Alverdens Fyrtårne

Jeg lider af en stor fascination af fyrtårne, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg ved ikke om det er undertrykte seksuelle frustrationer der tiltrækker mig til disse falliske kæmper, eller om det er tanken om, en hjælpende hånd på den åbne sø. Historisk set var det nok kvinderne der stod på stranden med bål for at kalde deres mænd, sønner, brødre eller fædre hjem, hvilket jo giver fyrtårnene et mere kvindeligt præg. Hovedparten af bogens forfattere er da også kvinder.

"Alverdens Fyrtårne" er en oversigt over vedens 300 mest spektakulære fyrtårne. Hver beskrivelse består af et stort flot billede, nogle praktiske informationer om beliggenhed, rækkevidde og alder, og så står der lige et par linier for at vække folks interesse.

Selvom bogens billeder er utroligt smukke, så er det disse linier der er det mest bemærkelsesværdige. Der lader ikke til at der er noget system i hvilke informationer der synes vigtige. Det kan være informationer om lysstyren (vigtigt hvis man er til søs), naturbeskrivelser (vigtigt for turisme), historiske begivenheder (vigtigt hvis man er en nørd eller bare vil fange folks interesse) eller informationer om at dette er det eneste af den slags fyr i Californien (hvilket er interessant hvis, ja det ved jeg egentlig ikke, men det må det være, for det er en typisk information).

Mange store europæiske lande er søfartsnationer, så fyrtårnene må have spillet en central rolle i krig, handel, og kollonialiseringen. De må være en del af en drabelig historie, men kun sjældent får man et lille glimt af det, og når man gør, er det beskrevet så kort, at det virker helt komisk. Det er jo en form for rejseguide, så naturbeskrivelserne er nok de vigtigste, men jeg savner som nørd flere af disse historiske begivenheder. Jeg ønsker at høre om søslag, opdagelsesrejsende, pirateri og død og ødelæggelse, for i min verden er det det der gør en bog spændende.

Jeg ved ikke om det er meningen at man skal læse sådan en bog fra ende til anden, men det gjorde jeg altså, og jeg fortryder det ikke selvom jeg med jævne mellemrum blev helt skeløjet af for mange af de samme informationer, men hvis jeg skal anbefale den til nogen må det nok hovedsageligt blive pga de mange flotte billeder.

Privat foto

ORIGINAL TITEL: ikke angivet DANSK TITEL: Alverdens fyrtårne FORFATTER: Monica Bergmann m.fl FORLAG: Komet SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR:  ikke angivet

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

Skæld ud på Gud, rettelse

Kedsomheds alarm!

Jeg er i gang med at læse "Skæld ud på Gud" af sygehuspræst Preben Kok, og i forhold til at jeg købte bogen på en seven-eleven, så er jeg bestemt positivt overrasket. Jeg var dog ikke kommet synderligt langt ind i den før jeg fandt en, hvad jeg ville kalde, temmelig alvorlig fejl.

Kok kommer i bogen med en udredning om det Biblens syn på mand og kvinde, og hvordan de to køns forhold er til hinanden. Han understreger sin pointe ved at sammenligne det hebraiske ord for mand, iish, og for kvinde, isshah, "kvinde" som han fejlagtigt oversætter med "mandinde". Jeg vil til fulde give ham ret i, at de to ord til forveksling ligner hinanden, men det er et fatamorgana. vi ønsker at de gør skal være det samme ord, for det er smukt og simpelt, men i virkeligheden forholder det sig langt mere kedeligt.

Hvis man ser på det hebraiske ord isshah (kvinde) kan man se en lille prik inde i sh, det er et tegn der hedder dages forte (en fordobling) der er kommet der, fordi der en gang for umindelige tider siden var et n der blev assimileret (opslugt) af sh.

Dengang for mange mange år siden hed en kvinde inshah, og for at I kan være sikre på, at jeg taler sandt, så kan man stadig se n i pluralis-formen af ordet, hvor kvinder hedder henholdsvis nashiim eller neshee alt efter hvilket construct-forkold ordet står i (ca forskellen mellem nominativ og genitiv).

Dette er en fejl der ødelægger hele den teologiske pointe, i det afsnit, for når der er to forskellige ord for mand og kvinde, og ikke bare ét, så er det ikke længere så klart at de er uløseligt bundet sammen.

Undskyld hvis jeg har kedet jer, men nogen skal holde vores forfattere i ørerne, og der er jo grænser for hvor mange der har styr på deres hebraiske.

Den lilla bus

SPOILER ALLERT!
Her i weekenden købte jeg Hendes Verden ene og alene for at få dette vidunder af en bog :-P I et anfald af meningsløs sarkasme, satte jeg mig endda til at læse den, hvilket var lige så fantastisk rædselsfuldt som jeg havde forestillet mig, og det var lige hvad jeg gik og trængte til.

"Den lilla bus" af Meave Binchy handler om syv unge, eller næsten unge mennesker, der sammen rejser fra Dublin hjem til deres hjemby Rathdoon for at holde weekend. Med sig har de hvert deres øjensynligt uløselige problem, som de bruger hjemvejen til at gruble over. Dee's gifte elsker er øjensynligt på vej tilbage til konen, Mickeys bror har til gengæld forladt kone og børn til fordel for en yngre model, og Kev er kommet med i en forbryderbande. I løbet af weekenden får de dog alle til hobe løst deres problemer, og det viser sig endda, at der er en simpel løsning på det hele, jamen er det ikke bare fantastisk.

"Den lilla bus" var hverken mere eller mindre end jeg forventede at den skulle være ud fra hvilket blad den kom sammen med. Den var for at sige det på en pæn måde helt igennem harmløs. Den havde ikke det mindste bid, ikke én sætning der kunne ruske op i nogen, den luller folk ind i en tryg søvn, for alt ender jo godt til sidst, selv for Toms søster der er indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af sin bulimi, det hele skal nok løse sig, for nu får hun besøg af Toms mulige kæreste Celia, der lige har overtalt sin mor til at komme på alkohol afvænning.

Det er bestemt og ikke på nogen måde en bog jeg ville anbefale til venner og familie, men den var lige præcis det som jeg havde brug for her i weekenden, nemlig en lille mundfuld af absolut ingenting og ligegyldighed, så hurra for kioskbaskere.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at den gav et godt indblik i forholdene i Irland i 1980'erne, men det gør den ikke. Den er så vidt muligt skrevet så den kan passe ind hvor som helst, når som helst.

Det var dog en smule pinligt at sidde med den i toget her i går, folk omkring mig kunne jo ikke vide at jeg havde en ironisk distanceret tilgang til den, vide, at jeg ikke selv tog den seriøs. Men hvad skidt, jeg blev da underholdt i en times kørsel hver vej.

ORIGINAL TITEL: The Lilac Bus DANSK TITEL: Den lilla bus FORFATTER: Maeve Binchy FORLAG: Cicero + Hendes Verden SIDEANTAL: 201 UDGIVELSESÅR: 1984 (2012)

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

Aarhus læser højt

I går var der et event der spredte sig over hele Aarhus, men jeg kan ikke give en anmeldelse, for jeg oplevede kun en flig af det, og var faktisk kun i Aarhus ved et tilfælde.

Bibliotekerne i Aarhus var gået sammen med an lang række foreninger, institutioner og andet godtfolk for at sætte fokus på den gode historie. HER kan man se en liste over alle de ting der kunne opleves, men som jeg først rigtig fik syn for, da jeg ledte efter det lille røde logo her til morgen.

Men som sagt nåede jeg at opleve en lille bitte flig, og det er jeg taknemmelig for, for det redede min dag.

Jeg var på vej fra min psykolog og til toget og hjem, men på pladsen foran Banegården sad der på nogle små picnicstole nogle mænd og læste højt af børnebøger. Det måtte være underligt at sidde der mens folk bare strøg forbi, så jeg stillede mig op og lyttede med på "Mustafas Kiosk" af Strid.

Mennesket har fortalt historier rundt om bålet så længe at vi ikke længere ved hvornår det startede, men i den vestlige kultur har det skrevne ord fået overtaget i en sådan grad at vi er ved at glemme vores stemmer, så hurra for bibliotekernes initiativ, og hvor er jeg ked af, at jeg ikke vidste det på forhånd, så jeg kunne have oplevet mere.

Johannes af korset

Johannes af korset var født af en fattig væverske i det 16. århundrede i Spanien, men alligevel lykkedes det ham at lære at læse og skrive og komme på universitetet og få sig en solid uddannelse inden for teologien. Da hans studier var ved at være til ende, og han skulle beslutte sig for hvad han videre ville, fik han en mængde gode tilbud, men til alles store forbløffelse, søgte han i dyb hemmelighed optagelse hos de ydmyge karmelitter munke.

