Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

Svalens graf

Dette er min boganmeldelse nr 101, men det er kun min femte anmeldelse af en krimi, for det er en genre jeg egentlig ikke er så vild med, men nu forholder det sig sådan, at jeg for nogle år siden læste "Dinosaurens fjer", og jeg var ret vild med dens fremstilling af den akademiske verden og dens smålighed. Jeg fik fornemmelsen af, at det var det hun i virkeligheden gerne ville skrive om, men at bogen blev lavet til en krimi fordi krimier sælger godt.

Da efterfølgeren, "Svalens graf" kom på gaden, tænkte jeg, at den måtte jeg da også få læst. Jeg er lige startet på at have latin og det giver meget arbejde, og det er meget uoverskueligt, så torsdag brød jeg hulkende sammen, så fredag holdt jeg fri og gik ud og købte bogen, for det gode ved krimier er, at de har så lidt at gøre med ens eget liv, at man kan koble af og ikke bliver konfronteret med sig selv.

Bogen handler om en universitetsprofessor der muligvis er blevet dræbt over nogle grimme sandheder han fandt ud af om nogle vacciner som bliver givet til millioner af afrikanske børn. Jeg ved INTET om videnskaben bag bogen, og en hurtig googlesøgning gav ikke lige noget opsigtsvækkende, men blandet med kriminalgåden får Gazan det til at lyde, og ikke sandsynligt, så i hvert fald plausibelt, at der sker de ting der sker, og ingen er endnu blevet upopulære i litterære kræse for at angribe medicinalindustrien.

Bogen har sin andel af dumme svin, men hvad jeg godt kan lide, i modsætning til andre krimier, er mangel på voldspsykopater med seksuelle/religiøse motiver. Denne bog handler om almindelige mennesker, selvom alle figurerne altid har en helt forfærdelig tragisk barndom, hvilket godt kan blive lidt småirriterende. Nogle gange får jeg dog den fornemmelse, at det er mere sarkastisk end klynkende ment, og den tanke kan jeg egentlig godt lide, som om hun siger 'op i røven' til en hel genre af bøger (ikke nødvendigvis krimier) hvor personerne er uden skyld i deres fortrædeligheder, for 'de havde jo en slem barndom'.

Hvad jeg dog savner fra 'dinosaurens fjer' er mere intern universitetsfnidder, men det ville ikke nødvendigvis have gjort bogen bedre, det handler mest bare om mine egne prioriteter fordi jeg selv læser på universitetet.

TITEL: Svalens graf FORFATTER: Sissel-Jo Gazan FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 471 UDGIVELSESÅR: 2013

Moderskab

Haha betonfeminisme tænkte jeg, da jeg fandt denne lille sag til 25 kr, det skal nok blive underholdene. Det blev underholdene, men ikke på den måde jeg havde forventet.

Jeg har vist flere gange snakket om mine vanskeligheder ved at finde bøger der giver en kvindeskildring som jeg kan forholde mig til og finde forbilledlig, for enten elsker de sko, eller også er de neurotiske kriminalbetjente. Jeg er måske nok neurotisk, og jeg er ikke helt ligeglad med sko, men jeg er også temmelig meget mere end det. Jeg er jo heller ikke mor, kan man så sige, men det er hovedparten af bogens kvinder faktisk heller ikke, ikke hvad vi mener med 'mor' i hvert fald.

Den opofrende og omsorgsfulde mor som vi kender fra 'gamle dage' er en ganske ny opfindelse fra 1800-tallet. Før den tid blev de fleste børn opfostret af ammer og tjenestefolk, også hos ganske almindelige familier. Kvinden og hustruen var en der fødte børnene, men ellers var hendes job at holde hus. Kvaliteten af ammerne var dog i mange tilfælde aldeles tvivlsom, og børnedødeligheden var enormt høj, derfor argumenterede man for moderskabet, for at rede børnene og befolkningskurven.

Kvinden har gennem historien været undertrykt i forskellig grad og forskellig måde, og det er mest det bogen handler om. Egentlig burde den nok nærmere hedde kvinde-lighed, eller noget i den stil.

