Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.
Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.
Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.
Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.
Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.
En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.
*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER. ** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar