleverne det så? Ja det tror jeg på deres egen maner. Efter stykket var der spørgetime, og elevernes spørgsmål var gode og afspejlede deres alder (ca 14). Lærerne derimod var pinlige, de havde ikke en gang læst bogen (og den er altså ikke så forfærdelig lang). Så tillykke til skuespillerne og bravo til børnene.

Der findes en række af disse små teatre rundt omkring, og det er ikke noget helt almindelige mennesker går og tænker på, for os er det mest de store teatre der tæller noget, og det er en forbandet skam, for et lille teater tager ofte større chancer, det er noget de brænder for og eksperimentere med, så det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg hører noget fra Katapult.

Manuskript: TeaterMinisteriet efter roman af Erlend Loe Skuespillere: Helga Rosenfeldt Olsen, Steffen Nielsen, Jacob Melchior Instruktion m.m.: Theresa D. Grønning Scenografi: Hans Krull og TeaterMinisteriet Lysdesign: Mogens Knudsen Lyddesign: Sune Hede

Alverdens Fyrtårne

Jeg lider af en stor fascination af fyrtårne, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg ved ikke om det er undertrykte seksuelle frustrationer der tiltrækker mig til disse falliske kæmper, eller om det er tanken om, en hjælpende hånd på den åbne sø. Historisk set var det nok kvinderne der stod på stranden med bål for at kalde deres mænd, sønner, brødre eller fædre hjem, hvilket jo giver fyrtårnene et mere kvindeligt præg. Hovedparten af bogens forfattere er da også kvinder.

"Alverdens Fyrtårne" er en oversigt over vedens 300 mest spektakulære fyrtårne. Hver beskrivelse består af et stort flot billede, nogle praktiske informationer om beliggenhed, rækkevidde og alder, og så står der lige et par linier for at vække folks interesse.

Selvom bogens billeder er utroligt smukke, så er det disse linier der er det mest bemærkelsesværdige. Der lader ikke til at der er noget system i hvilke informationer der synes vigtige. Det kan være informationer om lysstyren (vigtigt hvis man er til søs), naturbeskrivelser (vigtigt for turisme), historiske begivenheder (vigtigt hvis man er en nørd eller bare vil fange folks interesse) eller informationer om at dette er det eneste af den slags fyr i Californien (hvilket er interessant hvis, ja det ved jeg egentlig ikke, men det må det være, for det er en typisk information).

Mange store europæiske lande er søfartsnationer, så fyrtårnene må have spillet en central rolle i krig, handel, og kollonialiseringen. De må være en del af en drabelig historie, men kun sjældent får man et lille glimt af det, og når man gør, er det beskrevet så kort, at det virker helt komisk. Det er jo en form for rejseguide, så naturbeskrivelserne er nok de vigtigste, men jeg savner som nørd flere af disse historiske begivenheder. Jeg ønsker at høre om søslag, opdagelsesrejsende, pirateri og død og ødelæggelse, for i min verden er det det der gør en bog spændende.

Jeg ved ikke om det er meningen at man skal læse sådan en bog fra ende til anden, men det gjorde jeg altså, og jeg fortryder det ikke selvom jeg med jævne mellemrum blev helt skeløjet af for mange af de samme informationer, men hvis jeg skal anbefale den til nogen må det nok hovedsageligt blive pga de mange flotte billeder.

Privat foto

ORIGINAL TITEL: ikke angivet DANSK TITEL: Alverdens fyrtårne FORFATTER: Monica Bergmann m.fl FORLAG: Komet SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR:  ikke angivet

Flower faries of the spring

Det er ikke alle der ved det men "Flower Faries" er helt reelle og respektable bøger og ikke bare sådan noget pyssenysset fnidderstads til små piger som kan købes i bog og idé. Okay indrømmet, så ligger bøgerne til den søde side, og der er ikke meget bid i dem, men gennem en række små billeder og digte lærer forfatter og illustrator Cicely Mary Barker om hverdagsblomster.