Bogen er sådan delvist videnskabelig, og den gør det faktisk ganske udmærket de første 260 sider, men på de sidste 20-30 sider går det hele i skudder mudder., det er når vi kommer til de sider der handler om generationerne efter Gieses egen. Hun har beskrevet fortidens kvinder uden at dømme dem, vel fordi de ikke kunne gøre for det, eller fordi de ikke vidste bedre, men så kom hendes egen generation, rødstrømperne, og proklamerede SANDHEDEN, og der er ikke så meget forståelse for at kvinder derefter kunne træffe andre valg end dem.

Bogen er dog fra 2004, og der er sket meget med moderskabet siden da. Da jeg ikke er så gammel og ikke har noget om samfundsdebatten i 90'erne er det en skam, for det er svært at forholde sig til en debat, som han ikke kan huske. Jeg er født i '85, så jeg har været barn i både 80'erne og 90'erne, men jeg genkender ikke rigtigt min mor i bogens kvindeskikkelser.

Bogens første 220 sider er ren historie, og det er skide spændende, så kommer der 40 sidders kvindekamp der er relevant, for nogle gange tror jeg at vi glemmer detaljerne om, hvad det egentlig var de kæmpede for dengang, og så kommer de sidste omtalte sider, som jeg godt kunne have været foruden.

TITEL: Moderskab FORFATTER: Suzanne Giese FORLAG: tiderne skifter SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2004

Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Bright Lights, Big City

 Jeg har haft mange mærkelige eller overfladiske årsager til at læse en bog, jeg kan for eksempel sagtens finde på at købe/læse en bog fordi den har en flot forside. Denne bog købte jeg, fordi et afsnit af tv serien CSI New York bygger på den. Afsnittet er fra første sæson som ikke bliver vist på dansk tv. Jeg er fan af serien, derfor er jeg også nærmest automatisk fan af seriens referencer, så jeg gik på Amazon og købte den uden overhovedet at have læst hvad den handlede om.

Bogens unavngivne hovedperson arbejder som faktumkontrollant på et ligeledes unavngivet intellektuelt magasin. Tiden er 1980'erne, stedet er New York City og alting går hujende hurtigt, og der må en lind strøm af stoffer og alkohol til at følge med. Hovedpersonens smukke modelkone har forladt ham efter mindre end et år og tilværelsen har ingen mening, men hans menneskelige forfald startede endnu tidligere end det, hvilket man finder ud af til sidst.

Udenpå coveret står der:

"Probaply the best book ever written about being young, about doing drugs, and about musik".

Tre ting som jeg for at være ærlig ikke har meget forstand på, for teknisk set har jeg været ung, sådan aldersmæssigt, men det vilde ungdomsliv har jeg aldrig gjort det ret meget i. Så selvom jeg godt kunne værdsætte de litterære kvaliteter, så gik de finere nuancer nok hen over hovedet på mig, indtil jeg stødte på dette citat

"You concidered violence and you concidered reconciliation. But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read to quickly, leaving a dwindling trail og images and emotions, untill all you can remember is a name"
                                                                                                                    s 121

Det er pludselig noget jeg kan forholde mig til, og straks gav det hele lidt mere mening.

Bogen er skrevet i 2. person singularis, det vil sige du-person, hvilket jeg fandt yderst distraherende til at begynde med, for det forudsætter at læseren kan sætte sig ind i bogens situation, og da jeg i starten ikke kunne det, så distancerede formen mig yderligere fra hovedpersonen, men jeg kan forestille mig, at hvis man faktisk forstår hovedpersonen, så vil det ramme en hårdt og personligt, og man vil kunne tage bogen til sig på en helt særlig måde.

Men hvad er den dybere mening i bogen så? Den handler om hvordan der kan være smerte og dybde under New Yorks fart og overfladiskhed, og det beskriver den faktisk ganske godt, jeg er i hvert fald overbevist.

TITEL: Bright Lights, Big City FORFATTER: Jay McInerney FORLAG: Bloomsbury
SIDEANTAL: 174 UDGIVELSESÅR: 1984 (2007)