Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Statens Museum for Kunst

Dette indlæg kan betragtes som en begrundelse for, at man aldrig burde gå på museum uden at betale mig en masse penge for komme med morsomme kommentarer. Men egentlig handler det bare om, at jeg værdsatte en sjælden mulighed for at se på kunst af en ældre dato. Jeg kan mægtig godt lide moderne kunst, men nogle perioder har ikke haft samme rigdom af skøre små detaljer. 

Cornelis Cornelisz van Haarlem (1562-1638), Titanernes fald, 1588-90

Engang placerede man ofte et kradsende figenblad over kønsdele, men her har vi et lidt mere kreativt forsøg, en guldsmed. Jeg spekulerer på, om der nogensinde har været nogen som helst der har været den mindste smule i tvivl om, hvad det egentlig skulle forestille. Jeg håber dog, at tidligere tiders folk har fået lige så meget sjov ud af det som jeg har haft.

Franz Rösel von Rosenhof, Jorden efter syndefaldet, 1690.

En ørn/grif der har snapset en fuldvoksen elefant? Dette er et udklip af scenen efter syndefaldet, men syndefaldet er den event der førte til den tilstand vi har nu, hvor løven og lammet ikke længere er venner men jæger/bytte. Denne postsyndefaldsvirkelighed som vi reelt lever i virker derfor dybt skuffende. Denne virkelighed hvor elefanter mere er truet af menneskelige krybskytter end af sultne griffer...

forgotten who

Manden til venstre er er godt billede på hvordan jeg danser, når jeg en sjælden gang prøver. Det er også et rigtig godt billede på, hvorfor det er, at jeg så sjældent danser.

"Sct Michael og dragen", kunstner ukendt

Det kan diskuteres hvordan en rigtig drage ser ud, men så vidt jeg ved, så er de for de meste reptilagtige. Derfor undrer det mig at denne drage er udstyret med et par ganske store babser som eller primært er forbeholdt pattedyr.

Julius Exner, efter, 19. årh.: "En gondol"

Well, vi tager vel alle sammen til Venedig for at nyde en god udsigt...

Jørgen Haugen Sørensen, Nationalfølelsen, 2005

Bare titlen "Nationalfølelsen" får mig til at grine, og det ligner da også udmærket en sur gammel mand. Jeg tror dog, at jeg her kan vise hvor Jørgen Haugen Sørensen har sin inspiration fra.

Walter Moers, Kaptajn Blåbjørns 13½ liv, "Vrøvlebølger", 2001

M Train

Jeg kender mest Patti Smith fra musikken, men selvom "M Train" er en form for selvbiografisk bog, så står der stort set intet om musik. I stedet handler den om at drikke sort kaffe, læse gode bøger og se detektivserier på fjernsynet i bemeldte rækkefølge... What's not to like... Det skulle da lige være, at hun indrømmer, at hun bedre kan lide den amerikanske remake "The Killing" frem for den oprindelige "Forbrydelsen". NOOOOO, hvordan kan hun gøre det imod os... Okay, faktisk har jeg aldrig selv set mere end et par tilfældigt løsrevne afsnit, men jeg er list undskyldt, for jeg var meget meget syg dengang, jeg har dog stadig min nationale stolthed...

Jeg vælger dog at tilgive hende, for "M Train" er nemlig en meget speciel bog. Det er ikke fordi den er det bedst skrevne eller den mest spændende, men den er skrevet af en kvinde der skriver som en mand. Hun skriver om at læse fantastiske bøger, besøge berømte kunstneres gravsteder, være med Continental Drift Club uden at være forsker, men bare fordi hun finder tanken kontinentaldrift romantisk (filosofisk), om at lyve sig ind på en mexicansk café ved at påberåbe sig at være journalist/forfatter for at komme til at drikke koppevis af noget af verdens bedste kaffe, om at det er svært at skrive om ingenting, om rodløsheden efter hendes mands død og om at tage billeder med et gammelt polaridkamera.
Hvad der ikke står noget om er tanker om ikke at være god nok, om at være totalt overskudsagtig, om hvor svært det er at kombinere husarbejde med en karriere, lange beskrivelser af tøjvalg*, frygt for hendes (voksne) børns ve og vel eller om at have gode veninder man altid hænger ud med.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er helt vild med den form for litteratur, jeg kan bare godt lide at hvordan man skriver og hvad man skriver om ikke skal være bestemt af ens køn.

*her findes der for Patti kun ét rigtigt valg; strømper med bier, over-alls, en slidt og uformelig læderjakke og en strikhue.

TITEL: M Train FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Alfred A. Knopf SIDEANTAL: 254 UDGIVELSESÅR: 2015

Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

The Blazing World

Foto: Jan Kort

'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip

Alice's Adventures in Wonderland

Er du nogensinde blevet belært om, at en bog mister noget i oversættelse? For nogle år siden læste jeg "Alice i Eventyrland" og erklærede, at det da var noget forvrøvlet mak. Jeg fik at vide, at det bare var fordi jeg læste den på dansk, og at den faktisk er enormt poetisk og siger noget om samfundet og sådan. Jeg ved en del om oversættelse, det er ligesom det jeg går og laver til hverdag, men nu var det nu engang bare den danske udgave jeg tilfældigvis havde fået fat på på biblioteket.

En dag fandt jeg så "Alice's Adventures in Wonderland" med illustrationer af Tove Jansson (hende med Mumitrolden), og så måtte jeg bare have den, selvom jeg stadig var overbevist om historiens forvrøvlethed. Bogen har så stået og samlet støv i månedsvis, indtil jeg sidste uge var på museum og se tjekkisk dukketeaterkunst. Tjekkisk humor er også en smule forvrøvlet (undskyld tjekker), så jeg tænkte, at det da sikkert kunne være et fint match.

Det VAR et godt match, og jeg må med en blanding af skam og fryd erkende, at den altså er en fantasillion gange bedre på engelsk. Vrøvlet var den stadig, men på engelsk var der på en eller anden måde mening med galskaben. Meningen med vrøvlet er, at Carroll på en vrøvlet måde, afslører det vrøvl som voksne går rundt og siger.

Tove Janssons tegninger er meget typisk Tove Jansson, og man kan ligefrem genkende visse skikkelser fra Mumiuniverset. Stilen går forbløffende godt til historien. Normalt forbinder jeg engelske motiver med børn med tykke kinder og storblomstret sofabetræk, hvilket står i stærk kontrast til Janssons finske mørke, men nogle gange mødes modsætninger og sød musik opstår.



TITEL: Alice's Adventures in Wonderland FORFATTER: Lewis Carroll ILLUSTRATIONER: Tove Jansson FORLAG: Tate SIDEANTAL: 110 UDGIVELSESÅR:1865, 1966 (2011)

#septemberbøger day 17: A that makes me happy. How can I not be happy in a world where Tove Jansson has illustrated Alice in wonderland. Doesn't Lille My look exactly like the cheshire cat :-D #aliceinwonderland #lewiscarroll #tovejansson #lillemy #thecheshirecat #bookporn #books #bookstagram #bookillustrator

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 17. Sep 2016 kl. 12:42 PDT

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

Flower faries of the spring

Det er ikke alle der ved det men "Flower Faries" er helt reelle og respektable bøger og ikke bare sådan noget pyssenysset fnidderstads til små piger som kan købes i bog og idé. Okay indrømmet, så ligger bøgerne til den søde side, og der er ikke meget bid i dem, men gennem en række små billeder og digte lærer forfatter og illustrator Cicely Mary Barker om hverdagsblomster.

"Flower Faries of the Spring" er den første bog i serien om blomsterfeerne og blev udgivet i 1923, og har man læst en har man lidt læst dem alle, for med mindre man går meget op i botanik, så er der altså i virkeligheden ikke den banebrydende forskel på blomster, i hvert fald ikke når det gælder digtene der heller ikke alle formmæssigt er lige gode.

Illustrationerne er dog forbløffende varierede, når man vel og mærket tager i betragtning, at de alle forestiller et barn og en blomst.

Selvom Barker ikke vedkendte sig nogen kunstretning, så er hendes stilart dog inspireret af pre-raphaeliterne med deres eventyrlige motiver, deres fine tegnestil og deres sans for at bruge deres kunst kommercielt.

Som nævnt er der ikke rigtigt noget bid i bogen, og det er en skam, for børn har også deres egen sans for drama. I et enkelt af digtene finder vi dag en smule drama, og det er i digtet om mælkebøtten

Gay and naughty in the garden;
Pull me up - I grow again,
Asking neither leave nor pardon,
Sillies, what are you about
With your spades and hoes of iron?
You can never drive me out

Af bogens 24 blomster er det da også det eneste jeg rigtigt kan huske.

Men jeg skal måske ikke sige alt for meget grimt om bogen, for fordi jeg emotionelt var ret langt bag ud i min udvikling, var jeg en ret stor pige før jeg begyndte at finde alt det sukkersøde lidt irriterende. Jeg fik faktisk først bogen da jeg gik i 7. klasse, men jeg var dybt fascineret, smuk med smuk på. Jeg må jo også indse, at der er en grund til, at i hvert fald billederne har fået en renæssance, og det er at små piger nu en gang godt kan lide sådan noget.

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

Viborg Domkirke

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke med min far og farmor.