På denne tid var der også en anden stor helgen inden for karmeliterordenen, Therese af Avila, og hun udvalgte Johannes til at hjælpe sig med at reformere ordenen, og finde tilbage til de strengere og mere disciplinerede rødder, men også til at finde en mere dyb åndelighed.

Johannes vandrer Spanien tyndt og opretter nye klostre og får generelt en masse administrativt arbejde, men det han er mest kendt for, er sit arbejde som åndelig vejleder og hvad vi i dag ville kalde en coach.

Desuden begyndte han under et fængselsophold der var sat i stand af nogle karmelitterbrødre af den gamle observans at skrive digte, og de er i dag vidt berømte.

Grethe Livbjergs bog "Johannes af Korset - åndelig vejleder af hvor tid" starter med en virkelig god biografi om Johannes. Helgenbeskrivelser er en literær genre helt for sig selv, og man skal ofte have troen for overhovedet at kunne holde ud at læse dem, men ikke her. Man får et rigtig godt indblik i hans liv også set ud fra den samtid han levede i, og jeg lærte en helt masse om den spanske guldalder der i 1500-tallet, både religiøst, politisk, socialt og geografisk.

Er billedet af Johannes malet lidt rosenrødt? Det er det måske nok, men det er ikke gjort så det på nogen måde virker irriterende, og sproget er godt og flydende, så man hurtigt kommer gennem denne bogens første del.

Anden del handler om Johannes' spiritualitet, og som religiøs og tidligere teologistuderende var det yderst interessant, for hans teologiske ideer er desværre meget fremmede for os i dag. I dag tænker vi meget på sex, men en erotisk teologi, hvor vores forhold til Gud er som brud og brudgom er os meget fremmed, desværre, for det er en meget smuk teologi.

Bogen har i realiteten også en tredje del der er en analyse af et lille udvalg af hans digte, og set fra mit perspektiv går der lidt for meget gymnasie aflevering digtanalyse i det, og jeg læste det kun ganske overfladisk igennem.

Flower faries of the spring

Det er ikke alle der ved det men "Flower Faries" er helt reelle og respektable bøger og ikke bare sådan noget pyssenysset fnidderstads til små piger som kan købes i bog og idé. Okay indrømmet, så ligger bøgerne til den søde side, og der er ikke meget bid i dem, men gennem en række små billeder og digte lærer forfatter og illustrator Cicely Mary Barker om hverdagsblomster.

"Flower Faries of the Spring" er den første bog i serien om blomsterfeerne og blev udgivet i 1923, og har man læst en har man lidt læst dem alle, for med mindre man går meget op i botanik, så er der altså i virkeligheden ikke den banebrydende forskel på blomster, i hvert fald ikke når det gælder digtene der heller ikke alle formmæssigt er lige gode.

Illustrationerne er dog forbløffende varierede, når man vel og mærket tager i betragtning, at de alle forestiller et barn og en blomst.

Selvom Barker ikke vedkendte sig nogen kunstretning, så er hendes stilart dog inspireret af pre-raphaeliterne med deres eventyrlige motiver, deres fine tegnestil og deres sans for at bruge deres kunst kommercielt.

Som nævnt er der ikke rigtigt noget bid i bogen, og det er en skam, for børn har også deres egen sans for drama. I et enkelt af digtene finder vi dag en smule drama, og det er i digtet om mælkebøtten

Gay and naughty in the garden;
Pull me up - I grow again,
Asking neither leave nor pardon,
Sillies, what are you about
With your spades and hoes of iron?
You can never drive me out

Af bogens 24 blomster er det da også det eneste jeg rigtigt kan huske.

Men jeg skal måske ikke sige alt for meget grimt om bogen, for fordi jeg emotionelt var ret langt bag ud i min udvikling, var jeg en ret stor pige før jeg begyndte at finde alt det sukkersøde lidt irriterende. Jeg fik faktisk først bogen da jeg gik i 7. klasse, men jeg var dybt fascineret, smuk med smuk på. Jeg må jo også indse, at der er en grund til, at i hvert fald billederne har fået en renæssance, og det er at små piger nu en gang godt kan lide sådan noget.

Kultur for unge

Hjemmesiden kulturforunge.dk har lavet en liste over de 5 bedste bogblogs skrevet af unge. Jeg vandt desværre ikke, og selvom det da er ærgerligt, så kommer jeg nok over det en skønne dag.

