Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Courtney Love: The Real Story

Det er ikke til at vid hvor meget "The Real Story" der egentlig er tale om, men betyder det så meget, hvis man ikke ligefrem skal bruge den til en skoleopgave? Der er skrevet tusindvis af grimme ting om Courtney Love, at hun tog stoffer under sin graviditet, at hun ikke gjorde nok for at forhindre Kurt Cubain, hendes mand, i at begå selvmord eller at hun ligefrem fik ham slået ihjel. Enhver der står anklaget har ret til en advokat til at forsvare sig, men den sværeste opgave er at forsvare sig mod folkets dom, og der har de brug for en forfatter eller journalist til at skrive en forsvarstale. På teologisk sprog hedder et sådant skrift en apologi, og for mange hvad er da rockmusik [punk] andet end en religion?

Uden egentlig at vide ret meget om CL på forhånd, så var der dog en historie jeg synes manglede, nemlig historien om hvordan Caitlin Moran kind of accidentally killed Kurt Cubain. I kan høre hende fortælle historien i denne video 8:57 eller lidt senere.

Eller egentlig mangler historien ikke, for den hører nemlig ikke til i CL's historie. Jeg har bare lyst til, at den skulle være der, fordi jeg elsker Caitlin. 

"Courtney Love: The Real Story" er ikke et litterært mesterværk, 100% pålidelig eller en grundig gennemgang og analyse af hendes musik, men den egner sig glimrende til helt almindelig læsning, og den er helt sikkert bedre end sladderbladenes farvestrålende sider eller tilfældige googlesøgninger der sender en ud i internettets mere dunkle hjørner. Vi har dog brug for biografier om rockstjerner, for verden er fuld af unge der har brug for noget at drømme om. Talentfulde unge, unge med en kaotisk baggrund eller personlige problemer. Så læs, lyt, sorter, byg dig din helt egen personlighed!

TITEL: Courtney Love: The Real Story FORFATTER: Poppy Z Brite FORLAG: Orion SIDEANTAL: 209 UDGIVELSESÅR: 1997

Inger Støjberg skriver om Sussi & Leo

Når man en stille dag vandrer gennem biblioteket og tilfældigt piller bøger ud af reolen, hænder det at man rammer guld. I slutningen af august var jeg mere heldig end jeg nogensinde før har været. Egentlig ved jeg ikke om jeg var heldig, eller en eller anden bibliotekar havde moret sig med at stille denne bog et sted hvor et uskyldigt offer nemt ville finde den.

I hvert fald bed jeg på, og jeg for til tasterne. Jeg skrev DETTE blogindlæg, på facebook, sms'er og hvor som helst jeg havde muligheden. "OMG OMG har i set hvad Inger Støjberg har skrevet???". det gav mig en kæmpe følelse af tilfredsstillelse.

Nu ved jeg ikke, om jeg måske har lidt dårlig samvittighed. Jeg bryder mig ikke om Sussi & Leo, men fortjener de virkelig at blive tvunget ind i den nuværende indvandredebat bare fordi én der skrev en bog om dem for 11 år siden i dag lægges for hån? Eller følger vi bare en lang dansk tradition med at gøre grin med begrebet Sussi&Leo? Som en der gik i folkeskole i 90'erne, har jeg ingen erindring om en tid før den skøre duo med jævne mellemrum dukkede op i medierne, hvorefter vi alle sammen skreg af grin.

Hvorfor egentlig? De er ikke dygtige nok til at blive internationale rockstjerner, men det gælder vel for de fleste af os, så det burde ikke i sig selv være grund til latterliggørelse. Egentlig har de været dygtige nok til at gøre det de gør i meget lang tid og leve af det.

Men det alle der læser dette nok virkelig venter på er at gøre grin med Inger Støjberg. Og nej, Inger har ikke de store litterære tallenter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. I denne genre af bøger, hvor der står kort og ultra simpelt om et begrænset emne, er den litterære kvalitet generelt ikke særlig høj, men normalt er forfatteren også af fuldkommen ukendt karakter. I det øjeblik Inger blev kendt, også selvom det ikke var for sin skrivekunst at hun blev kendt, så skifter fokus fra bogens indhold til dens udformning, og det kan den ikke holde til, eller også er det hende der ikke holder til det. Jeg har læst bøger der var langt værre, men det der gør denne bog slem, men samtidig også ufrivilligt morsom, er den sammenhæng den sættes ind i i disse dag.  Ting vi sikkert har glemt alt om om nogle år, hvorefter bogen vil vende tilbage til at være en lidt ligegyldig bog om nogle semikendte enternainere/musikere fra 90'erne (primært).

TITEL: Toner i livet FORFATTER: Inger Støjberg FORLAG: Forlaget Nordpress SIDEANTAL: 90 UDGIVELSESÅR: 2004

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

Glasborgen

"Glasborgen" af Anne-Marie Vedsø Olesen.

En operasangerinde med et forkvaklet forhold til sin mor, en musikglad vanddæmon og en psykopatisk komponist kommer ind på en bar. Det er ikke hvad der sker, men det kunne det lige så godt have været, så banal er historien.

En operasangerinde skal som dubleant synge hovedpartiet i en opsigtsvækkende ny opera efter at primadonnaen dør under mystiske omstændigheder. Hun indleder et hedt forhold med den meget specielle for ikke at sige særprægede dirigent, men hun føler stor modvilje mod hans ven. Hun indser for sent at der er noget galt, og bliver fanget. Den eneste måde hun kan redde sig selv på, er ved at bruge sin stemme. Snip snap snude, så var det moderne folkeeventyr ude.

Vedsø Olesens romaner er altid rodfæstede i et kunstværk, en opera eller et maleri, men denne er det altså det nye operahus i København der står for skud, hvilket er problematisk. Et kunstværk kan man smække på romanens forside, og et stykke musik kan man med reklame pauser høre på Spotify, men et bygningsværk derimod, det stiller krav til forfatterens evne til at beskrive, men selvom der er gjort et godt forsøg, så ender det mest med at lyde som en reklame for operahuset.

Den dybere mening med bogen er at sætte fokus på det kompromisløse i kunsten (et ord der ellers sjælden sættes i forbindelse med opera). Der er operasangerinden der ved at give slip på en tyranniserende mor når til helt usete højder, og komponisten der skaber kunst ved at gå uden om at hvad vi anser for menneskeligt, og lige her er det korthuset falder sammen, for her går Vedsø Olesen nemlig på kompromis med hvad hun selv har lyst til og evner for at skrive, og med hvad der sælger flest bøger nu i vore dage.

Hvis man gerne vil sælge bøger, så gælder det om at tilsætte en sadistisk massemorder, der med uhyggelige instrumenter torturerer sine ofre på måder inkvisitionen kun kunne have våde drømmer om. Men den form for fantasi besidder Vedsø Olesen heldigvis ikke, så den var faktisk til at holde ud at læse, og jeg er glad for at hun ikke besidder den, for har har vi ikke snart fået blod nok.