"Flower Faries of the Spring" er den første bog i serien om blomsterfeerne og blev udgivet i 1923, og har man læst en har man lidt læst dem alle, for med mindre man går meget op i botanik, så er der altså i virkeligheden ikke den banebrydende forskel på blomster, i hvert fald ikke når det gælder digtene der heller ikke alle formmæssigt er lige gode.

Illustrationerne er dog forbløffende varierede, når man vel og mærket tager i betragtning, at de alle forestiller et barn og en blomst.

Selvom Barker ikke vedkendte sig nogen kunstretning, så er hendes stilart dog inspireret af pre-raphaeliterne med deres eventyrlige motiver, deres fine tegnestil og deres sans for at bruge deres kunst kommercielt.

Som nævnt er der ikke rigtigt noget bid i bogen, og det er en skam, for børn har også deres egen sans for drama. I et enkelt af digtene finder vi dag en smule drama, og det er i digtet om mælkebøtten

Gay and naughty in the garden;
Pull me up - I grow again,
Asking neither leave nor pardon,
Sillies, what are you about
With your spades and hoes of iron?
You can never drive me out

Af bogens 24 blomster er det da også det eneste jeg rigtigt kan huske.

Men jeg skal måske ikke sige alt for meget grimt om bogen, for fordi jeg emotionelt var ret langt bag ud i min udvikling, var jeg en ret stor pige før jeg begyndte at finde alt det sukkersøde lidt irriterende. Jeg fik faktisk først bogen da jeg gik i 7. klasse, men jeg var dybt fascineret, smuk med smuk på. Jeg må jo også indse, at der er en grund til, at i hvert fald billederne har fået en renæssance, og det er at små piger nu en gang godt kan lide sådan noget.

Troldepus bind 11-20

Troldepus er i denne anden omnibus af Dines Skafte Jespersen blevet ældre (og højere) og han begynder i langt større stil at bevæge sig ud af sin, eller rettere Troldefars, sikkerhedszone, men Troldefar har også fået langt større tiltro til ham, så han blander sig ikke længere så meget i knægtens skøre påfund.

I Første bind bevægede Troldepus sig hovedsageligt i skoven og på bondegårde og landsbyer i landet omkring, men nu kommer han ud i mosen og ud til havet, ja sågar ned på havets bund, og han kommer også på langfart, til Afrika, Grønland og lapland.

Som alle andre lignende bøger fra gamle dage, så var Troldepus i Afrika en pinefuld affære, og som så mange andre steder bliver det glemt at Afrika er en kæmpe stort kontinent, og består af meget mere end savanne og lerklinede hytter, men så var der heldigvis 9 andre og bedre bøger jeg kunne forlyste mig med.

På trods af, at vi snart må have bevæget os ind i 70'erne da bøgerne blev skrevet, så er det stadig en verden befolket af handyr (også i stor stil hos menneskene). Hvis der optræder et hundyr, så er det ikke hende Troldepus bliver venner med, men i stedet hendes mand.

Og Pussi Troldunge er endnu ikke gammel nok til at få sig sine egne venner, hun forlyster sig bare med de dyr Troldepus bringer hjem til hende, og det gør han gerne, sjældent har man set så hjælpsom og hengiven en storebror der lejer med sin søster, fortæller godnathistorie og forkæler hende på leder og kanter, men heldigvis, for at det ikke skal blive for kvalmt og sukkersødt, så længes han dog en gang imellem væk fra rollen som babysitter og vil hellere ud på egen hånd.

Mit yndlings element ved denne omnibus er, at Troldepus' forældre optræder mere som individuelle personer, og især forholdet mellem Troldepus og Troldefar udvikler sig. Troldefar ønsker sågar at være med i noget af alt det der menneske halløj spm Troldepus går og har gang i, og da troldefamilien skal ligge i telt er han helt ked af, at de ikke prøver at overtale ham til at tage med, da han allerede en gang har sagt nej, heldigvis for Troldefar, får han oprejsning, da turen går galt og han må komme og redde sin kone og datter (Troldepus kan godt klare dig selv). Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at Troldefar så småt begynder at være stolt af alle sin søns føjterier.

Troldepus 1-10 Her
Troldepus 21-30 Her

Én af os sover

Josefine Klougart har begået et lille mirakel i hendes nye roman "Én af os sover". Jeg kan lige så godt sige det med det samme, at det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, om end man nok er nødt til et være en rutineret læser for at kunne følge med, og dog, det er en meget følsom bog, så måske man bare skal være åben for at tage en lille angst pige ind. Bogen er så hjerteskærende følsom, at det nogle gange ikke er til at holde ud. Man spekulerer på hvordan hun overlever, hvordan hun kommer igennem dagen.

JK er noget modstræbende vendt tilbage til det midtjyske. Her finder hun sig fanget af sneen i sine forældres hus, hvor hun konfronteres med moderens dødelighed, og med sig selv og sin fortid, som en pige der er blevet forladt, og som prøver at forlade sig selv om og om igen.

Men bogen er meget mere end det, den handler om livet, om at blive forladt eller blive ladt tilbage efter døden eller om den gråzone der findes mellem de to, om at undskylde døden, om at give slip, men også om ikke at kunne, ville og turde, om at lyve for hinanden, fordi det er det man gør, man har ikke rigtigt noget valg, om at være ked af det når et glas går i stykker, fordi tanken om at tiden går er helt ubærlig, om alle de ting man ikke kan sige farvel til, om at finde en anden og så alligevel ikke, om ikke at kunne blive vred, om at opleve verden uden filter, om hele tiden at flygte fra sig selv, om at overleve hinanden, og endnu engang om blæretang der brister under vand.

Hvordan beskriver man noget, uden at ødelægge det, især når det i forvejen er skrøbeligt. JK river én med i en flod af ord der samtidig blotter og skjuler hvem hun virkelig er, og man lader sig rive med, og pludselig går det op for én, at man slet ikke kender hende, at det er en illusion, at man endnu en gang har ladet sig rive med, at man ikke har hendes nummer på mobilen så man kan ringe hende op og ønske hende held og lykke med teaterpræmieren på fredag, og man bliver skuffet over sig selv og sin egen uformåen.

Ordet har i det hele taget stor magt hos JK, og der eksperimenteres livligt, men hun gør sig også tanker om hvad det kan have af konsekvenser. Hvordan kan man beskrive noget uden samtidig at ødelægge det? Hun kan fokusere på at beskrive moderen som hun virkelig er, men når hun så løfter blikket fra tastaturet og ser på hende igen, så har hun ændret sig, eller måske er det JK selv der er blevet en anden. Forfatteren har magt over sproget, men sproget har også magt over forfatteren. Hun ønsker at skrive sandheden, og det kan hænde at det man skriver bliver til virkelighed, eller at det virkelige man skriver alligevel ender med at blive en løgn.
Så til spørgsmålet om det er en selvbiografi, så vil jeg nok nærmere kalde det en selvfiktion, det er hendes historie som hun er nødt til at fortælle den, mere end det er hvad der virkelig hændte.

Der er noget med tiden i denne roman, som noget der er gået i opløsning, som et spindelvæv der hist og her er gået i stykker. Farverige tråde leder tilbage til hendes tidligere bøger og fuldender dem.
Hvor "Stigninger og fald" er sat i barndommens land, handler "Én af os sover" om en pige der er blevet kvinde, men som delvist trækkes tilbage barndommen af handlinger hun ikke har kontrol over, men sprogligt er JK også blevet mere voksen, på den gode måde.
Og som "Hallerne" handler den om en mand der ødelægger en kvinde, om en kvinde der lader sig ødelægge af en mand.

Troldepus bind 1-10

Cicero har udgivet de samlede værker om Troldepus i fire bind med ti bøger i hver, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe dem alle sammen. Bøgerne er skrevet af Dines Skafte Jespersen der ud over at være forfatter også var overlærer, eller var det skoleinspektør. Som i kan se, så har jeg virkelig gjort mit skolearbejde godt.


Bindene handler om Troldepus der bor med sine forældre i en høj midt ude i en dansk skov, her render han rundt med sine venner Morten hare og Peter pindsvin, og de dyr der ikke vil være hans venner kanøfler han til underdanighed, eller også slår han dem ihjel eller sender dem på flugt.

Troldepus er meget fascineret af menneskerne, men Troldefar er bange for dem, og da Pus's kunster bliver for meget for ham, sender han ham som straf op til bestefaderen, den gamle Fjelgubbe, men det er slet ikke nogen straf, for pus nyder sin ferie langt deroppe i Norge, hvor han lærer et par endnu frækkere troldunger om hvordan man skal behandle dyrene ordentligt.

Pus har fået smag for eventyret, så da der skal soves vintersøvn smider han sin trylledrik i pejsen. Pus må så med sine venners hjælp klare sig i de lange vintermåneder, men det går nok, for uden Troldefar til at holde ham i ørerne, er der intet der forhindrer ham for at interagere med menneskerne (dog med sin hvide pind i munden så de ikke kan se ham). Der bliver fejret jul og der bliver skudt nytår ind, for menneskerne har det godt, og Pus sørger også for at hans venner også kan nyde godt af alt menneskernes overflod.

Det bliver forår og Pus burde lægge sig til at sove så hans forældre ikke opdager noget, men eventyret kalder i København, men Troldefar henter ham hjem, og han må fortælle alt hvad der er hændt ham. Troldemor bliver på begge deres vegne om, at Pus har bevist sit værd, og vist at han godt kan klare sig selv. Troldefar er ikke glad, men han er glad for Troldemors mad, så han siger hende ikke imod.

I løbet af foråret får Pus sig en lillesøster, lille Pussi Troldunge, og nu må han dele sin tid mellem eventyret og sin rolle som storebror/barnepige, men eventyrene stopper nu ikke for den lille Trold der både får lov til at lege med Troldefars magiske pulvere og komme på rednings mission til mosen, hvor lille Pussi har fået forvildet sig ud.


Jeg er ofte meget glad for at læse børnebøger, for ud over at være sjovere, hyggeligere og mere enkle end voksenbøger, så siger det rigtig meget om et samfund hvad det er vi prøver at lære vores børn, og man lærer meget af Troldepus. Vi lærer selvfølgelig meget om skoven, gården, byen og strandens dyreliv og om hvordan en frisk dreng bør rende rundt udenfor og klatre i træer og have det sjovt, for Pus er en hittepåsom dreng der skal prøve det hele om som ikke kan lide at sidde stille.

Men mest af alt er bøgerne en guide til almen høflighed, for selvom Troldepus er fræk som katten, så er han også en høflig ung mand der taler pænt til alle, og det er kun hvis de ikke behandler ham og hans venner pænt at han kanøfler dem, men nogle dyr er slemme og dræber for sjov og ikke bare for at få mad, og de skal ikke vide sig sikre for hverken Pus eller Jespersen er bange for døden.

Det er jo så ikke kun Pus der skal handle respektfuldt overfor de voksne, de skal også behandle ham med værdighed, for det skal gå begge veje. Den første bog er fra 1959, så Jespersen var lidt i god tid, for mange andre børnebøger fra den tid handler om artige små børn der er underlagt de voksne og glade for det.


Alligevel er bøgerne om Troldepus tydeligvis bøger fra en anden tid, og jeg snakker ikke bare om ting som fedtemader, træsko og tornyster, for ud over at Pus faktisk er fysisk aktiv hele tiden (helt utænkeligt i vore dage) så har han et meget stort ansvar for pasningen af sin lillesøster.

A pro pos Pussi, så kom hun til i 1973, og jeg vil mene, at hun blandt andet skulle bruges til at få pigekønnet ind i bøgerne, for indtil hun dukker op er verden befolket af drenge mænd og koner, men piger og pigeinteresser er ikke noget der rigtigt bliver brugt tid på. Men da bindet slutter er hun dog kun en baby, så det må vente til hun bliver lidt ældre.


Her til sidst vil jeg lige fortælle en lille sjov information, nemlig at nytårsbogen lægger meget vægt på at man ikke skal være bange for fyrværkeri og man bare skal knalde løs, endnu et billede på at bøgerne er ved at være ret gamle, men de holder faktisk, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i den næste, og næste, og næste igen, for de besidder bestemt en litterær kvalitet.

Troldepus 11-20 HER
Troldepus 21-30 HER