Smagen af honning

"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:

"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96

Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.

Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'

Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

• Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
• Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
• Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
• Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.

TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

I vendernes vold

Thorbjørn er en dansk trælleknægt hos venderne, men han drømmer om at blive ridder og gifte sig med den skønne Rechiza, hans mester, Mistivois, fosterdatter. Arkona, hvor de bor, bliver angrebet af danskerne. Thorbjørn bliver sat fri, Mistivoi bliver dræbt og Rechiza bliver taget som gidsel, men Thorbjørns liv bliver ikke spor lysere af den grund, for hjemme i Swinaborg (Svendborg) er han ikke andet end Sigrid Slattenpattens frillesøn, og Rechiza ser stadig bare på ham som en træl, og hun vil meget hellere have Thorbjørns i hemmelighed halvbror, stormandssønnen Åge.

"I vendernes vold" er en historie om en ung man der drømmer om at bryde den sociale arv, for at bruge et moderne ord, i en tid hvor det var imod Guds bud at stræbe efter noget større. Han er en fattig knægt uden en slægt/familie der bakker ham op, men han har evner og han har venner og han har held. Han tjente under Mistivoi, der var en stor kriger og en af verdens bedste hestetemmere og Thorbjørn har lært ham kunsten efter, og han for stort brug for disse evner, da han bliver skibet tilbage til Danmark, hvor han så skal prøve at stable sig et liv på benene. Og Thorbjørn er dygtig, men flid og evner er ikke nok, hvis man vil være ridder, ikke længere i hvert fal, og det VIL Thorbjørn, men man skal også guld og herkomst til, og det har han ikke.

Mange lægger mærke til den unge mand og hans særlige evner på den fantastiske hest, Brunac, selv kong Valdemar, men selv det er ikke nok til at gøre Thorbjørn til ridder. Men er ridderlivet virkelig alt det han kender fra fortællingerne? Langt fra alle de riddere han støder på er ædle og modige, de er tværtimod griske, fordrukne, liderlige, hovmodige og smålige. Selvom Thorbjørn ikke har en familie der vil kendes ved ham, så har han mange venner, der prøver at banke lidt realitetssans ind i hovedet på ham, men Thorbjørn VIL være ridder. Bogen handler om at blive voksen og prøve at skelne mellem drømme og virkelighed, men også om at vise sig som en ægte mand, om at være en ridder i hjertet, den handler om at udvikle disse evner, at være stolt, men ikke smålig, at være god, men ikke dum, at gøre det rigtige selvom det ikke ser ud til at være det der er bedst for en selv.

Thorbjørn har lidt svært ved at knytte relationer til de mennesker der er omkring ham. Han er forelsket i en uopnåelig pige, han skændes konstant med sine overordnede og roder sig ud i al mulig ballade, men han har hesten Brunac, og den forstår ham. Når han rider på den, er det som om de smelter sammen til ét kød, og den adlyder selv den mindste bevægelse, men hvis Brunac skal blive rigtig god, skal Thorbjørn lære at tøjle sig selv, men det kan han ikke selv se. Og fri er ikke noget man er, det er noget man lærer. Thorbjørn voksede først op med en ond og voldelig fosterfader, hvorefter han blev taget som træl, og det er først som ung mand, at han reelt får sin frihed, men det kan han slet ikke finde ud at at håndtere, og det sætter nogle meget voldsomme følelser i gang, som han skal lære at håndtere, men det er ikke spor let.

Dette er den anden bog i Josefine Ottesens Danerriget romanserie der handler om Danmark i rigtig rigtig gamle dage, og denne gang er vi i midten af 1100-tallet. Handlingen i de to første bøger har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men maner aner fjernt i denne bog, hvad der hændte Ragnhild, der var hovedperson i den første bog. Dette er ikke bare en ungdomsbog der tilfældigvis foregår i en fjern fortid, det er en vaske ægte historisk roman, der giver et troværdigt billede af hvordan livet så ud den gang. Jeg hader bøger der kun lader som om de er historiske, og hvor der er fejl på fejl eller endnu værre, hvis det i bund og grund er en moderne fortælling klædt ud, men Josefine Ottesen har virkelig puslet for detaljerne, og det har båret frugt, for det er blevet til en rigtig god fortælling.

Slægtens offer (Danererriget 1094-95)

TITEL: I vendernes vold (Danererriget 1168-71) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 347 UDGIVELSESÅR: 2012

Njals saga

SPOILER ALLERT!

Jeg har ikke lyst til at høre om hvordan "Njals saga" er et idoliserende heltekvad skrevet i en tid hvor flere hundrede år efter, i en tid hvor Island var besat af Norge, og hvor befolkningen drømte sig tilbage til tidligere tiders frihed og heltemod.Det kan godt være at det er rigtigt, men det er ikke nær så sjovt som at tro på, eller i det mindste lade som om man tror på, at det er rigtigt.

Njal er egentlig ikke hovedpersonen i fortællingen, men derimod den vise mand der retter op på den skade de andre i historien forvolder, og som står som symbolet på den diplomatiske løsning, hvilket er en sjældenhed for disse gæve vikinger.

Første del handler hovedsageligt om Njals gode ven Gunnar der er så heltemodig som ingen anden, han har dog en kone der er egenrådig som bare pokker og har set sig sur på Njals kone, og de to udkæmper så en krig der må koste mange mænd livet mens deres ægtemænd blot ser hovedrystende til og betaler bod som det sig hør og bør. Gunnar får fjender der stræber ham på livet, og kun Njals gode råd holder ham i live, først da han ikke længere følger dem, må han dø.

Anden del handler om Njals sønner, der måske er dygtige krigere, men de har ikke faderens visdom og det ender da også med, at de får dem alle sammen dræbt, og det er op til fostersønnen Kåre at få sagen for retten og få hævn, hvilket er lettere sagt end gjort.

Njals saga handler om kampen mellem retssystemet og den diplomatiske løsning på den ene side, og den heltemodige hævn på den anden. Det foregår sådan, at der bliver begået et mord, man går i retten, der fælles dom, der betales bod, man indgår fred, mordet bliver hævnet med minimum et nyt mord, der kommer for retten og så videre. Jo mere indviklet sagen er, jo mere bureaukratisk bliver retssystemet også, og det er ikke altid de gode argumenter der vinder en sag eller ej. En sag kan godt frafalde ved at man for eksempel har sagt noget i en forkert rækkefølge eller andre petitesser. Efter at have været igennem møllen med at få tilkendt kontanthjælp, er men helt forstående med at det hele falder fra hinanden og at det endda er en 'advokat' der giver det første hug til at begynde et stort slag med anklageren og deres venner på den ene side, og forsvarene og deres på den anden.

Dette er nærmest som at se et afsnit af Paradise Hotel, når man hører hvordan de laver alliancer og går bag om ryggen på hinanden, forskellen er blot, at her er et ord et ord, og en mand end mand, og når man først har givet sit ord, så er man loyal til døden ligegyldigt hvilken usling han man har givet sit ord måtte være. Og ved siden af alt dette står Njal med sin visdom og sine gode råd. Folk lytter og de har respekt, men de følger det kun indtil den næste sværdvæksling.

Historien foregår omkring år 1000, og mens handlingen står på, kommer kristendommen til Island, så 1, 2, 3, BANG, så er de alle sammen kristne, sådan mere eller mindre i hvert fald, for deres adfærd ændres ikke bemærkelsesværdigt. Måske lader de en messe synge for sig før de ridder ud for at slå ihjel (paradoksalt nok) men de tror stadig på vartegn og Valhalla. Det var nok en gejstlig der skrev fortællingen ned der i 1280'erne, for hvem var der ellers der kunne skrive, men han havde nu nok ret i, at en ellers så markant ændring af tro, i virkeligheden ikke havde den store indflydelse på folks liv.

Det er tydeligt at se hvad folk har været interesseret i at høre om, og det er slægtstavler vold (og meget af det) og bemærkelsesværdigt nok også mode, skønt der nærmere var tale om middelalder mode end om vikingemode. Blodet flyder og der blive givet banesår i mængder (sår der resulterer i døden) og det er en spændende bog at læse, men den er så spækket med ord jeg aldrig havde hørt før (og denne udgave havde ingen ordforklaring) så mange steder havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad der foregik.

