Mågelatter

I et lille fiskersamfund på Island foregår der et mærkværdigt spil/kamp mellem mænd og kvinder, det synes den 12-årige Agga i hvert fald, men hun er også kun et barn og hører ikke til nogen steder. Byen har altid været et stille og traditionelt sted, men så dukker Aggas tante, Freya op. Hun stak i sin tid af med en amerikansk soldat, men nu er hun tilbage med kufferten fuld af fint tøj og med hovedet fuld af fremmede ideer. Freya er meget tynd og har isblå øjne, og Agga er da også sikker på at hun er en heks eller en elverdronning, men det vil Aggas ven, politibetjenten Magnus, ikke høre på, for han er, ligesom resten af byens mænd, forelsket i Freya. Men folk har en tendens til at dø omkring Freya, og selvom hun bliver holdt ude når de voksne kvinder snakker, så ved og ser Agga alt.

I løbet af bogen vokser Agga til og bevæger sig fra barn til voksen, og langsomt går det op for hende, hvad det er kvinderne har gang i. Vi befinder os engang i løbet af 1950'erne, og kvindernes rolle begynder at ændre sig. Aggas mormor, som de alle sammen bor hos er den gammeldags husmor, alting bliver lavet fra bunden, og lavet ordentligt, der er ingenting som et solidt måltid mad, og hun lader sig ikke slå ud, når morfar kommer hjem fra havet og skælder og smælder over de konservative politikere, over de reaktionære og de satans kommunister. Hun ved ikke noget om politik, eller det gør hun måske nok, hun siger bare ikke noget. Tanterne, Aggas egen mor er død, tilhører den nye generation af kvinder der skræpper op og vil selv, de vil have en plads i samfundet, og vil ikke nøjes med at vaske bleer. Vi snakker endnu ikke kvindekamp, alting foregår mere diskret, og ingen at de damer ønsker at nedtone deres femininitet. Agga er endnu ikke helt voksen, men der er en selvstændig kraft i hende der minder mest om mormorens, men som finder helt andre udtryksformer. Agga skal nok blive til noget, lidt lige som Freya, bare uden de samme personlige konsekvenser.

Et centralt tema i bogen er Freyas vægt, eller mangel på samme. Hun tog af sted til Amerika som en lidt buttet pige og kommer hjem som alt for tynd ung kvinde der kun nipper til maden, men Agga ved godt hvordan hun gør, hun har nemlig set og hørt hvordan Freya propper sig og kaster op, når hun bliver oprevet. Det synes Agga er ulækkert. På et tidspunkt står det så skidt til med Freyas vægt, at lægen må tilkaldes og hun må få varm mælk med ske. Bogen handler om Agga, og det er hendes holdninger der gør sig gældende, og alting hænger fint sammen, undtagen når det kommer til Freya. Det er som om Freya er to personer. På den ene side er der elverdronningen, som er kold, køn og kontrolleret, det er hende der hele tiden bliver omtalt, men fra tid til anden beskrives der sider af hende som ikke passer helt til denne stoiske og kyniske figur. Der er selvfølgelig opkastningerne, men der er også mere hverdagsagtige ting som hendes vredesudbrud og ønske om at høre sladder om en af de andre tanters mand, men det er som om disse ting ikke ændre Aggas syn på everdronningen. Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af elverdronningen Freya. Spiseforstyrrede kvinder har vi i hele verden, men denne ægte tro på de underjordiske er meget unik for Island.

Jeg har et eller andet med Island. Geografien skaber folk, og der er så umanerlig råt og smukt, så stort og småt på en gang. I et land der er omgivet af hav, er mændene på havet og kvinderne passer geshäften. Det giver nogle stærke islandske kvinder. Jeg har tit svært ved at forholde mig til kvinder i bøger, de klynker, har sex og besidder et karrierejob som de hverken bruger meget tid eller opmærksomhed på. De islandske kvinder klynker også, og de er også røvirriterende, men de er stærke og har integritet, og jeg sidder helt og får lyst til at tage tilbage dertil.

ORIGINAL TITEL: Mávahlátuer DANSK TITEL: Mågelatter FORFATTER: Kristín Marja Baldursdottir FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 383 UDGIVELSESÅR:1995 (2012)