William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Symposion

NB Stikord til (især) gymnasieelever til bedre forståelse af Platons "Symposion" findes længere nede på siden!!!

Jeg kan godt lide at tale negativt om Platon, og det er der flere grunde til:

• Da jeg havde oldtidskundskab på gymnasiet, var min læger et ucharmerende fjols som for en lang periode fremover ødelagde mit forhold til den klassiske kultur.
• Som medlem af den hvide veluddannede middelklasse var pædofil kærlighed, homo-erotik og en filosofisk vandring mod en højere væren mere end mit teenage-jeg kunne håndtere.
• Men vigtigst af alt, så er der en forbløffende stor gruppe mennesker som bliver virkelig sure ved enhver kritik af Platon.

Der er som sådan ikke noget galt med Platon. Nogle af de ting han siger er gode, andre er helt ude i hampen. Noget ting kan vi bruge i dag næsten 2400 efter, at det er skrevet, noget kan vi ikke. Noget kan vi læse som visdom/filosofi mens andet bør læses som en god og underholdende fortælling. 

Jeg havde selv store vanskeligheder med at forstå disse ting, da jeg i en alder af 19 år trak et spørgsmål om 'Symposion' til min eksamen i 3.g. Jeg var ikke jordens mest flittige elev, så da jeg ikke forstod eksamenspørgsmålet, så var jeg meget usikker på, om det var mig eller læreren der var en idiot, og af frygt for at det var mig, turde jeg ikke rigtigt at snakke med nogen om det. 

Nu, 11 år senere, i en alder af 30, har jeg genlæst Platons 'Symposion', og jeg tror, at jeg nu måske ville være i stand til at besvare spørgsmålet, men jeg er også rimmelig sikker på, at jeg i gymnasiet ikke ville have kunnet det, heller ikke selvom jeg rent faktisk havde læst hele pensum og været der til alle timerne. Det har vist sig, at det hverken var læreren eller mig der var idioter, det var spørgsmålet, som læreren stillede, der var helt ude af trit med kvaliteten af hans undervisning.

Noter til forståelse af tekste:

At snakke om Platon og om Sokrates kommer stort set ud på ét. Sokrates var en stor filosof som ikke selv skrev noget ned, men det gjorde hans elev Platon derimod mange år senere. Platon var stor beundrer af sin læremester (Sokrates), så hvis Platon skriver at Sokrates siger et eller andet, så kan man godt regne med, at det er det der er historien facit/klimaks/morale/konklusion. Er man selv enig eller ej, det betyder ikke så meget. hvis en oldlærer spørger, så er det sandsynligvis dette han eller hun fisker efter.

'Symposion' handler om en lille gruppe mænd der ligger til bords, for det gjorde man dengang, mens de drikker vin og holder taler om kærligheden/Eros. De vigtige ord her er mænd, drikke, tale og kærlighed/Eros.

Grækenland var et mandsdomineret samfund. Det var mændene der bestemte, diskuterede, elskede, og dem de elskede var også mænd.

Et moderne symposium er en kultiveret diskussion blandt akademikere, men de gamle grækere skyllede ordene ned med rigelige mængder vin, og Sokrates selv kunne, ifølge Platon, drikke dem alle under bordet uden selv at blive fuld.

I en græsk diskussion gjaldt det ikke kun om at have ret og sige de klogeste ting, man skulle også være den der formulerede sig på smukkeste vis.
Når mænd havde sex med kvinder, var det i det gamle Grækenland primært en praktisk foranstaltning som skulle sikre slægtens overlevelse. Nej, den ægte kærlighed/Eros/begær var en sag mellem mænd, eller rettere, det var sag mellem gamle mænd/elskeren og unge drenge/den elskede. Det er det emne der diskuteres i 'Symposion', hvad den kærlighed mellem mænd er, og hvorfor det er den bedste slags kærlighed.

Til aller sidst, hvis man er ved at gå kold i bogen og synes at det er noget lort, så slå om på Alkibiades' tale, hvor en ung smuk mand som er fuld og meget forelsket i Sokrates gør sig selv fuldstændig til grin.

TITEL: Συμπόσιον DANSK TITTEL: Symposion FORFATTER: Platon OVERSÆTTER: en lang række muligheder UDGIVELSESÅR: ca 385–370 f.kr.

Alice's Adventures in Wonderland

Er du nogensinde blevet belært om, at en bog mister noget i oversættelse? For nogle år siden læste jeg "Alice i Eventyrland" og erklærede, at det da var noget forvrøvlet mak. Jeg fik at vide, at det bare var fordi jeg læste den på dansk, og at den faktisk er enormt poetisk og siger noget om samfundet og sådan. Jeg ved en del om oversættelse, det er ligesom det jeg går og laver til hverdag, men nu var det nu engang bare den danske udgave jeg tilfældigvis havde fået fat på på biblioteket.

En dag fandt jeg så "Alice's Adventures in Wonderland" med illustrationer af Tove Jansson (hende med Mumitrolden), og så måtte jeg bare have den, selvom jeg stadig var overbevist om historiens forvrøvlethed. Bogen har så stået og samlet støv i månedsvis, indtil jeg sidste uge var på museum og se tjekkisk dukketeaterkunst. Tjekkisk humor er også en smule forvrøvlet (undskyld tjekker), så jeg tænkte, at det da sikkert kunne være et fint match.

