Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.
Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.
Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.
Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).
Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.
Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle. Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler. Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.
Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.
ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar