William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Voldsmænd river det til sig

SPOILER ALLERT!

Tarwater er vokset op hos sin grandonkel, som er profet, og er blevet opdraget til, at det skal han også være når han bliver stor. Han når dog ikke at blive helt stor før grandonklen dør, og den kun 14-årige Tarwater står nu med ansvaret for at give grandonklen en god kristen begravelse, men men i hans bryst brænder der et ønske om at gå imod Guds vilje, og han drikker sig fuld ag sætter ild til huset hvor grandonklens lig befinder sig. Tarwarter er stolt over at have taget skæbnen i egen hånd, men han er nok også lidt bange, da han begiver sig af sted for at bo hos sin humanistiske onkel og dennes retarderede søn.

Tarwaters onkel ønsker at indprente Tarwarter nogle sekulære værdier, men Tarwater selv er mest af alt optaget af IKKE at døbe fætteren, Bishop, som er den mission grandonklen havde givet ham. Den samme modvilje som han havde mod grandonklens kristne indoktrinering har han også mod onklens humanistiske, og onklen begynder derfor hurtigt at hade ham.

Tarwaters onkel blev også som barn mærket af granonklen, troen blev plantet i ham og fik ham til at føle sig som noget særligt, men han har brugt det resterende af sit liv at luge ud, men det er ikke kun troen han luger ud, han luger også ud i den eneste omsorg der nogensinde er blevet vist for ham. Generelt viser ingen af personerne ret meget omsorg for hinanden, og denne grandonkel er da heller ikke jordens mest hjertevarme menneske, men i modsætning til alle de andre er han en engel, so to speak. Den omsorg onklen ikke har kunnet tillade sig selv at føle er han heller ikke i stand til at vise sin søn der er retarderet. Til tider føler han en hvis kærlighed til ham, men da denne kærlighed i slutningen af bogen bliver sat på en prøve, så viser den sig ikke at holde, og det volder ham ikke de store kvaler, faktisk lader det til, at han er stolt af ikke at elske sin egen søn.

Tarwater kæmper mod at skulle blive profet som grandonklen og grangiveligt også Gud ønsker, og i sin kamp for at slippe væk fra sin skæbne begår han to store ugerninger, men Gud og ham selv sørger for at disse ugerninger bliver opvejet, det skulle efter sigende være det bogens titel betyder.

"From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven suffereth violence, and the violent bear it away." (Mat 11,12) The Douay Bible

"Men fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmerige med vold, og voldsmænd river det til sig" (Mat 11,12) Bogens oversættelse

Det er en lidt tricky passage, og jeg måtte også hen og slå det op i en af mine gamle bøger fra dengang da jeg studerede teologi. Det viser sig da også at den moderne oversættelse i den autoriserede Bibel er meget mere blødsøden i det.

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig." (Mat11,12) Dansk bibelselskabs oversættelse

 Og endnu mere så i min teologibogs egen oversættelse

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu bryder bryder himlenes kongedømme voldsomt frem, og de, der stormer det, griber det" (Mat 11,12) Mogens Mûllers oversættelse

Den gamle tolkning lyder nogenlunde sådan her; voldsmændene (Tarwater) forfølger dem der vil ind i Guds rige (grandonklen og Bishop) og tager det fra dem med vold, indforstået at det vil Gud dog ikke tillade.
I den nyere tolkning mener man dog ikke, at der hverken er nogle sproglige eller konteksmæssigt holdbare argumenter for dette.
Flannery O'Connor var glødende katolik, men der er sket meget i den katolske kirke siden dengang, og jeg synes ikke, at jeg kan finde ret meget af den for mig velkendte kærlige Gud i denne roman.

ORIGINAL TITEL: The Violent Bear It Away DANSK TITEL: Voldsmænd river det til sig FORFATTER: Flannery O'Connor FORLAG: Arena SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 1955 (2011)

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

Fri og i gode hænder

Bogen har to sider, altså to formål og ikke to ark, og de er meget forskellige, så jeg har til hensigt at behandle dem meget adskilt.

