mandag den 31. december 2012

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.
"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".
Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

fredag den 28. december 2012

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld
Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

søndag den 23. december 2012

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958




søndag den 16. december 2012

1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)

torsdag den 13. december 2012

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:
Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3
Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

torsdag den 6. december 2012

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

fredag den 30. november 2012

Extremely loud & incredibly close

Bog og film

Historien handler om drengen Oscar der mister sin far ved terrorangrebet 11. september 2001. Det er han selvfølgelig meget meget ked af, men han har meget svært ved at bearbejde sin sorg. Et år efter faderens død finder Oscar blandt faderens ting en konvolut indeholdende en nøgle. Det eneste spor til hvor nøglen passer er navnet Black der står skrevet uden på konvolutten. For at komme tættere på sin far og for at få det til at gøre lidt mindre ondt indeni, beslutter Oscar sig for at opsøge alle i New York ved navnet Black, for at finde den lås nøglen passer til. I bogen for vi yderligere historien om Oscars bedsteforældre, som lever med store savn og afsavn.

Alle lader til at miste og have mistet, men ingen er vise og stærke nok til at lede Oscar gennem hans sorg, eller det lader det i hvert fald til. Dette er et litterært værk om psyken, ikke et psykologisk værk, så der er ingen 5 faser af sorg, der er ingen hjælp til selvhjælp og ingen svar, der er kun Oscars (og bedsteforældrenes) smerte, og det er pinefuldt, men samtidig smukt at være vidne til, lige netop fordi det er et litterært værk. Både bog og film er af en sådan karakter, at de går ind og rammer én aller inderst inde, der hvor det gør ondt, men de gør det på forskellig vis. Bogen er smuk og grusom, menneskene er klædt af til skindet og man bliver brutalt konfronteret med deres sorg, smerte og utilstrækkelighed, men man ser også deres små finurlige underligheder, som i bogens ramme virker sjove og charmerende. Filmen handler i højere grad kun om Oscar. Den er enormt smuk i sine stemningsbilleder, men den er også enormt sørgelig, uden at det kammer over og bliver kvalmt. Personligt er jeg helt solgt. Bogen har jeg læst to gange (og dette er ikke den sidste), og filmen har jeg allerede set et utal af gange siden jeg købte den for kun to uger siden.

Hvad med Oscar. I bogen er han 8 og i filmen nok nærmere 10, for film og bøger er nødt til at bruge forskellige virkemidler for at opnå samme resultat. Det hørte jeg instruktøren sige en masse om i kommentatorsporet til en af hans andre film ("The hours"). Det andet spørgsmål er, har Oscar Aspergers syndrom? Det gives der ikke noget klart svar på i teksten. Jeg har vist den til flere af pædagogerne der hvor jeg bor, og vi kan sagtens blive enige om at det må han bare have. Det har noget at gøre med hans måde at tænke logisk på, den måde han tager verden ind på og bliver skræmt på, men som man, om ikke siger, så i hvert fald burde sige, hvad hjertet er fuldt af, løber hjernen over med. Filmens Oscar er lidt mere charmerende end bogens, men bogens virker klogere.

Jeg vil ikke sige hvad der er bedst, bogen eller filmen. De er både meget ens og meget forskellige. Filmen er den der er lettest tilgængelig for bogens skildringer af bedsteforældrene kan godt virke meget langtrukken, for den handler om hvor svært det er at kommunikere, symboliseret med bedstefaderen der er blevet stum af sorg. Det giver nogle lange passager med snak (den ene halvdel skrevet på en blok) hvor ingen siger det der skal siges, og der er ikke noget mere pinefuldt at læse end der hvor man ved hvad der BURDE stå, men man ved at det aldrig kommer til at stå. Bogen er derfor i langt højere grad en provokation af ens egen håndtering af sorg, hvor filmen mere er en beskrivelse af sorgens essens.

ORIGINAL TITEL: Extremly loud & incredibly close DANSK TITEL: ingen FORFATTER: Jonathan Safran Foer FORLAG: Hamish Hamilton (Penguin Books) SIDEANTAL: 355
UDGIVELSESÅR: 2005
INSTRUKTØR: Stephen Daldry UDGIVELSESÅR: 211 STUDIO: Warner Bros. Pictures SPILLETID: 124 min

lørdag den 24. november 2012

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.
"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136
Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

onsdag den 21. november 2012

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)


torsdag den 15. november 2012

Laya

Halvmagikeren Laya bliver sammen med sin ven, den rødhårede kat Fritz, slynget fra deres egen magiske verden ind i vores, men de bliver nødt til at finde hjem for at redde Layas far, som er blevet taget til fange af Dem som Bringer Orden.

"Laya" er en fantasybog for børn og unge inspireret af andre bøger som "Ringenes Herre", "Harry Potter" og Terry Pratchetts bøger, men den er også under stærk indflydelse af den akademiske verden. På min almindelige blog skrev jeg igår noget om det meget studentikose ved bogen HER. Der er en masse små nørdede vink og formuleringer, men selve plottet i bogen er også dybt forankret i universitetsverdenen, for hvem er det der kan gøre krag på viden og lærdom? Hvad skal man have lov til at forske i? Er videnskabelig fremgang ønskværdigt. Dem som Bringer Orden er en meget elitær, reaktionær gruppe der vil centralisere og kontrollere al viden inden for ordenen og holde resten af verdenen i mørke og underdanighed. Det er netop den problematik man snakker om når man som så mange gange før diskutere den aktuelle universitetsmodel. Hvem skal bestemme hvad der skal forskes i? Staten, industrien, universitetet eller den enkelte forsker? Hvem skal have lov til at studere? De dygtigste, de rigeste, dem som virkelig vil eller revl og krat? Her i Danmark støtter vi den frie forskning og alles ret til den frie uddannelse på gode læreranstalter, eller sådan er det i hvert fald på papiret, virkeligheden ser noget mere mudret ud. Derfor er denne bog mere aktuel end jeg i første omgang gav den ære for.

Udgangspunktet i bogen er, at der findes alle disse parallelle verdener af den fordi virkeligheden hele tiden deler sig hver gang virkeligheden kan bevæge sig i flere end én retning, hvilket er et fint nok udgangspunkt for en god historie, man skal bare ikke begynde at tænke for meget over det, for så kan man godt ende med at blive lidt rundforvirret. Spørgsmålet er hvor meget mulighederne for virkelighedens gang skal ændre sig før at den deler sig. At helten enten kan sige ja eller nej til en udfordring, det giver to meget forskellige virkeligheder, men om vinden blæser et blad højre eller venstre vej rundt om hende, så knap så meget, men det er stadig to reelle muligheder, samtidig er universet stort, og for hver virkelighed her på jorden er der trillioner af ændringsmuligheder derude. Man kan snakke om at antallet af noget stiger eksponentielt. Det betyder i princippet bare at antallet stiger hurtigt, og jo mere det stiger, jo hurtigere går det. Med antallet af virkeligheder stiger det nærmest så hurtigt, at det ville virke profant at snakke om en eksponentiel stigning, der er nærmere tale om en grødet eksplosion af stigninger. Forestil dig så at man i x antal af disse virkeligheder (x værende et meget meget stort tal) opfandt en måde hvorpå man kunne rejse mellem virkelighederne. Hver af disse borte åbner potentielt til et uendeligt antal af virkeligheder, hvilket gør at alle x virkeligheder vil dele sig i et uendeligt antal af virkeligheder, og så er det at det først begynder at blive indviklet. Det er selvfølgelig en noget mere simplificeret version der bruges i bogen, ellers ville den nok have været meget tykkere.

Det er tydeligt at forfatteren holder rigtig meget af personerne i sin bog, og det er da et eller andet sted meget sødt, men det gør også at han ikke nænner at gøre personerne andet end sympatiske. Man får flere gange at vide, at dværgene er gnavne og troldmændene arrogante, men ingen af dem er det i nogen udpræget grad, og det kan godt være lidt ensformigt og faktisk lidt irriterende. Et godt eksempel på en der bare er lidt for god er drengen fra vores verden, Benjamin. Han er sød, hjælpsom, dygtig, flittig, fattig, ydmyg, bliver straks venner med dem han møder, passer sin mor der har AIDS og ikke en eneste gang bliver han sur over at verden er uretfærdig eller gør noget der er virkelig dumt eller virkelig egoistisk. Så hvis der er noget jeg savner i denne bog, så er det kant. Det er en klog bog som godt kan udfordre intellektet, men det nytter ikke så meget hvis man ikke også bliver skubbet lidt til på følelserne. Men der er generelt ikke mange følelser mellem bogens personer.

TITEL: Laya FORFATTER: Jon Brændsgaard Toft ILLUSTRATOR: Emil Søby FORLAG: mellemgaard SIDEANTAL: 241 UDGIVELSESÅR: 2011

fredag den 9. november 2012

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia
Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

lørdag den 3. november 2012

Jesus' historier

Ja, der er en lille ' i titlen, så det er historier AF Jesus (lignelser) og ikke OM Jesus, hvilket jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, så jeg blev en lille smule overrasket da jeg gik i gang med at læse den.

Ved i hvad børn? Der var engang en præst, og han hed Kaj Munk. Han skrev lange indlæg i avisen hvor han diskuterede heftigt med sine modstandere, sådan en heder et meget svært ord, han hedder en polemiker. Kaj Munk havde mange grimme ting at sige om vores demokratiske styreform, og han længtes efter Europas stærke mand, men så kom 2. Verdenskrig, og så blev den stærke mand i form af Hitler lidt for nærværende, og ham kunne Kaj munk heller ikke lide. Tyskerne ville statuere et eksempel, det vil sige at de ville vise folket hvem der bestemte, og så skød de ham, og det var jo ikke så godt.

Okay, jeg regner med at i syntes at det bare var en lille smule belastende at læse mig skrive på den måde, men sådan er hele bogen skrevet. Bogen er selvfølgelig skrevet for mindre børn end mig (jeg kan godt nogle gange regne mig selv for et barn), men falder børn virkelig for den slags? Gjorde de det dengang i 40'erne og ville de stadig gøre det i dag? Jeg har desuden altid troet at de til børnene henvendte sætninger var noget de voksne selv fyldte på den skrevne tekst, men ikke her. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at Kaj Munk henvender sig til børnene, det er mere det at han gør det hele tiden. Evig og altid står der en sætning der med mine øjne kunne oversættes til 'Jamen så hør dog efter, barn!", og evig og altid skal han forklare ord. Okay, den med at forklare svære ord, den kan jeg godt forstå, men det sjove er, at de ord der IKKE var grund til at forklare dengang, dem forstod jeg dårlig nok i dag, men det har mest at gøre med landbo udtryk.

Men måske var det vigtigt at minde børnene om at lytte efter, for de litterære i lignelserne ligger ikke just på højde med Harry Potter. Misforstå mig ikke, for her kan jeg få en masse mennesker på nakken, men lignelserne har meget at sige på et teologisk plan, ja sågar på et praktisk og hverdagsagtigt plan, men som historier der skal fange børns interesse, så tror jeg at børn i dag er for forvente, ellers skal de i hvert fald være meget små. Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner, og den har jeg da også en gang opført som skuespil med en flok børn som jeg underviste. Eller historien om den fortabte synd som er ca 20 gange længere end den korteste af småhistorierne.

Man kan lære meget om sin egen tro ud fra hvad vi lærer vores børn om troen, og derfor går det mig også meget på, når Kaj Munk selv opfinder ting. Han begår ikke alvorlige brud på præsteetikken, han ligger ikke ord i munden på Jesus som ikke passer med Biblens teologi, men han opfinder fakta om den historiske Jesus. Man ved ikke meget om Jesus, han blev født i Betlehem af en kvinde ved navn Maria, og hans (sted) far var tømrer og hed Joseph, han blev født i en stald og selv som barn havde han kloge ting at sige om Gud, men der ud over hører vi ikke rigtigt noget til ham før han er noget og 30 og lader sig døbe i Jordanfloden og derefter går rundt i landet og prædiker, omvender folk og udfører mirakler, det er hvad man ved. Man kan komme med nogle kvalificerede gæt om hvordan han levede sit daglige liv ud fra familiens formodede økonomi, ud fra hvor han boede og ud fra hvad man ved om mellemøstlig arkæologi. Man kan ud fra Jesus' fortællinger komme med et estimeret gæt på hvad han har lært om samfundet, politik, og arbejde. Hvad man derimod ikke ved noget om er om Josef var en dygtig og anbefalet tømrer, man ved ikke hvordan Maria styrede den hjemlige økonomi og man ved ikke hvad Jesus legede med som barn, men det påstår Kaj Munk at han ved, og han påstår ligefrem at en hel række af lignelserne handler og Jesus' egen familie, men hvorfor skulle han i lignelserne fortælle en masse gode historier om sin familie, når han i alle de andre evangeliske tekster er så afvisende over for dem?

