Andreas Doppler er en kompetent mand, en yderst kompetent mand, ligegyldigt hvad han har givet sig i kast med siden han var barn har han været kompetent, for det er jo sådan det skal være i vores samfund.
En dag på en cykeltur ude i skoven styrter han, og han ligger på jorden og rundt omkring ham er der helt stille, og det giver ham for første gang mulighed for at tænke over sit eget liv. Denne hændelse vender op og ned på hans liv, og han flytter ud i skoven hvor han vil leve fra hånden til munden, han vil være JÆGER, han vil være en rigtig mand.
Ude i skoven er der stille, og der sker ikke så meget, så Doppler, sådan kalder han sig nu, får tid til at tænke over tingene, over sig selv, over sit liv og over vores samfund, og han føre lange forvirrede samtaler med sig selv. Man kan ikke nødvendigvis sige at han bliver klogere af at få tænkt over tingene, på mange områder, hvis ikke de fleste, bliver han faktisk mere forvirrende, men det forhindre ham ikke i i nogle personers øjne at forvandle ham til en vis eremit, som de på sædvanlig menneskelig vis kopiere uden at have forstået noget som helst.
En der dog ikke er imponeret er Dopplers kone, hun er nemlig gravid og vil gerne have ham hjem hvor han har værsgo at tage sin del af ansvaret, men Doppler er ikke parat til at vende tilbage til vores samfund.
Doppler er som nævnt i meget kompetent mand, og i sin flugt ud i skoven forsøger han at komme væk fra alt det kompetente, og så alligevel, for han gør en ihærdigt forsøg på også at være en kompetent skovmand, men det lykkes kun delvist, for han har svært ved at finde vildmanden i sig selv.
Hans store manddomsprøve er da han i sult nedlægger en elg, men den efterlader sig en unge, og han føler at han skal retfærdiggøre sin handling, men det står ikke helt klart om han skal retfærdig gøre det over for elg kalven, som han døber Bongo, eller over for sig selv.
Bongo bliver dog en vigtig del af hans liv, på mange måder finder han mere samhørighed med denne elgkalv end han gør med sin egen søn der også dukker op i historien, og det har noget at gøre med at han også selv har mistet.
Doppler har lige mistet sin far, en mand han slet ikke kendte og som han ikke helt kan beslutte sig for, om han syntes om.
Et af stykkets centrale emner er forholdet mellem fædre og sønner. Der er Doppler og og hans far, der er Doppler og hans søn Gregers, og der er den excentriske eneboer Düsseldorf og hans far der var en tysk soldat. Düsseldorf ærer sin far gennem et miniaturelandskab af den krigsscene hvor hans far døde, så Doppler vil også ære sin far, han vil bygge et monoment over en ensom mand, for jobbet som far er ensomt for kender fædre og sønner virkelig hinanden?
Erland Loes "Doppler" er, jeg fristes næsten til at sige endelig, blevet gjort til et teaterstykke, en formidlingsform der passer perfekt til denne lidt skæve roman, og det bliver gjort godt.
Teateret Katapult er et lille teater, og det kræver en vis form for intimitet med publikum, ellers bliver det bare super pinligt. Jeg var inde og se stykket sammen med en skoleklasse, og det gjorde mig nervøs, for børn er meget umiddelbare og er derfor enten et meget taknemmeligt eller et meget hensynsløst publikum, og det kunne ende med at blive temmelig akavet, men skuespillerne formåede rigtig godt at fange de unge menneskers interesse, så det blev en virkelig fed oplevelse, meget federe end at se det sammen med voksne der har mere travlt med at virke kloge end henførte.
Forstod skoleeleverne det så? Ja det tror jeg på deres egen maner. Efter stykket var der spørgetime, og elevernes spørgsmål var gode og afspejlede deres alder (ca 14). Lærerne derimod var pinlige, de havde ikke en gang læst bogen (og den er altså ikke så forfærdelig lang). Så tillykke til skuespillerne og bravo til børnene.
Der findes en række af disse små teatre rundt omkring, og det er ikke noget helt almindelige mennesker går og tænker på, for os er det mest de store teatre der tæller noget, og det er en forbandet skam, for et lille teater tager ofte større chancer, det er noget de brænder for og eksperimentere med, så det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg hører noget fra Katapult.
Manuskript: TeaterMinisteriet efter roman af Erlend Loe Skuespillere: Helga Rosenfeldt Olsen, Steffen Nielsen, Jacob Melchior Instruktion m.m.: Theresa D. Grønning Scenografi: Hans Krull og TeaterMinisteriet Lysdesign: Mogens Knudsen Lyddesign: Sune Hede
Ingen kommentarer:
Send en kommentar