Hovedformålet med bogen er at behandle emnet mystik. Ifølge "Katolsk minileksikon" er mystik

Gr. myein = at lukke sig (øjne, læber) for at samle sig om Guds virken i sjælen

Men ifølge Pierre Stutz, som har skrevet "Fri og i gode hænder" er det så meget mere end det. Han favner emnet så bredt at man kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om mystik eller spiritualitet eller om de to er to alen af samme stykke, det gør det dog ikke mindre interessant.

Ved at beskrive en lang række personer som han anser for ekstra spirituelle, prøver han at give et billede af hvordan Gud virker gennem folk på forunderlig forskellig vis. Der er et frygteligt virvar af levnedsbeskrivelser og referencer til bøger. Nogle af personerne giver mening, andre gør i mindre grad. Bogen bliver lanceret som en spirituel katolsk bog, men det ville give mere mening bare at kalde den spirituel, for især evangeliske personligheder bliver trukket ind, og også eksempler fra islam og jødedommen.

Der er blevet skrevet mange ting om spiritualitet, men jeg har ikke før set noget der er så omfattende på så lille et format. Det gør selvfølgelig, at det kun bliver et overfladisk indblik, men Stutz forsøger ikke at angive at det er mere end det, nu ved jeg da i hvert fald hvor det ville være interessant at vide mere.

Jeg vil ikke her opridse hvad Stutz mener mystik/spiritualitet er, for det er så vidt et begrem at det ville blive op til en halv meter lang beskrivelse, men jeg kan sige at det er yderst interessant.

Den anden del af bogen har jeg ikke så meget positivt at sige om, faktisk har jeg ikke noget positivt at sige om den.

Mange store mystikere har også været provokatører, og det prøver Stutz også på at være. Man skal ikke være bange for folk der har en anden mening end en selv, men det var ikke særlig sjovt at læse. I små stik piller spredt ud over hele bogen giver han udtryk for sine meninger der ikke stemmer overens med Kirkens lære, hvilket han også påtaler. Dog må jeg give ham at det jo virkelig lykkedes ham at provokere mig, også selvom det bare fasttømrede min gamle holdning endnu mere

At man er uenig med Kirkens morallære, det er der så mange der er, så det tænker jeg ikke så synderligt meget på, men at han kalder sig selv for lidenskabelig kristen (katolik) men samtidig er fortaler for en markant anderledes teologi omkring Jesus Kristi væren, det finder jeg forkert. Han må gerne have en anden teologi, men så skal han bare ikke kalde sig katolik.

Det drejer sig især om to emner. Jesus som vejen, sandheden og liveet, og om Jesus der ofrer sig for os (undskyld fremhævelserne, det ser dumt ud, men det er en yderst effektiv metode til at fremhæve pointerne).

Måden han giver sine uenigheder til kende på er nok det jeg virkelig ikke kan lide ved bogen. Den katolske kirke er mit hjertebarn, og selvom den har været under både værre og mere målrettede angreb og har overlevet, så gør det stadig ondt på mig.

Om jeg vil anbefale bogen er lidt svært at sige, det kommer lidt an på hvem man er. Jeg selv er en meget sårbar sjæl, så flere gange blev jeg så ked af det og oprevet, at jeg måtte lægge bogen fra mig i nogle dage, men samtidig har jeg også lært en hel masse.

Viborg Domkirke

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke med min far og farmor.

I midten af 1800-tallet brændte den oprindeligere kirke ned, og man opførte en flot gotisk kirke på dens sted. På grund af det der med pengene snød man lidt. Man byggede kirken i mursten, og lagde granitsten uden om for effektens skyld. Alene af den grund var min far opsat på at hade kirken, men han måtte bide det i sig igen, den er faktisk rigtig flot lavet.

