Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

Berømmelse

 Romanen består at ni historier eller delvist sammenhængende noveller, der alle handler om at rejse. Nogle rejser til fjerne egne, mens andre foretager en mere mental rejse, men for mange af dem spiller mobiltelefoner en markant rolle, for med sådan en, så spille det i grunden ingen rolle hvor man er, men behøves ikke at fortælle nogen hvor man tager hen, for så længe man bare har sin mobil på sig, så kan man få fat på eller blive fået fat på hvor som helst, hvis da bare der er strøm på, eller man ikke får et forkert nummer. Hvis man har fået et forkert nummer kan man til gengæld ødelægge et andet menneskes liv, det finder to af bogens personer i hvert fald ud af, men den ene af dem bliver fanget i spillet, og den anden bliver sat fri.

Bogen handler også om litteratur, om den interaktion der er mellem forfatter, bog og læser, og grænserne bliver bøjede, manipuleret og tilpasset undervejs. Bogen handler om det usandsynlige og det meningsløse og om at blive overhalet indenom af virkeligheden eller uvirkeligheden. Der er 3 forskellige forfattere, 1½ fiktive personer, og 1 som gerne vil være det. To af dem bevæger sig i periferien, men de sidste tre kredser om den sidste, forfatteren Leo som styrer og lader sig styre, og for hvem grænsen mellem litteratur og virkelighed er noget sekundært. Mest spændende er dog den lidt udenforstående historie om den verdensberømte selvhjælpsforfatter, som i et øjebliks tungsind overvejer at ændre hele verdens gang, for så betydningsfuld er han, eller det synes han i hvert fald selv at han er.

Historien bygger på en populistisk forståelse af stringteorien, noget med at vi alle på et eller anden måde er forbundet, hvilket er statistisk ganske sandsynligt, især når man tænker på hvor løst Kehlman definerer 'forbundet med', men fred være med det. Nogle af forbindelserne mellem historierne er lige lovlig søgte, men nogle af den er egentlig ganske interessante, og de reder bogen fra at falde helt fra hinanden, men jeg vil nu stadig nærmere kalde det ni noveller end 'en roman i ni historier', men det er bare mig og mit flueknepperi, for nogen roman synes jeg ikke, at det er.

Jeg har læst og elsket Kehlmanns debutroman "Opmålingen af verden" flere gange. Dette er hans bog nummer tre. Jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville sige, at den er dårlig, den er bare slet ikke på højde med hvad jeg havde forventet. Det er ikke nogen dårlig bog, med det er bare det, en bog, ikke noget særligt, ikke noget jeg vil gå og tænke på eller huske, og på den måde blev jeg skuffet, for han kan mere end det, han kan noget med sproget, noget ganske særligt, men det kommer ikke rigtigt frem her.

ORIGINAL TITEL: RUHM. Ein Roman in neun Geshichten DANSK TITEL: Berømmelse. En roman i ni historier FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 208 UDGIVELSESÅR: 2009

Livlægens besøg

Kongen, Christian VII, blev gal. Hans far var en fordrukken horebuk der lod adelen have den reelle magt, og adelen ville have at Christian blev ligesådan, så de lod ham opdrage med terror, og måske var det det der gjorde det, eller måske var det sket alligevel, i hvert fald blev han gal. For at holde styr på ham hyrede man Struensee til at være hans livlæge. Struensee var en god mand, men han havde idéer om folkets ligeværd, og han brugte kongens sårbarhed til at lave en fredelig revolution. Struensee var en god mand, og derfor forelskede den forsømte dronning, Caroline Mathilde, sig i ham og han i hende. Og revolutionen ender til sidst i en voldelig modrevolution ledet af Guldberg, en uanseelig mand.

Nogle vil måske genkende historien fra filmen 'En kongelig affære' med Mads Mikkelsen som Struensee.

Spørgsmålet der burde blive stillet i bogen er 'hvem er egentlig helten i dette spil', men det bliver ikke stillet, i stedet gås der ud fra, at det er Struensee. Det giver på en eller anden måde god mening i vores oplyste verden, Struensee var jo trods alt oplysningsmand, men det var hans samtid ikke. Han pressede nogle reformer ned over hovedet på et folk der slet ikke var parat til det, og han gjorde det af veje der er svære at retfærdiggøre. Hvis man så kunne sige, at han havde en eller anden form for plan, men hans love virkede mere eller mindre tilfældige, og når han for eksempel besluttede at et krigsskib ikke skulle bygges, så tænkte han hverken på værftsarbejderne eller de soldater der nu stod uden job. Han tænkte på Folket, men han tænkte ikke på folk. Ja, det er sejt, at vi som de første fik trykkefrihed (og mistede den igen) men til hvad nytte fik vi den? Og hvem gav ham ret til at bruge/misbruge den skrøbelige unge mand, som det egentlig var hans job at beskytte? Den Gud som han ikke troede på?

Struensees modstykke, Guldberg, er heller ikke nogen særlig god helt. Han var snu, snerpet, og jævnt kedelig, men hvis man koncentrerer sig, kan man godt lidt se hans pointe. Dengang i 1700 grønlangkål, der var den enevældige konge Guds udvalgt, og Guldberg troede på Gud. Måske virkede det underligt at så skrøbelig og gal en ung mand skulle lede et land, men Guds veje er nu engang uransagelige, og det skal man ikke gå imod. Det er helt klart i bogen, at man ikke skal kunne lide ham, og han er en helt igennem negativ figur, helt ned til hans undertrykte begær efter dronningen.

Til modstykke for dette undertrykte begær, er Struensees og dronningens rigt udfoldede erotiske eventyr, og de fylder meget (for meget) i bogen. Caroline Matilde blev udvalgt, som man nu engang gjorde det, ud fra sin politiske betydning, og hendes eneste mål var, at hun skulle føde landet en arvtager, derfor blev den skrækslagne Christian også tvunget til at bedække hende som en so. Hun fødte en søn, og så mistede hun al sin betydning. Det er selvfølgeligt synd for hende, og man forstår godt, at hun forelsker sig i Struensee, der som den eneste behandler hende som et rigtigt menneske. Gennem Struensee finder hun for første gang en personlighed og det viser sig at hun har evner, og det viser, at hun har mere forstand på politik end Struensee.

Hele misseren ender selvfølgelig frygtelig ulykkeligt, men det er som om det ikke rigtigt generer mig så meget. Enquist har ligesom ved "Hamsun" forsøgt at skrive en meget personlig beretning, og den bliver personlig, meget personlig, man stifter endda bekendtskab med dronningens slimhinder under samlejet med Struensee, hvilket jeg egentlig godt kunne have været foruden, men undersøgelser viser også, at vi lever i en enormt snerpet og moraliserende tid.

Enquist har en meget analyserende måde at skrive, så her kan man, mere end noget andet sted, tale om den alvidende tredjepersonsfortæller, og normalt er det super fedt, og jeg har læst flere af han bøger (her "Hamsun" og "om idræt") men lige her formår det ikke at trække den meget personlige stil op fra massen af romantiske ugebladsromaner og op til noget større og bedre. Mest af alt skyldes det nok, at man hører alt for lidt om livet udenfor hoffet. I "Hamsun" gjorde det ikke så meget, for de fleste ved en hel del om 2. verdenskrig, men jeg ved i hvert fald for lidt om 1700-tallet til helt at kunne forholde mig til fortællingen, det bliver en pantomine, et teaterstykke, men måske er det det der er meningen, måske er det for at vise hvor fjernt og løsrevet styret var fra de styrede.

ORIGINAL TITEL: Livläkarens besök DANSK TITEL: Livlægens besøg FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 353 UDGIVELSESÅR: 1999

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Spionen der kom ind fra kulden

En imperialistisk agent bliver dobbeltagent for at give kommunisterne den idé, at en af deres bedste folk er forræder, men han bliver selv ført bag lyset af sine egne folk. Samtidig er der en kvinde der ikke har nogen åbenlyse forbindelser til historien, og de forelsker sig i hinanden uden at det helt går op for én hvorfor, hun bliver tilgengæld ret selvfølgeligt trukket ind i hele affæren, hvorefter han må sætte livet på spild for at redde hende, og det hele ender med en masse ikke særlig overraskende forvirring.

Sikke en omgang hø, det er jo ligeså klichéagtigt som en krimi, men så læste jeg beskrivelsen af den i '1001 bøger du skal læse før du dør', og det jeg burde have lagt mærke til, men som jeg ikke skænkede så meget som en tanke var, at bogen ikke portrætterer Englænderne som værende DDR moralsk overlegne, begge parter er generelt bare nogle rankespillende forræderisk svin. Det er ikke en genre jeg læser ofte, faktisk tror jeg kun at jeg har læst én koldkrigs spion roman før. Den var fantastisk dårlig, i en grad, hvor jeg bare lå på min hospitalsseng og hulkede af grin, og jeg var endda indlagt med en svær depression, selvskade og selvmordstanker. 'Spionen der kom ind fra kulden' derimod er en bog man burde tage seriøs, men det er den på ingen måde god nok til. Altså, den er for dårlig til at være god, og for seriøs til at være ufrivillig morsom.

Diskussionen om hvor heroiske heltene er, er ellers meget relevant i vores kamp mod terrorismen. Vi ser hele tiden historier om overgreb på fanger og mord på civilbefolkningen, men det går nok, for vi er jo heltene, ikke også? Dengang i 60'erne var kommunisterne fjenderne, før det var det nazisterne, og i dag er det islamiske terrorister, det er som om den onde lyne mig skal have en ydre fjende, for at glemme hvor skod det i virkeligheden er der hvor vi selv er.

I 60'erne lå 2. Verdenskrig stadig i frisk erindring, og derfor er både den unge kvinde og den måske eneste ærlige tysker jøder. Det prøver le Carré at spinde en historie på, men den kommer meget pludselig og diskussionen kunne lige så godt gå ud på spørgsmålet om godt og ondt eller om den fri vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal lægge noget i, at det er jøderne der er de gode og ærlige, eller om jeg skal lægge mere vægt på at jøderne står sammen. Jeg kan ikke helt greje om bogen er pro judaisme eller imod. Sandsynligvis det første, det ville være mest politisk korrekt, men hele spørgsmålet virker malplaceret.

ORIGINAL TITEL: The spy who came in from the cold DANSK TITEL: Spionen der kom ind fra kulden FORFATTER: John le Carré FORLAG: Spektrum SIDEANTAL: 231 UDGIVELSESÅR: 1963 (1966)

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Skygger fra Oktoberland, forskrab

Jeg må være binde gal, jeg har i hvert fald sagt ja til at anmelde en mysterie/horror/parallelle verdener-skæbnefortælling, mig der skider grønne grise hver gang der er en uhyggelig film i fjernsynet, og mig som ved at bøger påvirker mig endnu mere end film, idiot idiot idiot. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt spændt, for samtidig med at bogen udkommer som bog, så har forfatteren også lavet en research blog, og det var den der fik mig til at sige ja, for jeg elsker når en forfatter laver deres research ordentligt, og jeg kan ikke andet end at respektere en bog der bygger på dette arbejde, det er dog ikke det samme som at jeg nødvendigvis kan lide den, men for at finde ud af det, og for at vise min respekt for det jeg respektere, så er jeg også nødt til at læse den.

Bogen handler om en piges mystiske forsvinden og de sandsynlige, men måske i endnu højere grad de usandsynlige forklaringer på dette. Jeg ved ikke om den tager udgangspunkt i en ægte konkret sag, og jeg vil heller ikke vide det, men jeg vil gerne lade som om, for så bliver det hele en lille smule mere virkeligt inde i mit hoved.

Jeg glæder mig i hvert fald til at give bogen en chance, men jeg garanterer ingenting, for da jeg læste "heksejagt" af Arthur Miller, blev jeg så utilpas, at jeg måtte lægge den fra mig, så at man ikke kan læse en bog færdig betyder ikke altid, at den er dårlig.

Bogen udkommer på forlaget Replikant 31. oktober 2012

Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993