Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993

Mumitrolden - de tre næste romaner

I "Mumitrolden - de tre næste romaner" begynder bøgerne at blive, hvad jeg vil kalde 'rigtige' romaner, hvorimod "de tre første romaner" mere bare var vrøvle historier for små børn, og det var en fornøjelse at læse.

Forordet er skrevet af Anders Lund Madsen, som jeg i forvejen ikke kan lide, og han gjorde i den grad Mumitroldene til sine, og sine alene, at jeg var sorgmodig hele den weekend og havde ikke lyst til at læse videre, og jeg endte til sidst på skadestuen hvor jeg fik 12 sting i højre arm, hvilket ikke kun var derfor, men det var en del af det. Det er min egen bog, så jeg overvejer kraftigt simpelthen at rive de to sider ud, for at undgå fremtidige episoder, for Mumitrolden er bøger jeg med jævne mellemrum vender tilbage til, men det ville være nærmest blasfemisk, man ødelægger da ikke bøger.

'Mumifars erindringsbog' er en bog om en far der indser at han er blevet en verandafar, og som drømmer sig tilbage til sin eventyrlige ungdom, men det er ikke nok at drømme, han vil også fortælle verden, men mest en dels sin søn om det, for han vil vise, at han i virkeligheden er en sej far. Mumitrolden lader sig imponere, men han forstår ikke, det er han endnu ikke gammel nok til, og det frustrerer Mumifar, og Mumimor må stryge ham med hårene for at få ham til at falde til ro. Bogen er stadigvæk en forfærdelig vrøvleroman, for Mumifar er vil imponere, og overdrivelse fremmer forståelsen.

'Farlig midsommer' er ligeså en vrøvleroman, men lidt mere nedtonet en mange af de andre (lidt i stil med 'Kometen kommer' fra "De tre første"), dog kan man sige, at det er en historie om for første gang at blive væk. De fleste børn har prøvet at blive væk fra deres mor i et stormagasin. Man er et fremmed sted, med fremmede mennesker, og de hjælper ikke altid på den måde man gerne vil have, og man ved at det er enormt vigtigt at finde sin mor, for hun venter jo på sin store og modige Mumitrold, som samtidig skal passe på den feminine og hjælpeløse Snorkfrøken, og nej, jeg bliver ikke fornærmet på mit køns vegne, for Lille My spiller for første gang en aktiv rolle i denne roman, og mage til kraft og selvstændighed skal man lede længe efter.

'Troldvinter' er den første bog som jeg virkelig regner for noget, og den handler om at blive voksen, stå på egne ben, og for første gang klare sig helt uden sin mor. Han vågner en vinter og hele familien, på nær lille My sover tungt, og starter ud med at være lille og bange og sove ved siden af sin mor, men da kulden og sulten får folk til at strømme til Mumidalen, vokser han med opgaven og tager imod dem. Murren har optrådt i flere af bøgerne, men først her finder hun sin endelige form, eller også er det Mumitrolden selv der har ændret sig, for hun er ikke længere bare stor, kold og uhyggelig, hun er et ægte væsen med følelser og håb, og hun vækker Mumitroldens og læserens medlidenhed. Moralen i historien er, at livet godt en gang imellem må være lidt hårdt, og at det er det der gør, at man bedre kan klare sig fremover.

Jeg synes, at det er super fedt at Mumitrolden bliver genudgivet (måske bliver nogle af Tove Janssons voksenbøger også udgivet og tilgængelige på dansk, man kan jo håbe). Det eneste der genere mig er formatet. Tre romaner i et kommer selvfølgelig til at fylde noget, men disse bøger er urimeligt store, og det er næsten ikke muligt at tage dem med nogen steder. Okay, måske er det også kun mig der som universitetsstuderende og pensionist der prøver at bruge Mumi som pendlerbog (en ikke skole- eller arbejdsrelateret bog pendlere har med i tasken for at fordrive tiden), men børn skal vel også nu om dage med toget for at besøge bedsteforældre, og så skal der bøger og legetøj med, og en børnehave- eller skoletaske til de mindste er ikke nær så rummelige som min skuldertaske, og selv i den var der dårlig nok plads. Så hurra for Mumi, men en ommer til formatet.

ORIGINAL TITEL: Mumipappans memoarer, Farlig midsommar og Trollvinter DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre næste romaner FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 343 UDGIVELSESÅR: 1950, 1954 og 1957 (2010)

Mågelatter

I et lille fiskersamfund på Island foregår der et mærkværdigt spil/kamp mellem mænd og kvinder, det synes den 12-årige Agga i hvert fald, men hun er også kun et barn og hører ikke til nogen steder. Byen har altid været et stille og traditionelt sted, men så dukker Aggas tante, Freya op. Hun stak i sin tid af med en amerikansk soldat, men nu er hun tilbage med kufferten fuld af fint tøj og med hovedet fuld af fremmede ideer. Freya er meget tynd og har isblå øjne, og Agga er da også sikker på at hun er en heks eller en elverdronning, men det vil Aggas ven, politibetjenten Magnus, ikke høre på, for han er, ligesom resten af byens mænd, forelsket i Freya. Men folk har en tendens til at dø omkring Freya, og selvom hun bliver holdt ude når de voksne kvinder snakker, så ved og ser Agga alt.

I løbet af bogen vokser Agga til og bevæger sig fra barn til voksen, og langsomt går det op for hende, hvad det er kvinderne har gang i. Vi befinder os engang i løbet af 1950'erne, og kvindernes rolle begynder at ændre sig. Aggas mormor, som de alle sammen bor hos er den gammeldags husmor, alting bliver lavet fra bunden, og lavet ordentligt, der er ingenting som et solidt måltid mad, og hun lader sig ikke slå ud, når morfar kommer hjem fra havet og skælder og smælder over de konservative politikere, over de reaktionære og de satans kommunister. Hun ved ikke noget om politik, eller det gør hun måske nok, hun siger bare ikke noget. Tanterne, Aggas egen mor er død, tilhører den nye generation af kvinder der skræpper op og vil selv, de vil have en plads i samfundet, og vil ikke nøjes med at vaske bleer. Vi snakker endnu ikke kvindekamp, alting foregår mere diskret, og ingen at de damer ønsker at nedtone deres femininitet. Agga er endnu ikke helt voksen, men der er en selvstændig kraft i hende der minder mest om mormorens, men som finder helt andre udtryksformer. Agga skal nok blive til noget, lidt lige som Freya, bare uden de samme personlige konsekvenser.

Et centralt tema i bogen er Freyas vægt, eller mangel på samme. Hun tog af sted til Amerika som en lidt buttet pige og kommer hjem som alt for tynd ung kvinde der kun nipper til maden, men Agga ved godt hvordan hun gør, hun har nemlig set og hørt hvordan Freya propper sig og kaster op, når hun bliver oprevet. Det synes Agga er ulækkert. På et tidspunkt står det så skidt til med Freyas vægt, at lægen må tilkaldes og hun må få varm mælk med ske. Bogen handler om Agga, og det er hendes holdninger der gør sig gældende, og alting hænger fint sammen, undtagen når det kommer til Freya. Det er som om Freya er to personer. På den ene side er der elverdronningen, som er kold, køn og kontrolleret, det er hende der hele tiden bliver omtalt, men fra tid til anden beskrives der sider af hende som ikke passer helt til denne stoiske og kyniske figur. Der er selvfølgelig opkastningerne, men der er også mere hverdagsagtige ting som hendes vredesudbrud og ønske om at høre sladder om en af de andre tanters mand, men det er som om disse ting ikke ændre Aggas syn på everdronningen. Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af elverdronningen Freya. Spiseforstyrrede kvinder har vi i hele verden, men denne ægte tro på de underjordiske er meget unik for Island.

Jeg har et eller andet med Island. Geografien skaber folk, og der er så umanerlig råt og smukt, så stort og småt på en gang. I et land der er omgivet af hav, er mændene på havet og kvinderne passer geshäften. Det giver nogle stærke islandske kvinder. Jeg har tit svært ved at forholde mig til kvinder i bøger, de klynker, har sex og besidder et karrierejob som de hverken bruger meget tid eller opmærksomhed på. De islandske kvinder klynker også, og de er også røvirriterende, men de er stærke og har integritet, og jeg sidder helt og får lyst til at tage tilbage dertil.

ORIGINAL TITEL: Mávahlátuer DANSK TITEL: Mågelatter FORFATTER: Kristín Marja Baldursdottir FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 383 UDGIVELSESÅR:1995 (2012)

Opmålingen af verden

Yndlingsbog nummer et eller andet. Jeg elsker bøger, så jeg har mange yndlings. Det er min yndlings fordi den er lige så sydende sarkastisk som jeg er, og fordi den beskæftiger sig med både det storslåede eventyr og med den grå lortehverdag, og at den viser at det ikke nødvendigvis er bedre bare fordi man er et stort geni.

Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.

Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.

Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.

De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.

Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.

Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.

ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)

Vindrosen

En vindrose er et diagram der viser vindforholdene på et sted, som regel i form af en kompascirkel med kiler ind mod midten der angiver vindens retning og hyppighed.

Dansk Wikipedia   

 

Efter at have læst denne novellesamling/rejseberetning af det danske forfatterikon Tom Kristensen, havde jeg nok regnet med at det betød noget mere romantisk (og et eller andet sted håber jeg stadig at det bare er google der ikke kender den i dette tilfælde rigtige betydning). Jeg mente, at det var sådan en lille tør satan af en plante, som ikke slår rod men som flyver hid og did med vinden i en evig søgen efter vand. Vi havde en liggende i vindueskarmen i mit barndomshjem, en mindre og mere kompakt plante end en vindheks. Jeg har meget lyst til at det skal være sådan en, men i denne sammenhæng er princippet det samme. Det handler om vinden der skifter retning og karakter, og Tom Kristensen følger vinden, han lader sig lede, fra Asien til Sydeuropa til London.

'Vindrosen' er en hyggelig samling af noveller og rejseberetninger der er blandet sammen i ét stort sammensurium. Det er forvirrende, men også lidt hyggeligt, for hvor stopper virkeligheden og litteraturen og fantasien begynder. Nogle steder er det helt klart, andre steder kan man have sine tvivl, men selv når det er helt klart, kan tvivlen snige sig ind. Langt mere forvirrende er det, at Tom Kristensen er hyggelig. Jeg kender ham mest fra 'Hærværk' og i mit univers er han ensbetydende med alkohol og forfald, to ting der ikke er meget af i 'Vindrosen', den handler mest om stede, om at lade sig flyde med strømmen, med vinden, med stemningen, og om når strømmende mødes i kulturchok. Den handler om farven gul, gule kineser, gult sand, gule floder og gul smog. Aldous Huxley havde 'Kromgul' og Beatleshavde 'Yellow submarine', og jeg er ret sikker på at farven gul har et og andet at gøre med LSD, ikke at jeg helt ved hvad, men det passer på en eller anden måde bedre til Kristensen end hyggelige solgule søndage.

Jeg fik bogen ved et tilfælde. Jeg havde ønsket mig 'Hærværk' og så havde den jo samme forfatter, så den fik jeg lige oven i hatten. Jeg læste den også ved et tilfælde. Jeg skulle have en bog til toget, og den ene var for tung (mentalt) og den anden var for stor, og den sidste var skrevet med alt for små bogstaver, så jeg valgte den fordi den var der og fordi den var praktisk. Jeg ved ikke om jeg nogensinde før har valgt en bog fordi den var praktisk. Jeg havde ikke rigtigt nogen forventninger til den, og hvis jeg havde, var de nok mest negative, men som sagt var det nærmest en hyggelig oplevelse. 

 

Jeg kunne især godt lide hans beskrivelser om hvordan vesten møder østen i Kina og Japan i en helt anden tid. 20'ernes og 30'ernes Europa, minder i litteraturen meget om i dag, faktisk mere end de senere årtier gør, men øst på var det en helt anden sag. Kina var et buddhistisk bondesamfund med en metropol som Shanghai, hvor kulture smeltede sammen og blomstrede (hvis man skal sige det på en poetisk måde). Japan var meget traditionelt. Efter at have levet strengt isoleret fra omverdenen under shogunen, blev der åbnet op, og vesten strømmede til, men mødet var ikke altid lige smukt.

TITEL: Vindrosen FORFATTER: Tom Kristensen FORLAG: Forlaget Fremad SIDEANTAL: 188 UDGIVELSESÅR: 1934 (1956)

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)

Den rasende hær

Jeg går altid ind til en krimi med, lad os kalde det modværge, jeg finder hele genren temmelig tåbelig og unødvendigt voldelig, dertil lagt et middelmådigt amatørarbejde i skrivestil, sprog og plot, men det galder for alle regler at der må være en undtagelse, og jeg tror at jeg her har fundet min.

Historien i ‘Den rasende hær’ er forholdsvis ordinær. I henhold til en gammel legende begås der i en lille nordfransk landsby en række mord. Samtidig kører der en sag om en forretningsmogul der er blevet brændt ihjel i sin bil, og hvor folk højt oppe i hierarkiet vanskeliggør opklaringen. Midt i alt dette står den noget forvirrede kriminalkommissær Adamsberg med sine to nørdede håndlangere.

Historien er dog ikke det der interesserer mig, det gør detaljerne til gengæld. Der er kælet så meget for detaljerne, at det virker en dansende vind gennem hele romanen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en nørd med detaljer, og jeg synes nærmest, at de kan være smukke når de bruges på den rigtige måde. En bog kan være så proppet med detaljer at det virker kvælende, ja nærmest tragisk, men her hjælper det bare til med at understrege Adamsbergs nærmest barnlige forvirring, for et barn lader sig opsluge af detaljerne og glemmer tiden, og det sker også her, men detaljerne er ikke kun forvirrende, de er også vigtige på deres samme sære facon.

“Og han tager fejl. For det er i Brasilien, at sommerfuglen basker med vingerne, og i Texas, at tornadoen rammer”.
“Gør det nogen forskel, Danglard?”
“Ja, for jo længere man fjerner sig fra de rette ord, jo lettere bliver selv de reneste teorier til sladder. Og så ved man ikke længere, hvor man er henne. Jo mere tilnærmelsesvis og unøjagtig man er, jo tyndere bliver sandheden, og jo tykkere bliver dunkelheden”.

“Den rasende hær” s. 88-89

Og Fred Vargas har kontrol over sine detaljer og over sit sprog. Hun svæver overlegent hen over vandene og trækker i trådende, hun er sommerfulglens vinger, og det lykkes hende forholdsvis godt at holde styr på det hele. Hun er intelligent og velformuletet, og hun ved hvor hun er på vej hen, men ligegyldigt hvor meget positivt jeg har at sige om den, så er den stadigvæk en krimi, så der sker lidt de samme ting som der sker i så mange andre krimier. Hvad der dog skiller sig markant ud, er personerne. Vargas univers er i modsætning til hendes kollegers hovedsageligt befolket af behagelige mennesker. De er ikke perfekte, måske en smule tossede og alkoholiske, men de er ikke ødelagte, og de er i bund og grund gode nok. 

Egentlig ved jeg ikke og det er godt eller skidt, men mest af alt er det en dejlig afveksling, jeg har nemlig set franske krimier i fjernsynet. deres betjente er korrupte og ubehagelige, men ikke her. Men selvom personerne er behagelige, er de ikke nemme at holde af, for deres personligheder er meget ensidige, det kan selvfølgelig godt skyldes at dette er bog nummer otte i serien, og hvis alternativet er voldelige personer med ubehandlede barndomstraumer, så foretrækker jeg langt dette.

Jeg nød dog at læse bogen, ikke for plottets skyld, jeg kunne ikke være mindre interesseret i hvem morderen er (hvilket skyldes genren og ikke denne specifikke bog), men sproget og detaljerne var en ren lise.

ORIGINAL TITEL: L’armée furieuse DANSK TITEL: Den rasende hær FORFATTER: Fred Vargas FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 396 UDGIVELSESÅR: 2011 (2012)