Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Travels with Zenobia

Hvem her har læst Laurabøgerne da de var børn? Min mor plejede at læse dem for mig og min søster. Laura fik en datter, Rose, som blev journalist og som tjænte mange penge i begyndelsen af 20'erne på aktiehandel (og vi ved jo alle hvordan det eventyr endte).

I 1926 købte hun og veninden Helen D Boylston, som senere blev børnebogsforfatter, en splinterny Ford T i paris, og sammen med deres franske tjenestepige kørte de gennem Frankrig og Italien til Albanien, som var deres ide om paradis på jord. Der havde de planer om at bygge sig et fort og leve lykkeligt til deres dages ende, men så krakkede børsen og de måtte tage hjem.

Dette er en fantastisk bog fuld af stereotyper, fordomme og illusioner. Det er et sammenstød mellem de frihedselskende amerikanere, de bureaukratiske franskmænd, snavsede og børnerige italienere, og Mussolini der er en hæders mand. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om albanerne, for allerede før kommunismen, var Albanien vist lidt af en røverrede,  men disse to kvinder giver en rosenrød beskrivelse af forholdene.

Bogen er dels dagbogsbeskrivelser og udpluk af breve, men redaktøren har også skrevet noget om baggrunden for historien og mere faktuelle beskrivelser af forholdene

Det er ikke en bog hvor der sker voldsomt meget, men så igen, det er heller ikke nogen voldsomt tyk bog. Det er til gengæld en bog der er let at forholde sig til, for det de kommer ud for, gør og siger, det kan man næsten forestille sig, at man også selv ville have gjort og sagt.

TITEL: Travels with Zenobia - Paris to Albania by Model T Ford FORFATTER: Rose Wilder Lane og Helen D Boylston EDITOR: William Holtz FORLAG: University of Missouri Press SIDEANTAL: 117 UDGIVELSESÅR: 1983

Sent i November

Tove Janssons bog "Sent i November" er en bog om vores forestillinger om Mumiuniverset, og om hvordan vi tager fejl. Vi vil have at Mummimor er den perfekte hyggemor med forklæde om maven som aldrig bliver vred, vi vil have at Mumrikken er den vise zen master der kan fortælle os hvordan vi skal rette op på vores liv, men hvem har sagt at det er sådan. Det har vi, for det er i hvert fald ikke Tove Jansson, for hun skildre alle personerne mere eller mindre neurotiske (Mumifar og havet).

En homse, en hemul, en filifjonk, en gammel mand og Lille My's storesøster ankommer sidst i november til Mumidalen for at besøge Mumifamilien, men de er der ikke, kun Mumrikken. Alle har de deres håb og drømme om Mumifamilien, men overladt til sig selv må de bygge en hverdag op omkring deres Mumifantasier. Hele tiden er det "Mumimor ville gøre dette" eller "Mumifar ville mene hint", og deres deres høje forventninger til Mumifamilien og sig selv gør, at de aldrig helt kan leve op til dem, men de har alle deres problemer og neuroser, som de prøver at undertrykke, så de bliver vrede eller kede af det.

De prøver alle at være noget andet end den de er men enhver må opføre sig efter sin art.

" Mumrikken havde mødt mange filifjonker, og han vidste godt, at de måtte handle ifølge deres art og rette sig efter deres egne indviklede filifjonkregler".
                                                                                 s. 1 oversat af Helena Idström

"Og så gjorde Gud  jordens dyr i overensstemmelse med sin art, og kvæget i overensstemmelse med sin art og alle jordens kryb i overensstemmelse med sin art, og Gud så, at det var godt"
                                                                                 1 mos 1,25 oversat af mig

Tove Jansson er ellers ikke ret religiøs i sine fortællinger, så måske er det oversætteren eller også er det mig der har næsen så langt ned i mine bøger, at jeg begynder at se mønstre der slet ikke er der. Hvorom alting er, så er moralen i hvert fald, at vi må opfører os efter vores natur.

Sent i November er en fantastisk bog, men den er fuld af den type slåfejl, hvor man scanner en tekst og computeren forveksler m med rn hvilket kan være rimelig irriterende og ret respektløst over for teksten, at man ikke engang har gidet læse den igennem inden den er sendt i trykken.

TITEL: Sent i November DANSK TITTEL: Sent i November (De tre sidste romaner) FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 269-400 UDGIVELSESÅR: 1970 (2002)

Alice's Adventures in Wonderland

Er du nogensinde blevet belært om, at en bog mister noget i oversættelse? For nogle år siden læste jeg "Alice i Eventyrland" og erklærede, at det da var noget forvrøvlet mak. Jeg fik at vide, at det bare var fordi jeg læste den på dansk, og at den faktisk er enormt poetisk og siger noget om samfundet og sådan. Jeg ved en del om oversættelse, det er ligesom det jeg går og laver til hverdag, men nu var det nu engang bare den danske udgave jeg tilfældigvis havde fået fat på på biblioteket.

En dag fandt jeg så "Alice's Adventures in Wonderland" med illustrationer af Tove Jansson (hende med Mumitrolden), og så måtte jeg bare have den, selvom jeg stadig var overbevist om historiens forvrøvlethed. Bogen har så stået og samlet støv i månedsvis, indtil jeg sidste uge var på museum og se tjekkisk dukketeaterkunst. Tjekkisk humor er også en smule forvrøvlet (undskyld tjekker), så jeg tænkte, at det da sikkert kunne være et fint match.

Det VAR et godt match, og jeg må med en blanding af skam og fryd erkende, at den altså er en fantasillion gange bedre på engelsk. Vrøvlet var den stadig, men på engelsk var der på en eller anden måde mening med galskaben. Meningen med vrøvlet er, at Carroll på en vrøvlet måde, afslører det vrøvl som voksne går rundt og siger.

Tove Janssons tegninger er meget typisk Tove Jansson, og man kan ligefrem genkende visse skikkelser fra Mumiuniverset. Stilen går forbløffende godt til historien. Normalt forbinder jeg engelske motiver med børn med tykke kinder og storblomstret sofabetræk, hvilket står i stærk kontrast til Janssons finske mørke, men nogle gange mødes modsætninger og sød musik opstår.



TITEL: Alice's Adventures in Wonderland FORFATTER: Lewis Carroll ILLUSTRATIONER: Tove Jansson FORLAG: Tate SIDEANTAL: 110 UDGIVELSESÅR:1865, 1966 (2011)

#septemberbøger day 17: A that makes me happy. How can I not be happy in a world where Tove Jansson has illustrated Alice in wonderland. Doesn't Lille My look exactly like the cheshire cat :-D #aliceinwonderland #lewiscarroll #tovejansson #lillemy #thecheshirecat #bookporn #books #bookstagram #bookillustrator

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 17. Sep 2016 kl. 12:42 PDT

Alice

Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013