I midten af 1800-tallet brændte den oprindeligere kirke ned, og man opførte en flot gotisk kirke på dens sted. På grund af det der med pengene snød man lidt. Man byggede kirken i mursten, og lagde granitsten uden om for effektens skyld. Alene af den grund var min far opsat på at hade kirken, men han måtte bide det i sig igen, den er faktisk rigtig flot lavet.

Man betalte kunstmaleren Joachim Skovgaard en sikkert ret net sum penge for at dekorere den i rigtig middelalderstil. Normalt når man skal male nogle bibelske motiver, så maler man de kendte; Adam og Eva, Noas ark, Abraham og Isak, Moses og så en masse med Jesus, for man skal nå så meget på så lidt plads, men skovgård havde rigeligt med plads til at boltre sig på, så man får en masse af de historier man ikke sådan lige kan på fingrene; Elias der bliver fodret af ravnene i ødemarken, Jericos mure der blæses omkuld, Kain og Abel og Josef der tyder faraos drøm (ikke den Josef der blev Jesus' stedfar, selvom han også kom til Egypten, men ham der blev solgt som slave af sine egne brødre).

Kirkeskibet er hovedsageligt dekoreret med gammeltestamentlige motiver, og sidekapellerne (kan ikke huske hvad de hedder i den protestantiske kirke) med billeder med Jesus. Oppe ved alteret ser man så de døde der efter dommedag kommer op til perleporten. Loftet er dekoreret med apostle, evangelister og profeter (også dem man ikke lige normalt kender navnene på.

Alle billederne forestiller meget konkrete begivenheder, det er for eksempel skærtorsdag der fylder en hel væg og ikke påske. Publikum/menighed slipper derved for at tage stilling til, var graven tom eller var den ikke? Det gør billederne lettere tilgængeligt for ikke-religiøse mennesker, men det skærer også en hel dimension, den vigtigste dimension ved kristendommen, væk, og det er en skam, det gør kirken til en kunstudstilling frem for et Guds hus. Jeg ved ikke om Skovgaard var religiøs, men jeg tvivler.

Men billederne er bestemt flotte, og de er bestemt værd at tage ind og se, og selvom jeg er katolik har jeg også lyst til at tage til en gudstjeneste en gang, bare for at se hvordan det virker i praksis.

Jeg kender en der blev gift derinde, og jeg kan dårligt forestille mig hvor smukt det måtte være, den røde og grønne kirke (de to dominerende farver) i kontrast til den hvide kjole. Jeg er normalt ikke en romantiker, men wow.

My African Letters

Emails er en praktisk men ikke særlig personlig måde at kommunikere på. Jeg sender mange emails, men udkommet er som oftest ganske kedeligt. Hvilke historier sidder der på den anden side af skærmen? De må vel også være mennesker med håb og drømme. Dette giver Ditte Ejlerskov et muligt, eller nok nærmere umuligt, billede på i sin bog "My African Letters".

11. april 2011 kl 21:27 modtog DE en mail fra en advokat fra Benin i det vestlige Afrika. Han informere hende om, at en fjern slægtning er død og har efterladt sig 10,3 millioner dollars. Andre mennesker ville måske kategorisere det som spam, men Afrikas røde jord er hvad drømme er lavet af, så DE vejrer eventyr og besvarer denne velkomne email. Det bliver en længere korrespondance om håb og drømme, der inspirerede den unge kunstner til en serie af billeder.

Jeg hørte om bogen i en notits i Jyllandsposten. Jeg forstår mig ikke synderligt på kunst, men jeg forstår mig på vilde drømme, mærkelige email korrespondancer og på pudseløjerlige indfald, så jeg måtte simpelthen eje den.

Dette er ikke en bog der er udtænkt af en forfatter, der er intet gennemtænkt plot, ingen fastsat handling, og alligevel er der et budskab, for i forløbet indser DE sin kolonialistiske tankegang. Hun oplever hvordan hun udnytter advokaten for at få en god historie, efterfulgt af skyldfølelsen over ikke at give denne stakkels fattige afrikaner penge, og til sidst ønsker hun at redde ham fra en sikker kummerlig tilværelse, men før man bliver alt for forarget, må man lige huske på, at 'advokaten' også prøver at udnytte DE og hans fordom om hende som en rig europæer.

Bogen er usentimental og morsom, og man for virkelig lyst til at tro at advokatens historie er sand, man får lyst til at tro at disse penge og det store afrikanske eventyr findes derude et sted. Men den giver også et billede af en ung kvinde, der måske keder sig lidt herhjemme og vil ud i den store vide verden. (Nu siger jeg lige herhjemme skønt hun er bosat i Malmö).

DE's drømmebilleder bliver vist bag i bogen, og jeg har bladret dem igennem et utal af af gange, for også jeg nærer den afrikanske drøm.