Det VAR et godt match, og jeg må med en blanding af skam og fryd erkende, at den altså er en fantasillion gange bedre på engelsk. Vrøvlet var den stadig, men på engelsk var der på en eller anden måde mening med galskaben. Meningen med vrøvlet er, at Carroll på en vrøvlet måde, afslører det vrøvl som voksne går rundt og siger.

Tove Janssons tegninger er meget typisk Tove Jansson, og man kan ligefrem genkende visse skikkelser fra Mumiuniverset. Stilen går forbløffende godt til historien. Normalt forbinder jeg engelske motiver med børn med tykke kinder og storblomstret sofabetræk, hvilket står i stærk kontrast til Janssons finske mørke, men nogle gange mødes modsætninger og sød musik opstår.



TITEL: Alice's Adventures in Wonderland FORFATTER: Lewis Carroll ILLUSTRATIONER: Tove Jansson FORLAG: Tate SIDEANTAL: 110 UDGIVELSESÅR:1865, 1966 (2011)

#septemberbøger day 17: A that makes me happy. How can I not be happy in a world where Tove Jansson has illustrated Alice in wonderland. Doesn't Lille My look exactly like the cheshire cat :-D #aliceinwonderland #lewiscarroll #tovejansson #lillemy #thecheshirecat #bookporn #books #bookstagram #bookillustrator

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 17. Sep 2016 kl. 12:42 PDT

Bright Lights, Big City

 Jeg har haft mange mærkelige eller overfladiske årsager til at læse en bog, jeg kan for eksempel sagtens finde på at købe/læse en bog fordi den har en flot forside. Denne bog købte jeg, fordi et afsnit af tv serien CSI New York bygger på den. Afsnittet er fra første sæson som ikke bliver vist på dansk tv. Jeg er fan af serien, derfor er jeg også nærmest automatisk fan af seriens referencer, så jeg gik på Amazon og købte den uden overhovedet at have læst hvad den handlede om.

Bogens unavngivne hovedperson arbejder som faktumkontrollant på et ligeledes unavngivet intellektuelt magasin. Tiden er 1980'erne, stedet er New York City og alting går hujende hurtigt, og der må en lind strøm af stoffer og alkohol til at følge med. Hovedpersonens smukke modelkone har forladt ham efter mindre end et år og tilværelsen har ingen mening, men hans menneskelige forfald startede endnu tidligere end det, hvilket man finder ud af til sidst.

Udenpå coveret står der:

"Probaply the best book ever written about being young, about doing drugs, and about musik".

Tre ting som jeg for at være ærlig ikke har meget forstand på, for teknisk set har jeg været ung, sådan aldersmæssigt, men det vilde ungdomsliv har jeg aldrig gjort det ret meget i. Så selvom jeg godt kunne værdsætte de litterære kvaliteter, så gik de finere nuancer nok hen over hovedet på mig, indtil jeg stødte på dette citat

"You concidered violence and you concidered reconciliation. But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read to quickly, leaving a dwindling trail og images and emotions, untill all you can remember is a name"
                                                                                                                    s 121

Det er pludselig noget jeg kan forholde mig til, og straks gav det hele lidt mere mening.

Bogen er skrevet i 2. person singularis, det vil sige du-person, hvilket jeg fandt yderst distraherende til at begynde med, for det forudsætter at læseren kan sætte sig ind i bogens situation, og da jeg i starten ikke kunne det, så distancerede formen mig yderligere fra hovedpersonen, men jeg kan forestille mig, at hvis man faktisk forstår hovedpersonen, så vil det ramme en hårdt og personligt, og man vil kunne tage bogen til sig på en helt særlig måde.

Men hvad er den dybere mening i bogen så? Den handler om hvordan der kan være smerte og dybde under New Yorks fart og overfladiskhed, og det beskriver den faktisk ganske godt, jeg er i hvert fald overbevist.

TITEL: Bright Lights, Big City FORFATTER: Jay McInerney FORLAG: Bloomsbury
SIDEANTAL: 174 UDGIVELSESÅR: 1984 (2007)

Breakfast at Tiffany's

"Breakfast at Tiffany's" er hovednavnet at bogens fire kortere eller længere historier, og også den mest interessante. De fleste historierne handler om kærlighed, især af den slags som man, især da bogen er skrevet i 1950'erne, anså som amoralsk og forkert, såsom kvindelig promiskuitet, prostitution, sex med mindreårige og homoseksualitet, og den handler både om ægte og indbildt kærlighed. Da bogen blev udgivet, var den yderst provokerende, men tidens tand har taget lidt af dens kant, men den er stadigvæk spændende og yderst velskrevet. Og dog kan den stadig chokere, for vi møder både barnebruden Holly og den mindreårige prostituerede Ottilie, hvis skæbner ikke kunne være længere fra hinanden, men de er begge små vilde dyr som man prøver at tæmme.

Historien "Breakfast at Tiffany's" handler om en unavngivet og uudgivet forfatter der slutter venskab med sin underbo og fashionista, Holly. Hun lever det vilde liv og omgives af kendte og rige mænd, men i sin naivitet omgås hun også mafiabossen 'Sally' Tomato, og det bliver hendes fald.