Man betalte kunstmaleren Joachim Skovgaard en sikkert ret net sum penge for at dekorere den i rigtig middelalderstil. Normalt når man skal male nogle bibelske motiver, så maler man de kendte; Adam og Eva, Noas ark, Abraham og Isak, Moses og så en masse med Jesus, for man skal nå så meget på så lidt plads, men skovgård havde rigeligt med plads til at boltre sig på, så man får en masse af de historier man ikke sådan lige kan på fingrene; Elias der bliver fodret af ravnene i ødemarken, Jericos mure der blæses omkuld, Kain og Abel og Josef der tyder faraos drøm (ikke den Josef der blev Jesus' stedfar, selvom han også kom til Egypten, men ham der blev solgt som slave af sine egne brødre).

Kirkeskibet er hovedsageligt dekoreret med gammeltestamentlige motiver, og sidekapellerne (kan ikke huske hvad de hedder i den protestantiske kirke) med billeder med Jesus. Oppe ved alteret ser man så de døde der efter dommedag kommer op til perleporten. Loftet er dekoreret med apostle, evangelister og profeter (også dem man ikke lige normalt kender navnene på.

Alle billederne forestiller meget konkrete begivenheder, det er for eksempel skærtorsdag der fylder en hel væg og ikke påske. Publikum/menighed slipper derved for at tage stilling til, var graven tom eller var den ikke? Det gør billederne lettere tilgængeligt for ikke-religiøse mennesker, men det skærer også en hel dimension, den vigtigste dimension ved kristendommen, væk, og det er en skam, det gør kirken til en kunstudstilling frem for et Guds hus. Jeg ved ikke om Skovgaard var religiøs, men jeg tvivler.

Men billederne er bestemt flotte, og de er bestemt værd at tage ind og se, og selvom jeg er katolik har jeg også lyst til at tage til en gudstjeneste en gang, bare for at se hvordan det virker i praksis.

Jeg kender en der blev gift derinde, og jeg kan dårligt forestille mig hvor smukt det måtte være, den røde og grønne kirke (de to dominerende farver) i kontrast til den hvide kjole. Jeg er normalt ikke en romantiker, men wow.

Kvinde, hvorfor græder du

"Kvinde, hvorfor græder du?" er en samling erindringsbilleder og reflektioner af folkekirkepræst og samfundsdebatør Kathrine Lilleør, og som præst, kvinde mor og eks-kone, ja så græder hun meget, endog rigtig meget. Ikke altid fordi hun er ked af det, også hvis hun er glad, frustreret, vred, rørt eller tænksom, og nogle gange er det ikke hende der græder, man så er det nogle andre, tårerne flyder, og det hele kan godt blive lige lovligt overvældende.
Dette er lidt fortsættelsen på alle de tudende teenagepige bøger om den store kærlighed i en alder af 15 år, pigen er bare blevet ældre, men de store følelser er stadig på spil.

Bogen cirkler meget om emnet kvinde. Hvad vil det sige at være pige, kvinde, barn, datter, mor, kone, eks-kone, husmor eller arbejdende kvinde? Hvad er forholdet mellem mor og datter, mand og kvinde? Hvad vil det sige at være kvinde? Er der noget der er specielt kvindeligt? Gamle diskussioner, som jeg troede, at jeg var kørt helt død i, men Lilleør har nogle yderst interessante vinkler. Manden skal hærske over sin kvinde, ikke fordi samfundet siger det, ikke fordi hans ord er lov, men fordi den mand som hun elsker han regerer hendes sind, om han vil det eller ej.
Bogen beskæftiger sig ikke med hvad der er den perfekte kvinde, om det er speltmor eller karrierekvinde, men den beskæftiger sig med kvinders sind, og med hvor svage vi i grunden er på mange måder, svage i vores kærlighed til manden og til børnene, svage i vores splittelse mellem familie og arbejde, og svage i vores behov for at betro os. Men det er ikke en ynkværdig svaghed, det er en svaghed der fører os tættere på mennesker og på Gud.