Kaj Munk finder også på når det gælder jødisk praksis, eller rettere så projektere han kristen praksis over på historier der egentlig omhandler jøder, en jødisk præst ville for eksempel aldrig bede fader hvor, men fred være med det. Jødisk praksis er både smuk og spændende, men man skal ikke nødvendigvis forvirre børn mere end højst nødvendigt, og det er jo trods alt kristendommen han prøver at lære børnene om.

Nu vil jeg igen våge pelsen og påstå at Lolland og Jylland minder meget om hinanden. Kaj Munk blev født på Lolland, men udøvede sin præstegerning i Jylland, så han har været præget meget af begge steder, og med det mener jeg at landbolivet, og det ses tydeligt i denne bog, både i billeder og sprog og humor.
Han af Sted til Udlandet med sine Penge og ødsler dem alle sammen væk. Han bestilte aldrig noget, og han drak sig fuld hver Aften, og han var Kæreste med flere Piger paa eengang, og det er grimt, og det er ogsaa noget der koster.
Kaj Munk, "Jesus' historier", s. 28
Om det er alkoholen eller pigebørnene der koster vil jeg lade ubesvaret ;-)

TITEL: Jesus' historier FORFATTER: Kaj Munk ILLUSTRATOR: Herluf Jensenius FORLAG: Nyt nordisk forlag Arnold Busck SIDEANTAL: 73 UDGIVELSESÅR: 1943 (1951)

onsdag den 31. oktober 2012

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

mandag den 29. oktober 2012

Berømmelse

 Romanen består at ni historier eller delvist sammenhængende noveller, der alle handler om at rejse. Nogle rejser til fjerne egne, mens andre foretager en mere mental rejse, men for mange af dem spiller mobiltelefoner en markant rolle, for med sådan en, så spille det i grunden ingen rolle hvor man er, men behøves ikke at fortælle nogen hvor man tager hen, for så længe man bare har sin mobil på sig, så kan man få fat på eller blive fået fat på hvor som helst, hvis da bare der er strøm på, eller man ikke får et forkert nummer. Hvis man har fået et forkert nummer kan man til gengæld ødelægge et andet menneskes liv, det finder to af bogens personer i hvert fald ud af, men den ene af dem bliver fanget i spillet, og den anden bliver sat fri.

Bogen handler også om litteratur, om den interaktion der er mellem forfatter, bog og læser, og grænserne bliver bøjede, manipuleret og tilpasset undervejs. Bogen handler om det usandsynlige og det meningsløse og om at blive overhalet indenom af virkeligheden eller uvirkeligheden. Der er 3 forskellige forfattere, 1½ fiktive personer, og 1 som gerne vil være det. To af dem bevæger sig i periferien, men de sidste tre kredser om den sidste, forfatteren Leo som styrer og lader sig styre, og for hvem grænsen mellem litteratur og virkelighed er noget sekundært. Mest spændende er dog den lidt udenforstående historie om den verdensberømte selvhjælpsforfatter, som i et øjebliks tungsind overvejer at ændre hele verdens gang, for så betydningsfuld er han, eller det synes han i hvert fald selv at han er.

Historien bygger på en populistisk forståelse af stringteorien, noget med at vi alle på et eller anden måde er forbundet, hvilket er statistisk ganske sandsynligt, især når man tænker på hvor løst Kehlman definerer 'forbundet med', men fred være med det. Nogle af forbindelserne mellem historierne er lige lovlig søgte, men nogle af den er egentlig ganske interessante, og de reder bogen fra at falde helt fra hinanden, men jeg vil nu stadig nærmere kalde det ni noveller end 'en roman i ni historier', men det er bare mig og mit flueknepperi, for nogen roman synes jeg ikke, at det er.