Nogle anmeldelser og nogle af bogens personer omtaler Holly som en prostitueret, men det er måske at dømme hende for hårdt, og bevæger sig kun lige på grænsen af sandheden. Ingen tvivl om at hun lader sig forsørge af sine elskere og andre mænd, men som hun siger, så har hun kun haft 11 elskere efter hun fyldte 13, og dem før tæller ikke rigtigt, vel? Den eneste grund til at hun dømmes for det moralsk er, at hun er kvinde, en mand kunne sagtens have lige så mange kvinder om ikke flere uden at høre et ord for det, hvilket forfatteren også påpeger.

Jeg har desværre aldrig set filmatiseringen, men jeg tvivler på at den følger bogen alt for nøje. For det første er det svært at forestille sig Hollywood lave en film, hvor den mandlige og kvindelige hovedrolle kun er venner og ikke deler så meget som et eneste kys, men mest af alt har jeg svært ved af forestille mig en som Audrey Hepburn i rollen som psykisk syg, seksuelt misbrugt og vandrøgtet som barn, men jeg tager muligvis fejl, for som sagt, så har jeg ikke set den, jeg har kun mine fordomme. For Holly er ikke kun en glamour girl, hun har også en chokerende historie og lider af forfærdelige angstanfald (the terrible reds), vrangforestillinger og psykoser. De to meget forskellige sider af Hollys liv, den fashionable og den mørke, gør en helt forpustet, at så mange ting skulle findes i så lille en kvinde (sikkert anorektisk).

En anden af bogens historier, "A Diamond Guitar", handler om en midaldrende mandlig fange, der forelsker sig i den nye, unge, smukke, cubanske og ikke mindst mandlige fange. Hans kærlighed er hovedsageligt æstetisk og handler ikke om sex og at der ikke lige er nogen kvinder at gå i seng med, og så må man jo ty til mænd, nej det handler om ægte kærlighed, og det kan vi da i dag synes er meget sødt, men i 1958 må det have været noget mere provokerende.

TITEL: Breakfast at Tiffany's FORFATTER: Truman Capote FORLAG: Pinguin Books
SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1958 (2000)

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld

Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.

"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136

Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

Madam Bovary

SPOILER ALERT, men kun delvist.

Emma Bovary er en lidenskabelig kvinde som er fanget i et kedeligt ægteskab med den hjertens gode men kedelige og småborgerlige Charles. Charles elsker hende over alt på jorden, men det er ikke nok for Emma, så hun tager sig en elsker, og derefter endnu en og endnu en. Lidenskaben blomstrer, men det kan aldrig helt tilfredsstille hendes lyster, så hun trøsteshopper for penge hun ikke har.

Som i ethvert andet viktoriansk skæbnedrama går det Emma og alle omkring hende så grueligt galt, så at den nyskabte middelklasse rigtigt kunne sidde og have ondt af dem, og samtidig sidde og have det så godt, men måske også tænkt som at give folk en social bevidsthed.

Historien om Emma Bovary, er historien om utroskab, om hvordan den griber om sig, hvordan løgnene tager over, hvordan mennesker bliver nedbrudt. Emma har faktisk en lille datter, men den lidenskabelige og nærmest eventyragtige kærlighed til hendes elskere, tager beslag på alle hendes følelser, og hun bliver forsømt på det groveste.

Bogen er skrevet i en tid, hvor det var frækt at vise sine ankler, og hvor både mænd og kvinder var stive, grå og aseksuelle, men historien er yderst slibrig. Direkte læst, sidder Emma måske på sin elskers knæ og han kysser hendes hånd, men der skal ikke meget til for at forestille sig de hede elskovsscener der foregår mellem linierne. Hvad skal man da ellers på et hemmeligt hotelværelse?

Som læser er det nemt at dømme Emma, hendes elskere og hendes vattede mand, men Flaubert skriver på en måde hvor han ikke fordømmer nogen af personerne, og det er godt, for der går en hårfin grænse mellem følsom og sentimental. Det eneste der adskiller 'Madam Bovary' fra de romancer man kan købe i udvalgte kiosker er en udsøgt prosa. Jeg valgte at læse den efter at have anmeldt DENNE bog som roser Flaubert til skyerne. Flaubert gjorde noget der var helt utroligt for hans tid, han puslede nemlig for detaljerne, han beskrev livet som det gik i en lille fransk landsby i 1800-tallet. Man får en masse 'unødvendig' viden, men man skal ikke tage fejl, alt er udvalgt for at skabe et helt præcist billede.

Emmas historie er spændende, men ikke lige min smag, jeg blev dog alligevel ved med at læse, for hun og de andre personer interesserede mig faktisk. Nogle gange tænker jeg, at samfundet og folk i det hele taget var så meget anderledes dengang, men selvom der selvfølgelig er forskelle, fx interessere ingen sig synderligt for det stakkels forsømte barn, heller ikke forfatteren, men ellers er det bare helt almindelige mennesker der laver helt almindelige ting, på nær et par enkelte skurke der jo skal være i den type historier.

Det er ikke hele tiden at Emma er opslugt af romantikken, nogle gange forsøger hun at være en god mor og hustru, men hun er ikke særligt god til det. Hun prøver at søge hjælp i troen og i kirken, men landsbyens middelmådige præst formår ikke at give hende det hun har brug for og hjælpe hende på rette vej, så hun finder sin egen måde at tro på, en måde som er overdreven og passioneret, men som kun tjener til at give et øjebliks nydelse. Hun faker ikke, men hun lyver over for sig selv, ligesom hun lyver over for alle andre.

Som sådan en bog skal, så ender 'Madame Bovary' ulykkeligt, for den er skrevet i en tid hvor Gud prøver og straffer gode folk, men hvor onde mænd kan få lov at klare sig ganske godt. Bogen er mest kendt for sine seksuelle eskapader, men det er lige så meget en historie om økonomisk uansvarlighed.

ORIGINAL TITEL: Madame Bovary DANSK TITEL: Madam Bovary FORFATTER: Gustave Flaubert FORLAG: Søren Gyldendals klassikere SIDEANTAL: 444 UDGIVELSESÅR: 1857 (1996)

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står

"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)

 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)

Mørkets hjerte

Jeg har begået en dødssynd, jeg har læst denne lille sprogperle (Heart of Darkness) i en til dansk oversat version, men nu stod jeg nu en gang på biblioteket og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Et eller andet skulle jeg dog have (ferie uden bøger, hvilken skrækkelig tanke) så den blev det.

Sømanden Marlow fortæller om den gang han var kaptajn på en flodpram på (Congo)floden. Hans primære opgave er vist egentligt at hente elfenben inde i landet ved de små handelsstationer, men den altoverskyggende mission bliver at hente den sagnomspundne, nærmest messianske personlighed Kurtz, der der skaffer mere elfenben end nogen anden, men hvis metoder er en kende for alternativ, selv i Afrika, hvor hvide mænd kan slippe af sted med lidt af hvert.

Bogen handler om, hvordan Afrika gør hvide mænd gale, eller også er de gale i forvejen, men Afrikas varme, dets vildhed og dets sygdomme blotlægger kun mørket i deres hjerter, og disse mørke hjerter fører læseren som en strøm gennem hele denne lille roman. Disse hvide mænd for her i Afrika mulighed for at give deres ondskab frit spil, for her er der mennesker, de på huden sorte, der rangere så langt under selv den mest ordinære mand, at han uden nogen form for konsekvenser kan banke dem, skyde dem, føre dem bag lyset. Afrika er en lejeplads for voksne mænd med antisociale problemstillinger. I Europa eller USA er de små, men herude er de kæmper, men på de små trange handelsstationer er der ikke plads til alle disse egoer og luften bliver endnu mere lummer af deres nid og nag.

 Hovedpersonen Marlow virker dog forbløffende upåvirket af denne hvide galskab og han har rollen som fortællingens moralske kompas. Hans idéer er helt moderne, og han væmmes ved de andre hvides behandling af de sorte. Mens jeg læste bogen var jeg enormt glad for ham, og tænkte, at det var GODT at han var der til at afværge blodige angreb, men efterfølgende har jeg lidt tænkt, at han måske var lige lovlig god til, at jeg helt kan forholde mig til det.

Det er svært at skrive om bogen uden at røbe slutningen, så på det sidste stykke her, vil jeg advare om SPOILER ALLERT!!!

Men måske er det mig der har misforstået noget, måske lader Marlow sig alligevel påvirke af Afrika, han lader sig i hvert i en helt særlig grad tryllebinde af Kurtz, ikke manden, men idéen, idéen om denne mand der er noget helt særligt, ham med de fantastiske idéer, ham med de vise ord, det karismatiske væsen, ham som ingen af de slemme mænd kan lide, hvilket jo nødvendigvis må gøre ham god, men Afrika korrumperer den bedste, og i løbet af bogen forvandler han sig langsomt til en sørgelig skikkelse med gudekomplekser.

Bogen er sørgelig og depressiv, men bogen er skrevet helt vidunderligt smukt, men jeg kan ikke indrømme at jeg altid helt forstår hvad der står, men det betyder ikke så meget, for sproget førere en gennem bogen, og den underlige kontrast mellem smukt sprog, vilde omgivelser og ødelagte mennesker fungerer rent faktisk.

ORIGINAL TITEL: Heart of Darkness DANSK TITEL: Mørkets hjerte FORFATTER: Joseph Conrad FORLAG: Kælderbiblioteket SIDEANTAL: 128 UDGIVELSESÅR: 1899 (1997)

Njals saga

SPOILER ALLERT!

Jeg har ikke lyst til at høre om hvordan "Njals saga" er et idoliserende heltekvad skrevet i en tid hvor flere hundrede år efter, i en tid hvor Island var besat af Norge, og hvor befolkningen drømte sig tilbage til tidligere tiders frihed og heltemod.Det kan godt være at det er rigtigt, men det er ikke nær så sjovt som at tro på, eller i det mindste lade som om man tror på, at det er rigtigt.

Njal er egentlig ikke hovedpersonen i fortællingen, men derimod den vise mand der retter op på den skade de andre i historien forvolder, og som står som symbolet på den diplomatiske løsning, hvilket er en sjældenhed for disse gæve vikinger.

Første del handler hovedsageligt om Njals gode ven Gunnar der er så heltemodig som ingen anden, han har dog en kone der er egenrådig som bare pokker og har set sig sur på Njals kone, og de to udkæmper så en krig der må koste mange mænd livet mens deres ægtemænd blot ser hovedrystende til og betaler bod som det sig hør og bør. Gunnar får fjender der stræber ham på livet, og kun Njals gode råd holder ham i live, først da han ikke længere følger dem, må han dø.

Anden del handler om Njals sønner, der måske er dygtige krigere, men de har ikke faderens visdom og det ender da også med, at de får dem alle sammen dræbt, og det er op til fostersønnen Kåre at få sagen for retten og få hævn, hvilket er lettere sagt end gjort.

Njals saga handler om kampen mellem retssystemet og den diplomatiske løsning på den ene side, og den heltemodige hævn på den anden. Det foregår sådan, at der bliver begået et mord, man går i retten, der fælles dom, der betales bod, man indgår fred, mordet bliver hævnet med minimum et nyt mord, der kommer for retten og så videre. Jo mere indviklet sagen er, jo mere bureaukratisk bliver retssystemet også, og det er ikke altid de gode argumenter der vinder en sag eller ej. En sag kan godt frafalde ved at man for eksempel har sagt noget i en forkert rækkefølge eller andre petitesser. Efter at have været igennem møllen med at få tilkendt kontanthjælp, er men helt forstående med at det hele falder fra hinanden og at det endda er en 'advokat' der giver det første hug til at begynde et stort slag med anklageren og deres venner på den ene side, og forsvarene og deres på den anden.

Dette er nærmest som at se et afsnit af Paradise Hotel, når man hører hvordan de laver alliancer og går bag om ryggen på hinanden, forskellen er blot, at her er et ord et ord, og en mand end mand, og når man først har givet sit ord, så er man loyal til døden ligegyldigt hvilken usling han man har givet sit ord måtte være. Og ved siden af alt dette står Njal med sin visdom og sine gode råd. Folk lytter og de har respekt, men de følger det kun indtil den næste sværdvæksling.

Historien foregår omkring år 1000, og mens handlingen står på, kommer kristendommen til Island, så 1, 2, 3, BANG, så er de alle sammen kristne, sådan mere eller mindre i hvert fald, for deres adfærd ændres ikke bemærkelsesværdigt. Måske lader de en messe synge for sig før de ridder ud for at slå ihjel (paradoksalt nok) men de tror stadig på vartegn og Valhalla. Det var nok en gejstlig der skrev fortællingen ned der i 1280'erne, for hvem var der ellers der kunne skrive, men han havde nu nok ret i, at en ellers så markant ændring af tro, i virkeligheden ikke havde den store indflydelse på folks liv.

Det er tydeligt at se hvad folk har været interesseret i at høre om, og det er slægtstavler vold (og meget af det) og bemærkelsesværdigt nok også mode, skønt der nærmere var tale om middelalder mode end om vikingemode. Blodet flyder og der blive givet banesår i mængder (sår der resulterer i døden) og det er en spændende bog at læse, men den er så spækket med ord jeg aldrig havde hørt før (og denne udgave havde ingen ordforklaring) så mange steder havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad der foregik.

ORIGINAL TITEL: Njála DANSK TITEL: Njals saga FORFATTER: ukendt 
FORLAG: Lademann SIDEANTAL: 197 + 267 UDGIVELSESÅR: 1280'ish (1980)

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

Kongens fald

SPOILER ALERT!

Historien går sin gang, og Danmark går i krig i Sverige, Slesvig-Holsein og så i Sverige igen, først under kong Hans og siden under kong Christiern (Christian 2.). Christiern tager som optakt til reformationen et opgør mod kirken der på dette tidspunkt har en enorm magt og store store jordbesiddelser. Kongen er populær blandt almuen, men ikke blandt de adelige der jo havde set ham henrette en stor del af deres svenske kolleger og kongen tages til fange. Jyske bønder gør oprør men de når ikke langt og bliver mejet ned.

Sådan lyder noget af den Danmarkshistorie, som man i "Kongens Fald" kun får lov til at opleve som noget fjernt noget der ikke rigtigt kommer os ved, og det på trods af, at bogens hovedpersoner til tider står lige midt i det hele.

Jeg har nu siddet og gloet ind i skærmen i et kvarter, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skal give et resume af denne noget forvirrende fortælling, så det vil jeghelt lade være med. Jeg vil i stedet springe direkte til nogle af bogens tematikker.

Historiens gang er kun noget man svagt aner i horisonten, selv når man står med mudder og blod til knæene, for lad os sige det som det er, at selvom bogens hovedperson, Mikkel Thøgersen, gik på universitetet indtel han på grund af forsømmelse blev jappet ud, så er og bliver han en bondesøn, og selvom han både kan hebraisk og latin, så ved han kun ganske lidt om den aktuelle politiske situation, og han interesserer sig vist heller ikke synderligt for det. Jeg har altid fundet historie spændende, men jeg følte mig for det meste temmelig blank, og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad der foregik, for jeg har ikke beskæftiget mig synderligt med middelalderhistorie siden midten af 90'erne hvor der blev spillet skak om Danmarkshistorien med Piet van Deurs.

Dengang da jeg gik i folkeskole og pigerne havde deres store og små intriger, da fik vi at vide, at det var meget bedre at være dreng, for drenge kom op og slås, og så var den sag ude af verden. Jeg er vokset op med den myte, at drenge på det punkt er pigerne langt overlegne, men det er denne bog et smukt modbillede på. Mikkel er nemlig en bitter, smålig og yders ucharmerende personlighed. Er han først blevet sur på nogen kan han bevare sit nag i årevis og tage en bitter hævn.

