søndag den 27. januar 2013

Monkey hunting

For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.

I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.

Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.

Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.

Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.

bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.

TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar