To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.
Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?
Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt. Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.
OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.
Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.
Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.
ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL: Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86
Vi har læsehesten, bogormen og bogfinken, men de var alle sammen taget, så hvorfor ikke en boggris, en der roder rundt i biblioteket med snuden i bøgerne mens den grynter glad
søndag den 29. juli 2012
Om Idræt
Etiketter:
1970'erne,
1980'erne,
boganmeldelse,
debat,
event,
faglitteratur,
hele verden,
politik,
sport,
ære
fredag den 27. juli 2012
Madam Bovary
SPOILER ALERT, men kun delvist.
Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.
Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.
Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.
Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?
Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.
Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.
Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.
Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.
ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)
Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.
Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.
Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.
Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?
Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.
Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.
Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.
Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.
ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)
Etiketter:
1800-tallet,
boganmeldelse,
bogudfordring,
dagligliv,
drømme,
ensomhed,
familie,
katolsk,
klassiker,
kristendom,
kvinder,
kærlighed,
mænd,
penge,
sex
tirsdag den 24. juli 2012
En landsbypræsts dagbog
Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?
Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.
Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.
Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.
Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.
Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.
Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.
ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)
Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.
Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.
Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.
Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.
Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.
Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.
ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)
Etiketter:
1950'erne,
alkohol,
boganmeldelse,
En Særlig Oplevelse,
ensomhed,
Europa,
følsom,
Gud,
katolsk,
religion,
sygdom
tirsdag den 17. juli 2012
How fiction works
Jeg havde stor planer for hvad jeg skulle læse i Paris, det skulle være højlitterært og jeg skulle sidde på en hyggelig lille gadecafe i strålende sol og nyde en kop kaffe og en croissant. Ingen af de ting kom til at holde stik. Jeg fandt denne lille bog 'How fiction works' af James Wood, som havde den fordel, at den kunne tåle at blive mishandlet, altså sådan rent fysisk med æseløre, krøllede sider og hvad den ellers kunne blive udsat for på bunden af en taske. Den blev heller ikke taget frem på cafeer, det var vejret ikke til, og jeg var desuden alt for træt, men jeg fik dette billede på skønhedssalonen hvor jeg skulle have vokset ben inden turen. Det er ikke noget godt billede, men jeg viser det alligevel, for forsiden er helt ubeskriveligt kedelig, bare hvid med nogle sjuskede bogstaver i sort og rød.
Jeg læser mange bøger, eller jeg læser i hvert fald mere end gennemsnittet, så det er utroligt, at jeg ikke ved mere om bøger end jeg gør. Jo, jeg har da været igennem de obligatoriske analysemodeller i dansk- og engelsk-, tysk- og franskundervisningen, og jo, jeg kan da en masse fine anekdoter fra litteratur og verdenshistorien, som jeg kan spæde mine anmeldelser op med for at virke interessant, men hvad er skønlitteratur egentlig? Hvordan er den skruet sammen? Det forsøger denne bog at give et billede af.
Til at starte med mangler der dog et mere konkret billede af hvilken form for litteratur det er han forsøger at bryde op til små mundrette afsnit og kapitler, for det kan umuligt være al fiktion, dertil er litteraturens verden for stor. Efter at have læst bogen, kan jeg så fortælle at det drejer sig om den realistiske litteratur, ikke nødvendigvis socialrealisme, men dog realistisk. Eller rettere den interesserer sig for alle bøger der på en eller anden måde minder om den franske forfatter Flaubert. Jeg vil ikke sige noget ondt om Flaubert, som jeg ikke selv har læst noget af, og det er også en rar oplevelse at se at en englænder kan interessere sig for noget som helst andet end engelske forfattere, men helt ærligt, er Flaubert virkelig stamfader til al moderne litteratur? Og hvis han er, hvorfor er han så ikke mere kendt?
Så vidt jeg kan læse mig til, tog Flaubert litteraturen, og gjorde den autistisk ved at bruge et fokus på, hvad der kan forekomme nogen, uvedkommende sanseindtryk, stilleben og begivenheder til at skabe et stemningsbillede. Da jeg netop læste Woods kapitel om detaljer tænkte jeg 'wow, det er sådan her, at jeg oplever verden, gennem en mosaik af ubetydeligheder', måske er det lige netop derfor jeg foretrækker bøger frem for film? Fordi de får 'det hele' med?
Woods skriver naturligvis også om meget andet end Flaubert og hans detaljeorientering, såsom synsvinkel, sprog, sympati og dialog, alle de ting der skaber en ordentlig bog. En ting jeg dog husker fra universitetet fra faget, religionsfænomenologi (læren om hvad der gør en religion), var emnet tid, og det skriver Woods ikke noget om. Hvornår er bogen skrevet? Hvornår foregår bogen? Over hvor lang tid? Hvilken rolle spiller tiden i forhold til personerne? Tid læger alle sår! Tiden går, den står stille, den trækker ud og bliver væk! Man lærer med tiden og man bliver dummere for hver dag der går! Tidens tand! Tid til at sove, og tid til at dø!Måske er det fordi jeg endte med at komme op i dette emne, men 'Tiden' synes jeg mangler.
Egentlig fortæller denne bog en de ting man egentlig godt ved i forvejen, men som måske lå som noget diffust noget bag i hjernen, som man ikke rigtig havde taget sig tid til at sætte ord på. Alt er kategoriseret og sat i system. Alt er delt ind i kapitler og afsnit, lidt lige som en grammatik, prosaens grammatik. Om jeg vil anbefale bogen kommer nok an på hvor nørdet man er, for selvom den er ganske let læst, så skal der sin mand til at læse 187 siders 'gramatik' fra ende til anden, men HVIS man er en nørd, og HVIS man lige har en dag eller to til overs, så er den bestemt en læsning værd, HVIS man da lige gider.
ORIGINAL TITEL: How fiction work DANSK TITEL: ingen FORFATTER: James Wood FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 187 UDGIVELSESÅR: 2008 (2009)
Jeg læser mange bøger, eller jeg læser i hvert fald mere end gennemsnittet, så det er utroligt, at jeg ikke ved mere om bøger end jeg gør. Jo, jeg har da været igennem de obligatoriske analysemodeller i dansk- og engelsk-, tysk- og franskundervisningen, og jo, jeg kan da en masse fine anekdoter fra litteratur og verdenshistorien, som jeg kan spæde mine anmeldelser op med for at virke interessant, men hvad er skønlitteratur egentlig? Hvordan er den skruet sammen? Det forsøger denne bog at give et billede af.
Til at starte med mangler der dog et mere konkret billede af hvilken form for litteratur det er han forsøger at bryde op til små mundrette afsnit og kapitler, for det kan umuligt være al fiktion, dertil er litteraturens verden for stor. Efter at have læst bogen, kan jeg så fortælle at det drejer sig om den realistiske litteratur, ikke nødvendigvis socialrealisme, men dog realistisk. Eller rettere den interesserer sig for alle bøger der på en eller anden måde minder om den franske forfatter Flaubert. Jeg vil ikke sige noget ondt om Flaubert, som jeg ikke selv har læst noget af, og det er også en rar oplevelse at se at en englænder kan interessere sig for noget som helst andet end engelske forfattere, men helt ærligt, er Flaubert virkelig stamfader til al moderne litteratur? Og hvis han er, hvorfor er han så ikke mere kendt?
Så vidt jeg kan læse mig til, tog Flaubert litteraturen, og gjorde den autistisk ved at bruge et fokus på, hvad der kan forekomme nogen, uvedkommende sanseindtryk, stilleben og begivenheder til at skabe et stemningsbillede. Da jeg netop læste Woods kapitel om detaljer tænkte jeg 'wow, det er sådan her, at jeg oplever verden, gennem en mosaik af ubetydeligheder', måske er det lige netop derfor jeg foretrækker bøger frem for film? Fordi de får 'det hele' med?
