The Blazing World

Foto: Jan Kort

'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip