Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Statens Museum for Kunst

Dette indlæg kan betragtes som en begrundelse for, at man aldrig burde gå på museum uden at betale mig en masse penge for komme med morsomme kommentarer. Men egentlig handler det bare om, at jeg værdsatte en sjælden mulighed for at se på kunst af en ældre dato. Jeg kan mægtig godt lide moderne kunst, men nogle perioder har ikke haft samme rigdom af skøre små detaljer. 

Cornelis Cornelisz van Haarlem (1562-1638), Titanernes fald, 1588-90

Engang placerede man ofte et kradsende figenblad over kønsdele, men her har vi et lidt mere kreativt forsøg, en guldsmed. Jeg spekulerer på, om der nogensinde har været nogen som helst der har været den mindste smule i tvivl om, hvad det egentlig skulle forestille. Jeg håber dog, at tidligere tiders folk har fået lige så meget sjov ud af det som jeg har haft.

Franz Rösel von Rosenhof, Jorden efter syndefaldet, 1690.

En ørn/grif der har snapset en fuldvoksen elefant? Dette er et udklip af scenen efter syndefaldet, men syndefaldet er den event der førte til den tilstand vi har nu, hvor løven og lammet ikke længere er venner men jæger/bytte. Denne postsyndefaldsvirkelighed som vi reelt lever i virker derfor dybt skuffende. Denne virkelighed hvor elefanter mere er truet af menneskelige krybskytter end af sultne griffer...

forgotten who

Manden til venstre er er godt billede på hvordan jeg danser, når jeg en sjælden gang prøver. Det er også et rigtig godt billede på, hvorfor det er, at jeg så sjældent danser.

"Sct Michael og dragen", kunstner ukendt

Det kan diskuteres hvordan en rigtig drage ser ud, men så vidt jeg ved, så er de for de meste reptilagtige. Derfor undrer det mig at denne drage er udstyret med et par ganske store babser som eller primært er forbeholdt pattedyr.

Julius Exner, efter, 19. årh.: "En gondol"

Well, vi tager vel alle sammen til Venedig for at nyde en god udsigt...

Jørgen Haugen Sørensen, Nationalfølelsen, 2005

Bare titlen "Nationalfølelsen" får mig til at grine, og det ligner da også udmærket en sur gammel mand. Jeg tror dog, at jeg her kan vise hvor Jørgen Haugen Sørensen har sin inspiration fra.

Walter Moers, Kaptajn Blåbjørns 13½ liv, "Vrøvlebølger", 2001

Doppler som selvhjælpskursus

Foto: Miklos Szabo

'Doppler' er en roman skrevet af den norske forfatter Erland Loe, og den handler om den alt alt for kompetente Andreas Doppler, der en dag falder på sin cykel og oplever skovens stilhed som en åbenbaring. Han vælger derfor simpelthen at flytte ud i skoven og kede sig, indtil han bli'r lykkelig, og imens han venter dræber han en elg og adoptere dens kalv, Bongo. Derefter optræder der i bogen en meget lang række af personer, som kommer ud i skoven til Doppler.

I denne opstilling af "Doppler" har man imidlertid valgt at dramatisere pointen frem for selve historien, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det hele bliver nemlig meget hurtigt lidt indviklet og med mange personer og rekvisitter. Stykket er sat op sådan, at Bosse, den ene af Dopplers diciple, har arrangeret, at Doppler kommer og holder et foredrag om sit liv og sine oplevelser i skoven. Dette er hvad Bosse kalder "Dopplereffekten", hvad han selv er blevet meget berørt af, og han er meget stolt og lykkelig over også at kunne præsentere os for Doppler, the Man, the Myth, the Method, han har endda lavet merchindise i anledningen.

Jeg må da også erkende at Doppler er god til at holde foredrag, også selvom han starter ud med at sige, at han har lovet sig selv aldrig nogensinde igen at præstere. Indrømmet, det går da også lidt galt engang imellem, når fx Bosse i et forsøg på at imponere prøver at improvicere, eller når Dopplers (ex)kone pludselig dukker op, men det gør jo bare det hele sjovere.

Det et skuespil kan, i modsætning til en film er at spille op imod publikum, og det benytter dette stykke sig især af. Jeg er selv en kæmpe sucker for al form for involvering, og tog med meget stor glæde imod de udfordringer der blev stillet. Her vil jeg gerne lige sige undskyld til de unge mennesker som jeg i min iver fik skubbet til og trådt over tæerne. Det er dog et undskyld med forbehold, for jeg må indrømme, at jeg på ingen måde fortryder min iver. Det er nemlig sjovt at leve sig ind i det man deltager i. Dengang, da jeg gik i folkeskole/gymnasiet, var den slags opførelse desværre set som pinlig, men nu er jeg heldigvis mere eller mindre voksen, og dem jeg trådte over tæerne, skal jeg ikke konfronteres med her til morgen oppe i klassen, hvor de kan rulle med øjnene over hvor pinlig jeg var. Alligevel, jeg håber ikke, at jeg trådte alt for hårdt...