Lilleør kommer ud fra det tidehvervske, fra dengang før det blev synonym med Dansk Folkeparti. Dengang hvor der blev råbt teologiske argumenter ud over spisebord og landsstævner, dengang der blev hamret i bordet og smækket med dørene, men Kathrine Lilleørs teologi, i hvert fald den i bogen her er let og feminin og med afrundede hjørner så man ikke slår sig på den, jeg kunne i hvert fald som katolik læse bogen uden at fare op af stolen med jævne mellemrum (i modsætning til Den åndløse dansker af Sørine Godtfredsen).

Hun giver nogle drøje hug til visse af sine præstekolleger, over præster der ikke tror på Gud, præster der går rundt og resignerer, over præster der ikke hvem de er og hvad de tror på, og der skal ikke hærske tvivl om, at hun er en præst der virkelig mener hvad hun siger, både privat, i Berlinske og fra prædikestolen. Og selvom alle tårerne, irriterede mig lidt, så selvom vi ikke er enige om alt, ja så nærer jeg den dybeste respekt for Lilleør, og sådan set også for folkekirken generelt.

Den åndløse dansker

Sig mig, hvad tænker Kristelig Dagblads forlag egentlig? Mener de det her seriøst? Er det fordi Sørine Godtfredsen er et kendt ansigt som sikkert vil sælge bøger? Er det en dårlig vittighed? Eller er "Den åndløse dansker" blevet godkendt på redaktionen for at vi danskere kan klappe os selv på skuldrene og tænke, at godt vi er et så tilgivende og alsidigt et folkefærd, og at vi heldigvis ikke alle er lige så bitre som SG?

SG har besluttet sig for at hun er hele Danmarks moralske og intellektuelle vagthund nummero uno, og hun føler, at hun har sin berettigelse gennem sit hverv som folkekirkepræst af selvdiagnostiseret tidehvervsk observans. Præsters rolle som stemmer i debatten, ikke kun fra talerstolen, men også igennem medierne spiller en væsentlig rolle. Jeg har en tilbøjelighed til at give hende ret, men jeg ville sådan ønske, at der var andre end SG der ville gøre det, for hun gør det ved at give en dundertale fra prædikestolen, som taget ud af Hans Kirks "Fiskerne", og det kan godt nok være træls at høre på.

Bogen vakte måske ikke helt så meget faldeballade, som hun måske havde håbet på. Hun finder sig nok værende mindre en berømthed, end hun lige havde gået og troet. Jeg kan bedst lide at tro det bedste om folk, og jeg kender hende ikke personligt, så jeg håber, at dette er et reelt forsøg på at få os op af stolene og gøre os til bedre mennesker, og ikke som det nogle gange lader til for endnu en gang at fastslå hendes position som Rasmus Modsat.

"Den åndløse dansker" er vist tiltænkt som én sammenhængende bog om hvordan danskerne hastigt mister vores tro, historie, integritet, moral, pligtfølelse ect, men den giver mere karakter af 8 løsrevne essays om medier, kendisser, egoister, kvinder, ateister, folkekirken og politikere. Lad os sige det sådan, SG er nærmest imod, lidt ligegyldigt hvad der bliver talt om, så er det ikke så godt som i gamle dage, det er mere end bare ikke så godt, det hele er, faktisk er det hele helt af helvedet til. På den korte liste af ting som SG godt kan lide er Søren Kierkegaard, Søren Krarup, Brian Nielsen og unge mennesker på en 14, 15, 16 år.
Den sidste kom bag på mig. Jeg kender selv flere fornuftige unge mennesker i den alder, men at SG kan lide dem, det kom som et chok.

Der er flere gange i løbet af bogen jeg må ærgrer mig fordi jeg faktisk giver hende ret, og det image hun har er ikke en jeg har lyst til at give ret. Det kan dog være svært at afgøre, om jeg reelt set er enig med hende, eller om det er fordi hun igen og igen skyder med spredehagl, og så må man jo ramme plet bare en gang imellem.

