Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Courtney Love: The Real Story

Det er ikke til at vid hvor meget "The Real Story" der egentlig er tale om, men betyder det så meget, hvis man ikke ligefrem skal bruge den til en skoleopgave? Der er skrevet tusindvis af grimme ting om Courtney Love, at hun tog stoffer under sin graviditet, at hun ikke gjorde nok for at forhindre Kurt Cubain, hendes mand, i at begå selvmord eller at hun ligefrem fik ham slået ihjel. Enhver der står anklaget har ret til en advokat til at forsvare sig, men den sværeste opgave er at forsvare sig mod folkets dom, og der har de brug for en forfatter eller journalist til at skrive en forsvarstale. På teologisk sprog hedder et sådant skrift en apologi, og for mange hvad er da rockmusik [punk] andet end en religion?

Uden egentlig at vide ret meget om CL på forhånd, så var der dog en historie jeg synes manglede, nemlig historien om hvordan Caitlin Moran kind of accidentally killed Kurt Cubain. I kan høre hende fortælle historien i denne video 8:57 eller lidt senere.

Eller egentlig mangler historien ikke, for den hører nemlig ikke til i CL's historie. Jeg har bare lyst til, at den skulle være der, fordi jeg elsker Caitlin. 

"Courtney Love: The Real Story" er ikke et litterært mesterværk, 100% pålidelig eller en grundig gennemgang og analyse af hendes musik, men den egner sig glimrende til helt almindelig læsning, og den er helt sikkert bedre end sladderbladenes farvestrålende sider eller tilfældige googlesøgninger der sender en ud i internettets mere dunkle hjørner. Vi har dog brug for biografier om rockstjerner, for verden er fuld af unge der har brug for noget at drømme om. Talentfulde unge, unge med en kaotisk baggrund eller personlige problemer. Så læs, lyt, sorter, byg dig din helt egen personlighed!

TITEL: Courtney Love: The Real Story FORFATTER: Poppy Z Brite FORLAG: Orion SIDEANTAL: 209 UDGIVELSESÅR: 1997

Symposion

NB Stikord til (især) gymnasieelever til bedre forståelse af Platons "Symposion" findes længere nede på siden!!!

Jeg kan godt lide at tale negativt om Platon, og det er der flere grunde til:

• Da jeg havde oldtidskundskab på gymnasiet, var min læger et ucharmerende fjols som for en lang periode fremover ødelagde mit forhold til den klassiske kultur.
• Som medlem af den hvide veluddannede middelklasse var pædofil kærlighed, homo-erotik og en filosofisk vandring mod en højere væren mere end mit teenage-jeg kunne håndtere.
• Men vigtigst af alt, så er der en forbløffende stor gruppe mennesker som bliver virkelig sure ved enhver kritik af Platon.

Der er som sådan ikke noget galt med Platon. Nogle af de ting han siger er gode, andre er helt ude i hampen. Noget ting kan vi bruge i dag næsten 2400 efter, at det er skrevet, noget kan vi ikke. Noget kan vi læse som visdom/filosofi mens andet bør læses som en god og underholdende fortælling. 

Jeg havde selv store vanskeligheder med at forstå disse ting, da jeg i en alder af 19 år trak et spørgsmål om 'Symposion' til min eksamen i 3.g. Jeg var ikke jordens mest flittige elev, så da jeg ikke forstod eksamenspørgsmålet, så var jeg meget usikker på, om det var mig eller læreren der var en idiot, og af frygt for at det var mig, turde jeg ikke rigtigt at snakke med nogen om det. 

Nu, 11 år senere, i en alder af 30, har jeg genlæst Platons 'Symposion', og jeg tror, at jeg nu måske ville være i stand til at besvare spørgsmålet, men jeg er også rimmelig sikker på, at jeg i gymnasiet ikke ville have kunnet det, heller ikke selvom jeg rent faktisk havde læst hele pensum og været der til alle timerne. Det har vist sig, at det hverken var læreren eller mig der var idioter, det var spørgsmålet, som læreren stillede, der var helt ude af trit med kvaliteten af hans undervisning.