Woods skriver naturligvis også om meget andet end Flaubert og hans detaljeorientering, såsom synsvinkel, sprog, sympati og dialog, alle de ting der skaber en ordentlig bog. En ting jeg dog husker fra universitetet fra faget, religionsfænomenologi (læren om hvad der gør en religion), var emnet tid, og det skriver Woods ikke noget om. Hvornår er bogen skrevet? Hvornår foregår bogen? Over hvor lang tid? Hvilken rolle spiller tiden i forhold til personerne? Tid læger alle sår! Tiden går, den står stille, den trækker ud og bliver væk! Man lærer med tiden og man bliver dummere for hver dag der går! Tidens tand! Tid til at sove, og tid til at dø!Måske er det fordi jeg endte med at komme op i dette emne, men 'Tiden' synes jeg mangler.
Egentlig fortæller denne bog en de ting man egentlig godt ved i forvejen, men som måske lå som noget diffust noget bag i hjernen, som man ikke rigtig havde taget sig tid til at sætte ord på. Alt er kategoriseret og sat i system. Alt er delt ind i kapitler og afsnit, lidt lige som en grammatik, prosaens grammatik. Om jeg vil anbefale bogen kommer nok an på hvor nørdet man er, for selvom den er ganske let læst, så skal der sin mand til at læse 187 siders 'gramatik' fra ende til anden, men HVIS man er en nørd, og HVIS man lige har en dag eller to til overs, så er den bestemt en læsning værd, HVIS man da lige gider.
ORIGINAL TITEL: How fiction work DANSK TITEL: ingen FORFATTER: James Wood FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 187 UDGIVELSESÅR: 2008 (2009)
Etiketter:
boganmeldelse,
bøger,
faglitteratur,
opslagsværk
Mumitrolden - de tre første romaner
Der er bare nogle gange, hvor man mere end noget andet har brug for en god børnebog, eller tre. De tre første Mumi-bøger har ellers aldrig før hørt til mine favoritter, og jeg overvejede seriøst at springe frem til de tre næste, og der skal jo være orden på tingene, og det viste sig da også at især en af historierne var langt bedre end jeg huskede.
Der er fuld gang på handlingen, og bøgerne modsiger sig selv med jævne mellemrum, men det er ikke noget problem så længe man ikke er så dum at man prøver at give et resumé af handlingen, så det vil jeg prøve at lade være med.
Her på billedet sidder jeg så med hospitalsarmbånd om mit fede håndled og lader bogen hvile på mine klamme lår med de blodplettede bukser, og der står stadig en toiletrulle efter det nervesammenbrud jeg fik i mandags (der skulle pudses næse og tørres øjne i timevis). Et sådan humør passer perfekt til Mumitrolden, det er nemlig ikke, som tegnefilmene ellers antyder, sødsuppede historier om at være lykkelig og gode venner hele tiden. Selvom det ikke er så tydeligt i de første par bøger, så gemmer der sig et meget tungt finsk mørke lige under overfladen og lurer, men alligevel er er de også super hyggelige.
Mumitrolden selv er bare en sød lille dreng med nogle seriøse moderbindinger. Det forhindrer ham dog ikke i at forelske sig i andre piger, dog forelsker han sig i de piger han aldrig helt kan få, for Snorkfrøknen elsker kun sig selv, og galionsfiguren er af af træ og har ikke nogen ben. Faderen er der men spiller egentlig ikke nogen væsentlig rolle, og det kan man jo godt forstå, få han stak af med hatifnatterne da Mumitrolden var helt lille, og det var Mumitrolden og hans mor der fandt ham og ikke omvendt, og lur mig om ikke faderen skal give noget igen før han helt kan tages til nåde igen.
I "Kometen kommer" (bog nr 2) er Mumitrolden ridderen der drager ud i verden på en 'quest', om med sig har han sin hjælper og komiske 'side qick', det lille dyr Sniff der er besat af at eje. På deres færd møder de vismanden, Mumrikken, der er besat af ikke at eje noget, og som ikke helt er den venlige sjæl man ellers beundrer ham for at være. På vejen hjem fra deres mål får Mumitrolden igen chance for at vise sin ridderlighed, da han skal rede en skønjomfru, Snorkfrøknen, i nød.
Mumimor er på ingen måde en frontfigur, men på sin vis står hun som symbol på hele Mumiuniverset. Hun er indbegrebet af hygge og tryghed med sin håndtaske og sine udflugter, men mørket findes i hende, og mister hun sin taske bliver hun angst og ligefrem neurotisk. Det siges om den ensomme og uhyggelige Murren, der er så kold at hun fryser alt til is omkring sig, at hun engang selv var en Mummimor der blev forladt af sin Mummitrold (glæd jer til de senere bøger), så i hende kan man se den skygge der hviler i vores Mumimor, og som gør bøgerne til noget ganske særligt.
De første bøger her er dog mest til de yngre læsere, og kan virke forhastede, flygtige og lidt irriterende på den voksne. Men selv om de slet ikke hører til mine yndlingsbøger, så er de nu meget gode alligevel.
Danskerne har faktisk aldrig været glade for bøgerne i modsætning til vores nordiske naboer. Tove Jansson selv kommenterede det en gang med at det var fordi vores land er så fladt og kedeligt at vi slet ikke kan forstå dem, og det er der måske nok noget rigtigt i. Hattifnatterne er dog et folk som vi i min optik burde kunne forstå. Dette blege folk med en usund længsel efter horisonten, som mødes i en stemning af ligegyldighed, for først for alvor at kunne leve, når lynet slår ned.
ORIGINAL TITEL: Småtrollen och den stora översvämningen, Kometen kommer og Trollkarlens hat DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre første romaner
FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 276
UDGIVELSESÅR: 1945, '46 og '48 (2008)
Der er fuld gang på handlingen, og bøgerne modsiger sig selv med jævne mellemrum, men det er ikke noget problem så længe man ikke er så dum at man prøver at give et resumé af handlingen, så det vil jeg prøve at lade være med.
Her på billedet sidder jeg så med hospitalsarmbånd om mit fede håndled og lader bogen hvile på mine klamme lår med de blodplettede bukser, og der står stadig en toiletrulle efter det nervesammenbrud jeg fik i mandags (der skulle pudses næse og tørres øjne i timevis). Et sådan humør passer perfekt til Mumitrolden, det er nemlig ikke, som tegnefilmene ellers antyder, sødsuppede historier om at være lykkelig og gode venner hele tiden. Selvom det ikke er så tydeligt i de første par bøger, så gemmer der sig et meget tungt finsk mørke lige under overfladen og lurer, men alligevel er er de også super hyggelige.
Mumitrolden selv er bare en sød lille dreng med nogle seriøse moderbindinger. Det forhindrer ham dog ikke i at forelske sig i andre piger, dog forelsker han sig i de piger han aldrig helt kan få, for Snorkfrøknen elsker kun sig selv, og galionsfiguren er af af træ og har ikke nogen ben. Faderen er der men spiller egentlig ikke nogen væsentlig rolle, og det kan man jo godt forstå, få han stak af med hatifnatterne da Mumitrolden var helt lille, og det var Mumitrolden og hans mor der fandt ham og ikke omvendt, og lur mig om ikke faderen skal give noget igen før han helt kan tages til nåde igen.
I "Kometen kommer" (bog nr 2) er Mumitrolden ridderen der drager ud i verden på en 'quest', om med sig har han sin hjælper og komiske 'side qick', det lille dyr Sniff der er besat af at eje. På deres færd møder de vismanden, Mumrikken, der er besat af ikke at eje noget, og som ikke helt er den venlige sjæl man ellers beundrer ham for at være. På vejen hjem fra deres mål får Mumitrolden igen chance for at vise sin ridderlighed, da han skal rede en skønjomfru, Snorkfrøknen, i nød.
