Voldsmænd river det til sig

SPOILER ALLERT!

Tarwater er vokset op hos sin grandonkel, som er profet, og er blevet opdraget til, at det skal han også være når han bliver stor. Han når dog ikke at blive helt stor før grandonklen dør, og den kun 14-årige Tarwater står nu med ansvaret for at give grandonklen en god kristen begravelse, men men i hans bryst brænder der et ønske om at gå imod Guds vilje, og han drikker sig fuld ag sætter ild til huset hvor grandonklens lig befinder sig. Tarwarter er stolt over at have taget skæbnen i egen hånd, men han er nok også lidt bange, da han begiver sig af sted for at bo hos sin humanistiske onkel og dennes retarderede søn.

Tarwaters onkel ønsker at indprente Tarwarter nogle sekulære værdier, men Tarwater selv er mest af alt optaget af IKKE at døbe fætteren, Bishop, som er den mission grandonklen havde givet ham. Den samme modvilje som han havde mod grandonklens kristne indoktrinering har han også mod onklens humanistiske, og onklen begynder derfor hurtigt at hade ham.

Tarwaters onkel blev også som barn mærket af granonklen, troen blev plantet i ham og fik ham til at føle sig som noget særligt, men han har brugt det resterende af sit liv at luge ud, men det er ikke kun troen han luger ud, han luger også ud i den eneste omsorg der nogensinde er blevet vist for ham. Generelt viser ingen af personerne ret meget omsorg for hinanden, og denne grandonkel er da heller ikke jordens mest hjertevarme menneske, men i modsætning til alle de andre er han en engel, so to speak. Den omsorg onklen ikke har kunnet tillade sig selv at føle er han heller ikke i stand til at vise sin søn der er retarderet. Til tider føler han en hvis kærlighed til ham, men da denne kærlighed i slutningen af bogen bliver sat på en prøve, så viser den sig ikke at holde, og det volder ham ikke de store kvaler, faktisk lader det til, at han er stolt af ikke at elske sin egen søn.

Tarwater kæmper mod at skulle blive profet som grandonklen og grangiveligt også Gud ønsker, og i sin kamp for at slippe væk fra sin skæbne begår han to store ugerninger, men Gud og ham selv sørger for at disse ugerninger bliver opvejet, det skulle efter sigende være det bogens titel betyder.

"From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven suffereth violence, and the violent bear it away." (Mat 11,12) The Douay Bible

"Men fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmerige med vold, og voldsmænd river det til sig" (Mat 11,12) Bogens oversættelse

Det er en lidt tricky passage, og jeg måtte også hen og slå det op i en af mine gamle bøger fra dengang da jeg studerede teologi. Det viser sig da også at den moderne oversættelse i den autoriserede Bibel er meget mere blødsøden i det.

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig." (Mat11,12) Dansk bibelselskabs oversættelse

 Og endnu mere så i min teologibogs egen oversættelse

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu bryder bryder himlenes kongedømme voldsomt frem, og de, der stormer det, griber det" (Mat 11,12) Mogens Mûllers oversættelse

Den gamle tolkning lyder nogenlunde sådan her; voldsmændene (Tarwater) forfølger dem der vil ind i Guds rige (grandonklen og Bishop) og tager det fra dem med vold, indforstået at det vil Gud dog ikke tillade.
I den nyere tolkning mener man dog ikke, at der hverken er nogle sproglige eller konteksmæssigt holdbare argumenter for dette.
Flannery O'Connor var glødende katolik, men der er sket meget i den katolske kirke siden dengang, og jeg synes ikke, at jeg kan finde ret meget af den for mig velkendte kærlige Gud i denne roman.

ORIGINAL TITEL: The Violent Bear It Away DANSK TITEL: Voldsmænd river det til sig FORFATTER: Flannery O'Connor FORLAG: Arena SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 1955 (2011)