The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.