Alice

Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

Svalens graf

Dette er min boganmeldelse nr 101, men det er kun min femte anmeldelse af en krimi, for det er en genre jeg egentlig ikke er så vild med, men nu forholder det sig sådan, at jeg for nogle år siden læste "Dinosaurens fjer", og jeg var ret vild med dens fremstilling af den akademiske verden og dens smålighed. Jeg fik fornemmelsen af, at det var det hun i virkeligheden gerne ville skrive om, men at bogen blev lavet til en krimi fordi krimier sælger godt.

Da efterfølgeren, "Svalens graf" kom på gaden, tænkte jeg, at den måtte jeg da også få læst. Jeg er lige startet på at have latin og det giver meget arbejde, og det er meget uoverskueligt, så torsdag brød jeg hulkende sammen, så fredag holdt jeg fri og gik ud og købte bogen, for det gode ved krimier er, at de har så lidt at gøre med ens eget liv, at man kan koble af og ikke bliver konfronteret med sig selv.

Bogen handler om en universitetsprofessor der muligvis er blevet dræbt over nogle grimme sandheder han fandt ud af om nogle vacciner som bliver givet til millioner af afrikanske børn. Jeg ved INTET om videnskaben bag bogen, og en hurtig googlesøgning gav ikke lige noget opsigtsvækkende, men blandet med kriminalgåden får Gazan det til at lyde, og ikke sandsynligt, så i hvert fald plausibelt, at der sker de ting der sker, og ingen er endnu blevet upopulære i litterære kræse for at angribe medicinalindustrien.

Bogen har sin andel af dumme svin, men hvad jeg godt kan lide, i modsætning til andre krimier, er mangel på voldspsykopater med seksuelle/religiøse motiver. Denne bog handler om almindelige mennesker, selvom alle figurerne altid har en helt forfærdelig tragisk barndom, hvilket godt kan blive lidt småirriterende. Nogle gange får jeg dog den fornemmelse, at det er mere sarkastisk end klynkende ment, og den tanke kan jeg egentlig godt lide, som om hun siger 'op i røven' til en hel genre af bøger (ikke nødvendigvis krimier) hvor personerne er uden skyld i deres fortrædeligheder, for 'de havde jo en slem barndom'.

Hvad jeg dog savner fra 'dinosaurens fjer' er mere intern universitetsfnidder, men det ville ikke nødvendigvis have gjort bogen bedre, det handler mest bare om mine egne prioriteter fordi jeg selv læser på universitetet.

TITEL: Svalens graf FORFATTER: Sissel-Jo Gazan FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 471 UDGIVELSESÅR: 2013

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)

Madam Bovary

SPOILER ALERT, men kun delvist.

Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.

Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.

Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.

Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?

Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.

Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.

Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.

Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.

ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står

"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)

 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)