Dette er en bog om mænd på godt og ondt, mest ond. Der er den indesluttede Thøger, den livlige kvindebedåre Axel, smukke myndling Otte og den stærke kon Christiern, men alle har de en stærk udelængsel, de skal have løbet hornene af sig, og hvilken bedre måde end at drage i krig og nedlægge damer, nogle er bedre til sidstnævnte end andre, men for dem alle trækker krigen og især Mikkel der aldrig helt falder til ro drages af krigen tomult. Men på trods af alle de lident flaterende ting der nævnes om bogens personer, så opstår der mellem Mikkel og den ensomme tilfangetagne konge, som han siden han var ung har beundret og ønsket at tjene, et varmt bånd.

Johannes V. Jensen er jo nobelprismodtager, kulturkanon national klenodie og 1001 bøger, så jeg burde være ved at falde i svimer over bogen. Den er da ganske udmærket, og jeg nød at læse den, og selvom jeg godt kan se at den var langt forud for sin tid i stilistiske virkemidler, så er den i dag ikke noget så specielt særligt, så på det punkt skuffede den mig nok lidt.

Det bedste ved bogen var dog, at den ikke prøvede at trække et moderne verdensbillede ned over hovedet på en anden tid. Den lader middelalder være middelalder uden nogen tendenser til demokrati et skønjomfruer i nød. Der bliver slået ihjel voldtaget og reddet mil efter mil i godt dansk lortevejr.

Sikker Hansen illustrationer er dog en blandet fornøjelse. Nogle, som fer eksempel forsidebilledet er flotte og stemningsfyldte, men nogle indtil flere virker kedelige, ja nærmest ligegyldige.

TITEL: Kongens Fald FORFATTER: Johannes V. Jensen FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 240 UDGIVELSESÅR: 1900-1901 (1944)

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

Troldepus bind 11-20

Troldepus er i denne anden omnibus af Dines Skafte Jespersen blevet ældre (og højere) og han begynder i langt større stil at bevæge sig ud af sin, eller rettere Troldefars, sikkerhedszone, men Troldefar har også fået langt større tiltro til ham, så han blander sig ikke længere så meget i knægtens skøre påfund.

I Første bind bevægede Troldepus sig hovedsageligt i skoven og på bondegårde og landsbyer i landet omkring, men nu kommer han ud i mosen og ud til havet, ja sågar ned på havets bund, og han kommer også på langfart, til Afrika, Grønland og lapland.

Som alle andre lignende bøger fra gamle dage, så var Troldepus i Afrika en pinefuld affære, og som så mange andre steder bliver det glemt at Afrika er en kæmpe stort kontinent, og består af meget mere end savanne og lerklinede hytter, men så var der heldigvis 9 andre og bedre bøger jeg kunne forlyste mig med.

På trods af, at vi snart må have bevæget os ind i 70'erne da bøgerne blev skrevet, så er det stadig en verden befolket af handyr (også i stor stil hos menneskene). Hvis der optræder et hundyr, så er det ikke hende Troldepus bliver venner med, men i stedet hendes mand.

Og Pussi Troldunge er endnu ikke gammel nok til at få sig sine egne venner, hun forlyster sig bare med de dyr Troldepus bringer hjem til hende, og det gør han gerne, sjældent har man set så hjælpsom og hengiven en storebror der lejer med sin søster, fortæller godnathistorie og forkæler hende på leder og kanter, men heldigvis, for at det ikke skal blive for kvalmt og sukkersødt, så længes han dog en gang imellem væk fra rollen som babysitter og vil hellere ud på egen hånd.

Mit yndlings element ved denne omnibus er, at Troldepus' forældre optræder mere som individuelle personer, og især forholdet mellem Troldepus og Troldefar udvikler sig. Troldefar ønsker sågar at være med i noget af alt det der menneske halløj spm Troldepus går og har gang i, og da troldefamilien skal ligge i telt er han helt ked af, at de ikke prøver at overtale ham til at tage med, da han allerede en gang har sagt nej, heldigvis for Troldefar, får han oprejsning, da turen går galt og han må komme og redde sin kone og datter (Troldepus kan godt klare dig selv). Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at Troldefar så småt begynder at være stolt af alle sin søns føjterier.

Troldepus 1-10 Her
Troldepus 21-30 Her

Niels Klim snart på et forståeligt dansk

For 3-4 år siden læste jeg "Niels Klims underjordiske Reise' af Ludvig Holberg, og det var kun fordi jeg var meget stædig, at jeg fik den læst til ende, for jeg syntes godt nok at den vat trælsom.

Den unge student Niels Klim vil vise sig af en rigtig mand af sin tid (oplysningstiden) og sætter sig for at udforske en hule et sted i de norske fjelde. Han lader sig hejse ned i den, men rebet knækker, og han ender i en parallelverden dybt under jorden. Hernede oplever han en række samfund der er bygget op på en helt anden vis end han er vant til, politisk, religiøst og på forholdet mellem kønnene, men den unge Klim lærer absolut ingenting af sine oplevelser, og ligegyldigt hvad han ser, mener han, at et evangelisk luthersk enevældigt mandsdomineret økonomisk rangdelt samfund er det bedste.

Jeg blev så irriteret på Klim, Holberg og hele oplysningstiden, at det ikke et sekund gik op for mig, at det kunne være ironisk ment, så da jeg i anledningen af Aarhus' 1700-tals festival så, der ville være et oplæg i anledningen af bogens NYoversættele var jeg ved at få colaen i den gale hals. Hvem gad dog spilde penge og kræfter på det?

Jeg gik i gang med en mail til en af redaktørerne om hvad de dog havde gang i, men mens jeg skrev kom jeg i tanke om den ironiske mulighed, så jeg ændrede lidt hist og her. Jeg spurgte om folk dengang og nu overhovedet kunne lære noget af den fortælling.

Du har helt ret i at Niels Klim intet lærer. Det er en central pointe i bogen, sådan som vi læser den. Men det betyder jo ikke at læserne ikke lærer noget. Tværtimod er det vel Holbergs mening at vi skal sammenligne os med Niels Klim og beslutte os for at være lidt klogere end ham.

Et eksempel: Niels Klim kommer til et land hvor der er byttet om på kønsrollerne. Kvinderne bestemmer alting, mændene ingenting. Kvinderne sidder i kontoret, mændene går i køkkenet og skurer gryder. Mændene er sexobjekter, kvinderne er de overlegne, der har ret til at knibe mændene bagi og holde dem i harem. Osv.

Klims konklusion er at det fungerer dårligt, så det må laves om til det gamle, hvor mændene bestemmer. Men det er (forhåbentlig) ikke vores konklusion. Ved at vende tingene på hovedet vil Holberg få os til at tænke over vores egne kønsroller. Når det her er komisk, er den modsatte situation det vel også. Og konklusionen må vel være at ingen skal dominere over andre.

På Holbergs tid var det en ny og provokerende tanke. Det er det ikke mere, men diskussionen er jo stadig aktuel.

Bogen kommer forhåbentligt en gang til april, og mon ikke jeg vil give den en chance til.

Billedet er fra den sidste udgave

Troldepus bind 1-10

Cicero har udgivet de samlede værker om Troldepus i fire bind med ti bøger i hver, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe dem alle sammen. Bøgerne er skrevet af Dines Skafte Jespersen der ud over at være forfatter også var overlærer, eller var det skoleinspektør. Som i kan se, så har jeg virkelig gjort mit skolearbejde godt.


Bindene handler om Troldepus der bor med sine forældre i en høj midt ude i en dansk skov, her render han rundt med sine venner Morten hare og Peter pindsvin, og de dyr der ikke vil være hans venner kanøfler han til underdanighed, eller også slår han dem ihjel eller sender dem på flugt.

Troldepus er meget fascineret af menneskerne, men Troldefar er bange for dem, og da Pus's kunster bliver for meget for ham, sender han ham som straf op til bestefaderen, den gamle Fjelgubbe, men det er slet ikke nogen straf, for pus nyder sin ferie langt deroppe i Norge, hvor han lærer et par endnu frækkere troldunger om hvordan man skal behandle dyrene ordentligt.

Pus har fået smag for eventyret, så da der skal soves vintersøvn smider han sin trylledrik i pejsen. Pus må så med sine venners hjælp klare sig i de lange vintermåneder, men det går nok, for uden Troldefar til at holde ham i ørerne, er der intet der forhindrer ham for at interagere med menneskerne (dog med sin hvide pind i munden så de ikke kan se ham). Der bliver fejret jul og der bliver skudt nytår ind, for menneskerne har det godt, og Pus sørger også for at hans venner også kan nyde godt af alt menneskernes overflod.

Det bliver forår og Pus burde lægge sig til at sove så hans forældre ikke opdager noget, men eventyret kalder i København, men Troldefar henter ham hjem, og han må fortælle alt hvad der er hændt ham. Troldemor bliver på begge deres vegne om, at Pus har bevist sit værd, og vist at han godt kan klare sig selv. Troldefar er ikke glad, men han er glad for Troldemors mad, så han siger hende ikke imod.

I løbet af foråret får Pus sig en lillesøster, lille Pussi Troldunge, og nu må han dele sin tid mellem eventyret og sin rolle som storebror/barnepige, men eventyrene stopper nu ikke for den lille Trold der både får lov til at lege med Troldefars magiske pulvere og komme på rednings mission til mosen, hvor lille Pussi har fået forvildet sig ud.


Jeg er ofte meget glad for at læse børnebøger, for ud over at være sjovere, hyggeligere og mere enkle end voksenbøger, så siger det rigtig meget om et samfund hvad det er vi prøver at lære vores børn, og man lærer meget af Troldepus. Vi lærer selvfølgelig meget om skoven, gården, byen og strandens dyreliv og om hvordan en frisk dreng bør rende rundt udenfor og klatre i træer og have det sjovt, for Pus er en hittepåsom dreng der skal prøve det hele om som ikke kan lide at sidde stille.

Men mest af alt er bøgerne en guide til almen høflighed, for selvom Troldepus er fræk som katten, så er han også en høflig ung mand der taler pænt til alle, og det er kun hvis de ikke behandler ham og hans venner pænt at han kanøfler dem, men nogle dyr er slemme og dræber for sjov og ikke bare for at få mad, og de skal ikke vide sig sikre for hverken Pus eller Jespersen er bange for døden.

Det er jo så ikke kun Pus der skal handle respektfuldt overfor de voksne, de skal også behandle ham med værdighed, for det skal gå begge veje. Den første bog er fra 1959, så Jespersen var lidt i god tid, for mange andre børnebøger fra den tid handler om artige små børn der er underlagt de voksne og glade for det.


Alligevel er bøgerne om Troldepus tydeligvis bøger fra en anden tid, og jeg snakker ikke bare om ting som fedtemader, træsko og tornyster, for ud over at Pus faktisk er fysisk aktiv hele tiden (helt utænkeligt i vore dage) så har han et meget stort ansvar for pasningen af sin lillesøster.

A pro pos Pussi, så kom hun til i 1973, og jeg vil mene, at hun blandt andet skulle bruges til at få pigekønnet ind i bøgerne, for indtil hun dukker op er verden befolket af drenge mænd og koner, men piger og pigeinteresser er ikke noget der rigtigt bliver brugt tid på. Men da bindet slutter er hun dog kun en baby, så det må vente til hun bliver lidt ældre.


Her til sidst vil jeg lige fortælle en lille sjov information, nemlig at nytårsbogen lægger meget vægt på at man ikke skal være bange for fyrværkeri og man bare skal knalde løs, endnu et billede på at bøgerne er ved at være ret gamle, men de holder faktisk, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i den næste, og næste, og næste igen, for de besidder bestemt en litterær kvalitet.

Troldepus 11-20 HER
Troldepus 21-30 HER

Den unge Werthers lidelse

Jeg har allerede skrevet om "Den unge Werthers lidelser" på min almindelige blog men ikke nogen decideret anmeldelse.

"Den unge Wethers lidelser" handler i korte træk om en ung velhavende mand i 1700-tallet der tager sig et sabatår, og slår sig ned et sted på landet hvor han kan tusse rundt og male lidt. Her forelsker han sig i en ung pige, men ak oh ve, hun er forlovet.
De to unge mennesker indleder et nært, platonisk og filosofisk venskab, og da hendes forlovede kommer hjem fra sin rejse, bliver de en køn lille trekløver. Alle finder det dog påfaldende, og den knuste Werther lader sig overtale til at forlade egnen og finde sig et job.
Werther egner sig ikke til arbejdsmarkedet, hans øverste chef kan godt lide ham, men det kan hans daglige overordnede ikke. Efter at han gør sig uheldigt bemærket til en fest for byens spidser og alle taler om ham bag hans ryg, lader han sig indlogere hos en rig mand, men han keder sig.
Til sidst kan han ikke lade være, men tager tilbage til egnen med pigen der i mellemtiden er blevet gift. Ustandseligt dukker han op og han bliver mere og mere deprimeret, og da en bonde han holder meget af begår mord i kærlighedens navn slår det ham helt ud.

"Den unge Wethers lidelser" og "Faust" begge af Tysklands forfatter nummero uno, eller i hvert fald en af dem, er hinandens modsætninger og alligevel et yndigt par, den ene om kærlighed uden sex, den anden om sex uden kærlighed.

1700-tallet ligger rigtig lagt tilbage i tiden, så for at en bog skal genoptrykkes igen i vore dage, skal der virkelig være noget gods i den, i hvert fald hvis den skal trygges i udlandet. Jeg har læst "Klims underjordiske rejse" og jeg siger jer, at den ikke holder, så hvis i vil læse Holdberg, så hold jeg til hans komedier.

Men Werther holder. Det er ikke så tit man i moderne tid støder på en kærlighedshistorie skrevet af en mand, hvilket er en skam, for Goethe beviser, at de godt kan. Som pige kan jeg godt sidde og filosofere over, hvorfor der ikke længere findes unge mænd som Werther og Albert (pigebarnets forlovede/ægtemand). Enkelte gange til gymnasiefester, når drengene begyndte at stå usikkert på benene, så kom gentlemanden frem i dem, og de tog en piges hånd og førte den til sine læber, det var så fuldestadiet før de begyndte at rage hende på brysterne. Måske har drengene bare lært, at det ikke betaler sig, at pigerne vil have en badboy, men jeg synes at det er en skam, at der ikke findes flere gentlemen i dag (pigernes opførsel er så et helt kapitel for sig, for vi er ikke spor bedre).

Jeg nævnte tilfældigt den unge Werther over for en bekendt, og det viste sig, at det var hans yndlingsroman. Jeg var ved at vælte ned af stolen af overraskelse. Det kom virkelig bag på mig, at andre end jeg og midaldrende akademikere kunne finde på at læse den, og især at det så var hans yndlingsbog, men jeg bebrejder ham ikke, for den er både velskrevet og veldrejet. Det er et unik indblik i en tid og et sted der ikke findes mere.

Og alligevel er den forbløffende moderne. Man forventer ikke at kunne genkende så meget, men det kan man.
- sabbatår, mange af de andre unge mænd drog på dannelsesrejse til Italien og Paris og studerede, men den unge Werther sidder bare i et fjernt sogn og feder den.
- giver penge til velgørenhed. Nu om dage er det på mode at hjælpe de sultne børn i Afrika, den unge Werther behøves kun at gå ned af vejen.
- kvinderne er ligeværdige partnere når der diskuteres, og det er helt selvfølgeligt at det er sådan, hvilket det ikke var i Danmark før en gang i 80'erne (i 70'erne skulle det altid påpejes, som om en diskuterende kvinde var en blanding af et freakshow og et peebshow).

Der var dog også ting der undrede mig.
- Goethe var protestant, Werther er protestant og præsten de besøger var protestant, men alligevel er der flere katolske end protestantiske referencer, som fx at klokkerne ringede til Angelus.
- at den gode Albert finder sig i at en smask forelsket Werther tilbringer al sin tid sammen med hans forlovede/ægteviv.

Jeg valgte egentlig bogen fordi den var tynd og et eller andet skulle jeg jo læse, men det var en af de sjældne tilfælde, hvor jeg virkelig bliver ekstatisk over en bog, og hvor følelsen varer ved.