Jeg har læst og elsket Kehlmanns debutroman "Opmålingen af verden" flere gange. Dette er hans bog nummer tre. Jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville sige, at den er dårlig, den er bare slet ikke på højde med hvad jeg havde forventet. Det er ikke nogen dårlig bog, med det er bare det, en bog, ikke noget særligt, ikke noget jeg vil gå og tænke på eller huske, og på den måde blev jeg skuffet, for han kan mere end det, han kan noget med sproget, noget ganske særligt, men det kommer ikke rigtigt frem her.

ORIGINAL TITEL: RUHM. Ein Roman in neun Geshichten DANSK TITEL: Berømmelse. En roman i ni historier FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 208 UDGIVELSESÅR: 2009

fredag den 26. oktober 2012

Livlægens besøg

Kongen, Christian VII, blev gal. Hans far var en fordrukken horebuk der lod adelen have den reelle magt, og adelen ville have at Christian blev ligesådan, så de lod ham opdrage med terror, og måske var det det der gjorde det, eller måske var det sket alligevel, i hvert fald blev han gal. For at holde styr på ham hyrede man Struensee til at være hans livlæge. Struensee var en god mand, men han havde idéer om folkets ligeværd, og han brugte kongens sårbarhed til at lave en fredelig revolution. Struensee var en god mand, og derfor forelskede den forsømte dronning, Caroline Mathilde, sig i ham og han i hende. Og revolutionen ender til sidst i en voldelig modrevolution ledet af Guldberg, en uanseelig mand.

Nogle vil måske genkende historien fra filmen 'En kongelig affære' med Mads Mikkelsen som Struensee.

Spørgsmålet der burde blive stillet i bogen er 'hvem er egentlig helten i dette spil', men det bliver ikke stillet, i stedet gås der ud fra, at det er Struensee. Det giver på en eller anden måde god mening i vores oplyste verden, Struensee var jo trods alt oplysningsmand, men det var hans samtid ikke. Han pressede nogle reformer ned over hovedet på et folk der slet ikke var parat til det, og han gjorde det af veje der er svære at retfærdiggøre. Hvis man så kunne sige, at han havde en eller anden form for plan, men hans love virkede mere eller mindre tilfældige, og når han for eksempel besluttede at et krigsskib ikke skulle bygges, så tænkte han hverken på værftsarbejderne eller de soldater der nu stod uden job. Han tænkte på Folket, men han tænkte ikke på folk. Ja, det er sejt, at vi som de første fik trykkefrihed (og mistede den igen) men til hvad nytte fik vi den? Og hvem gav ham ret til at bruge/misbruge den skrøbelige unge mand, som det egentlig var hans job at beskytte? Den Gud som han ikke troede på?

Struensees modstykke, Guldberg, er heller ikke nogen særlig god helt. Han var snu, snerpet, og jævnt kedelig, men hvis man koncentrerer sig, kan man godt lidt se hans pointe. Dengang i 1700 grønlangkål, der var den enevældige konge Guds udvalgt, og Guldberg troede på Gud. Måske virkede det underligt at så skrøbelig og gal en ung mand skulle lede et land, men Guds veje er nu engang uransagelige, og det skal man ikke gå imod. Det er helt klart i bogen, at man ikke skal kunne lide ham, og han er en helt igennem negativ figur, helt ned til hans undertrykte begær efter dronningen.

Til modstykke for dette undertrykte begær, er Struensees og dronningens rigt udfoldede erotiske eventyr, og de fylder meget (for meget) i bogen. Caroline Matilde blev udvalgt, som man nu engang gjorde det, ud fra sin politiske betydning, og hendes eneste mål var, at hun skulle føde landet en arvtager, derfor blev den skrækslagne Christian også tvunget til at bedække hende som en so. Hun fødte en søn, og så mistede hun al sin betydning. Det er selvfølgeligt synd for hende, og man forstår godt, at hun forelsker sig i Struensee, der som den eneste behandler hende som et rigtigt menneske. Gennem Struensee finder hun for første gang en personlighed og det viser sig at hun har evner, og det viser, at hun har mere forstand på politik end Struensee.

Hele misseren ender selvfølgelig frygtelig ulykkeligt, men det er som om det ikke rigtigt generer mig så meget. Enquist har ligesom ved "Hamsun" forsøgt at skrive en meget personlig beretning, og den bliver personlig, meget personlig, man stifter endda bekendtskab med dronningens slimhinder under samlejet med Struensee, hvilket jeg egentlig godt kunne have været foruden, men undersøgelser viser også, at vi lever i en enormt snerpet og moraliserende tid.

Enquist har en meget analyserende måde at skrive, så her kan man, mere end noget andet sted, tale om den alvidende tredjepersonsfortæller, og normalt er det super fedt, og jeg har læst flere af han bøger (her "Hamsun" og "om idræt") men lige her formår det ikke at trække den meget personlige stil op fra massen af romantiske ugebladsromaner og op til noget større og bedre. Mest af alt skyldes det nok, at man hører alt for lidt om livet udenfor hoffet. I "Hamsun" gjorde det ikke så meget, for de fleste ved en hel del om 2. verdenskrig, men jeg ved i hvert fald for lidt om 1700-tallet til helt at kunne forholde mig til fortællingen, det bliver en pantomine, et teaterstykke, men måske er det det der er meningen, måske er det for at vise hvor fjernt og løsrevet styret var fra de styrede.

ORIGINAL TITEL: Livläkarens besök DANSK TITEL: Livlægens besøg FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 353 UDGIVELSESÅR: 1999

lørdag den 20. oktober 2012

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.
Wikipedia
Matematik derimod
Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.
Wikipedia
For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade
Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

torsdag den 18. oktober 2012

Spionen der kom ind fra kulden

En imperialistisk agent bliver dobbeltagent for at give kommunisterne den idé, at en af deres bedste folk er forræder, men han bliver selv ført bag lyset af sine egne folk. Samtidig er der en kvinde der ikke har nogen åbenlyse forbindelser til historien, og de forelsker sig i hinanden uden at det helt går op for én hvorfor, hun bliver tilgengæld ret selvfølgeligt trukket ind i hele affæren, hvorefter han må sætte livet på spild for at redde hende, og det hele ender med en masse ikke særlig overraskende forvirring.

Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.

Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.

I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.

ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)

lørdag den 13. oktober 2012

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

søndag den 7. oktober 2012

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:
"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)
Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

lørdag den 6. oktober 2012

Skygger fra Oktoberland, forskrab

Jeg må være binde gal, jeg har i hvert fald sagt ja til at anmelde en mysterie/horror/parallelle verdener-skæbnefortælling, mig der skider grønne grise hver gang der er en uhyggelig film i fjernsynet, og mig som ved at bøger påvirker mig endnu mere end film, idiot idiot idiot. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt spændt, for samtidig med at bogen udkommer som bog, så har forfatteren også lavet en research blog, og det var den der fik mig til at sige ja, for jeg elsker når en forfatter laver deres research ordentligt, og jeg kan ikke andet end at respektere en bog der bygger på dette arbejde, det er dog ikke det samme som at jeg nødvendigvis kan lide den, men for at finde ud af det, og for at vise min respekt for det jeg respektere, så er jeg også nødt til at læse den.

Bogen handler om en piges mystiske forsvinden og de sandsynlige, men måske i endnu højere grad de usandsynlige forklaringer på dette. Jeg ved ikke om den tager udgangspunkt i en ægte konkret sag, og jeg vil heller ikke vide det, men jeg vil gerne lade som om, for så bliver det hele en lille smule mere virkeligt inde i mit hoved.

Jeg glæder mig i hvert fald til at give bogen en chance, men jeg garanterer ingenting, for da jeg læste "heksejagt" af Arthur Miller, blev jeg så utilpas, at jeg måtte lægge den fra mig, så at man ikke kan læse en bog færdig betyder ikke altid, at den er dårlig.

Bogen udkommer på forlaget Replikant 31. oktober 2012