White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)

Mit smukke genom

Lone Frank, videnskabsjournalist på Weekendavisen, mistede begge sine forældre før tid, og det har givet hende en stor usikkerhed om sin egen identitetsfølelse. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? Hvad er meningen med det hele?  Der er ikke længere nogen der kan fortælle hende om den gang hun var lille eller om familien x antal generationer tilbage i tiden. Men måske er der alligevel en løsning, for hvad siger hendes egen grundlæggende biologi, hendes gener, om hende. Det vil hun prøve at finde ud af, så hun udsætter sig selv for en række tests der ikke er smertefulde for andet end pengepungen

Hvad kan hendes gener sige om hende? Hvilke sygdomme vil hun få? Hvordan er hendes personlighed? Hvor går grænsen for hvad man kan, vil og må sige? For det der med generne, det er jo ikke kun et spørgsmål om en enkelt persons nysgerrighed, det er jo også et spørgsmål om hvilke personer der får hvilke chancer. Hvem har størst risiko for at blive kriminelle, og hvordan skal de behandles? Hvilke sygdomme skal fostre screenes for? Hvilke sygdomme skal 'berettige' til en abort? Og hvad er i det hele taget en sygdom? For forskning vil nok føre store samfundsmæssige ændringer med sig. Eller vil den nu også det? Og i så fald, hvilke?

Lone Frank går i dybden med en lang række af genetikkens og samfundets store spørgsmål, men det er også en dybt personlig beretning om Lone Frank personen, der har forfærdeligt meget at slås med, men som alligevel klarer sig ganske godt på mange områder.

Lone Frank skriver rigtig godt, og det gør bogen til en fornøjelse at læse selvom den er proppet med videnskabelige forklaringer på gener, proteiner, signalstoffer, og selvom det sikkert er en illusion, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg da sådan nogenlunde forstår det. Okay, 'forstår' er måske så meget sagt, men jeg sidder da trods alt ikke tilbage med en følelse af, at jeg bare er alt for dum til at forstå noget som helst af noget som helst. Der er hele tiden en god afveksling mellem videnskaben og personlige historier, både fra nutiden og fra hendes barndom, så jeg kunne bare læse og læse uden at blive træt af det hele.

Jeg har en personlig årsag til gerne at ville læse den her bog. Jeg er asperger-autist, og hvad nu hvis man kunne screene fostre for autisme, skulle jeg så have været en abort? Har min depression i virkeligheden i alle de år haft ret? Skulle jeg aldrig nogensinde have været født? Ingen snakker om at abortere autisterne, ikke endnu i hvert fald, og da slet ikke Lone Frank, der faktisk taler rigtig pænt om os (s. 207), men jeg kan ikke selv lade være med at tænke på det. Der står noget om abort, men kun om smertefulde sygdomme der ikke er kontroversielle som systisk fibrose, og om ting der er så kontroversielle at det dårlig nok er aktuelt i lille Danmark, som barnets køn, men hvad med mongolisme? Den diskussion ville jeg gerne have haft, måske fordi det er aktuelt, eller måske fordi jeg føler at diskussionen kunne føres over på mit eget jandicap, selvom det på mange måder er meget anderledes.

Men hvad med et teologisk/filosofisk (på dette felt er der stort overlap) stridbart emne som det frie valg? Hele tanken om syndefaldet beror jo på den antagelse, at Adam og Eva reelt havde et valg, men hvad nu hvis de (især Eva) var disponibel til at være impulsiv? Hvad vil det i det hele taget sige at være disponibel? Er ens skæbne så forseglet? Hvad sker der med generne efter undfangelsen? hvilke hændelser ændre os, hvilke kemiske stoffer løber rundt i vores åre? Der har vi epigener dem der viser hvilke dele af vores gener der er aktive og hvilke der ikke er. Og straks bliver det hele mere kompliceret og endnu mere spændende.

Lone Franks egen historie fylder en hel del, og jeg svinger mellem at synes, at hun er mega sej, have ondt af hende og tænke, at hende ville jeg ikke kunne holde ud at være sammen med. Historien er leveret med en god portion sarkasme, men også med stor selvindsigt, og det er spændende læsning, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det samtidig er en forsvarsmekanisme (hvilken kliché) for det kan virkelig ikke være rart at være så rodløs.

TITEL: Mit smukke genom FORFATTER: Lone Frank  FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 307 UDGIVELSESÅR: 2010

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan

Denne lille artikel var en jeg fik af en af pædagogerne på mit bosted efter en samtale vi havde haft, som jeg hverken kan huske hvor startede eller hvor endte, men sådan nogle små diskussioner har vi fra til til anden for at jeg ligesom kan holde de små grå i gang, ellers er det meget let at sumpe hen på et sted som dette. I hvert fald nævnte hun den, og jeg tænkte, at den kunne da egentlig være ret spændende at læse.

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan - Om tværkulturelle erfaringer og udviklingspsykologiske teorier.

Der ligger to ting i at studerer andre kulturer når man taler om udviklingspsykologi. For det første er det relevant at vide, om de teorier og hypoteser vi har, om de er universelle for menneskeheden, eller om de er kulturelt betingede. Vi får også et indblik i hvordan vores egne holdninger måske mere er udtryk for personlige eller kulturelle meninger og moral. Okay, helt ærligt, så kan jeg ikke helt se hvorledes de to adskiller sig fra hinanden, jeg ser det lidt som to sider af samme sag, alt efter om vægten ligger på objektet eller subjektet, med fred være med det, det er jo trods alt ikke mig der læser pædagogik, og jeg skal ikke til eksamen i dette her.

Grunden til at der er valgt at blive fokuseret på Japan er, at det er et af de lande hvor levestandarten minder om vores eget samfund, den japanske kultur kan ligeledes defineres som 'finkulturel', men samtidig er den så markant anderledes fra den vestlige verden. Her kan man virkelig studere forskellen på arv og miljø (der bliver dog ikke talt om hvorvidt der kan være genetiske forskelle på japanske og vestlige børn.

Artiklen lægger vægt på hvordan de vestlige børn bliver opdraget til at være små individualister, hvorimod de japanske skal lære at være i harmoni med omgivelserne, og det er jo alt sammen meget godt, næsten for godt, for forfatteren er blevet så forblændet at hun glemmer alle videnskabelige principper og tager parti. Det fremgår klart af artiklen at den vestlige imperialisme er dåm og Japan er super sej, og sådan er det måske nok på nogle områder, men hun glemmer lidt, at Japan f.eks har jordens højeste selvmordsrate og at Japan er lige så forblændet af vesten som vi er af dem.

Når man skriver en videnskabelig artikel, skal man ikke begynde at tage parti, for det er ikke kun irriterende, det ødelægger helhedsindtrykket, og det sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af fakta. Noget andet der ødelægger helhedsindtrykket er, at der er så mange stavefejl og slåfejl, at det er til at græde over.

TITEL: Hvis børnepsykologien var opstået i Japan FORFATTER: Inger Bernth TIDSSKRIFT: ukendt  SIDETAL: 135-155 UDGIVELSESÅR: ukendt

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.