Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Smagen af honning

"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:

"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96

Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

Bright Lights, Big City

 Jeg har haft mange mærkelige eller overfladiske årsager til at læse en bog, jeg kan for eksempel sagtens finde på at købe/læse en bog fordi den har en flot forside. Denne bog købte jeg, fordi et afsnit af tv serien CSI New York bygger på den. Afsnittet er fra første sæson som ikke bliver vist på dansk tv. Jeg er fan af serien, derfor er jeg også nærmest automatisk fan af seriens referencer, så jeg gik på Amazon og købte den uden overhovedet at have læst hvad den handlede om.

Bogens unavngivne hovedperson arbejder som faktumkontrollant på et ligeledes unavngivet intellektuelt magasin. Tiden er 1980'erne, stedet er New York City og alting går hujende hurtigt, og der må en lind strøm af stoffer og alkohol til at følge med. Hovedpersonens smukke modelkone har forladt ham efter mindre end et år og tilværelsen har ingen mening, men hans menneskelige forfald startede endnu tidligere end det, hvilket man finder ud af til sidst.

Udenpå coveret står der:

"Probaply the best book ever written about being young, about doing drugs, and about musik".

Tre ting som jeg for at være ærlig ikke har meget forstand på, for teknisk set har jeg været ung, sådan aldersmæssigt, men det vilde ungdomsliv har jeg aldrig gjort det ret meget i. Så selvom jeg godt kunne værdsætte de litterære kvaliteter, så gik de finere nuancer nok hen over hovedet på mig, indtil jeg stødte på dette citat

"You concidered violence and you concidered reconciliation. But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read to quickly, leaving a dwindling trail og images and emotions, untill all you can remember is a name"
                                                                                                                    s 121

Det er pludselig noget jeg kan forholde mig til, og straks gav det hele lidt mere mening.

Bogen er skrevet i 2. person singularis, det vil sige du-person, hvilket jeg fandt yderst distraherende til at begynde med, for det forudsætter at læseren kan sætte sig ind i bogens situation, og da jeg i starten ikke kunne det, så distancerede formen mig yderligere fra hovedpersonen, men jeg kan forestille mig, at hvis man faktisk forstår hovedpersonen, så vil det ramme en hårdt og personligt, og man vil kunne tage bogen til sig på en helt særlig måde.

Men hvad er den dybere mening i bogen så? Den handler om hvordan der kan være smerte og dybde under New Yorks fart og overfladiskhed, og det beskriver den faktisk ganske godt, jeg er i hvert fald overbevist.

TITEL: Bright Lights, Big City FORFATTER: Jay McInerney FORLAG: Bloomsbury
SIDEANTAL: 174 UDGIVELSESÅR: 1984 (2007)

I vendernes vold

Thorbjørn er en dansk trælleknægt hos venderne, men han drømmer om at blive ridder og gifte sig med den skønne Rechiza, hans mester, Mistivois, fosterdatter. Arkona, hvor de bor, bliver angrebet af danskerne. Thorbjørn bliver sat fri, Mistivoi bliver dræbt og Rechiza bliver taget som gidsel, men Thorbjørns liv bliver ikke spor lysere af den grund, for hjemme i Swinaborg (Svendborg) er han ikke andet end Sigrid Slattenpattens frillesøn, og Rechiza ser stadig bare på ham som en træl, og hun vil meget hellere have Thorbjørns i hemmelighed halvbror, stormandssønnen Åge.

"I vendernes vold" er en historie om en ung man der drømmer om at bryde den sociale arv, for at bruge et moderne ord, i en tid hvor det var imod Guds bud at stræbe efter noget større. Han er en fattig knægt uden en slægt/familie der bakker ham op, men han har evner og han har venner og han har held. Han tjente under Mistivoi, der var en stor kriger og en af verdens bedste hestetemmere og Thorbjørn har lært ham kunsten efter, og han for stort brug for disse evner, da han bliver skibet tilbage til Danmark, hvor han så skal prøve at stable sig et liv på benene. Og Thorbjørn er dygtig, men flid og evner er ikke nok, hvis man vil være ridder, ikke længere i hvert fal, og det VIL Thorbjørn, men man skal også guld og herkomst til, og det har han ikke.

Mange lægger mærke til den unge mand og hans særlige evner på den fantastiske hest, Brunac, selv kong Valdemar, men selv det er ikke nok til at gøre Thorbjørn til ridder. Men er ridderlivet virkelig alt det han kender fra fortællingerne? Langt fra alle de riddere han støder på er ædle og modige, de er tværtimod griske, fordrukne, liderlige, hovmodige og smålige. Selvom Thorbjørn ikke har en familie der vil kendes ved ham, så har han mange venner, der prøver at banke lidt realitetssans ind i hovedet på ham, men Thorbjørn VIL være ridder. Bogen handler om at blive voksen og prøve at skelne mellem drømme og virkelighed, men også om at vise sig som en ægte mand, om at være en ridder i hjertet, den handler om at udvikle disse evner, at være stolt, men ikke smålig, at være god, men ikke dum, at gøre det rigtige selvom det ikke ser ud til at være det der er bedst for en selv.

Thorbjørn har lidt svært ved at knytte relationer til de mennesker der er omkring ham. Han er forelsket i en uopnåelig pige, han skændes konstant med sine overordnede og roder sig ud i al mulig ballade, men han har hesten Brunac, og den forstår ham. Når han rider på den, er det som om de smelter sammen til ét kød, og den adlyder selv den mindste bevægelse, men hvis Brunac skal blive rigtig god, skal Thorbjørn lære at tøjle sig selv, men det kan han ikke selv se. Og fri er ikke noget man er, det er noget man lærer. Thorbjørn voksede først op med en ond og voldelig fosterfader, hvorefter han blev taget som træl, og det er først som ung mand, at han reelt får sin frihed, men det kan han slet ikke finde ud at at håndtere, og det sætter nogle meget voldsomme følelser i gang, som han skal lære at håndtere, men det er ikke spor let.

Dette er den anden bog i Josefine Ottesens Danerriget romanserie der handler om Danmark i rigtig rigtig gamle dage, og denne gang er vi i midten af 1100-tallet. Handlingen i de to første bøger har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men maner aner fjernt i denne bog, hvad der hændte Ragnhild, der var hovedperson i den første bog. Dette er ikke bare en ungdomsbog der tilfældigvis foregår i en fjern fortid, det er en vaske ægte historisk roman, der giver et troværdigt billede af hvordan livet så ud den gang. Jeg hader bøger der kun lader som om de er historiske, og hvor der er fejl på fejl eller endnu værre, hvis det i bund og grund er en moderne fortælling klædt ud, men Josefine Ottesen har virkelig puslet for detaljerne, og det har båret frugt, for det er blevet til en rigtig god fortælling.

Slægtens offer (Danererriget 1094-95)

TITEL: I vendernes vold (Danererriget 1168-71) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 347 UDGIVELSESÅR: 2012

Den lilla bus

SPOILER ALLERT!
Her i weekenden købte jeg Hendes Verden ene og alene for at få dette vidunder af en bog :-P I et anfald af meningsløs sarkasme, satte jeg mig endda til at læse den, hvilket var lige så fantastisk rædselsfuldt som jeg havde forestillet mig, og det var lige hvad jeg gik og trængte til.

"Den lilla bus" af Meave Binchy handler om syv unge, eller næsten unge mennesker, der sammen rejser fra Dublin hjem til deres hjemby Rathdoon for at holde weekend. Med sig har de hvert deres øjensynligt uløselige problem, som de bruger hjemvejen til at gruble over. Dee's gifte elsker er øjensynligt på vej tilbage til konen, Mickeys bror har til gengæld forladt kone og børn til fordel for en yngre model, og Kev er kommet med i en forbryderbande. I løbet af weekenden får de dog alle til hobe løst deres problemer, og det viser sig endda, at der er en simpel løsning på det hele, jamen er det ikke bare fantastisk.

"Den lilla bus" var hverken mere eller mindre end jeg forventede at den skulle være ud fra hvilket blad den kom sammen med. Den var for at sige det på en pæn måde helt igennem harmløs. Den havde ikke det mindste bid, ikke én sætning der kunne ruske op i nogen, den luller folk ind i en tryg søvn, for alt ender jo godt til sidst, selv for Toms søster der er indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af sin bulimi, det hele skal nok løse sig, for nu får hun besøg af Toms mulige kæreste Celia, der lige har overtalt sin mor til at komme på alkohol afvænning.

Det er bestemt og ikke på nogen måde en bog jeg ville anbefale til venner og familie, men den var lige præcis det som jeg havde brug for her i weekenden, nemlig en lille mundfuld af absolut ingenting og ligegyldighed, så hurra for kioskbaskere.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at den gav et godt indblik i forholdene i Irland i 1980'erne, men det gør den ikke. Den er så vidt muligt skrevet så den kan passe ind hvor som helst, når som helst.

Det var dog en smule pinligt at sidde med den i toget her i går, folk omkring mig kunne jo ikke vide at jeg havde en ironisk distanceret tilgang til den, vide, at jeg ikke selv tog den seriøs. Men hvad skidt, jeg blev da underholdt i en times kørsel hver vej.

ORIGINAL TITEL: The Lilac Bus DANSK TITEL: Den lilla bus FORFATTER: Maeve Binchy FORLAG: Cicero + Hendes Verden SIDEANTAL: 201 UDGIVELSESÅR: 1984 (2012)

Kultur for unge

Hjemmesiden kulturforunge.dk har lavet en liste over de 5 bedste bogblogs skrevet af unge. Jeg vandt desværre ikke, og selvom det da er ærgerligt, så kommer jeg nok over det en skønne dag.

Boggrisen er dog blevet fremhævet på siden, og her er hvad de skriver om mig, og mange tak for det:

Vi elsker ♥:
- rigtig fin opdeling i små læsevenlige afsnit, og et minimum af sidebars, der tilsammen giver en virkelig god fokus på teksten og dermed læsero.
- virkelig professionel skrivestil, der fører én elegant fra det ene emne til det næste, uden man lægger mærke til springet. Det giver stor helhedsoplevelse i anmeldelserne, og man får lyst til at læse hele anmeldelsen, ikke springe fra halvvejs.
- ‘etiketterne’, altså bloggens kategorier, der går tilbage i tiden, helt tilbage til 1300-tallet.


Vi savner:
- en samlet oversigt over anmeldelserne.

Jeg har selvfølgelig gjort hvad jeg kunne for at imødekomme dette ønske, så jeg håber at det lever op til alles tilfredshed.

__________________

Hej :)

Boglabyrinten,
breakingfree,
Sabine's bogblog,
Majasols bogblog,
Boggrisen, (mig)
Boghjørnet,
Bøger på tværs,
Coewless,
Frk. Hyms,
Jenners blog,
Liv med litteratur,
Læsehesten,
Skriftrullen,
Trudis bogblog

I dag har jeg så - som lovet - sendt testen til mine kontaktpersoner i alle de store danske forlag, og der har været virkelig positiv feedback. Nogle af forlæggerne har simpelthen skrevet glædesudbrud med store bogstaver over at få en liste over jer. De skriver at de selv forsøger at følge med, men at der er virkelig mange af jeres blogs, som de ikke kendte i forvejen, og som de skal have kigget meget mere på. En enkelt forlag har også tænkt sig at kontakte nogle af her, formentlig med henblik på anmeldelse, skrev de. Begejstringen har ingenlunde kun ligget på de 5 i top, men på alle bloggere, fordi forlagene netop gerne vil høre nogle vidt forskellige meninger om deres bøger.

I morgen vil jeg så støve alle de mindre forlag op og sende testen til dem også, og så håber jeg på lige så positive reaktioner.

Søster

"Søster" af Rosamund Lupton.

Jeg har en veninde der nærmest er min søster, og hun skulle giftes her i påsken, så jeg havde købt denne bog til hende på grund af titlen, men før jeg syntes at jeg kunne tillade mig at pakke den ind, måtte jeg jo lige lave en kvalitetskontrol og læse den igennem en gang.

Det er jo så en krimi, og jeg er altså ikke synderligt vild med krimier, da jeg finder at plottet tit er absurd på den ufede måde, om end "Søster" ikke er helt så slem som de nogle gange kan være.

Beatrices søster forsvinder og findes død, men fordi hun lige har født et barn der døde bliver hendes død behandlet som et selvmord, men det tror Beatrice ikke på så hun går i gang med at udføre sin egen efterforskning, hvor hun anklager samtlige af mændene i søsterens liv, og fordi hun konstant råber ulven kommer, er der ikke nogen der tror på hende. Til sidst finder hun morderen, eller rettere han finder hende, og det er lige ved at koste hende liget, og længere er den historie egentlig ikke.

Selvom jeg ikke er synderligt vild med krimier, kunne jeg sagtens værdsætte bogens fortællestil der var sober og interessant, og selvom den på ingen måde var banebrydende, så var den tilpas original til, at jeg ikke bare lagde den fra mig og købte en tehætte til min veninde/søster i stedet.

Jeg skal ikke være den bedste til at bedømme plottet, for jeg dømte bogen i det øjeblik det gik op for mig, at det var en krimi, og valgte nærmest selv, at jeg ville finde den overfladisk og alt for almindelig. Der var en sidehandling om cystisk fibrose, og til at starte med troede jeg at det ville være et gennemgribende tema og tænkte at det var rigtig fedt, men det var det ikke, så hele den del blev et påhæng der virkede kunstigt, som en svulst der slet ikke rigtigt hørte til, og det skuffede mig bragt.

Hele bogen er formuleret som et brev til den afdøde søster, og selvom jeg godt kan forstå, at et dødsfald i den virkelige verden ville få folk til kun at huske de gode ting, så er det ikke en formel der virker særlig godt i litteraturen. Billedet af søsteren var nemlig så rosenrødt, at det helt overskyggede den positive udvikling der skete med Beatrice.

Dette er et meget negativt indlæg, og jeg hader at være så negativ, men det bekræftede mig blot i mine fordomme om krimier, at det ikke er stor litteratur og at jeg skal holde mig langt væk fra det

Band of Brothers

Oldtiden havde Homer og Gilgamesh, nutiden har 'Band of Brothers' (2001). Dette helteepos er en moderne fortælling om krigens rædsler. Den går måske lidt for langt i sin tilbedelse af disse soldater der redede Europa fra total undergang, men de fortjener det vel egentlig, efter hvad de har været igennem.

Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.

Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.

Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.

Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.

Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.

En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.

*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER.

** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.

Søster Emmas liv

Søster Emma Martensen CSJ er en yderst bemærkelsesværdig person både i og udenfor katolsk regi. Hun er Søster (ikke nonne selvom forskellen kan være svær at se for ikke katolikker, ja selv vi katolikker tager til tider fejl), uddannet lærer, men tog en overbygning som psykolog og endte som chefpsykolog på på børnepsykologisk afdeling i Glostrup, men også inden for Sankt Joseph ordenen blev hun en ledende skikkelse i de markante ændringer der tog form op i løbet af 60'erne, 70'erne og 80'er, hun var med til at gøre ordenen til den som vi kender i dag ude i en lang række af de katolske sogne, men vel og mærket også ude i erhvervslivet, for sankt joseph søstrene har altid samtidig med at være søstre også påtaget sig hvad vi kan kalde almindeligt arbejde.

Men "Søster Emmas liv" er mere end bare en beskrivelse af livet som søster, lærer, psykolog, leder og åndelig vejleder, det er også historien om pigen og kvinden Emma, om hvordan hun som barn blev mobbet, og hele livet havde et dårligt selvværd, men som gennem Kristi kærlighed fandt styrken til at blive en stærk og selvstændig kvinde der ikke er bange for at tage fat. Det lyder lidt som noget fra den del af USA som vi ikke rigtigt kan lide, den del hvor religion næsten er blevet en sygdom, men sådan er det overhovedet ikke. Søster Emma har i høj grad bevaret sin humoristiske sans.

"Søster Emmas liv" er også en bog om at blive ældre og klogere på sig selv, hun har en helt fantastisk indsigt i sig selv, i sine styrker og svagheder, og den er om et liv i kærlighed til Jesus Kristus og til alle mennesker der har det svært, hvilket er de fleste af os. Jeg kunne om og om igen genkende mig selv i hendes beretninger, igen og igen sad jeg og tænkte, jamen det er jo mig hun skriver om, og det gjorde ondt at læse, men det var også befriende, for jeg lærte undervejs hvordan jeg lærer at leve med mig selv om med Jesus.

Et enkelt sted i bogen kommer hun ind på begrebet autisme, og det fik mig til at spidse øre (eller øjne eller hvad man nu siger når man læser noget der fanger ens opmærksomhed). Desværre arbejdede søster Emma i en anden tid, og hendes viden om autisme er forældet. Man kan ikke helbrede autisme, autisme er en medfødt abnormalitet i hjernen og den bliver ved med at være der. Hvad søster Emma gjorde, og det skal hun have ros for, for det er der ikke så mange der kan, var at nå ind til en autistisk dreng og befri ham fra hans angst og give ham nogle redskaber til at kunne leve et helt normalt liv.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men jeg har et spørgsmål til søster Emma, som jeg ikke synes bogen giver noget svar på:
Gennem dit liv har du været vidne til og medvirkende til mange store forandringer, både i verden, i Danmark og i den katolske kirke. Det er tydeligt at du synes det er godt, men har ALLE omvæltninger været til det bedre? Det er ikke fordi jeg vil have dig til at sige at alt var bedre i gamle dage, men virkelig, alle?

My African Letters

Emails er en praktisk men ikke særlig personlig måde at kommunikere på. Jeg sender mange emails, men udkommet er som oftest ganske kedeligt. Hvilke historier sidder der på den anden side af skærmen? De må vel også være mennesker med håb og drømme. Dette giver Ditte Ejlerskov et muligt, eller nok nærmere umuligt, billede på i sin bog "My African Letters".

11. april 2011 kl 21:27 modtog DE en mail fra en advokat fra Benin i det vestlige Afrika. Han informere hende om, at en fjern slægtning er død og har efterladt sig 10,3 millioner dollars. Andre mennesker ville måske kategorisere det som spam, men Afrikas røde jord er hvad drømme er lavet af, så DE vejrer eventyr og besvarer denne velkomne email. Det bliver en længere korrespondance om håb og drømme, der inspirerede den unge kunstner til en serie af billeder.

Jeg hørte om bogen i en notits i Jyllandsposten. Jeg forstår mig ikke synderligt på kunst, men jeg forstår mig på vilde drømme, mærkelige email korrespondancer og på pudseløjerlige indfald, så jeg måtte simpelthen eje den.

Dette er ikke en bog der er udtænkt af en forfatter, der er intet gennemtænkt plot, ingen fastsat handling, og alligevel er der et budskab, for i forløbet indser DE sin kolonialistiske tankegang. Hun oplever hvordan hun udnytter advokaten for at få en god historie, efterfulgt af skyldfølelsen over ikke at give denne stakkels fattige afrikaner penge, og til sidst ønsker hun at redde ham fra en sikker kummerlig tilværelse, men før man bliver alt for forarget, må man lige huske på, at 'advokaten' også prøver at udnytte DE og hans fordom om hende som en rig europæer.

Bogen er usentimental og morsom, og man for virkelig lyst til at tro at advokatens historie er sand, man får lyst til at tro at disse penge og det store afrikanske eventyr findes derude et sted. Men den giver også et billede af en ung kvinde, der måske keder sig lidt herhjemme og vil ud i den store vide verden. (Nu siger jeg lige herhjemme skønt hun er bosat i Malmö).

DE's drømmebilleder bliver vist bag i bogen, og jeg har bladret dem igennem et utal af af gange, for også jeg nærer den afrikanske drøm.

Hallerne som stykke (grafisk)

Luk øjnene og forestil dig alle de fordomme du har om moderne teater, men se bort fra din eventuelle modvilje, sådan var Hallerne. Der var blinkene lys, voldsomme bevægelser, høje lyde, rekvisitter der blev smidt rundt i lokalet, underlige dialoger, nøgenhed, ting og handlinger der ikke umiddelbart havde noget med historien at gøre, det hele var en stor forvirring, men på et eller andet plan så virkede det. Moderne teater er noget der skal opleves og jeg fik sandelig en på opleveren.

Stykket er baseret på Josefine Klougarts roman af samme navn. Det er en roman der lægger meget op til læserens egen fortolkning af hvad der egentlig foregår, så jeg var meget spændt på hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at dramatisere det. Der er så mange mennesker der skulle ind med hver deres fortolkning der vil komme imellem min fortolkning af bogen og min fortolkning af stykket. Om det er godt eller skidt, det ved jeg faktisk ikke. Det betød bare, at det fra mit perspektiv var to helt forskellige historier, med to helt forskellige perspektiver.

Historien er forholdsvis simpel. Der er en mand (Thomas Bang) og en kvinde (Ene Øster Bendtsen) der er et par der elsker og ødelægger hinanden. Han kan ikke forholde sig til, at han i virkeligheden elsker dette ene ynkelige væsen (kvinden) og søger andre veje, men vender altid hjem igen. Hun kan ikke finde balancen mellem at være luder i sengen, og Hausfrau i hjemmet. Et engangsknald (Therese Sølvsteen) kommer ind i deres hjem og afsløre dem for hvad de virkelig er, to individer der er sammen fordi de begge mangler noget i sig selv, som de uden held søger i den anden.

Dette er jo så min fortolkning af hvad der skete på scenen. Eller rettere, det er min fortolkning nu, hvor jeg dagen efter sidder i min lejlighed med mine noter foran mig og grubler over tingene. I går da jeg sad på¨min plads var det hele et virvar af indtryk der bekræftede og modsagde hinanden.

Kvinden og manden var hinandens modsætninger, skønheden og udyret, en brovten trold og ballerinaen, næsten lydløse skrig mod grov overspilning. Hun, et lille nips, en ængstelig tragisk person. Han, et stort brød i gummisko der hvinede mod gulvet, en ulækker fulderik, der ofte virkede komisk.

Hun er den egentlige hovedperson, det er en kvindes kamp for at finde et ståsted, men ikke et ståsted for at realisere sig selv, bare et sted hvor hun kan overleve. Han er bare en statist, måske ved han det, måske er det derfor han taler så højt og fægter med armene og nedgør hende. Mind manden (altså min fortolkning af manden) er voldsom, men er også stærk som person, derfor blev jeg skuffet, jeg syntes at Thomas Bang overspillede og han irriterede mig, men måske det har sin legitimitet, måske hans fortolkning bare er anderledes end min.

Jeg går ikke ofte i teateret, så jeg kan på ingen måde bedømme skuespillernes evner. Jeg blander min holdning til karakterene og skuespillerne sammen, jeg lader mig forføre af deres spil, og selvom jeg ved at det er teater, så tror jeg at det er virkelighed, at han er sådan og hun er sådan, og er det ikke også meningen.

Jeg lod mig fascinere af hende (EØB). Hendes ansigt mindede mig om et maleri af en fin kvinde fra middelalderen, med hendes slanke ansigt og lidt udstående fiskeøjne, og hun var smuk midt i alt det voldsomme, midt i forvirringen, midt i alt det seksuelle.

Jeg har valgt et meget seksuelt billede, men jeg har næsten ikke talt om sex, men det er fordi jeg ser det seksuelle som en rekvisit, det er noget der er der for at fortælle en historie om noget helt andet, nemlig kvinden der finder sin styrke, og manden der erkender sit nederlag.

Til sidst ligger 'han' slapt ned af benet, ubrugelig og ufarlig,og hun lægger sig oven på ham og drager et lettelsens suk, for endelig er det forbi.

Foto:
Han: Thomas Bang
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto Rumle Skafte
Hallerne
Aarhus Teater

Én af os sover

Josefine Klougart har begået et lille mirakel i hendes nye roman "Én af os sover". Jeg kan lige så godt sige det med det samme, at det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, om end man nok er nødt til et være en rutineret læser for at kunne følge med, og dog, det er en meget følsom bog, så måske man bare skal være åben for at tage en lille angst pige ind. Bogen er så hjerteskærende følsom, at det nogle gange ikke er til at holde ud. Man spekulerer på hvordan hun overlever, hvordan hun kommer igennem dagen.

JK er noget modstræbende vendt tilbage til det midtjyske. Her finder hun sig fanget af sneen i sine forældres hus, hvor hun konfronteres med moderens dødelighed, og med sig selv og sin fortid, som en pige der er blevet forladt, og som prøver at forlade sig selv om og om igen.

Men bogen er meget mere end det, den handler om livet, om at blive forladt eller blive ladt tilbage efter døden eller om den gråzone der findes mellem de to, om at undskylde døden, om at give slip, men også om ikke at kunne, ville og turde, om at lyve for hinanden, fordi det er det man gør, man har ikke rigtigt noget valg, om at være ked af det når et glas går i stykker, fordi tanken om at tiden går er helt ubærlig, om alle de ting man ikke kan sige farvel til, om at finde en anden og så alligevel ikke, om ikke at kunne blive vred, om at opleve verden uden filter, om hele tiden at flygte fra sig selv, om at overleve hinanden, og endnu engang om blæretang der brister under vand.

Hvordan beskriver man noget, uden at ødelægge det, især når det i forvejen er skrøbeligt. JK river én med i en flod af ord der samtidig blotter og skjuler hvem hun virkelig er, og man lader sig rive med, og pludselig går det op for én, at man slet ikke kender hende, at det er en illusion, at man endnu en gang har ladet sig rive med, at man ikke har hendes nummer på mobilen så man kan ringe hende op og ønske hende held og lykke med teaterpræmieren på fredag, og man bliver skuffet over sig selv og sin egen uformåen.

Ordet har i det hele taget stor magt hos JK, og der eksperimenteres livligt, men hun gør sig også tanker om hvad det kan have af konsekvenser. Hvordan kan man beskrive noget uden samtidig at ødelægge det? Hun kan fokusere på at beskrive moderen som hun virkelig er, men når hun så løfter blikket fra tastaturet og ser på hende igen, så har hun ændret sig, eller måske er det JK selv der er blevet en anden. Forfatteren har magt over sproget, men sproget har også magt over forfatteren. Hun ønsker at skrive sandheden, og det kan hænde at det man skriver bliver til virkelighed, eller at det virkelige man skriver alligevel ender med at blive en løgn.
Så til spørgsmålet om det er en selvbiografi, så vil jeg nok nærmere kalde det en selvfiktion, det er hendes historie som hun er nødt til at fortælle den, mere end det er hvad der virkelig hændte.

Der er noget med tiden i denne roman, som noget der er gået i opløsning, som et spindelvæv der hist og her er gået i stykker. Farverige tråde leder tilbage til hendes tidligere bøger og fuldender dem.
Hvor "Stigninger og fald" er sat i barndommens land, handler "Én af os sover" om en pige der er blevet kvinde, men som delvist trækkes tilbage barndommen af handlinger hun ikke har kontrol over, men sprogligt er JK også blevet mere voksen, på den gode måde.
Og som "Hallerne" handler den om en mand der ødelægger en kvinde, om en kvinde der lader sig ødelægge af en mand.

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.

Youcat

"Youcat" er den katolske kirkes katekismus skrevet specifikt til unge mennesker. Den er udgivet ved et samarbejde mellem Pastoralcentret (ansgarstiftelsens forlag) og Katolsk forlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for Kirken* at fastholde de unges interesse for tro og Kirke, når de efter firmelsen (konfirmationen) er for gamle til at forældrene tvinger dem til at gå til messe om søndagen, men ville det også være sådan hvis de virkelig forstod hvilken rigdom Kirken ligger inde med? Jeg nåede på ingen måde langt nok i mit teologistudie til på kvalificeret vis at kunne besvare det spørgsmål, men jeg synes at det er interessant, og jeg bifalder Kirkens forsøg på at rette op på det.

En katekismus er en kortfattet fremstilling af de aller vigtigste kristne læresætninger, fremstillet som en række spørgsmål og svar. "Youcat er delt op i 4 dele, det vi tror (om troen), at fejre de kristne mysterier (om kirken og dens regler og hvordan vi gør tingene og hvorfor), at leve i Kristus (hvad vil det sige at være menneske og hvordan lever man så godt og fromt et liv som muligt) og hvordan skal vi bede (bønsformer og hvad vi siger når vi beder).

Nu satte jeg mig jo på grund af denne anmeldelse og læste bogen fra ende til anden. Det er jo ikke helt sådan den er beregnet til at læse, skønt jeg må indrømme, at det på mærkværdig vis var ganske tilfredsstillende.

Man kan ikke "læse" hellige billeder og tekster på samme måde, som når man læser om ting, der ikke umiddelbart angår os, i avisen. Man skal betragte dem. Det vil sige, man skal løfte sit hjerte til Gud og fortælle ham, at man nu er helt åben for det, som han vil sige gennem det læste og det sete.
s. 275

Jeg satte mig ikke til at læse med den vinkel i tankerne, jeg troede bare jeg skulle læse et opslagsværk, faktisk kunne jeg ikke lige regne ud hvad alt posturet var omkring (youcat er et projekt der har været på alles læber i katolske sammenhænge) men jeg blev klogere. Dette er ikke bare et opslagsværk, det er en konkretisering af alt det som vi/jeg tror på. Jeg troede at teologi var alt for kringlet og for tungt til, at det kan skrives kort, og så endda for unge, men sådan er det jo overhovedet ikke. Gud er helt enkel, for Gud er kærligheden, og det er smukt og ligetil, også for unge mennesker.

Youcat omhandler også nogle af Kirkens mere kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, abort, kvindelige præster og det med at ikke-katolikker ikke må modtage kommunionen (nadveren). Mange unge er meget diskussionslystne, og det var måske ikke tidligere alle sognepræster der var lige gode til at tage disse diskussioner, men her gives der en let forståelig og i mine øjne yders respektfuld forklaring på hvad Kirken mener og hvorfor. Om de så vil godtage det, det er en anden sag, men hvordan kan de afvise det, uden at have fået en ordentlig forklaring.

Der er blevet gjort en masse ud af layout, med blandet succes. Normalt er jeg virkelig ikke glad for gule omslag, det virker sådan lidt discount agtigt, men de får det faktisk til at fungere. Man kan ikke se det på billedet her men bag ved teksten "Youcat - dansk" er der et stort Y bestående af en masse små billeder i stil med dem man ser hos optikeren bare med kristne motiver. Så forsiden er god. Indeni står spørgsmål og svar på en overskuelig måde, og ude i margenen er der blevet gjort plads til en masse fede citater af paver, helgener, skriftsteder, filosoffer, forfattere fra alle mulige tidsaldre, trosretninger og lande. Dem havde jeg meget fornøjelse af. Der er også en masse små sjove tegninger af små mænd (nede i hjørnet er der en lille drejebog til når man lige sidder og keder sig).

Men så kommer vi til den mere uheldige del. Bogen er også fuld af fotografier, og mange af dem er altså lidt for cheasy, list for sødt, til min smag. Mange af dem er så perfekte i deres udtryk, at de bliver ligegyldige, som de fotografier der sidder i en ramme når man køber den, men det er ikke mere end hvad det er, det er fotografier, og de er der bare for at teksten ikke kommer til at virke kedelig (hvilket den bestemt ikke er) og de skal ikke få mig til at synes dårligt om en ellers virkelig god bog, sådan en bog som man bare bør have, fordi det er utænkeligt at man ikke lige har et eksemplar.

For en katolik burde Youcat være et ligeså selvfølgeligt et værk som Biblen, for protestanterne siger "skriften alene", men vi siger "skrift og tradition", og vi bør kende begge dele, både skriften og traditionen, og dette er en guide til begge dele.

*Kirken med stort K er ikke bare kirkebygningen, men Kirken som institution, Kirken som Kristi brud, Kirken som familie, Kirken som hele den katolske tro.

Aspergirls

"Aspergirls - empowering females with aspergers syndrome" af Rudy Simone er en slags guidebog/selvhjælpsbog til aspergerpiger/kvinder og deres forældre. Det er også en slags selvbiografi, men hvor hun også viser os glimt af livet for en hel række andre aspergerpiger. Bogen er delt op i 21 kapitler (+ nogle stykker til) der handler om forskellige symptomer ved aspergers syndrom, så som overstimulering af sanserne, skyldfølelse og særinteresser og om forskellige livsfaser så som universitetet, forældrerollen og det at blive ældre.

Jeg lånte bogen af min psykolog og sad og læste i toget hjem, og der blev jeg meget følelsesmæssigt påvirket, ja sågar lidt bitter, for her var en bog om alle de ting jeg godt vidste, men som jeg havde måttet kæmpe så urimeligt hårdt for at komme til forståelse af. Nej, ikke urimeligt hårdt, bare hårdt. Jeg blev også bange, bange for at den ville fortælle mig at jeg bare er en helt ordinær aspergerpige (jeg er vant til at føle mig som noget særligt fordi der er så få af os, i hvert fald som er diagnostiserede). Jeg var bange for, at jeg ville føle mig udenfor fordi alle dem i bogen havde noget tilfælles som jeg ikke kunne genkende. Jeg var bange for at blive til grin fordi mit arbejde for at formidle aspergerpigers problemstillinger ville være overflødigt.

Efterhånden som jeg fik læst lidt mere i den blev billedet den maler lidt mere nuanceret, og jeg kunne slappe mere af. Nogle gange havde jeg dog lyst til at græde fordi et eller andet ramte et blødt punkt, især da den snakkede om universitetet, og om den hjælp man burde være berettiget til. Jeg gik på universitetet og måtte stoppe igen før jeg blev diagnostiseret, og selvom det var hårdt, og hårdere end jeg kunne klare, så var det nogle fantastiske år, og bogen fik mig til at savne det, fik mig til at tænke at måske en dag...

Judy gør et godt arbejde med at formidle hvordan det er at have aspergers syndrom når man er en pige, og det er der brug for, for næsten alle bøger omhandler drenge, og der er meget stor forskel på symptomerne for de to køn. Hvad jeg godt kunne have brugt var, at hun havde prøvet på i punktform at stille diagnosekriterierne op for piger, for når jeg har læst en hel bog, så har jeg svært ved at huske hvad jeg kunne genkende og hvad jeg ikke kunne genkende. Betyder det da overhovedet noget? Det gør det hvis man har aspergers, det betyder i hvert fald noget for mig.

Judy er selv aspergerpige, og hun har derfor som andre aspergere en særinteresse, hendes er holistisk medicin og andre spirituelle ting. Det er fint nok at hun interessere sig for det, men især hen mod slutningen af bogen kommer det til at fylde alt for meget, især når hun raser mod læger der vil give medicin, for så skulle man hellere sluge nogle holistiske piller. Jeg får en hulens masse medicin, og jeg kan ikke fungere uden, og jeg vil ikke have at forældre benægter deres børn gavnlig medicin bare fordi en eller anden siger det i en bog, vel og mærke en der ikke har nogen uddannelse i medicin eller farmakologi.

Men generelt er jeg godt tilfreds med bogen om end jeg synes at "empowering females with aspergers syndrome" er lige lovligt luftigt for min smag, men fred være med det. Bogen er et godt billede af hvordan vi tænker og fungere, og det er skrevet i et sprog der er til at forstå, hvis man da kan læse engelsk, for den er nemlig ikke blevet oversat til dansk, hvilket den burde være, i hvert fald hvis du spørger mig, og det gør du vel egentlig, for det er jo min blog du læser.

Vi er da voksne mennesker

Overført fra min anden blog

Det virker så uoverskueligt at skrive om julen med alle dens farver, lyde og lugte. Jeg har sovet dårligt, og jeg har kvalme fordi jeg spiste for meget, og mit hovede er fyldt med alle de tanker der er så passende for denne sæson for dårlig samvittighed.

Jeg vil derfor åbne en kold cola, og sætte mig ved min computer og skrive om en bog jeg ville have givet min søster, men endte med at beholde selv, det er der en lang historie bag, men lad mig sige det sådan, at hun fik noget der var bedre, dyrere og meget mere passende.

I går mit i alt julehalløjet, fandt jeg et par timer til at sidde fredeligt, eller næsten fredeligt, med en bog. Det lykkedes mig at blive færdig med "vi er da voksne mennesker" af Anna Friis udgivet på Gyldendal.


Bogen handler om et kærestepar på min alder, de bor på Trøjborg i Aarhus og vil enormt gerne være voksne mennesker, men de kan bare ikke rigtigt tage sig sammen.

Indbegrebet af at være voksen er åbenbart at lave hjemmelavet mad og holde parmiddag med tapas, og det lykkes dem da også, i hvert fald nogle gange, men ved siden af er det hele så svært, specialet kører ikke, arbejdet som tjener er ensformigt og de kan ikke en gang finde ud af at have en affære når lejlighed byder sig (dette skriver jeg kun fordi jeg taler om en roman). I sand Helle Helle stil sker der faktisk ikke rigtigt noget som helst, for folks liv er i bund og grund ret kedelige, det vidste jeg bare ikke før.

Bogen handler generelt om alt det jeg er gået glip af fordi jeg fordrev mine tyvere på psykiatrisk hospital og på et døgnbemandet bosted for aspergere. Jeg troede at jeg gik glip af noget, jeg så mine venners facebook opdateringer og tænkte, at de var derude i verden og opleve en hulens masse, men måske var det bare aldrig rigtig sådan, måske levede de også bare liv fyldt med grå regnfulde hverdage med skænderier over ingenting.

Jeg ville ikke give den til min søster fordi hun selv sidder midt i eksaminer der ikke går helt som hun kunne ønske, så jeg tænkte, at hun ikke havde behov for at læse en deprimerende bog om at køre sur i sit speciale. For jeg tror at de fleste andre vil opfatte det som en deprimerende generationsskildring af os midt i 20'erne som lever et facadeliv på facebook, men bare ikke kan tage os sammen.

Jeg er så afgjort en del af denne generation, omend mit liv har set lidt anderledes ud, men jeg har heller ikke kunne tage mig sammen og blive voksen før en gang i løbet af sommeren.

Jeg finder bogen vældigt interessant, fordi den viser mig, at jeg ikke er gået glip af så forfærdeligt meget, men jeg må da også indrømme, at de var rart at gense mit elskede Aarhus igen gennem romanforfatterens øjne. Til dem som det nu en gang vil interesserer så foregår den hovedsageligt på Trøjborg og i Risskov, ikke bydelen, men selve skoven med træer, buske og gangstier.

Sådan ikke specielt meget a pro pos, så har jeg modtaget megen blandet respons på at jeg læser en gave jeg har købt til en anden før jeg pakker den ind, nogle synes det er helt i orden andre at det er dybt chokerende, men jeg knækker ikke ryggen i bøgerne, så man kan i princippet ikke se at de er blevet læst.