Mumimor er på ingen måde en frontfigur, men på sin vis står hun som symbol på hele Mumiuniverset. Hun er indbegrebet af hygge og tryghed med sin håndtaske og sine udflugter, men mørket findes i hende, og mister hun sin taske bliver hun angst og ligefrem neurotisk. Det siges om den ensomme og uhyggelige Murren, der er så kold at hun fryser alt til is omkring sig, at hun engang selv var en Mummimor der blev forladt af sin Mummitrold (glæd jer til de senere bøger), så i hende kan man se den skygge der hviler i vores Mumimor, og som gør bøgerne til noget ganske særligt.
De første bøger her er dog mest til de yngre læsere, og kan virke forhastede, flygtige og lidt irriterende på den voksne. Men selv om de slet ikke hører til mine yndlingsbøger, så er de nu meget gode alligevel.
Danskerne har faktisk aldrig været glade for bøgerne i modsætning til vores nordiske naboer. Tove Jansson selv kommenterede det en gang med at det var fordi vores land er så fladt og kedeligt at vi slet ikke kan forstå dem, og det er der måske nok noget rigtigt i. Hattifnatterne er dog et folk som vi i min optik burde kunne forstå. Dette blege folk med en usund længsel efter horisonten, som mødes i en stemning af ligegyldighed, for først for alvor at kunne leve, når lynet slår ned.
ORIGINAL TITEL: Småtrollen och den stora översvämningen, Kometen kommer og Trollkarlens hat DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre første romaner
FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 276
UDGIVELSESÅR: 1945, '46 og '48 (2008)
Etiketter:
boganmeldelse,
børn,
ensomhed,
eventyrlig,
familie,
mørke,
Norden
Billede fra Paris
Lige et lille billede fra Paris
Fr Danielle låser døren til de aller ældste bøger på dominikanernes teologiske bibliotek, bibliotheque du saulchoir, der er det største af sin slags i Frankrig.
De andre i gruppen havde været der nogle dage i forvejen for at holde aftenbøn i brødrenes kirke, men jeg havde været for træt. Da jeg hørte, at de også havde set det teologiske bibliotek, blev jeg ganske nedtrykt. Jeg plejede jo at læse teologi, og bøger er min helt store autistiske interesse, så leder N, som kendte Fr Danielle personligt, ringede og arrangerede en privat rundvisning.
Sådan et bibliotek ser faktisk ikke ud af meget, hylderne er grå og kedelige og står så tæt, at man faktisk ikke lægger mærke til, hvor mange bøger der egentlig er, men det var en stor oplevelse, især at se den lille afdeling med de rigtig gamle bøger.
mandag den 2. juli 2012
Zen for mødre
Denne bog er en lille samling gode råd til hvordan man kan slappe af og nyde de små gode øjeblikke i en stresset hverdag. Hver for sig giver de små råd ikke en så meget, nogle af dem giver sig selv, andre virker fjollede eller det-er-bestemt-ikke-noget-for-mig-agtige, men så er der alligevel en gang imellem, hvor man standser op og tænker, hov vent lidt, det der er der måske noget om. Behøves man for eksempel at have de stramme jeans på nå man kommer hjem fra arbejde? Hvad er det i os der prøver at opretholde facaden også når vi er derhjemme?
Dette er ikke helt, som jeg ellers frygtede, en bog om hvordan man bliver en super duper mor der aldrig glemmer madpakken, og som ikke råber en. Det er en bog om ikke at komme helt der ud hvor man pakker sin kuffert og og overnatter på et hotel bare for at komme lidt væk fra det hele.
Okay, bogen henvender sig måske til et lidt andet klientel end lige netop mig, den henvender sig til mødre der samtid også skal passe et job, og vist også kvinder der er lidt overskudsagtige, men måske det sidste bare er min fordom. Jeg er ingen af de tre ting. Jeg er en ung kvinde sidst i 20'erne, ingen børn, ingen kæreste og intet job, men jeg har til gengæld et psykisk handicap der gør, at jeg kender stres bedre end de fleste. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet så langt ud, at jeg har pakket min taske og er stukket af fra mig selv og det liv der pludselig bare blev lidt for meget til at bære.
En gang lod folk al deres kropsbehåring gro og tog til Indien for at finde sig, i dag sætter vi en facade op og stikker af fra os selv, men i bund og grund bunder det i den samme indædte følelse af desperation fordi man hverken kan og vil klare presset. Ingen af løsningerne er dog holdbare i det lange løb. Anna Skyggebjerg foregiver ikke at have fundet den endelige løsning på noget som helst, hvilket jeg godt kan lide, hun forsøger bare at bringe lindring, på at få os til at stoppe op og trække vejret helt ned i lungerne, bare en gang imellem.
Vil jeg begynde at gå rundt i nattøj, når nu jeg alligevel bare tusser rundt herhjemme? Næppe, som førtidspensionist er jeg enormt bange for lige så stille at sumpe hen og blive en af disse stakler, som man ikke helt tager seriøst. Til gengæld kan jeg godt forestille mig at lægge mig i sofaen med en bog som jeg gerne vil læse, ikke fordi den står på en liste, ikke fordi jeg har fået den af forlaget, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg vil. Sidde i sofaen med en pose rosiner og nødder og en cola, bare sidde og være til i det lille bitte øjeblik.
TITEL: Zen for mødre FORFATTER: Anna Skyggebjerg FORLAG: Pretty Ink SIDEANTAL: 131 UDGIVELSESÅR: 2009
Dette er ikke helt, som jeg ellers frygtede, en bog om hvordan man bliver en super duper mor der aldrig glemmer madpakken, og som ikke råber en. Det er en bog om ikke at komme helt der ud hvor man pakker sin kuffert og og overnatter på et hotel bare for at komme lidt væk fra det hele.
Okay, bogen henvender sig måske til et lidt andet klientel end lige netop mig, den henvender sig til mødre der samtid også skal passe et job, og vist også kvinder der er lidt overskudsagtige, men måske det sidste bare er min fordom. Jeg er ingen af de tre ting. Jeg er en ung kvinde sidst i 20'erne, ingen børn, ingen kæreste og intet job, men jeg har til gengæld et psykisk handicap der gør, at jeg kender stres bedre end de fleste. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet så langt ud, at jeg har pakket min taske og er stukket af fra mig selv og det liv der pludselig bare blev lidt for meget til at bære.
En gang lod folk al deres kropsbehåring gro og tog til Indien for at finde sig, i dag sætter vi en facade op og stikker af fra os selv, men i bund og grund bunder det i den samme indædte følelse af desperation fordi man hverken kan og vil klare presset. Ingen af løsningerne er dog holdbare i det lange løb. Anna Skyggebjerg foregiver ikke at have fundet den endelige løsning på noget som helst, hvilket jeg godt kan lide, hun forsøger bare at bringe lindring, på at få os til at stoppe op og trække vejret helt ned i lungerne, bare en gang imellem.
Vil jeg begynde at gå rundt i nattøj, når nu jeg alligevel bare tusser rundt herhjemme? Næppe, som førtidspensionist er jeg enormt bange for lige så stille at sumpe hen og blive en af disse stakler, som man ikke helt tager seriøst. Til gengæld kan jeg godt forestille mig at lægge mig i sofaen med en bog som jeg gerne vil læse, ikke fordi den står på en liste, ikke fordi jeg har fået den af forlaget, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg vil. Sidde i sofaen med en pose rosiner og nødder og en cola, bare sidde og være til i det lille bitte øjeblik.
TITEL: Zen for mødre FORFATTER: Anna Skyggebjerg FORLAG: Pretty Ink SIDEANTAL: 131 UDGIVELSESÅR: 2009
Etiketter:
boganmeldelse,
børn,
dagligliv,
familie,
forfatteren,
frihed,
generationsskildring,
kvinder,
selvhjælp
Abonner på:
Opslag (Atom)