FORFATTER ERLEND LOE / DANSK OVERSÆTTELSE SUSANNE VEBEL / BEARBEJDELSE OG INSTRUKTØR THERESE WILLSTEDT / MEDVIRKENDE MIKKEL ARNDT, NICOLAI DAHL HAMILTON, MARIE DALSGAARD

M Train

Jeg kender mest Patti Smith fra musikken, men selvom "M Train" er en form for selvbiografisk bog, så står der stort set intet om musik. I stedet handler den om at drikke sort kaffe, læse gode bøger og se detektivserier på fjernsynet i bemeldte rækkefølge... What's not to like... Det skulle da lige være, at hun indrømmer, at hun bedre kan lide den amerikanske remake "The Killing" frem for den oprindelige "Forbrydelsen". NOOOOO, hvordan kan hun gøre det imod os... Okay, faktisk har jeg aldrig selv set mere end et par tilfældigt løsrevne afsnit, men jeg er list undskyldt, for jeg var meget meget syg dengang, jeg har dog stadig min nationale stolthed...

Jeg vælger dog at tilgive hende, for "M Train" er nemlig en meget speciel bog. Det er ikke fordi den er det bedst skrevne eller den mest spændende, men den er skrevet af en kvinde der skriver som en mand. Hun skriver om at læse fantastiske bøger, besøge berømte kunstneres gravsteder, være med Continental Drift Club uden at være forsker, men bare fordi hun finder tanken kontinentaldrift romantisk (filosofisk), om at lyve sig ind på en mexicansk café ved at påberåbe sig at være journalist/forfatter for at komme til at drikke koppevis af noget af verdens bedste kaffe, om at det er svært at skrive om ingenting, om rodløsheden efter hendes mands død og om at tage billeder med et gammelt polaridkamera.
Hvad der ikke står noget om er tanker om ikke at være god nok, om at være totalt overskudsagtig, om hvor svært det er at kombinere husarbejde med en karriere, lange beskrivelser af tøjvalg*, frygt for hendes (voksne) børns ve og vel eller om at have gode veninder man altid hænger ud med.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er helt vild med den form for litteratur, jeg kan bare godt lide at hvordan man skriver og hvad man skriver om ikke skal være bestemt af ens køn.

*her findes der for Patti kun ét rigtigt valg; strømper med bier, over-alls, en slidt og uformelig læderjakke og en strikhue.

TITEL: M Train FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Alfred A. Knopf SIDEANTAL: 254 UDGIVELSESÅR: 2015

Courtney Love: The Real Story

Det er ikke til at vid hvor meget "The Real Story" der egentlig er tale om, men betyder det så meget, hvis man ikke ligefrem skal bruge den til en skoleopgave? Der er skrevet tusindvis af grimme ting om Courtney Love, at hun tog stoffer under sin graviditet, at hun ikke gjorde nok for at forhindre Kurt Cubain, hendes mand, i at begå selvmord eller at hun ligefrem fik ham slået ihjel. Enhver der står anklaget har ret til en advokat til at forsvare sig, men den sværeste opgave er at forsvare sig mod folkets dom, og der har de brug for en forfatter eller journalist til at skrive en forsvarstale. På teologisk sprog hedder et sådant skrift en apologi, og for mange hvad er da rockmusik [punk] andet end en religion?

Uden egentlig at vide ret meget om CL på forhånd, så var der dog en historie jeg synes manglede, nemlig historien om hvordan Caitlin Moran kind of accidentally killed Kurt Cubain. I kan høre hende fortælle historien i denne video 8:57 eller lidt senere.

Eller egentlig mangler historien ikke, for den hører nemlig ikke til i CL's historie. Jeg har bare lyst til, at den skulle være der, fordi jeg elsker Caitlin. 

"Courtney Love: The Real Story" er ikke et litterært mesterværk, 100% pålidelig eller en grundig gennemgang og analyse af hendes musik, men den egner sig glimrende til helt almindelig læsning, og den er helt sikkert bedre end sladderbladenes farvestrålende sider eller tilfældige googlesøgninger der sender en ud i internettets mere dunkle hjørner. Vi har dog brug for biografier om rockstjerner, for verden er fuld af unge der har brug for noget at drømme om. Talentfulde unge, unge med en kaotisk baggrund eller personlige problemer. Så læs, lyt, sorter, byg dig din helt egen personlighed!

TITEL: Courtney Love: The Real Story FORFATTER: Poppy Z Brite FORLAG: Orion SIDEANTAL: 209 UDGIVELSESÅR: 1997

Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

The Blazing World

Foto: Jan Kort

'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip