White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)