Boggrisen er dog blevet fremhævet på siden, og her er hvad de skriver om mig, og mange tak for det:

Vi elsker ♥:
- rigtig fin opdeling i små læsevenlige afsnit, og et minimum af sidebars, der tilsammen giver en virkelig god fokus på teksten og dermed læsero.
- virkelig professionel skrivestil, der fører én elegant fra det ene emne til det næste, uden man lægger mærke til springet. Det giver stor helhedsoplevelse i anmeldelserne, og man får lyst til at læse hele anmeldelsen, ikke springe fra halvvejs.
- ‘etiketterne’, altså bloggens kategorier, der går tilbage i tiden, helt tilbage til 1300-tallet.


Vi savner:
- en samlet oversigt over anmeldelserne.

Jeg har selvfølgelig gjort hvad jeg kunne for at imødekomme dette ønske, så jeg håber at det lever op til alles tilfredshed.

__________________

Hej :)

Boglabyrinten,
breakingfree,
Sabine's bogblog,
Majasols bogblog,
Boggrisen, (mig)
Boghjørnet,
Bøger på tværs,
Coewless,
Frk. Hyms,
Jenners blog,
Liv med litteratur,
Læsehesten,
Skriftrullen,
Trudis bogblog

I dag har jeg så - som lovet - sendt testen til mine kontaktpersoner i alle de store danske forlag, og der har været virkelig positiv feedback. Nogle af forlæggerne har simpelthen skrevet glædesudbrud med store bogstaver over at få en liste over jer. De skriver at de selv forsøger at følge med, men at der er virkelig mange af jeres blogs, som de ikke kendte i forvejen, og som de skal have kigget meget mere på. En enkelt forlag har også tænkt sig at kontakte nogle af her, formentlig med henblik på anmeldelse, skrev de. Begejstringen har ingenlunde kun ligget på de 5 i top, men på alle bloggere, fordi forlagene netop gerne vil høre nogle vidt forskellige meninger om deres bøger.

I morgen vil jeg så støve alle de mindre forlag op og sende testen til dem også, og så håber jeg på lige så positive reaktioner.

Søster

"Søster" af Rosamund Lupton.

Jeg har en veninde der nærmest er min søster, og hun skulle giftes her i påsken, så jeg havde købt denne bog til hende på grund af titlen, men før jeg syntes at jeg kunne tillade mig at pakke den ind, måtte jeg jo lige lave en kvalitetskontrol og læse den igennem en gang.

Det er jo så en krimi, og jeg er altså ikke synderligt vild med krimier, da jeg finder at plottet tit er absurd på den ufede måde, om end "Søster" ikke er helt så slem som de nogle gange kan være.

Beatrices søster forsvinder og findes død, men fordi hun lige har født et barn der døde bliver hendes død behandlet som et selvmord, men det tror Beatrice ikke på så hun går i gang med at udføre sin egen efterforskning, hvor hun anklager samtlige af mændene i søsterens liv, og fordi hun konstant råber ulven kommer, er der ikke nogen der tror på hende. Til sidst finder hun morderen, eller rettere han finder hende, og det er lige ved at koste hende liget, og længere er den historie egentlig ikke.

Selvom jeg ikke er synderligt vild med krimier, kunne jeg sagtens værdsætte bogens fortællestil der var sober og interessant, og selvom den på ingen måde var banebrydende, så var den tilpas original til, at jeg ikke bare lagde den fra mig og købte en tehætte til min veninde/søster i stedet.

Jeg skal ikke være den bedste til at bedømme plottet, for jeg dømte bogen i det øjeblik det gik op for mig, at det var en krimi, og valgte nærmest selv, at jeg ville finde den overfladisk og alt for almindelig. Der var en sidehandling om cystisk fibrose, og til at starte med troede jeg at det ville være et gennemgribende tema og tænkte at det var rigtig fedt, men det var det ikke, så hele den del blev et påhæng der virkede kunstigt, som en svulst der slet ikke rigtigt hørte til, og det skuffede mig bragt.

Hele bogen er formuleret som et brev til den afdøde søster, og selvom jeg godt kan forstå, at et dødsfald i den virkelige verden ville få folk til kun at huske de gode ting, så er det ikke en formel der virker særlig godt i litteraturen. Billedet af søsteren var nemlig så rosenrødt, at det helt overskyggede den positive udvikling der skete med Beatrice.

Dette er et meget negativt indlæg, og jeg hader at være så negativ, men det bekræftede mig blot i mine fordomme om krimier, at det ikke er stor litteratur og at jeg skal holde mig langt væk fra det