Når nu hun så en gang imellem siger noget der er fornuftigt, så er det virkeligt ærgerligt, at hun skriver det på den måde hun gør, for i stedet for som tiltænkt at være en røffel til den danske befolkning, så er det en sur gammel kone der sidder med sin hæklede plaid og harcelerer. Sjældent har man set mage til surt løg, og hendes angreb på forskellige personer, der i visse tilfælde ikke har gjort andet galt end at være uenige med hende, kommer til at ligne det rene 'Velkommen på forsiden'. Paradoksalt nok brokker hun sig over ateisternes nedladende tone.

Men hvor er det at SG gerne vil have os hen? Det er lidt svært, for hun siger det sjældent direkte.

Som præst vil hun selvfølgelig gerne have os til at engagere sig i folkekirken, og det er fair nok, men hendes teologi er i mine øjne så mørk og dyster, at jeg bliver helt deprimeret, for så vidt jeg kan læse mig til, bunder hendes tro på Gud i forståelsen af de onde og egoistiske kræfter der råder i hendes og alle menneskers indre (i det mindste er hun rigtig god til at erkende at hun ikke selv er helt uden fejl). Jeg kan slet ikke forholde mig til dette billede, både fordi jeg er katolik og derfor tror på Guds kærlighed og menneskets godhed, men også fordi de fornuftige og gode og også protestantiske unge mennesker jeg læste teologi med også havde et meget smukkere forhold til Gud.
SG opfylder mine værste fordomme om tidehverv, som hun selv bekender sig til uden dog at være medlem, men gad vide hvad de siger til hende?

En ting står dog klart, hun afskyr dumme mennesker og deres pruttevittigheder. Hendes ideal er en kvindelig kirkegænger i 40'ne med en høj uddannelse, der læser bøger, går i teateret og er slank og veltrænet. Det er et godt ideal og det er også mit ideal, men for SG er det gået over gevind, for ikke alle kan være sådan, det er ikke alle der er i stand til at læser Kierkegaard med samme fanatiske entusiasme som hende selv.

Denne anmeldelse er kommet til at handle mere om Sørine Godtfredsen end om hendes budskab, og det skyldes, at det ikke er danskernes åndløshed der chokere mig men hendes brok.

To spørgsmål står jeg dog tilbage med i slutningen af denne bog:
-Hvorfor er det lige Grundtvig at hun eksaminerer politikerne i?
-Hvorledes adskiller SG's dyrkelse af Kierkegård sig fra katolikkernes helgendyrkelse (som hun sikkert hader som pesten)?

Englenes dronning

"Englenes dronning- En historie om drengen Mathias og den hellige Birgitta" af Lissie Lundh udgivet på Katolsk forlag handler om den svenske middelalderdreng Mathias.

Mathias bor alene sammen med bedstemoderen, for hans mor er død, og hans far er i krig mod nordmændene. Han ville egentlig ikke, men når kongen kalder har man ikke noget valg andet end at følge med. Mathias har det dog godt i landsbyen sammen med sin bedste ven Birger, smedens søn. Hans liv tager dog en uventet drejning, da han en vinter bliver besat af en ond ånd der piner ham og får ham til at gøre grimme ting mod de mennesker han holder af og imod hellige billeder og genstande. Efter hvert anfald glemmer han dog hvad der er sket, men han lægger snart mærke til hvordan hele landsbyen bliver bange for ham og undgår ham, selv hans bedstemor og Birger.

Da foråret kommer får han ikke lov til at gå med ud i skoven og vogte svin sammen med de andre drenge, og det gør ham vældig trist til mode, så da ånden byder ham at slå Birgers søster ihjel, tager han benene på nakken og stikker af. Mathias vil tage op til Ulvåsa hvor den hellige Birgitta bor.

Den hellige Birgitta blev født ind i en fin, rig og from famillie i begyndelsen af det 13. århundrede, og allerede som helt lille barn begyndte hun af modtage syner fra Gud. Birgitta mistede sin mor da hun var 11 år, men en moster lærte hende at sy, at færdes blandt de rige og adelige og at være en fin dame, og hun var god til det, men hun forblev god og from. Hun giftede sig og fik børn, men de fattige og udstødte var også hendes børn, og hun oprettede fattighuse, sygestuer og arbejdede blandt prostituerede og hjalp dem til et mere værdigt liv.

Efter en pilgrimsvandring til Spanien, hvor hun modtog flere åbenbaringer, blev hendes mand Ulf syg og døde. dette blev et vendepunkt i Birgittas liv, og hun hengav sig endnu mere i bøn og modtog en lang række af åbenbaringer, der blev til nogle af middelalderens mest markante teologiske skrifter. Hun modtog blandt andet instrukser til at oprette en ny orden af munke og nonner. Hun tog til Rom for at få godkendt sin orden, og hun døde der i 1373.

I 1999 blev Den hellige Birgitta udråbt til hele Europas værnehelgen (beskytter)

På sin vej møder Mathias pigen Ingeborg og hendes syge mor der også er på vej op til den hellige Birgitta Ingeborgs mor er ikke spor sød ved sin datter og hun har hele tiden noget grimt at sige til hende.

I Ulvåsa får de en god modtagelse, også selvom det hurtigt bliver klart at Mathias er besat. Birgittas datter Katarina tager Ingeborg under sine vinger og giver hende den kærlighed hun ikke får fra sin mor, og pigebarnet begynder at vokse i glæden. Mathias hjælper jægeren Knud, men han er dog stadig besat og får anfald hvor han får voldsomme kræfter og smadre ting og angriber folk. Birgitta går i forbøn for ham hos Guds moder, Jomfru Maria (englenes dronning)og hendes skriftefader Magister Niels driver ved Guds kraft dæmonen ud af ham.

Hvor provokerende nogen end finder det, om man tror på Satan eller ej, eller om man tror at hekse i virkeligheden bare var uskyldige naturelskere, så ændrer det ikke ved det faktum, at 'det onde' var en grusom realitet for middelaldermennesket. I dag ville Mathias have fået hjernescanninger og masser af medicin, men samfundets stigmatisering (undskyld udtrykket) af ham ville have været den samme, men den hellige Birgitta byder den unge ridder der væmmes ved Mathias og vil have ham smidt på porten at undskylde overfor Mathias.

Jeg greb sjovt nok mig selv i at blive chokeret. Kan man virkelig i vore dage som katolik tillade sig at skrive om hekse og dæmoner? Har forfatteren modtaget vrede læserbreve? Bliver alle middelalderens sager om heksebrændinger nu taget op igen (som om protestanterne ikke var lige så slemme som katolikkerne)? Det paranormale har fået en renæssance, og for hver ond heks er der mindst 10 gode. At samle urter og give råd om kærlighed er ikke ondt, ligegyldigt om man kalder sig heks eller ej, men at fraternisere med fanden er. Jeg ved at de paranormale boger er meget populære blandt unge, og fred være med det, jeg finder dem i hvert fald ikke mere skadelige end så meget andet, men jeg må indrømme at jeg fandt det befriende at læse denne her bog. Der findes mange børnebøger der handler om religiøse tematikker, men kirken (og for den sags skyld også andre religioner) har ellers ikke meget plads i historierne, hvornår har Karla fra Karlas Kabale for eksempel sidst været i kirke? Eller Harry Potter bedt fader vor før han duelerede Voltemort (undskyld, you-know-who)?

Det er i det hele taget en lidt svær bog med mange svære ord og en helt masse latin. Svært er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg kunne godt have brugt, at der var en ordforklaring i slutningen. Bogen er meget katolsk, og forfatteren går ud fra at den barnlige læser, eller som minimum barnets forældre også er det. Kan du for eksempel sidste halvdel af angelusbønnen? Jeg har aldrig bedt den alene, så jeg måtte slå den op. Hvis man vil have de religiøse børnebøger ud til en bredere skare er den alt for indforstået, men som katolsk børnebog (og det er jo hvad den er) så er den rigtig god.