ORIGINAL TITEL: Njála DANSK TITEL: Njals saga FORFATTER: ukendt 
FORLAG: Lademann SIDEANTAL: 197 + 267 UDGIVELSESÅR: 1280'ish (1980)

Eksil

Samantha og hendes familie er hvide og bor i Tanzania. Hvis de havde boet i Europa havde de og alle deres venner været fattige, men her lever de som konger og baroner. Bogen følger Samantha fra hun er 15 til 18, og vi følger hende på nært hold mens hun langsomt ødelægger sig selv, og efter en traumatisk oplevelse går det hele pludselig endnu stærkere.

Samanthas familie består af en alkoholiseret mor, en voldelig far som de aldrig ved hvor er og så den perfekte storesøster, Alison, som flere gange reder Samantha fra det totale sammenbrud. Men Alison kan bare ikke altid være der, hun har også sit eget liv at tage vare på.

Alison og Samanthas forhold er ret lige til. De er søstre og de elsker og støtter hinanden ligegyldigt hvor galt det går, og i Samanthas tilfælde, så går det galt hvert andet øjeblik, nogle gange fordi hun er en lille rod der roder sig ind i alt muligt, andre gange fordi verden bare ikke er ret sød imod hende. Moderen er der ikke, først fordi hun drikker, og siden fordi hun flytter ad pommeren til for at få styr på sit eget liv. Faderen, og de to pigers forhold til ham er til gengæld yderst fascinerende, de elsker hinanden, men det meste af tiden hader de også. Når Samantha laver nogle af de for hende mindre forseelser, så falder hammeren, men når hun virkelig er ude og skide, så er han egentlig en form for kærlig far, på sin egen noget brovtne facon. Alison der i modsætning til Samantha aldrig rigtigt har gjort oprør mod faderen, hun er nok det eneste menneske i hele landet der kan styre ham og hans raseri. Så på trods af alt det de må igennem, så forbliver de på sin vis en lille familie.

"Eksil" giver et billede af den totale destruktion af et menneske.  Folk ønsker at komme væk, væk fra skolen, og væk fra Afrika, for 'Gud har glemt Afrika'. Men Samantha og hendes slæng har glemt hvordan man drømmer, og er derfor mentalt fanget i deres egen lille verden af sex, alkohol og stoffer, de ønsker ikke en gang noget andet og bedre. Nogle af dem bliver voksne og får styr på sig selv, men så kommer der bare nye til, men de forsvinder også, og lige så stille bliver Samantha mere og mere alene midt i alt kaoset.

Afrika er det stof som myter og eventyr er gjort af, men der er ikke meget eventyr over bogen her, og der er heller ikke meget borgerrettigheds halløj. De hvide råder og regerer og de sorte opvarter dem, sådan var det, sådan er det, og sådan skulle det helst blive ved med at være, hvorfor skulle de ellers være kommet til Afrika... Alligevel er det hele egentlig noget skod. Embedsmændene er dybt korrupte, folk bliver syge, og hvis man tager til Europa er det koldt og man bliver nødt til at arbejde for føden, så den eneste måde at slippe væk på er ved at drikke sig i hegnet, ryge bhangi eller sniffe kokain. Der er forfald alle steder, selv på den amerikanske ambassade.

Bogen er inddelt i ultra korte kapitler der giver den en ADHD agtig stemning, hvilket passer fint med resten af bogen, og passer fint til Samantha, der egentlig er en rigtig sød pige, hun har bare nogle problemer, og dem bliver der hverken i skolen eller i hjemmet taget hånd om. De korte kapitler gør den også let at læse uden at det går hen og bliver irriterende, så den kan læses både af rutinerede, let øvede og uvante læsere. Nogle bøger der henvender sig til folk der ikke normalt læser, virker for mig nedladende, og jeg spekulerer på om de ikke nærmest virker afskrækkende på folk, men Ejersbo formår virkelig at fange læseren og efter ganske få sider var jeg helt opslugt og havde svært ved at lægge den fra mig igen, så svært at jeg helt opgav alle de serier jeg plejer at se, og det skal der ellers meget til for.

TITEL: Eksil FORFATTER: Jakob Ejersbo FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 283 
UDGIVELSESÅR:  2009

Kongens fald

SPOILER ALERT!

Historien går sin gang, og Danmark går i krig i Sverige, Slesvig-Holsein og så i Sverige igen, først under kong Hans og siden under kong Christiern (Christian 2.). Christiern tager som optakt til reformationen et opgør mod kirken der på dette tidspunkt har en enorm magt og store store jordbesiddelser. Kongen er populær blandt almuen, men ikke blandt de adelige der jo havde set ham henrette en stor del af deres svenske kolleger og kongen tages til fange. Jyske bønder gør oprør men de når ikke langt og bliver mejet ned.

Sådan lyder noget af den Danmarkshistorie, som man i "Kongens Fald" kun får lov til at opleve som noget fjernt noget der ikke rigtigt kommer os ved, og det på trods af, at bogens hovedpersoner til tider står lige midt i det hele.

Jeg har nu siddet og gloet ind i skærmen i et kvarter, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skal give et resume af denne noget forvirrende fortælling, så det vil jeghelt lade være med. Jeg vil i stedet springe direkte til nogle af bogens tematikker.

Historiens gang er kun noget man svagt aner i horisonten, selv når man står med mudder og blod til knæene, for lad os sige det som det er, at selvom bogens hovedperson, Mikkel Thøgersen, gik på universitetet indtel han på grund af forsømmelse blev jappet ud, så er og bliver han en bondesøn, og selvom han både kan hebraisk og latin, så ved han kun ganske lidt om den aktuelle politiske situation, og han interesserer sig vist heller ikke synderligt for det. Jeg har altid fundet historie spændende, men jeg følte mig for det meste temmelig blank, og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad der foregik, for jeg har ikke beskæftiget mig synderligt med middelalderhistorie siden midten af 90'erne hvor der blev spillet skak om Danmarkshistorien med Piet van Deurs.

Dengang da jeg gik i folkeskole og pigerne havde deres store og små intriger, da fik vi at vide, at det var meget bedre at være dreng, for drenge kom op og slås, og så var den sag ude af verden. Jeg er vokset op med den myte, at drenge på det punkt er pigerne langt overlegne, men det er denne bog et smukt modbillede på. Mikkel er nemlig en bitter, smålig og yders ucharmerende personlighed. Er han først blevet sur på nogen kan han bevare sit nag i årevis og tage en bitter hævn.

Dette er en bog om mænd på godt og ondt, mest ond. Der er den indesluttede Thøger, den livlige kvindebedåre Axel, smukke myndling Otte og den stærke kon Christiern, men alle har de en stærk udelængsel, de skal have løbet hornene af sig, og hvilken bedre måde end at drage i krig og nedlægge damer, nogle er bedre til sidstnævnte end andre, men for dem alle trækker krigen og især Mikkel der aldrig helt falder til ro drages af krigen tomult. Men på trods af alle de lident flaterende ting der nævnes om bogens personer, så opstår der mellem Mikkel og den ensomme tilfangetagne konge, som han siden han var ung har beundret og ønsket at tjene, et varmt bånd.

Johannes V. Jensen er jo nobelprismodtager, kulturkanon national klenodie og 1001 bøger, så jeg burde være ved at falde i svimer over bogen. Den er da ganske udmærket, og jeg nød at læse den, og selvom jeg godt kan se at den var langt forud for sin tid i stilistiske virkemidler, så er den i dag ikke noget så specielt særligt, så på det punkt skuffede den mig nok lidt.

Det bedste ved bogen var dog, at den ikke prøvede at trække et moderne verdensbillede ned over hovedet på en anden tid. Den lader middelalder være middelalder uden nogen tendenser til demokrati et skønjomfruer i nød. Der bliver slået ihjel voldtaget og reddet mil efter mil i godt dansk lortevejr.

Sikker Hansen illustrationer er dog en blandet fornøjelse. Nogle, som fer eksempel forsidebilledet er flotte og stemningsfyldte, men nogle indtil flere virker kedelige, ja nærmest ligegyldige.

TITEL: Kongens Fald FORFATTER: Johannes V. Jensen FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 240 UDGIVELSESÅR: 1900-1901 (1944)

Band of Brothers

Oldtiden havde Homer og Gilgamesh, nutiden har 'Band of Brothers' (2001). Dette helteepos er en moderne fortælling om krigens rædsler. Den går måske lidt for langt i sin tilbedelse af disse soldater der redede Europa fra total undergang, men de fortjener det vel egentlig, efter hvad de har været igennem.

Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.

Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.

Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.

Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.

Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.

En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.

*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER.

** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.

Hallerne som stykke (grafisk)

Luk øjnene og forestil dig alle de fordomme du har om moderne teater, men se bort fra din eventuelle modvilje, sådan var Hallerne. Der var blinkene lys, voldsomme bevægelser, høje lyde, rekvisitter der blev smidt rundt i lokalet, underlige dialoger, nøgenhed, ting og handlinger der ikke umiddelbart havde noget med historien at gøre, det hele var en stor forvirring, men på et eller andet plan så virkede det. Moderne teater er noget der skal opleves og jeg fik sandelig en på opleveren.

Stykket er baseret på Josefine Klougarts roman af samme navn. Det er en roman der lægger meget op til læserens egen fortolkning af hvad der egentlig foregår, så jeg var meget spændt på hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at dramatisere det. Der er så mange mennesker der skulle ind med hver deres fortolkning der vil komme imellem min fortolkning af bogen og min fortolkning af stykket. Om det er godt eller skidt, det ved jeg faktisk ikke. Det betød bare, at det fra mit perspektiv var to helt forskellige historier, med to helt forskellige perspektiver.

Historien er forholdsvis simpel. Der er en mand (Thomas Bang) og en kvinde (Ene Øster Bendtsen) der er et par der elsker og ødelægger hinanden. Han kan ikke forholde sig til, at han i virkeligheden elsker dette ene ynkelige væsen (kvinden) og søger andre veje, men vender altid hjem igen. Hun kan ikke finde balancen mellem at være luder i sengen, og Hausfrau i hjemmet. Et engangsknald (Therese Sølvsteen) kommer ind i deres hjem og afsløre dem for hvad de virkelig er, to individer der er sammen fordi de begge mangler noget i sig selv, som de uden held søger i den anden.

Dette er jo så min fortolkning af hvad der skete på scenen. Eller rettere, det er min fortolkning nu, hvor jeg dagen efter sidder i min lejlighed med mine noter foran mig og grubler over tingene. I går da jeg sad på¨min plads var det hele et virvar af indtryk der bekræftede og modsagde hinanden.

Kvinden og manden var hinandens modsætninger, skønheden og udyret, en brovten trold og ballerinaen, næsten lydløse skrig mod grov overspilning. Hun, et lille nips, en ængstelig tragisk person. Han, et stort brød i gummisko der hvinede mod gulvet, en ulækker fulderik, der ofte virkede komisk.

Hun er den egentlige hovedperson, det er en kvindes kamp for at finde et ståsted, men ikke et ståsted for at realisere sig selv, bare et sted hvor hun kan overleve. Han er bare en statist, måske ved han det, måske er det derfor han taler så højt og fægter med armene og nedgør hende. Mind manden (altså min fortolkning af manden) er voldsom, men er også stærk som person, derfor blev jeg skuffet, jeg syntes at Thomas Bang overspillede og han irriterede mig, men måske det har sin legitimitet, måske hans fortolkning bare er anderledes end min.

Jeg går ikke ofte i teateret, så jeg kan på ingen måde bedømme skuespillernes evner. Jeg blander min holdning til karakterene og skuespillerne sammen, jeg lader mig forføre af deres spil, og selvom jeg ved at det er teater, så tror jeg at det er virkelighed, at han er sådan og hun er sådan, og er det ikke også meningen.

Jeg lod mig fascinere af hende (EØB). Hendes ansigt mindede mig om et maleri af en fin kvinde fra middelalderen, med hendes slanke ansigt og lidt udstående fiskeøjne, og hun var smuk midt i alt det voldsomme, midt i forvirringen, midt i alt det seksuelle.

Jeg har valgt et meget seksuelt billede, men jeg har næsten ikke talt om sex, men det er fordi jeg ser det seksuelle som en rekvisit, det er noget der er der for at fortælle en historie om noget helt andet, nemlig kvinden der finder sin styrke, og manden der erkender sit nederlag.

Til sidst ligger 'han' slapt ned af benet, ubrugelig og ufarlig,og hun lægger sig oven på ham og drager et lettelsens suk, for endelig er det forbi.

Foto:
Han: Thomas Bang
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto Rumle Skafte
Hallerne
Aarhus Teater

Glasborgen

"Glasborgen" af Anne-Marie Vedsø Olesen.

En operasangerinde med et forkvaklet forhold til sin mor, en musikglad vanddæmon og en psykopatisk komponist kommer ind på en bar. Det er ikke hvad der sker, men det kunne det lige så godt have været, så banal er historien.

En operasangerinde skal som dubleant synge hovedpartiet i en opsigtsvækkende ny opera efter at primadonnaen dør under mystiske omstændigheder. Hun indleder et hedt forhold med den meget specielle for ikke at sige særprægede dirigent, men hun føler stor modvilje mod hans ven. Hun indser for sent at der er noget galt, og bliver fanget. Den eneste måde hun kan redde sig selv på, er ved at bruge sin stemme. Snip snap snude, så var det moderne folkeeventyr ude.

Vedsø Olesens romaner er altid rodfæstede i et kunstværk, en opera eller et maleri, men denne er det altså det nye operahus i København der står for skud, hvilket er problematisk. Et kunstværk kan man smække på romanens forside, og et stykke musik kan man med reklame pauser høre på Spotify, men et bygningsværk derimod, det stiller krav til forfatterens evne til at beskrive, men selvom der er gjort et godt forsøg, så ender det mest med at lyde som en reklame for operahuset.

Den dybere mening med bogen er at sætte fokus på det kompromisløse i kunsten (et ord der ellers sjælden sættes i forbindelse med opera). Der er operasangerinden der ved at give slip på en tyranniserende mor når til helt usete højder, og komponisten der skaber kunst ved at gå uden om at hvad vi anser for menneskeligt, og lige her er det korthuset falder sammen, for her går Vedsø Olesen nemlig på kompromis med hvad hun selv har lyst til og evner for at skrive, og med hvad der sælger flest bøger nu i vore dage.

Hvis man gerne vil sælge bøger, så gælder det om at tilsætte en sadistisk massemorder, der med uhyggelige instrumenter torturerer sine ofre på måder inkvisitionen kun kunne have våde drømmer om. Men den form for fantasi besidder Vedsø Olesen heldigvis ikke, så den var faktisk til at holde ud at læse, og jeg er glad for at hun ikke besidder den, for har har vi ikke snart fået blod nok.

Hallerne

“Hallerne” af Josefine Klougart udgivet på Rosinante 2011.

Okay, jeg kan lige så godt melde klart ud fra start, jeg forstod kun en brøkdel at hvad der skete i denne her bog. Der var en helt masse af sådan nogle symbolske ting, og det er jeg virkelig ikke særlig god til at forstå, og det var kun fordi jeg var stædig, at jeg fik den læst.

Bogen handler om en mand og en kvinde der bor i København. Han er professor på universitetet, og hun går vist nok derhjemme. Deres forhold bygger på rå sex, de taler ikke ret meget sammen. Han hader hende, men kan ikke finde en kvinde der kan tage hendes plads, så i stedet slår han hende, ydmyger hende og tager hende hårdt. Hun tilhører ham. Hun opsøger ligefrem det destruktive, både i ham og i sig selv på grund af noget der startede i barndommen. Hun prøver hele tiden på at se ham, sådan rigtigt se ham og nå ind til det der virkelig er ham, også selvom hun mister sig selv undervejs. En gang imellem lykkes det hende, men når det sker, er de fremmede overfor hinanden og for sig selv, og han kan ikke hold det ud, så han slår hende.

Josefine Klougarts første bog “Stigninger og fald” var en samling smukke stemningsbilleder fra en barndom på landet i Jylland, så der er lidt et spring til destruktiv sex i København, men man kan fjerne pigen fra landet, men ikke landet fra pigen. Ligegyldigt hvor rå og kynisk bogen nogle gange bliver, så dukker der ustandseligt små grønne pletter op. Lyden af blæretang der sprænger under vand, fugle og en meget bevidst iagttagelse af vejret.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad moralen i bogen er. Måske er det, at der ikke findes sådan noget, som uforpligtende sex. Måske er det, at den leg der er mellem manden og kvinden som begreber altid vil have et element af ødelæggelse i sig. Måske er det, at vi alle sammen er ødelagte og plagede af angst, og at vi derfor skader os selv og hinanden for at lindre smerten.

Bogen er en slags drejebog, et skuespil, hele parrets liv står for skue, de bliver iagttaget og bedømt, men publikum har ingen medfølelse, de i ser, men de reagere ikke, og derfor er manden og kvinden endnu mere ensomme midt i al ødelæggelsen.

Som sædvanligt leger Josefine med sproget, ser på hvor langt hun kan strække det før det mister sin betydning, og på trods af bogens råhed, så bevarer hun et element af skønhed.