1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)