Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.
Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.
Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.
De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.
Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.
Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.
ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar