Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

En Bitterfisses Bekendelser

Tør man anmelde en bog af en dame for hvem bloggende førtidspensionist er et ukvemsord? Man bliver helt bange for at nedkalde sig hendes vrede og bitterhed, men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo er en nobody uden radikale meninger, glamourøst liver eller nogen stor fanskare, og så ånder jeg lettet op.

Hvis man slet ikke på nogen som helst måde ved hvem Bitterfissen Bethany er, så ved jeg ikke hvor i Danmark man kan have været det sidste år til halvandet. Selv vidste jeg egentlig ikke meget mere, end at hun har præsteret at pisse alle dem der er noget, eller selv synes de er, af, og at hun har et rigtig grimt sprog, som en kvindelig sexfikseret Kaptajn Haddock.

Bogen er fyldt med en lang række røfler (røffeler?) til en lang kendiser og wannabekendelser, og det var da morsomt langt hen af vejen, men med mit halvfesne halvhjertede kendskab til den arena gjorde at jeg ikke vidste hvem halvdelen af dem var.

hendes perverse sprog og lemfældige omgang med seksuelle udbrud, har fået megen omtale, og ja, det er grimt, og ja, jeg blev efter et stykke tid ret træt af det, men det provokerer os jo ikke fordi det er grimt, men fordi det er af en kvinde og om de kvindelige kønsorganer, hvis det var en mand der skrev det samme om sit vedhæng havde vi rystet på hovedet og ikke mere, og DET provokere mig.  Faktisk var der mange der fornægtede ideen om at en kvinde kunne skrive sådan, og de var flere gange ude og sige, at der nok i virkeligheden var tale om en mand.

Hele spørgsmålet om anonymitet har været et af de helt store samtaleemner, var det fejt eller sejt?  Bogen, 'En Bitterfisses Bekendelser' udkom 29. februar 2012, og d. 19. marts 2012, gik Bethany Hansen ud og afslørede sin sande identitet, Jeanett Veronica Hindberg. Spørgsmålet er så om bogen skulle være den helt store finale før en æra skulle være slut, eller om det viste sig at Bitterfissen bare var lige så medieliderlig som alle de kvinder hun i sin blog og bog tordnede imod. Hvis det er det sidste, er det bare sørgeligt,

Men skulle dette virkelig være slutningen? Selvom jeg måske ikke har fulgt med i hendes blog, så har hun i stor stil præget de danske medier, og tvunget folk til at tage et blik på dem selv, eller i hvert fald os andre til at se på dem, og se, at måske er de alligevel ikke så ophøjede. I så fald var det en lidt tam finale. Det burde, i mine øjne, have været et manifest for blogverdenen, et dokument for fremtidige generationer, men sådan leger Bethany ikke. Den har nogle af de ting jeg håbede, det har den bestemt, men det er hovedsageligt flere personangreb, rettet mod personer der vil være glemt og borte om 5 år.

En ting skal Bethany dog have, og det er, at bogen er utroligt gennemført hele vejen igennem. Hun er ond mod de dumme (hvilket er de fleste af os) og er sympatisk med de få der fortjener det, Bethany er nemlig god på den måde, som hun selv ville sige det.

TITEL: En Bitterfisses Bekendelser FORFATTER: Bethany Hansen  FORLAG: Forlaget Turbulenz SIDEANTAL: 219 UDGIVELSESÅR: 2012

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009