Noter til forståelse af tekste:

At snakke om Platon og om Sokrates kommer stort set ud på ét. Sokrates var en stor filosof som ikke selv skrev noget ned, men det gjorde hans elev Platon derimod mange år senere. Platon var stor beundrer af sin læremester (Sokrates), så hvis Platon skriver at Sokrates siger et eller andet, så kan man godt regne med, at det er det der er historien facit/klimaks/morale/konklusion. Er man selv enig eller ej, det betyder ikke så meget. hvis en oldlærer spørger, så er det sandsynligvis dette han eller hun fisker efter.

'Symposion' handler om en lille gruppe mænd der ligger til bords, for det gjorde man dengang, mens de drikker vin og holder taler om kærligheden/Eros. De vigtige ord her er mænd, drikke, tale og kærlighed/Eros.

Grækenland var et mandsdomineret samfund. Det var mændene der bestemte, diskuterede, elskede, og dem de elskede var også mænd.

Et moderne symposium er en kultiveret diskussion blandt akademikere, men de gamle grækere skyllede ordene ned med rigelige mængder vin, og Sokrates selv kunne, ifølge Platon, drikke dem alle under bordet uden selv at blive fuld.

I en græsk diskussion gjaldt det ikke kun om at have ret og sige de klogeste ting, man skulle også være den der formulerede sig på smukkeste vis.
Når mænd havde sex med kvinder, var det i det gamle Grækenland primært en praktisk foranstaltning som skulle sikre slægtens overlevelse. Nej, den ægte kærlighed/Eros/begær var en sag mellem mænd, eller rettere, det var sag mellem gamle mænd/elskeren og unge drenge/den elskede. Det er det emne der diskuteres i 'Symposion', hvad den kærlighed mellem mænd er, og hvorfor det er den bedste slags kærlighed.

Til aller sidst, hvis man er ved at gå kold i bogen og synes at det er noget lort, så slå om på Alkibiades' tale, hvor en ung smuk mand som er fuld og meget forelsket i Sokrates gør sig selv fuldstændig til grin.

TITEL: Συμπόσιον DANSK TITTEL: Symposion FORFATTER: Platon OVERSÆTTER: en lang række muligheder UDGIVELSESÅR: ca 385–370 f.kr.

Smagen af honning

"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:

"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96

Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.

Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'

Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

• Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
• Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
• Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
• Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.

TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Bright Lights, Big City

 Jeg har haft mange mærkelige eller overfladiske årsager til at læse en bog, jeg kan for eksempel sagtens finde på at købe/læse en bog fordi den har en flot forside. Denne bog købte jeg, fordi et afsnit af tv serien CSI New York bygger på den. Afsnittet er fra første sæson som ikke bliver vist på dansk tv. Jeg er fan af serien, derfor er jeg også nærmest automatisk fan af seriens referencer, så jeg gik på Amazon og købte den uden overhovedet at have læst hvad den handlede om.

Bogens unavngivne hovedperson arbejder som faktumkontrollant på et ligeledes unavngivet intellektuelt magasin. Tiden er 1980'erne, stedet er New York City og alting går hujende hurtigt, og der må en lind strøm af stoffer og alkohol til at følge med. Hovedpersonens smukke modelkone har forladt ham efter mindre end et år og tilværelsen har ingen mening, men hans menneskelige forfald startede endnu tidligere end det, hvilket man finder ud af til sidst.

Udenpå coveret står der:

"Probaply the best book ever written about being young, about doing drugs, and about musik".

Tre ting som jeg for at være ærlig ikke har meget forstand på, for teknisk set har jeg været ung, sådan aldersmæssigt, men det vilde ungdomsliv har jeg aldrig gjort det ret meget i. Så selvom jeg godt kunne værdsætte de litterære kvaliteter, så gik de finere nuancer nok hen over hovedet på mig, indtil jeg stødte på dette citat

"You concidered violence and you concidered reconciliation. But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read to quickly, leaving a dwindling trail og images and emotions, untill all you can remember is a name"
                                                                                                                    s 121

Det er pludselig noget jeg kan forholde mig til, og straks gav det hele lidt mere mening.

Bogen er skrevet i 2. person singularis, det vil sige du-person, hvilket jeg fandt yderst distraherende til at begynde med, for det forudsætter at læseren kan sætte sig ind i bogens situation, og da jeg i starten ikke kunne det, så distancerede formen mig yderligere fra hovedpersonen, men jeg kan forestille mig, at hvis man faktisk forstår hovedpersonen, så vil det ramme en hårdt og personligt, og man vil kunne tage bogen til sig på en helt særlig måde.

Men hvad er den dybere mening i bogen så? Den handler om hvordan der kan være smerte og dybde under New Yorks fart og overfladiskhed, og det beskriver den faktisk ganske godt, jeg er i hvert fald overbevist.

TITEL: Bright Lights, Big City FORFATTER: Jay McInerney FORLAG: Bloomsbury
SIDEANTAL: 174 UDGIVELSESÅR: 1984 (2007)

Den rasende hær

Jeg går altid ind til en krimi med, lad os kalde det modværge, jeg finder hele genren temmelig tåbelig og unødvendigt voldelig, dertil lagt et middelmådigt amatørarbejde i skrivestil, sprog og plot, men det galder for alle regler at der må være en undtagelse, og jeg tror at jeg her har fundet min.

Historien i ‘Den rasende hær’ er forholdsvis ordinær. I henhold til en gammel legende begås der i en lille nordfransk landsby en række mord. Samtidig kører der en sag om en forretningsmogul der er blevet brændt ihjel i sin bil, og hvor folk højt oppe i hierarkiet vanskeliggør opklaringen. Midt i alt dette står den noget forvirrede kriminalkommissær Adamsberg med sine to nørdede håndlangere.

Historien er dog ikke det der interesserer mig, det gør detaljerne til gengæld. Der er kælet så meget for detaljerne, at det virker en dansende vind gennem hele romanen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en nørd med detaljer, og jeg synes nærmest, at de kan være smukke når de bruges på den rigtige måde. En bog kan være så proppet med detaljer at det virker kvælende, ja nærmest tragisk, men her hjælper det bare til med at understrege Adamsbergs nærmest barnlige forvirring, for et barn lader sig opsluge af detaljerne og glemmer tiden, og det sker også her, men detaljerne er ikke kun forvirrende, de er også vigtige på deres samme sære facon.

“Og han tager fejl. For det er i Brasilien, at sommerfuglen basker med vingerne, og i Texas, at tornadoen rammer”.
“Gør det nogen forskel, Danglard?”
“Ja, for jo længere man fjerner sig fra de rette ord, jo lettere bliver selv de reneste teorier til sladder. Og så ved man ikke længere, hvor man er henne. Jo mere tilnærmelsesvis og unøjagtig man er, jo tyndere bliver sandheden, og jo tykkere bliver dunkelheden”.

“Den rasende hær” s. 88-89

Og Fred Vargas har kontrol over sine detaljer og over sit sprog. Hun svæver overlegent hen over vandene og trækker i trådende, hun er sommerfulglens vinger, og det lykkes hende forholdsvis godt at holde styr på det hele. Hun er intelligent og velformuletet, og hun ved hvor hun er på vej hen, men ligegyldigt hvor meget positivt jeg har at sige om den, så er den stadigvæk en krimi, så der sker lidt de samme ting som der sker i så mange andre krimier. Hvad der dog skiller sig markant ud, er personerne. Vargas univers er i modsætning til hendes kollegers hovedsageligt befolket af behagelige mennesker. De er ikke perfekte, måske en smule tossede og alkoholiske, men de er ikke ødelagte, og de er i bund og grund gode nok. 

Egentlig ved jeg ikke og det er godt eller skidt, men mest af alt er det en dejlig afveksling, jeg har nemlig set franske krimier i fjernsynet. deres betjente er korrupte og ubehagelige, men ikke her. Men selvom personerne er behagelige, er de ikke nemme at holde af, for deres personligheder er meget ensidige, det kan selvfølgelig godt skyldes at dette er bog nummer otte i serien, og hvis alternativet er voldelige personer med ubehandlede barndomstraumer, så foretrækker jeg langt dette.

Jeg nød dog at læse bogen, ikke for plottets skyld, jeg kunne ikke være mindre interesseret i hvem morderen er (hvilket skyldes genren og ikke denne specifikke bog), men sproget og detaljerne var en ren lise.

ORIGINAL TITEL: L’armée furieuse DANSK TITEL: Den rasende hær FORFATTER: Fred Vargas FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 396 UDGIVELSESÅR: 2011 (2012)

Sandheden om sundhed

Det er to uger siden jeg sidst har postet en anmeldelse, og det skyldes dels dovenskab, dels at jeg har været på en lille ferie hos min far, og så det, at jeg er i gang med en tomme tyk bog på over 600 sider, men før jeg bliver færdig med den, vil jeg lige anmelde en bog jeg har siddet og bladret en del i, og som jeg læste med velbehag en gang sidste år.

'Sandheden om sundhed' af et af mine store idoler, bente Klarlund Pedersen, er en bog om de videnskabelige undersøgelser bagved alle de ting vi får at vide er godt for os. Spis sundt, dyrk motion, ryg ikke og drik med måde. Det var godt og lærerigt at læse den én gang, men når jeg læser den igen, er det, det må jeg indrømme, rent selvretfærdighed. Jeg sidder og klapper mig selv på skulderen, for her står det sort på hvidt, at jeg er en god pige, som gør alting rigtigt, og det er jo godt at vide, men jeg vidste det jo i forvejen godt, for min mor underviser i biologi på gymnasiet, og undervisningen bliver taget hjem til spisebordet, så alt det der står er for mig barnelærdom, men jeg er blot et menneske, og jeg kan godt lide at blive bekræftet, og det gør denne bog.

Okay, ny yder jeg ikke min interesse i bogen helt retfærdighed, for det er faktisk en rigtig god bog. Den er let læselig, vittig og relevant. Måske er den en lille smule hellig, men det er svært at lade være, når de videnskabelige resultater er så entydige.

"Vis hensyn for rygerne, de lever ikke så længe"

 Det er ikke et citat fra bogen, men det er i bogens ånd, kor det den prøver at fortælle os er hvordan vi får et længere og sundere liv. Fint nok med et sundere liv, men er er vi virkelig interesserede i at folk lever så meget længere? Jeg har en farmor som jeg holder uendeligt meget af. Hun er 84, så tankerne om døden er der, og det er ikke til at holde ud, for jeg ønsker at hun skal være hos mig mange mange år endnu, men på et samfundsmæssigt plan, så er det ikke hensigtsmæssigt at alt for mange mennesker lever til de er over 100, når nu man går på pension når man er 65. Selvfølgelig, hvis man som bogen foreskriver lever sundt, så skulle man også blive mindre syg, men ligegyldigt hvor sundt man lever, så vil arvelighed, miljø og simpel biologi gøre, at kroppen nedbrydes, og samfundet skal poste penge i pleje.

Dette kommer til at lyde som om jeg hader ældre, og de bare skal gemmes af vejen til de dør hurtigst muligt, men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske at alle ældre behandles på den måde jeg ønsker at min egen elskede farmor skal behandles. Jeg ønsker blot at stille spørgsmålstegn ved, at vi par tout skal blive ældre og ældre. Kvinderne i min mors side af familien har lidt af en grim form for demens, som begynder tidligt og som meget langsomt opsluger ens liv. Sandsynligheden for at min mor og jeg selv bliver sådan er stor, og så ønsker jeg ikke for nogen af os at vi bliver alt for gamle, for jeg så min mormor som hun var til sidst, hun kunne ikke spise et stykke fyldt chokolade, for hendes hjerne genkendte det ikke som noget der kunne spises, CHOKOLADE!!! Har man så virkelig lyst til at leve så længe.

Jeg nævnte at bogen er vittig. Jeg har læst flere af Bente Klarlunds bøger, og jeg er helt vild med hendes måde at skrive på (umiddelbart synes jeg, at den minder om min egen), men jeg har også set hende i fjernsynet, og der er hun nærmest aspergeragtigt akavet. Jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er pinligt pinefuldt, eller beroligende genkendeligt at se, men i hvert fald, så foretrækker jeg hendes bøger.


Bente Klarlund har en familiebaggrund i Frelsens Hær, desuden er hun læge, de to ting sat sammen gør, at det er umuligt for hende ikke at prædike. Mig generer det ikke, for jeg hører jo allerede til de omvendte, men jeg kan se på folks breve til hendes brevkasse i Politiken, at det er generende for nogen, og fred være med det, men man kan dog ikke betvivle, at det umiddelbart ser ud til at hun har ret. Det gælder om at spise sundt, dyrke motion, lade være med at ryge, og drikke med måde.

TITEL: Sandheden om sundhed FORFATTER: Bente Klarlund Pedersen
FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 181 UDGIVELSESÅR: 2010

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)